KOMMUNALVALG // DEBAT – Forud for kommunalvalget 16. november har folketingsmedlem og kandidat til kommunalvalget for Liberal Alliance i København Ole Birk Olesen udtalt, at formanden for Jobcentrets Ofre Kim Madsen og hans medlemmer ”snører” det sociale system. Det er usagligt og skamløst, skriver Lisbeth Riisager, for man kan ikke umiddelbart se på et andet menneske, hvordan det har det, og hvad det er i stand til. Olesens synspunkt viser foragt for mennesker med funktionsnedsættelse, mener hun og henviser til en oversigt over valgkandidaters social- og beskæftigelsespolitiske synspunkter.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Mandag den 1. november havde taleradioen Den Uafhængige inviteret folketingsmedlem og kandidat til kommunalvalget i København Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance i studiet. Det var i et program, der hedder ”Ring, hvis jeg tager fejl”, hvor dagens overskrift lød: ”Du bør stemme Liberal Alliance til kommunalvalget!“, og hvor værten hed Steffen Larsen. En mindre del af udsendelsen har Den Uafhængige lagt op som et selvstændigt Facebookopslag, der skal tiltrække opmærksomhed til mediet.
Det var en lidt sær overskrift for et program, al den stund der mig bekendt ikke på samme radiokanal har været tilsvarende overskrifter med opfordring til at stemme på kommunalvalgskandidater fra nogen af de øvrige partier og at ringe ind til dem.
På et tidspunkt ringede fleksjobber og formand for foreningen og Facebookgruppen Jobcentrets Ofre, Kim Madsen, ind (ca. 51 minutter inde i udsendelsen):
”Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt om Liberal Alliances forhold til kontanthjælp og andre sociale ydelser. Hvor står man der? Er det noget, man gerne vil afskaffe, eller er det noget, man gerne vil have sat ned?”
Han udtalte: ”For mig lyder du som en, der er så ressourcestærk, at du har formået at snøre systemet i din retning”
Nu handler dele af Kim Madsens spørgsmål jo om lovgivning og er dermed Folketingets ansvar. Men han begrundede sit spørgsmål med, at kommunalbestyrelserne administrerer lovgivningen og økonomien på området, og at de efter hans vurdering ikke alle steder administrerer, sådan som det var tænkt fra Folketingets side.
Han er derfor interesseret i at høre, hvordan Liberal Alliance ønsker at administrere lovgivningen i kommunerne. Det vil have konkret indflydelse på hans medlemmers mulighed for at opnå retssikkerhed i deres eventuelle kontakt med kommunernes social- og beskæftigelsesforvaltninger.
Liberal Alliance ønsker lavere sociale ydelser
Ole Birk Olesen indledte med at sige, at han ikke tror, man finder nogen folketingsmedlemmer, der ønsker at afskaffe kontanthjælpen helt. Men i Liberal Alliance mener man, at kontanthjælpen er for høj, sagde han og pointerede, at den nuværende socialdemokratiske regering efter hans opfattelse de facto har afskaffet kontanthjælpsloftet.
For så vidt angår kommunalbestyrelserne og forvaltningerne, så skal de naturligvis efterleve lovgivningen på området, sagde han – uden at forholde sig mere konkret til Kim Madsens udsagn om, at nogle kommuner administrerer økonomien og lovgivningen ”strammere” end andre, ja, at nogen rent faktisk overtræder lovgivningen.
Ikke mindst har der eksempelvis i Københavns Kommune de seneste ti år været megen blæst om og kritik af beskæftigelses- og integrationsforvaltningen. Den nuværende borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (Venstre), som har siddet på posten siden 1. januar 2018, har ligesom sin forgænger Anna Mee Allerslev (Radikale), som sad på posten fra 1. januar 2011 til 31. oktober 2017, kørt en meget hård og konfrontatorisk linje over for sygemeldte borgere i de københavnske jobcentre. Mange sygemeldte er her blevet holdt på kontanthjælp eller ressourceforløb i årevis i stedet for hurtigt at blive afklaret til fleksjob eller førtidspension.
Det er jo derfor, at vi har læger og andre fagfolk til på fagligt kvalificeret grundlag at vurdere menneskers helbred, funktionsevne, arbejdsevne osv.
Ole Birk Olesen udtrykte det synspunkt, at det er problematisk, at nogle mennesker med nedsat produktivitet ikke ville kunne tjene mere end mindstelønnen ved et almindeligt arbejde, og at det derfor kan være mere attraktivt for dem at hæve en kontanthjælp. Han pointerede, at han her talte om mennesker uden dokumenteret nedsat arbejdsevne.
Kim Madsen påpegede, at sådanne borgere alligevel godt kan have nedsat arbejdsevne og reelle skånebehov, og at det er der i al fald mange i kontanthjælpssystemet, som reelt har. Fleksjobordningen kan være en hjælp for nogen af dem, så de kommer i arbejde, sagde han.
”Hvorfor er det bedre, at folk kommer ind i en offentlig ordning, hvor de tjener nogle reelle penge, og det offentlige supplerer op til en løn, der er højere end den, de selv kan tjene? Hvorfor er det bedre, end at folk har et rigtigt job, hvor de bare får den løn, der passer til det, de kan yde,” spørger Olesen. Det mener man ikke i Liberal Alliance, at det er. Og man mener åbenbart heller ikke, at et fleksjob er et ”rigtigt” og anerkendelsesværdigt job.
Ole Birk Olesen anklager Kim Madsen og andre for snylteri
I løbet af den 21 minutter lange ordveksling angreb Ole Birk Olesen dog mere og mere Kim Madsen med kategoriske synspunkter om dennes person, helbred og arbejdsevne og om foreningen og Facebookgruppen Jobcentrets Ofre. Det kulminerede i direkte usaglige, useriøse og skamløse provokationer.
Han udtalte: ”For mig lyder du som en, der er så ressourcestærk, at du har formået at snøre systemet i din retning.” Og: ”Jeg synes, at du og din forening forsøger at malke systemet”.
De fleste mennesker i almindelighed snarere søger at skjule dårligt helbred og private sorger for offentligheden end at understrege det i deres ydre optræden
Så begyndte han at tale om, at han da kendte mennesker, der både sidder i kørestol, har smerter og alligevel arbejder i ustøttet beskæftigelse. Han har også en pårørende, der kan arbejde trods sygdom, lod han forstå.
Her afslørede han som så ofte før sin foragt for mennesker med nedsat arbejdsevne og for al fagkundskab, som taler imod hans politiske “synsninger”. Hvordan læger har vurderet Kim Madsens helbred og funktionsevne, og hvad arbejdsprøvninger har vist om hans arbejdsevne, interesserede ham ikke. Han syntes at vide bedre og mere om Kim Madsen end fagkundskaben og Kim Madsen selv til at kunne vurdere, at Kim Madsen er en snylter.
Det støder mig, at Olesen tillader sig at komme med så skamløse og kategoriske synspunkter om noget, han i virkeligheden ikke kan vide noget om. ”Det væsentlige er skjult for øjet”, som det hedder i Antoine de Saint-Exupérys lille bog Den lille prins.
Vi kan ikke umiddelbart se på et andet menneske og dets øjeblikkelige fremtoning, hvordan dét menneske har det, hvad det er i stand til, eller hvordan dets liv ser ud – hverken fysisk, psykisk, socialt eller åndeligt. Det er som med et isbjerg: det meste er skjult for det blotte øje. Det er jo derfor, at vi har læger og andre fagfolk til på fagligt kvalificeret grundlag at vurdere menneskers helbred, funktionsevne, arbejdsevne osv.
Ole Birk Olesen kan heller ikke se, hvad det koster Kim Madsen at stille op til sådan en ”debat” eller at være bisidder for et menneske. Han kan ikke se, hvor udmattet Kim Madsen bliver af det, og han ikke mærke Kim Madsens smerter, og hvad der ellers er på spil.
Den større implikation af Ole Birk Olesens synspunkter er, at hvis man ytrer sig offentligt om noget, så har man også arbejdsevne og kan ikke være berettiget til social hjælp
Og dermed giver den slags kategoriske udmeldinger og ”synsninger” ikke mening. Sådan vil man aldrig udtale sig, hvis man kender det mindste til, hvad det vil sige at være syg eller leve med store indgribende handicap. Den menneskelige vilje kan ikke i det store hele overtrumfe naturens lovmæssigheder, omend den måske til tider kan trække mennesket en smule længere, end det ellers strengt taget er muligt.
Man kan heller ikke slutte fra, at fordi man har mødt én person, der kunne arbejde på fuld tid på trods af smerter, så skal alle andre kunne gøre det samme. Mennesker er forskellige, og niveauet af smerter eller andre invaliderende forhold er usammenlignelige fra menneske til menneske.
I øvrigt vil jeg påstå, at de fleste mennesker i almindelighed snarere søger at skjule dårligt helbred og private sorger for offentligheden end at understrege det i deres ydre optræden. Det er en del af almindelig værdighed, at man ikke hænger det grimme eller dysfunktionelle i livet til tørre, så alle skal se det. Det betyder jo ikke, at det ikke findes.
Ole Birk Olesen beklikker Madsens ytringsret og ret til socialt (selv)forsvar
At det meste er skjult for øjet, holder dog ikke Ole Birk Olesen tilbage fra at beklikke Kim Madsens reelle baggrund for at være i fleksjob. Kim Madsen mangler arbejdsmotivation, er synspunktet, og fleksjob er efter hans opfattelse ikke at forsørge sig selv.
Og som om det ikke var injurierende nok i sig selv at stille offentligt spørgsmål ved Kim Madsen ret til fleksjob og den helbredsmæssige baggrund herfor, beklikker han også Kim Madsens ret til at lave frivilligt arbejde som formand for Jobcentrets Ofre og som bisidder fra tid til anden for et sygt medmenneske, der er kommet i klemme i jobcentersystemet. Kim Madsen kunne selv tjene penge som bisidder og på den måde forsørge sig selv, mener Olesen.
Den Uafhængige lever i al fald ikke op til sit navn, når den på den måde medvirker til propaganda for Liberal Alliance, hvor sygemeldte gøres til samfundets syndebukke
Måske er Ole Birk Olesen ikke klar over det, men en bisidders opgaver og ansvar er både tidsmæssigt, fagligt og indholdsmæssigt på et helt andet og mere uforpligtende niveau end det, som man kan forvente af en selvstændig socialrådgiver eller jurist. En enkelt time her eller dér er ej heller nok til at bedrive professionelt, stabilt, kontinuerligt socialretligt arbejde som selvstændig med klienter. I øvrigt er Kim Madsen bare autodidakt udi social- og beskæftigelses- og retssikkerhedslovgivningen. Den slags kan man ikke tage penge for.
At han i øvrigt er af den moralske opfattelse, at man ikke kan tage penge for at hjælpe mennesker, der er blevet snydt af systemet og er i nød, ændrer ikke på, at Ole Birk Olesens forestillinger om, hvad Kim Madsen ”bare” kunne gøre i stedet for at passe sit fleksjob, er fuldstændigt urealistiske.
Den større implikation af Ole Birk Olesens synspunkter er, at hvis man ytrer sig offentligt om noget, så har man også arbejdsevne og kan ikke være berettiget til social hjælp. Det er et meget udemokratisk og unfair synspunkt, som i virkeligheden vil give mundkurv på alle, der på grund af for eksempel handicap og kronisk sygdom har brug for systemets sociale hjælp.
Kim Madsen holdt sig under hele ordvekslingen bemærkelsesværdigt nøgtern, saglig og afdæmpet, ligesom han var kvik og humoristisk i replikken. Efterfølgende har Den Uafhængige meldt ham til Facebook for en Facebookkommentar om ”debatten”, hvorefter Facebook har givet Kim Madsen en måneds karantæne.
Som Laura Lindahl, så Ole Birk Olesen
Ole Birk Olesen udviste den samme foragt over for Kim Madsen og gruppen af sygemeldte mennesker i vores land, som tidligere beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) udviste i Avisen i 2012 over for fleksjobbere, og som de fleste af reformpolitikerne på beskæftigelsespolitikken også har haft over for de titusindvis af sygemeldte mennesker, men som de fleste af dem dog skjuler betydeligt bedre over for offentligheden.
Nogle vil for eksempel huske, hvordan det tidligere folketingsmedlem og kommunalbestyrelsesmedlem på Frederiksberg fra Liberal Alliance, nu konservative kommunalbestyrelsesmedlem og valgkandidat Laura Lindahl, i Debatten i DR2 i september 2018 på lignende vis leverede grove personfornærmelser af Kim Madsen.
Han var dengang, ud over at være formand for Jobcentrets Ofre, kontanthjælpsmodtager. Hun tillod sig blandt andet for offentlig skærm at betvivle, at han nu kunne være så syg endda, siden han stod dér som deltager i debatten, for det kunne hun jo ikke se. Væk var retten til privatlivets fred om sygdom og helbred. Væk var retten til socialt selvforsvar eller forsvar af medmennesker imod manglende retssikkerhed. Det skrev jeg om i Avisen.
Den Uafhængige leverer skamløs propaganda og gør syge til syndebukke
Taleradioen Den Uafhængige er startet op af den tidligere Radio24syv-journalist Asger Juhl i 2020 og præsenteres på deres hjemmeside som ”kritisk” over for magten og ”nysgerrig” over for lytterne.
Ingen af delene var dog tilfældet i ordvekslingen med Kim Madsen. Der var ikke den mindste kritiske udfordring af Ole Birk Olesens synspunkter, ingen moderering af ”debatten” og ingen nysgerrighed fra værtens side i forhold til emnet. Det var ingen debat og ingen kritisk journalistik, men mikrofonholderi og propaganda.
Her kan du, kære vælger, undersøge, hvilke intentioner kandidaterne i din egen kommune stiller op med
Læser man på taleradioens hjemmeside, fremgår det, at ”Steffen er borgerlig debattør, politisk engageret i Liberal Alliance, faglærer og selvstændig el-installatør”. Det er ikke lige, hvad jeg forstår som ingredienserne til uafhængig, magtkritisk journalistik. Måske har jeg misforstået formatet. Men det er da ikke normalt for journalistik at lade en politisk debattør, som i øvrigt slet ikke er journalistuddannet, stå som vært for et debatprogram på den måde.
Den Uafhængige lever i al fald ikke op til sit navn, når den på den måde medvirker til propaganda for Liberal Alliance, hvor sygemeldte gøres til samfundets syndebukke og dørmåtte for alt ondt. Hvad man bør stemme til kommunalvalget, kan kun den enkelte vælger afgøre med sig selv, men det kræver i al fald mere substans at tage stilling til. Den substans kommer tydeligere frem i næsten alle andre medier, ligesom frivillige kræfter bidrager med oplysning.
Få substantiel viden om dine kommunale valgkandidater
Jurist og lektor Louise Schelde Frederiksen, som står bag borgerforslaget om sagsbehandlingsgaranti, har i et Facebookopslag stillet fem generelle spørgsmål til kommunalvalgskandidater om, hvad de ønsker at gøre for sygemeldte borgere i deres respektive kommune, skulle de opnå valg. Her samler hun også løbende svar fra de enkelte kandidater. Her kan du, kære vælger, undersøge, hvilke intentioner kandidaterne i din egen kommune stiller op med, og du kan selv bede kandidater om at bidrage med deres svar til listen, hvis de endnu ikke har gjort det.
Husk, at det meste i menneskelivet er skjult for øjet – også i kommunalpolitik. Stem kun på nogen, du har tillid til i substansen. Godt valg den 16. november!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her