KLUMME – Dorthe Boss Kyhn har fået et ultimatum: Hvis du vil beholde dit job, så flyt til provinsen. Men det valg, kan hun ikke tage: ” Jeg elsker Aarhus, og jeg holder af mine kolleger i Aarhus. Men jeg og min familie bor i Kgs. Lyngby på Sjælland. Og de sidste par år af mit liv har jeg knoklet for at få min alzheimerramte mor og min raske, men alderssvækkede, far på et plejehjem i nærheden af, hvor jeg bor”. Den mangeårige tilrettelægger på DR funderer over, om politikerne har regnet på de menneskelige omkostninger ved deres regnestykke om udflytning. Og om de varme hænder, hun leverer til sine forældres plejehjem, tæller nogen steder.
Jeg står og stryger mærker i mine forældres tøj.
På plejehjemmets store hvæsende strygemaskine stempler jeg deres lejlighedsnummer på det selvklæbende tape godt ned i nakken på hver en T-shirt, fars underbukser, mors ’sloggier’, flonelspyjamas, lange bukser, fleecejakker, nydelige jakker, sweatshirts…det bliver ved og ved. Der er jo tøj fra hele to lange liv.
Jeg smiler for mig selv. Det er lidt tankevækkende: For over 20 år siden gjorde jeg det samme. Dengang var det bare mine ungers navne, jeg sirligt stod og strøg i tøjet, så det ikke blev forlist i vuggestue og børnehave. Nu gælder det mine forældres tøj, så det ikke bliver væk på plejehjemmet.
Sjovt som tingene kan gå i ring, ikke? Engang var jeg curlingmor for mine børn. I dag er jeg vel nærmest blevet en slags curlingdatter for mine forældre. Det hører åbenbart aldrig op.
Sikke en glæde for personalet på plejehjemmet, at jeg – og resten af familien – er så tæt på. Vi kommer tit på besøg. Vi kan rekvireres. Vi tager del. Yder omsorg. Kører til lægen. Deltager i beboermøder. Går ture. Lægger vasketøj på plads. Tager flødeboller med til personale og de øvrige beboere, når det er jul eller fødselsdag
Og hvorfor kommer jeg så til at tænke på det, netop som jeg en sen eftermiddag står og stryger mærker i mine forældres garderobe?
Jo, det gør jeg, fordi jeg netop har været igennem en periode af mit liv, hvor jeg har haft mange eksistentielle tanker. Ikke fordi jeg selv har bragt mig i den situation. Men fordi jeg er blevet bragt i situationen.
Jeg er nemlig blandt den store flok af statsligt ansatte, der har fået stillet et ultimatum: Hvis du vil beholde dit job, så skal du flytte til provinsen. Så altså, hvis jeg ønskede at beholde det job, jeg har haft gennem mere end 14 år, så skulle jeg altså flytte fra København og til Aarhus.
Jeg elsker Aarhus, og jeg holder frygteligt meget af mine kolleger i Aarhus. Det er slet ikke det. Det er mere det, at jeg og min familie jo bor i Kgs. Lyngby på Sjælland. Og dét at jeg de sidste par år af mit liv har knoklet for at få min alzheimerramte mor og min raske, men alderssvækkede, far på et plejehjem i nærheden af, hvor jeg bor.
Alle, der er pårørende til demente, ved hvor hårdt det er, og hvor meget det koster af menneskelige kræfter at få skubbet en flytteproces i gang. For ikke at tale om at få en sådan flytning til at ske, når den tilmed skal iværksættes over kommunegrænser. Den slags sker ikke bare af sig selv. Det kræver utallige ansøgninger, opfølgende samtaler, endnu flere opringninger – ja, det kræver kort sagt enorme mængder af mental knofedt.
Men på en eller anden måde lykkedes missionen alligevel, så mine forældre kunne flytte ind i en lille lejlighed på et demensplejehjem i min kommune sidste forår. Sikke en lettelse for alle.
At være en ordentlig pårørende, som udfylder det hul og den mangel på de såkaldte ’varme hænder’ som mangler på mange plejehjem i dag. At være sådan en pårørende, som politikerne elsker, fordi vi udfører et uvurderligt stykke – gratis – stykke arbejde!
Og sikke en glæde for personalet på plejehjemmet, at jeg – og resten af familien – er så tæt på. Vi kommer tit på besøg. Vi kan rekvireres. Vi tager del. Yder omsorg. Kører til lægen. Deltager i beboermøder. Går ture. Lægger vasketøj på plads. Tager flødeboller med til personale og de øvrige beboere, når det er jul eller fødselsdag. Hjælper til. Lytter. Er nærværende. Altid ved telefonen. Altid beredt som en årvågen lille spejder.
Og så stryger vi som bekendt. Fordi at stryge mors og fars klistermærker i flonellen hører også med til dét at være en god pårørende.
Midt i den seneste tids udflytningstankemylder i mit hoved – ‘for kunne jeg egentlig ikke godt bo i Aarhus og så pendle hjem i weekenden, det tager jo også lang tid at komme til og fra arbejde i det daglige, når man er pendler i hovedstadsområdet.’ – ja, så var det altså, at jeg kom til at tænke på noget meget vigtigt:
Hvis jeg flytter til Aarhus, hvem skal så stryge mærker i mine forældres undertøj? Hvem skal komme og trøste mine forældre, når de synes livet bliver for svært? Hvem skal smutte forbi og hygge med dem en cementgrå vinterdag, lægge et par puslebrikker sammen med farmand ved stuebordet, klappe min mors blodåreblå håndryg, når hun endnu engang spørger, om hun ikke nok må komme hjem til sin mor, eller hvem skal gå med til vigtige beboermøder for at høre om patienthandleplaner og om udfordringen ved at få anvendt regeringens besynderlige og uforståelige klippekorts-ordning, der skulle give mere tid til alt det gode (!)…. og (huusk at trække vejret) meget, meget mere af samme skuffe.
Ja, undskyld – jeg spørger bare. For jeg kan jo godt regne ud, at hvis jeg flyttede med til Aarhus, så vil det jo i hvert fald ikke blive mig, der får tid til at være den ’gode pårørende’, som personalet på plejehjemmet ellers ved flere lejligheder har sagt til mig, at de synes, jeg er. Det er jeg da også blevet oprigtigt glad for.
Jeg synes, vi glemmer at sige højt, at det heller ikke bare handler om den enkeltes evne til at omstille sig, og forstå, at det ikke er retfærdigt, at ens arbejdsplads ligger i København (sorry, det var jo derfor jeg søgte jobbet i sin tid) og at man stemples som værende uvillig eller ikke fleksibel nok, hvis man ikke er parat til at pendle langt for at beholde sit arbejde. En udflytning har nogle omkostninger, der rækker langt videre end blot pendler-problematikker og spørgsmål om at være omstillingsparat.
Hvad mon vil det koste i menneskelige omkostninger, hvis jeg tog imod tilbuddet. Har nogen egentlig nogensinde lavet det regnestykke? I så fald kunne jeg godt tænke mig at se det
Jeg tænker på de menneskelige omkostninger. For hvis jeg skal pendle så langt, så kan jeg jo ikke samtidig udfylde det store stykke samfundsnyttige arbejde, der ligger i at være pårørende.
At være en ordentlig pårørende, som udfylder det hul og den mangel på de såkaldte ’varme hænder’ som mangler på mange plejehjem i dag. At være sådan en pårørende, som politikerne elsker, fordi vi udfører et uvurderligt stykke – gratis – stykke arbejde!
Hvad mon vil det koste i menneskelige omkostninger, hvis jeg tog imod tilbuddet. Har nogen egentlig nogensinde lavet det regnestykke? I så fald kunne jeg godt tænke mig at se det.
Så nej, jeg kan ikke flytte med, for jeg skal passe mit arbejde som pårørende – måske fremadrettet en fattigere pårørende – men i hvert fald en pårørende med god samvittighed, og som vores samfund samtidig kan tjene penge på.
Strygemaskinen hvæser, og dens insisterende hylen indikerer, at mærket i nakken er strøget fast nu. Jeg napper et nyt stykke tøj og trykker endnu engang på maskinens startknap.
Jeg arbejder støt videre – der er hele tiden en bunke underhylere og mange par sokker, der mangler at få numre på.
Dorthe Boss Kyhn har sammen med sin datter, Ida Hinchely Kyhn, bloggen momsemeddemens der er opstået fordi de to kvinder er hhv. “datter og barnebarn til en mor/mormor, der for lidt mere end to år siden fik stillet diagnosen Alzheimers sygdom”. Indlægget blev bragt første gang der.
Topfoto: Dorthe Boss Kyhn.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
