“Man skal huske på, hvordan psykologiske processer udfolder sig i forskellige gruppesammenhænge, når der spekuleres over, om der er uenighed i politiske grupper og bag lukkede døre”. Det skriver den tidligere konservative formand Pia Christmas-Møller i en personlig erindring om forløbet omkring Tamilsagen og den efterfølgende rigsretssag mod Erik Ninn-Hansen. Aktuelt udspiller der sig nu lignende dramaer på Christiansborg i sagen om Inger Støjberg og spørgsmålet om statslig finansiering af almene boliger. Ydre og indre, såvel menneskelige og interessemæssige som principielle (kryds)pres kan holde en situation i skak – men en enkelt person kan også bryde situationen op. Til det bedre. Eller til det værre.
Hvem vil spille (hof)narren i Venstre? Er der en?
Mange undrer sig over tilsyneladende over den højlydte opstandelse i Venstre over et forslag til statslig involvering i finansiering af almene boliger sammenholdt med den rungende tavshed om Støjberg-sagen.
Hvordan kan det hænge sammen? Har Venstre mistet proportionssansen?
Det ene handler jo ‘bare’ om, hvordan noget kan finansieres billigst, medens det andet rokker ved selve tilliden til nogle bærende værdier i retssamfundets grundstruktur, hvor en minister skal overholde loven og tale sandt.
Når staten leger bank
Lad mig give forundringen et par refleksioner med på vejen:
I liberale kredse er det stærkt problematisk, når staten bevæger sig ind på et kommercielt forretningsområde – in casu “leger” bank, hvilket er noget af det “værste” rent principielt: Ejerne eller ejeren af en privat virksomhed har og skal have retten til både at tage chancen for at score den store gevinst og løbe en ditto risiko for tab. Vel at mærke for egne penge, ikke statens, ikke vores fælles skatteyderpenge.
Staten skal ikke drive erhverv og slet ikke bankvirksomhed. (At der så hen ad vejen er skabt visse krøller på det renfærdige princip bl.a. i form af statsgaranterede lån, bankpakker mv. er en anden sag, der handler om Virkelighedens Praksis).
V-gruppen føler sig derfor og med andre ord kørt over i denne sag. Den er angiveligt end ikke blevet hørt.
Og i damptromlens førerhus sidder den minister, der ellers ikke har kunnet få nok liberalisme, og som både i egenskab af tidligere politisk farvet journalist og redaktør for/ejer af netavisen 180 grader har hånet mangen en venstremand for manglende liberal indsats: Transportminister Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance.
Jeg husker tydeligt, hvordan Tamilsagen var et tabuiseret emne på de konservative gruppemøder. Alt og alle talte om sagen alle andre steder. Men internt var sagen elefanten i rummet
LA er også partiet, der elsker at bide i de ømmeste Venstre-haser. At det siden har vist sig, at finansministeriet med Kristian Jensen i spidsen også har aktier i sagen, gør det ikke meget bedre i forhold til de interne magtkampe i Venstre. Måske tværtimod. Men det skal man nok være intern for at kunne bedømme dybden af.
Psykologiske processer i grupper
Når det gælder den angiveligt interne V-gruppetavshed om Støjberg-sagen, skal man huske lidt på, hvordan psykologiske processer udfolder sig i forskellige gruppesammenhænge.
Hvordan ydre og indre, såvel menneskelige og interessemæssige som principielle (kryds)pres kan holde en situation i skak. Hvordan en enkelt person kan bryde situationen op. Til det bedre. Eller til det værre.
Uanset: Uoverskueligt meget kan være på spil. For den enkelte og for fællesskabet på både kort og langt sigt.
Og ofte er det den, der spiller “narren”, der sprænger situationens fastlåshed.
Parallellerne til Tamilsagen og datidens konservative hofnar
Jeg husker tydeligt, hvordan Tamilsagen var et tabuiseret emne på de konservative gruppemøder. Alt og alle talte om sagen alle andre steder. Men internt var sagen elefanten i rummet – bortset fra nogle lakoniske, selvretfærdige orienteringer fra retsordføreren og udvalgsformanden, som var yderst klemte – både politisk og personligt. Deres udstrakte loyalitet på begge områder kom til at koste dem dyrt.
Stemningen på gruppemøderne var rædselsfuld. Over meget lang tid.
Hos os havde vi to medlemmer, der hver især gerne ville spille rollen som “ham, der turde sige det, alle tænkte, men ikke turde sige”. Begge kom de fra erhvervslivet og havde kommunalpolitisk baggrund. Faktisk konkurrerede de lidt om rollen som den lille dreng i Kejserens nye klæder eller (hof)narren. Den ene foretrak klart den første rolle, medens den anden, Per Tærsbøl, nyvalgt MF og borgmester i Helsingør, var til begge.
Det blev Per, som jeg delte kontor med og havde meget spas og snak med, som forud for et aftengruppemøde fortalte mig: “Nu skal det være, nu giver jeg Ninn ren besked!”
Som sagt så gjort. Og selvom det ikke straks aflejrede sig i store konsekvenser – jeg husker mest den pinlige atmosfære, der bredte sig – så var sagen løftet til et andet niveau for K.
Der er nok en del lighedspunkter, men imidlertid også væsentlige og (endnu mere) afgørende forskelle mellem de to sager og deres forløb.
De selvmodsigende forklaringer og “specielle” begrebsapparater (instruks/pressemeddelelse i forholdet mellem juridisk ageren og pressemæssig formidling) er det kviksand, Støjberg synker i pt.
Helt afgørende – efter ombudsmandens indiskutable meldning og ministerens “retten ind”- er, om Støjberg var i “ond tro”, om hun trodsede advarsler fra embedsmændene om, at hun var på vej til at begå en ulovlighed.
Kviksandet har fat og vil, hvis Venstre som parti med dets hovedaktører i spidsen ikke finder en solid gren gjort af respekt for retsprincipperne at holde fast i, blive trukket ned i et demokratisk morads
Selv siger hun jo, at hun “aldrig nogensinde blev advaret om, at det var ulovligt, og at hun rettede ind efter ombudsmanden, da dennes meldning kom.” (Citeret efter bedste hukommelse)
Jeg har godt læst, at bl.a. Information skriver om “ikke en men mange rygende pistoler”. Man gør det blot uden mindste dokumentation.
Masser af selvmodsigelser og (efterrationaliserende?) indicier peger imidlertid i en for Støjberg dybt problematisk retning. Kviksandet har fat og vil, hvis Venstre som parti med dets hovedaktører i spidsen ikke finder en solid gren gjort af respekt for retsprincipperne at holde fast i, blive trukket ned i et demokratisk morads.
Demokratiet og retssikkerheden skal være bærende
Præcis derfor er sagen ikke slut. Når det senest er kommet frem, at der også er forvaltet ulovligt (den manglende partshøring) viser det kun, at der “er noget at komme efter”, og at “graverne” gør deres job i et system, der trods alt virker – også når toppen fejler og svigter.
Politik handler ikke om personlige venskaber, sym- og antipatier. Vi har hverken brug for et embedsmandsstyre, der i mangel på mod helgarderer alt, eller som de facto tager styringen fra ministeren. De politisk valgte og dermed ansvarlige skal ikke svækkes. Tværtimod
Det er menneskeligt at fejle, og proportionerne må holdes i perspektiv. Der skal ikke bare være plads til uenigheder; der er behov for dem, så vi kan skabe i dialogens spændingsfelt.
I en tid med kæmpeudfordringer i nyt terræn kan man ikke nøjes med “plejer” som kurs. Der er brug for sammenhold og loyalitet overfor såvel mennesker som principper.
Det skulle gerne være to sider af samme sag. Men er det ikke altid.
Præcis deri består det svære valg undertiden. Som dengang den konservative gruppe skulle tage stilling til en rigsret mod Ninn.
Jeg tænkte dybt, ofte og længe, men hver gang måtte jeg konkludere, at jeg ikke kunne fortsætte i politik, hvis jeg stemte imod.
Politik handler ikke om personlige venskaber, sym- og antipatier. Vi har hverken brug for et embedsmandsstyre, der i mangel på mod helgarderer alt, eller som de facto tager styringen fra ministeren. De politisk valgte og dermed ansvarlige skal ikke svækkes. Tværtimod.
Men det kræver: At de politisk ansvarlige, herunder ministre, løfter ansvaret. At spillereglerne er hævet over fifleri. Og at de bærende demokratiske og retssikkerhedsmæssige principper holdes i hævd.
Ingen skal kunne skalte og valte efter eget forgodtbefindende. Ingen. Men hvem er Venstres nar, der vil og tør trække denne selvfølgelige linje tydeligt op? Hvem tør advare imod kviksandet?
Topillustration: Michaël Dorbec/Wikimedia
POV lønner ikke sine skribenter, men hvis du nyder Pias tekster, kan du donere et beløb til hende på hendes MobilePay 53 53 36 84
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
