LIV & MENNESKER // KLUMME – Det har sat sig hurtigt – citatet fra en eller anden film, som jeg ikke længere erindrer: ”She is a lady – treat her like one!”. Hun er en power-kvinde – og sådan skal hun behandles. Det slår igennem taxiens glas og stål, lige ind i krop og sjæl på hans ringhed, Taxamanden. Trods aftenmørket og den røvkedelige kulisse, en menneskeforladt sidevej i en af hovedstadens dyre forstæder. Indrømmet, det er en af den slags kunder, jeg springer for, lige på grænsen af for meget. Hun skal bare have den bedste service på turen til Operaen. En halv time til “Tryllefløjten”.
Jeg er ikke ene om at være i næsegrus beundring.
Min kunde, ”EO” (både hendes navn og destination fremgår af køreordren), har sin bedste ven med, og der er ved at komme uro i rækkerne om, hvem der skal tage sig særligt af hende: Vennen, der kender fruen tæt på, eller taxichaufføren, der opfører sig som en mundskænk ved dronningens hof.
– Han er min allerbedste ven. Og det er vidunderligt at have så god en ven.
Svaret kommer som en granat fra en skarpladt kanon
Så fik jeg lige det på plads. Rangfølgen. Og at de ikke er kærester. Min kunde blev enke for en del år siden og ikke af den slags, der venter på at få en kæreste. Men de er bedste venner. Han er en nydelig mand, der blev pensioneret for få år siden. Så var der noget galt med kroppen, ryggen især, og så valgte han at gå til en afspændingspædagog, der også har dyb indsigt i yoga. Det var på den måde, han mødte ”EO” – og det endte med at blive et venskab for resten af livet.
– Er De så også pensioneret, frue?
Jeg vover at åbne bare en smule for min berygtede nysgerrighed.
– NEJ!
Svaret kommer som en granat fra en skarpladt kanon.
– Overhovedet ikke, siger hun i en grænse-anklagende tone. Det ser jeg overhovedet ingen grund til. For det første er mit arbejde mit liv. Og for det andet ville min klienter aldrig acceptere det. Det med den sunde krop og dens vedligeholdelse er en livsstil. Eller snarere: En livsholdning.
I virkeligheden synes jeg, at den professionelle balletverden ødelægger dansernes kroppe
Hun tager hul på fortællingen om et langt arbejdsliv i kroppens og bevæge-apparatets tjeneste. Hun startede i det mest yndefulde, man kan forestille sig. Som elev på den kongelige balletskole. Jeg har set tv-udsendelser om livet i denne blanding af forfinet kropsdyrkelse, musikalitet – og en disciplin, som nærmeste ligner vilkårene blandt forsvarets elitetropper. Jeg bliver grebet af stemningen og lyder i øjeblikket som en lidt klistret hofsnog.
– Jamen, det må da have været helt fantastisk?
Hun slukker for sukker-automaten.
– Nej, det var forfærdeligt. Jeg hadede det. I virkeligheden synes jeg, at den professionelle balletverden ødelægger dansernes kroppe. Det var godt nok ikke der, jeg havde lyst til at blive hængende resten af mit arbejdsliv.
Ledsageren hjælper mig med at få sin veninde, og min kunde, til at fortælle historien om et meget farverigt og meget suverænt arbejdsliv. Han er stolt af deres venskab, og jeg forstår ham, som fortællingen skrider frem. Da det hårde liv på den kongelige balletskole sluttede, begyndte hun på en række uddannelser i gymnastik, svømning og idræt fra et af byens ”institutter”. Senere fulgte uddannelse som afspændingspædagog og lærer i psykomotorik.
(Min kunde oser af autoritet og det er først herhjemme ved google-maskinen, at jeg får stikordene til psykomotorik: En behandling af forskellige smerter, stress og angst og depression. Ikke med diagnosen – men med det enkelte menneske i fokus.)
Efter denne buket af uddannelser i kroppens og sjælens tjeneste, måtte hun kaste sig over yoga, naturligvis. Hun har taget kurser i London, New York – og i Indien naturligvis! For slet ikke at glemme kurser i zen-meditation og mindfulness i Japan.
Jeg snig-kigger på power-kvinden på bagsædet. Hun ånder af selvbevidsthed og med virtuositet korrigerer hun små og store misforståelser, når jeg spørger ind til arbejdslivet. Hun er the lady. Og jeg er bare Taxamand. Hun er stilfuld, men hendes ansigt kan jo ikke helt skjule, at hun er – en ældre kvinde. Men der er fuld tryk på livet og arbejdslivet. Hun er kilometer fra en pensionisttilværelse og driver faktisk sit eget firma som afspændingsdag og yoga-lærer. Fuld tid!
Og så springer bomben, som jeg – jo længere samtalen skrider frem – aldrig selv ville turde antænde.
For hvorfor i himlens navn skulle alderen være no-go, når man lever på fuld kraft?
– Jeg må fortælle dig om min yogalærer og venindes alder, siger ledsageren og har helt styr på, at det sker med hendes fulde accept. For hvorfor i himlens navn skulle alderen være no–go, når man lever på fuld kraft?
– ”EO” er 92 år!
Jeg bliver usædvanlig stum. Formentlig den ældste arbejdsaktive kunde, jeg nogensinde har kørt med i mit taxiliv. Men jeg styrer mine aldersfordomme og nøjes med en noget slap smiger.
– Det havde jeg godt nok ikke forestillet mig.
Og så skyndte jeg mig at tale om andre emner, mens havnen og operaen lyser i det fjerne. Men jeg har meget svært ved at gå udenom de lidt svære spørgsmål, når de trænger sig på. Og bare et par minutter før ankomst, må det frem.
– Har De det aldrig sådan som alle os andre, når vi står foran spejlet en tidlig morgen, så aner De skyggerne af kroppens forfald?
– Nej, da, siger hun lidt grænse-irriteret. Jeg må bare konstatere, at den kjole jeg har på i aften, kunne jeg også passe for 30 år siden.
– Nu klapper du i, hvæser den usynlige papegøje på min skulder.
Jeg åbner døren for power-kvinden, inden ledsageren når derhen.
– En hånd? spørger jeg professionelt, høfligt.
– Nej tak, siger hun og stiger ballerinaagtigt lad ud af taxien i den smukke operakjole – helt fri af alderens og forgængelighedens spændetrøje!
LÆS ALLE TAXAMANDENS KLUMMER HER
Foto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
