Nej til at give efter for truslen mod vores demokratiske verdensorden

Marek Treiman 09.11.2022

UKRAINE // KOMMENTAR – Krigen i Ukraine kalder på en forståelse af Ruslands nationalistisk-fascistiske, ideologisk betingede trussel mod vores demokrati og levevis. Det er den, Ukraine nu kæmper imod. Vi får ikke en sikker verden og vil ikke kunne løse de store problemer som klima og fattigdom, hvis ikke vi sætter os i stand til at forsvare vores demokrati med alle midler, herunder militære, lyder det i dette modsvar til Susanne Possing.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det var dybt forstemmende at se den naivitet og ensretning, koblet med en del uvidenhed, der kendetegner Susanne Possings indlæg fra d. 19/10 ”Nej til en politik bygget på angst”.

Naivitet og ensretning, fordi indlægget taler om et “mudret billede i tiden op til og efter Ruslands invasion”. Nato er skurken, for det har “siden 2004 bidraget til usikkerheden” med sin udvidelse mod øst, hvilket har “provokeret” Putin. Og videre: “som krigen har udviklet sig, er der intet, der tyder på, at USA og Nato eller EU er indstillet på at “bøje af” over for Rusland”.

Lad os lade den stå et øjeblik. Det handler altså om, at “USA, Nato eller EU” burde “bøje af”. Hvor er Ukraine og dets befolkning i dette regnestykke? Efter 8 måneders ødelæggelser af byer, industri og livsgrundlag, massemord på civile (ca. 100.000 alene i Mariupol), massedeportationer af børn og voksne, tortur og henrettelser?

Jeg går ud fra, at man forestiller sig, at Biden bare skulle tvinge Zelinsky til at “bøje af”, acceptere alt ovennævnte, plus tabet af ukrainsk jord – og hermed også et tab af fremtidens levedygtige økonomi – til Ruslands annekterede områder? Hvad med den ide, at det er aggressoren Rusland, der burde ”bøje af”?

Vejen dertil fører imidlertid gennem en erkendelse af, at det her og nu er Putins diktatoriske, fascistisk orienterede regime, der udgør en umiddelbar trussel for vores demokrati og handlekraft

Det ville måske hjælpe, hvis skribenten kom i tanke om, at Ukraines eventuelle medlemskab i Nato på ingen måde kunne have spillet en rolle for Putins angreb, for det medlemskab har siden Bukarest-beslutningen i 2008 ligget et ukendt antal år ude i fremtiden, og de indledende manøvrer (en såkaldt MAP-proces) er ikke engang begyndt – en proces, der kan vare 10 år eller mere.

Skribentens uvidenhed om Putins og Ruslands motiver er himmelråbende. Det hedder, at “der vil altid være legitime bekymringer på begge sider”. Skribenten burde sætte sig ind i Putins nylige udtalelser om det retfærdige i Peter den Stores erobringer og hans sammenligning med sig selv og denne krig. Susanne Possing burde også læse op på substansen i den nationalistisk-fascistiske ideologi, som over de seneste årtier er blevet styrket i Rusland, og hvoraf Putin har citeret ved flere lejligheder.

Putins historieforfalskning

Denne ideologis rødder går langt tilbage. I perioden mellem de to verdenskrige udviklede Ivan Ilyin (1883-1954) en teori om den enestående rolle, som Gud tildelte Rusland. Rusland var i den tænkning en uskyldig, kristen organisme, hvoraf Ukraine var en uadskillelig del.

Rusland stod i modsætning til den syndige, urene vestlige verden, som var Ruslands naturlige fjende. Ilyin mente, at demokratiet var overflødigt. Han så fascismen som fremtidens politik. Putin hentede Ilyins jordiske rester til Moskva i 2005 og begyndte at citere hans værker i sine taler. Andre Ruslands-ideologer udviklede en idé om Eurasien: en sfære af russisk dominans, dækkende hele Vesteuropa.

Dokumentet ”Konceptet for Udenrigspolitik” af 2013, signeret af udenrigsminister Lavrov og godkendt af Putin, talte om Ruslands sejr over EU for at skabe ”… et forenet humanitært rum fra Atlanter- til Stillehavet”. Allerede i 2014 cirkulerede der i Putins administration en plan, som omfattede en ”opløsning af den ukrainske stat” (T. Snyder, ”Vejen til ufrihed”).

I 2021 offentliggjorde Putin et større essay, som med en fuldtonet forfalskning af Ukraines og Ruslands historie har hævdet, at der ikke findes en selvstændig ukrainsk nation.

Susanne Possing og hendes ligesindede har masser af gode intentioner og ønsker en bedre verden, hvor vi som befolkning lægger kræfter i at løse de store, fælles problemer, fx klimaet. Det er der ingen, der kan være uenig i. Vejen dertil fører imidlertid gennem en erkendelse af, at det her og nu er Putins diktatoriske, fascistisk orienterede regime, der udgør en umiddelbar trussel for vores demokrati og handlekraft. Giver vi efter nu, vil vi blot bidrage til, at løsningen bliver endnu fjernere for de store fælles udfordringer som klima og fattigdom.

Læs mere om Ukraine-krigen i POV her.

Marek Treiman

Marek Treiman, dr.med., lektor emeritus. Født 1950. Ansat ved Københavns Universitet til 2015 som underviser og forsker. Arbejdsophold i USA, Tyskland og Belgien, med forskningsområder indenfor nervesystemets fysiologi og hjertesygdomme.