KONSPIRATIONSTEORI // KOMMENTAR – Et krøllet stykke papir på Macrons bord bliver i russisk desinformation forvandlet til ”bevis” på kokainmisbrug. Konspirationsteorierne breder sig lynhurtigt – og du kan ikke tale deres tilhængere til fornuft.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Når jeg holder foredrag om konspirationsteorier og/eller russisk desinformation, er et af de spørgsmål, jeg oftest bliver stillet: Hvordan kan man afprogrammere folk, der har bevæget sig for langt ind i kaninhullet?
Det korte svar er: Det kan du ikke, og du spilder din tid på at forsøge.
Fra snotpapir til statspropaganda
I dagens nyheder har der kørt en klassisk russisk desinformationshistorie, som illustrerer problemet ganske godt. Hvis du ikke har fulgt sagen, går den som følger: Emmanuel Macron er sammen med Friedrich Merz, Keir Starmer og Donald Tusk rejst til Kyiv, hvor de laver en kort videobriefing på vej hjem i toget. Der ligger imidlertid et stykke brugt snotpapir på bordet. Det ser jo dumt ud, så Macron fjerner diskret papiret. En smule kikset, jovist, men trods alt en historie, der må arkiveres i agurketids-skuffen.
Såeh … case closed?
I det postfaktuelle samfund, nej. For her kommer den russiske desinformationsmaskine med det samme i omdrejninger. Det er en pose coke, der ligger på bordet! Macrons forsøg på at fjerne den er et tydeligt bevis, der inkriminerer den franske præsident! Og hvem ved; måske har Merz og Starmer også dyppet snablen? Måske er det endda forklaringen på deres ”krigsliderlighed”?
En række forskellige ”coke-narrativer” bliver hurtigt kørt i stilling og spredt af troldefabrikker og vatniks på de sociale medier. På stats-tv tager chefpropagandisten Olga Skabejeva sagen op i sit aften-talkshow på RT, hvor den endda får endnu et twist med fake videoer af Macron og Starmer, der danser topløse. Konspirationsteoretikere som Alex Jones kører selvfølgelig også på med den falske kokainhistorie. Troldefabrikkerne booster den på de sociale medier.
Brug din energi på at immunisere folk, der er i risikogruppen – ikke på at ”kurere” de smittede
For normalt tænkende mennesker med øjne i hovedet er det tydeligt at se, at der altså bare er tale om et stykke krøllet snotpapir. En række medier, herunder France24, har allerede været ude at aflive historien.
Du kan ikke trænge igennem – og det skal du heller ikke
For konspirationsteoretikeren er både det, at han fjerner snotpapiret, samt mediernes hurtige debunking af sagen, imidlertid kun forhold, der forstærker konspirationsteorien. Når Macron afviser historien, beviser det jo hans skyld, og når ”mainstreampressen” endda forsøger at dække over sagen, må der virkelig være noget om snakken.
Havde han forholdt sig tavs, havde det selvfølgelig også været et bevis på konspirationen: ”Hvorfor tør han ikke udtale sig? Der må stikke noget under.” Som vi skriver i bogen Vatniksuppe, bliver fraværet af beviser på den måde ofte integreret i konspirationsteorien og brugt til at styrke den. Coke-narrativet spiller samtidig ind i en allerede eksisterende russisk desinformationsfortælling om Volodymyr Zelenskyj som en rabiat stofmisbruger – og hænger i mere abstrakt forstand også sammen med et russisk narrativ om ”det dekadente Vesten”.
Det er vigtigt at forstå, at konspirationsteoretikere i den sammenhæng ikke adskiller sig fra andre lukkede grupper, som har gjort det til deres identitet at være i opposition til det etablerede. Folk, der befinder sig i et sådant lukket kredsløb, er ikke modtagelige over for inputs udefra. Det gælder scientologer, konspirationsteoretikere, vatniks, MAGA-kultister og Jehovas Vidner.
Hvis du synes, det er sjovt at diskutere med kontrære mennesker eller vil bruge det som en øvelse til at skærpe dine retoriske evner, så fyr den af. Men du bliver nødt til at gå ind til diskussionen med en klar erkendelse af, at du ikke kommer til at trænge igennem ved at appellere til fornuft eller bruge rationelle argumenter. Konspirationsteoretikeren anerkender ikke din rationalitet.
Redningen skal komme indefra
Når folk spørger om råd til at hive folk ud af konspirationshullet, siger jeg derfor: Drop det. Det kan være en bitter pille at sluge; du har jo hjertet på rette sted og vil gerne tale din ven, dit familiemedlem eller din tidligere så rare kollega til fornuft. Men du kan desværre ikke hjælpe dem. Brug din energi på at immunisere folk, der er i risikogruppen – ikke på at ”kurere” de smittede.
Det vigtigste for at afprogrammere et kultmedlem er, at de kommer væk fra det miljø, der har skabt vrangforestillingen
Dermed ikke sagt, at alt håb er ude, hvis din ven er blevet Flat Earther, eller din kone har lyttet for meget til Tucker Carlson og overbevist sig selv om, at Ukraine er overrendt af nynazister og hemmelige biovåbenlaboratorier. Jeg kender selv mange mennesker, som har været indfanget af Kreml-apparatets løgnefabrik, og som er kommet ud på den anden side. Jeg mødte tidligere på året den britiske aktivist Steven Lacey ved et arrangement i Westminster, hvor han fortalte mig den fascinerende historie om sin vej ind og ud af desinformationshullet.
Der er håb forude. Men hvis konspirationsteoretikeren skal tilbage til virkelighedens verden, bliver det nødt til at starte med en indre erkendelse af, at der er noget galt med deres verdenssyn, og et selvstændigt ønske om at komme væk fra deres hjernevaskede tilstand. De fleste forskere på området er enige om, at det vigtigste for at afprogrammere et kultmedlem er, at de kommer væk fra det miljø, der har skabt vrangforestillingen. Det samme gælder din konspirationsteoretiske ven.
Hvis du vil gøre en forskel, bliver du derfor nødt til at væbne dig med tålmodighed og vente på, at de selv starter processen med at kravle ud af hullet. Alt andet er spild af din tid.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.