KINA // ANALYSE – Over én million kinesere dør hvert år af rygning, men staten, der både ejer og regulerer tobaksmarkedet, er dybt afhængig af indtægterne. Tidligere Kina-korrespondent Jan Larsen undersøger, hvorfor cigaretsalget stiger i Kina, mens det falder kraftigt globalt, og hvordan landets omkring 300 millioner rygere er blevet et økonomisk og politisk dilemma for Beijing.
Status er, at der faktisk bliver lidt færre rygere i Kina. Men de 23 procent af befolkningen, der stadig ryger, køber til gengæld flere cigaretter. En del af forklaringen er, at industrien er meget effektiv til at øge udbuddet af cigaretmærker.
Lange tynde cigaretter har de seneste år været et stort hit. Iøjnefaldende design og en (fejlagtig) tro på, at de er mindre skadelige end normale cigaretter, har gjort dem populære blandt de unge. Med forskellig tilsat smag kan rygerne vælge mellem flere hundrede mærker. En anden type er meget korte cigaretter, der i en pause i den travle hverdag eller på en togrejse, giver mulighed for nogle hurtige hiv, når toget holder på næste station.
Rygning i Kina er udpræget mandsdomineret. Halvdelen af kinesiske mænd er rygere, kun 2 pct. af kvinderne. Det gennemsnitlige forbrug ligger på 15,6 smøger om dagen. Der er primært kinesiske mærker på markedet, og de få udenlandske cigaretter er normalt også produceret i Kina.
Prisen for en pakke cigaretter ligger omkring 20 kroner, men sælges også i luksusudgaver til flere hundrede kroner. Der er stadig et stort marked for at give et karton cigaretter som gave eller som godt ”smøremiddel”, når man ønsker tjenester i den udbredte guanxi-kultur.
Cigaretter er forholdsvis billige i forhold til andre steder i verden. Årsagen er en meget lavere beskatning. Skatter og afgifter er på 52 pct., hvor niveauet i lande som USA og i Europa ligger omtrent dobbelt så højt – medens FN’s verdenssundhedsorganisation WHO anbefaler en tobaksbeskatning på mindst 75 pct. som middel til at få færre til at ryge.
Tobaksmonopol i over 40 år
Men det, der virkelig adskiller Kina fra andre lande, er, at staten ejer og bestemmer over det hele.
Kina har haft et tobaksmonopol siden starten af 1980’erne, hvor alle statsejede tobaksfabrikker i provinserne blev samlet i China Tobacco. Sundhed og sygdom stod ikke på dagsordenen. Nu skulle der effektiviseres og tjenes penge på den indbringende industri.
Monopolet er konstrueret, så staten har kontrol over alt fra dyrkning af tobakken og produktion til distribution og salg. Og staten er i praksis også den myndighed, der regulerer og kontrollerer tobakssektoren.
Kina har fået hård kritik for aldrig at have overholdt de forpligtelser, landet indgik med WHO om tobakskontrol
Formelt er monopolet delt i to organisationer: China Tobacco, den statsejede koncern, der producerer og sælger cigaretter. Og State Tobacco Monopoly Administration, der overvåger og regulerer tobakssektoren.
I praksis er de ”én institution med to navneskilte”. De har nemlig (næsten) samme ledelse, kommandovej og organisation.
Overholdt aldrig aftale med WHO
Kina er på samme tid verdens største tobaksproducent og største cigaretforbruger – og har også verdens højeste forekomst af rygerelaterede sygdomme og dødsfald.
I over 20 år har Kina fået hård kritik for aldrig at have overholdt de forpligtelser, landet indgik med WHO om tobakskontrol. Det gælder f.eks. lovgivning om indendørs rygeforbud. Et forslag til en national tobakskontrol, der skulle reducere skader fra rygning og beskytte folkesundheden, blev faktisk fremlagt af regeringen helt tilbage i november 2014. Men som der står i et notat fra 2022: ”Unfortunately, the draft is still stuck in that stage and has not progressed further”.
Tobaksmonopolet har formået at udsætte eller afspore utallige tiltag mod rygningens skadelige virkning over hele Kina
I stedet er det nu op til de regionale myndigheder, hvis de frivilligt vil vedtage antirygeregler. Men det gør de meget sjældent, selvom flere end 90 pct. af befolkningen i meningsmålinger ønsker forbud mod rygning på arbejdspladser og indendørs offentlige steder.
Afsporinger og udsættelser
Det er kun de største byer, Beijing og Shanghai, der aktivt forsøger at opfylde kravene. Med pres, indblanding og trusler fra China Tobacco bliver forsøg på at indføre rygebegrænsninger i resten af Kina blokeret eller begrænset. Som i tilfældet med storbyen Chongqing (32 mio. indbyggere), hvor f.eks. alle restauranter, hoteller og udskænkningssteder er blevet undtaget fra rygeforbud. En model, der ses gentaget overalt.
China Tobacco har formået at udsætte eller afspore utallige tiltag mod rygningens skadelige virkning over hele Kina, viser en større international rapport. Allerede fra starten af forhandlingerne med WHO sad Tobaksmonopolet med ved forhandlingsbordet – og har senere erkendt, at de var ansvarlige for snesevis af oversættelsesændringer i den officielle kinesiske version, så aftalen fremstår svagere.
Tobaksmonopolet har også sørget for, at de e- og dampcigaretter, der ellers har taget en god del af tobaksmarkedet i de fleste lande, er blevet forbudt i Kina. Shenzhen-området i det sydlige Kina er dog stadig ”verdens fabrik”, når det gælder fremstilling af elektroniske- og damp-alternativer til tobakken. Men nu går al produktion til eksport. China Tobacco har sikret, at ingen af de over otte millioner arbejdspladser i tobaksindustrien bliver truet af alternative produkter.
Monopolet bruger også sin økonomiske magt som statens tobaksregulator til at svække sundhedsmyndighederne. Cigaretpakkerne indeholder ikke de skræmmebilleder og tekster om rygningens farlighed, som ellers er blevet den globale norm. Og der er nærmest frit spil for at reklamere for og sponsorere tobaksprodukter.
Passiv rygning
Universiteterne er blevet en kampplads mellem rygere og ikke-rygere. Formelt set skulle der være regler mod rygning på alle universiteter. Men i virkeligheden er de ikke indført eller bliver ikke overholdt. Ikke-rygerne siger, at de løber panden mod en mur, når de klager til ledelsen om mangler i rygereglerne, og kommer ofte i ligefrem voldelige konflikter med rygerne blandt de medstuderende, som en artikel i en kinesisk avis afslørede i sidste måned.
Rygernes argument er, at det at tilbyde en smøg og ryge sammen med andre er en måde at vise respekt, og også for de unge en både afstressende og fast rutine. Ikke-rygerne er generet af den passive røg overalt på universiteterne (og ude i byen). De bakkes op af statistikker, der viser, at selv om kun 2 pct. af kvinderne i Kina ryger, så er de pænt repræsenteret i statistikken for lungekræft, som læger siger primært skyldes den omfattende passive rygning.
En million dødsfald
Statistikkerne for rygere viser den sundhedskrise, som tobakken har medført. Det er 10 år siden, jeg første gang her i POV skrev om rygningens konsekvenser. Dengang var det slemt, i dag ser det endnu værre ud. Antallet af rygere, der får lungekræft, hjertesygdomme eller andre lidelser, er meget højt. Kina har ingen præcise data på rygerelaterede dødsfald. Men eksperter og en enkelt regeringsrapport anslår, at mindst én million dør om året.
WHO og videnskabelige artikler peger direkte på, at det er monopolets konstruktion, der gør det svært at ændre på rygningens sundhedsmæssige konsekvenser: ”Konflikten mellem regeringens dobbelte ansvar for både produktion og distribution af tobak og for implementeringen af tobakskontrol har iboende modsætninger og bias”.
Paradokset
Udfordringen er, at tobaksmonopolet er blevet et økonomisk guldæg og et politisk monster, som ingen – heller ikke Xi Jinping – vil eller tør ændre på. Sidste år gav cigaretterne skatteindtægter på 244 milliarder dollars (ca. 1.600 mia. kr.) svarende til syv procent af statens indtægter (eller nogenlunde, hvad Kina siger deres forsvarsudgifter er).
China Tobacco har også været dygtig til at støtte nogle af Xi Jinpings mærkesager. Der er sendt milliarder til at styrke f.eks. banksystemet og fonde for at øge chipproduktion til AI-projekter. Den magtfulde generalsekretær for Kommunistpartiet har nu heller ikke gjort meget for at ændre på forholdene. Som tidligere ryger fik han ellers helt i starten på sin toppost lavet et direktiv, der forbød politikere og embedsmænd at ryge offentligt. Men siden 2013 har han ikke markeret sig i tobaksdebatten.
Cigaretpriserne blev sidst sat op i 2015 med en pæn stigning, der påvirkede salget negativt – og dermed gav staten færre indtægter. I de efterfølgende 11 år har der ikke været rørt ved tobaksskatten.
Kina har dog det officielle mål at komme ned fra de nuværende 23 procent til 20 procent rygere inden 2030. Wu Xiangtian, vicedirektør i den nationale Sundhedskommission, erkendte for et par år siden: ”Helt ærligt, det er et meget hårdt pres at skulle nå det mål”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og