ADHD // DEBAT – ”Jeg kæmper for øjeblikket, hvor jeg og mine neurodivergente medstuderende endelig lægger den livslange skyld og skam fra os. Øjeblikket, hvor vi forlader ensomheden og finder sammen i fællesskab. Jeg tror på en bedre fremtid for neurodivergente. Jeg tror på, at det er en kamp, der er værd at kæmpe,” skriver psykologistuderende Oliver Tonning.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
”Til de personlighedsforstyrrede hører vinterbadere, militærnægtere og råkostspisere.”
En forelæsningssal med psykologistuderende brød ud i spontan latter, da professoren læste citatet op. Han smilte tilfreds og gentog oplæsningen af denne diagnostiske perle fra Reiters lærebog i psykiatri fra 1946. Citatet er en klassiker i lærerstaben og anvendes år efter år til at illustrere den samme pointe: Diagnoser er noget, vi mennesker finder på.
Nogle gange afspejler diagnoserne virkeligheden, andre gange gør de ikke. I visse tilfælde bliver de så absurde, at de kun kan modsvares med spontan latterliggørende latter.
”Til de psykisk syge hører de højaktive, distraherbar og spontane,” tænkte jeg med et smørret smil, da ADHD kom på tale. Omkring mig var der dog ingen, der grinte, selvom mit ansigt må have vist, hvor grinagtigt jeg syntes, det hele var. Hånlatteren var skiftet ud med en alvorsfuld stilhed, som kun blev forstyrret af den koncentrerede tastaturregn fra hundredvis af ivrige fingre, der knaldede deres keyboards i bund.
I fremtiden vil ADHD ikke blive betragtet som en sygdom
Om nogle årtier vil idéen om ”ADHD som sygdom” sikkert blive mødt med samme latterbrøl, men nogen må bane vejen først. Denne dag var det dog ikke mig, men en anden neurodivergent studieveninde. Hun afbrød underviseren med den bekymring, som mange sidder inde med, men som ingen nu rigtig tør sige højt efter blokaden på Institut for Psykologi. Efter blokaden er nogle af underviserne begyndt at læse ordensreglementet op inden forelæsningen, så alt for heftig uenighed med underviseren kan lukkes ned som ”chikane” (er manges tolkning af tiltaget).
Der er noget uvirkeligt over, ja, faktisk ret uhyggeligt i at være vidne til netop dette her øjeblik. Øjeblikket, hvor en medstuderendes smil krakelerer sammen med deres samfundstro
”Undskyld men … jeg spørger nok dumt,” sagde hun indledningsvis og rømmede sig dengang for tre år siden ”Men altså … Ifølge diagnosekriterierne i DSM-5, så kan jeg altså ikke se, hvordan ADHD overhovedet lever op til DSM’s egen definition af psykisk sygdom.”
Der er noget uvirkeligt over, ja, faktisk ret uhyggeligt i at være vidne til netop dette her øjeblik. Øjeblikket, hvor en medstuderendes smil krakelerer sammen med deres samfundstro. Radikaliseringens øjeblik kalder jeg det. Jeg har set det ske igen og igen.
Da professoren som sædvanligt ikke kunne svare på spørgsmålet, blussede diskussionen heftigt op i salen.
Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke kan huske, hvem der læste definition af psykisk sygdom op, men på side 59 i DSM-5 står der sammen med definitionen også dette dementi: ”(…) Socialt afvigende adfærd (fx politisk, religiøst eller seksuelt) og konflikter, som primært består mellem personen og samfundet, er ikke en psykisk lidelse (…)”
Diskussionen endte som så ofte med en bred enighed om, at ADHD netop er denne ”sociale/politiske konflikt mellem personen og samfundet”, som definitorisk udelukker diagnosen som sygdom.
Så fortsatte underviseren med at kalde det sygdom.
Suk.
Dette var på trods af den videnskabeligt velargumenterede redegørelse fra salen, der så nogenlunde sådan her ud:
I DSM er ”psykisk sygdom” baseret på især tre kerneantagelser. Personer er syge, hvis de;
- Oplever psykisk lidelse (lidelsen må ikke have oprindelse i samfundsindretningen)
- Har en funktionsnedsættelse (ses oftest ved uarbejdsdygtighed/skolevægring)
- Er uselvstændige, altså er afhængig af andre
Der ses ingen entydig evidens for en biologisk og kontekstuafhængig lidelse i ADHD, ligesom man ser det ved fx migræne, cancer eller en forstuvet fod. Hvis man som eksempel tager et folkeskolebarn, så opstår den psykiske smerte nok, fordi børnene tvinges til at skulle opføre sig ”pænt og ordentligt” i skolens daglange stillesiddende sansebombardement.
Forskning viser derimod, at det yngste barn i en skoleklasse har 40 % større sandsynlighed for at blive diagnosticeret med ADHD og omkring 30 % større chance for at udvikle en depression. Årsagen er, at deres hjerne naturligvis er mindre udviklet end deres ældre klassekammeraters, så de kan ikke håndtere den samme grad af samfundsinduceret pres og krav.
Dengang var jeg drevet frem af en evig indre forkerthedsfølelse, ligesom så mange andre med neurodivergens. Den følelse er væk nu
Engang var stærkt nedsat syn et invaliderende handicap, men efter vi opfandt brillen og udslettede rovdyrene, så er synsproblemet blevet langt mindre. Omvendt, så har mange med ADHD meget svært ved tidsstyring samt at stå op om morgenen.
Jeg husker min efterskoletid, hvor mine samboer kærligt rev min syvsoverkrop ud af sengen om morgenen (ligesom mine forældre førhen). Det samme har man sikkert gjort med alle syvsovere i både jæger-samlersamfundet og bondesamfundet. Da jeg som (vestlig mand) pludselig skulle bo alene og ”klare mig selv”, så blev det dog et kæmpe problem.
Alt efter samfundsindretningen, så er noget invaliderende den ene dag, men ikke andet end et mindre problem, når kulturen ændrer sig – og omvendt. Individuel selvstyring og autonomi er spritnye selvstændighedskrav, som ikke var til stede i ældre samfund.
Jeg søgte døden, da jeg var yngre
Jeg er ikke et krænkelsesparat snefnug, men jeg kan tude i ren og skær frustration, når nogen kalder ADHD for en sygdom (underforstået: en menneskelig defekt).
Jeg kan personligt sagtens fortsætte med at være kritisk – selv efter en professor og hendes mand skreg mig ind i ansigtet, som det hændte under blokaden. Men jeg tror ikke, det samme gør sig gældende for mange af de søde 12-talspiger fra Nordsjælland, som jeg studerer med.
Da jeg var yngre, søgte jeg døden i alle livets afkroge, så lidt råberi skader mig ikke. Jeg har søgt døden på landeveje om natten, stiv og med 220 km/t. Jeg søgte den i håndgemæng med nynazister, i brandert på brandert balancerende på hustagenes tagrygge – jeg har svævet gennem hvide tunneller efter indtagelsen af stimulanser, men af en eller anden grund har døden ikke villet have mig endnu.
Dengang var jeg drevet frem af en evig indre forkerthedsfølelse, ligesom så mange andre med neurodivergens. Den følelse er væk nu. Jeg og mange af mine medstuderende har udskiftet den med en boblende retfærdighedssans.
Vi kæmper videre ved at insistere på at stille kritiske spørgsmål. Spørgsmål, der måske kan ødelægge den gode stemning for majoriteten, men som kan fjerne meget af den lidelse, som neurominoriteten lever i. Spørgsmål såsom: Hvis vinterbadning ikke er tegn på sygdom, hvorfor er impulsivitet så? Kan det tænkes, at militærnægtelse i 1946 blev anset som sindssyge, fordi samtiden var præget af krig?
Det er øjeblikket, hvor vi forlader ensomheden og finder sammen i fællesskab
Kan det tænkes, at hyperaktivitet og spontanitet bliver bortforklaret som sygdom i dag, fordi vi har skabt et forbrugersamfund, der bygger på rolige og veluddannede borgere, der er i en kronisk handelskrig med andre nationer om at få det højeste BNP? Kan det tænkes, at veganisme og vinterbadning simpelthen var for underlig en opførsel i 1940’erne, ligesom mange mener, at en neurodivergents opførsel er for underlig i dag?
Der er i hvert fald masser af videnskabelig evidens, der gør disse spørgsmål både empirisk relevante og demokratisk legitime.
Jeg kan næppe forestille mig noget mere meningsfuldt, livsbekræftende og vigtigere end at stille disse spørgsmål dag ud og dag ind. Radikaliseringens øjeblik er nemlig også selvkærlighedens øjeblik. Det er øjeblikket, hvor mig og mine neurodivergente medstuderende endelig lægger den livslange skyld og skam fra os.
Det er øjeblikket, hvor vi forlader ensomheden og finder sammen i fællesskab. At være radikal betyder nemlig også, at man tror på noget med hele sit hjerte. Jeg tror på en bedre fremtid for neurodivergente. Jeg tror på, at det er en kamp, der er værd at kæmpe. Derfor kan radikaliseringens øjeblik også få mig til at tude, men af en helt anden grund.
Klik dig videre på mere opinionsstof lige her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
