Henrik Dahl Isam B

Steffen Groth: Dahls dæmonisering af Isam B’s Ramadansang

i Musik/Kulturhistorie af
HØJSKOLESANGBOG // KOMMENTAR – På torsdag udkommer den 19. udgave af Højskolesangbogen og denne gang med Isam B’s omstridte Ramadansang som een af de ca. 600 sange. Det er faldet en del på højrefløjen for brystet. Ikke mindst Henrik Dahl harcelerer over, at islam dermed lukkes ind i højskoleverdenen. Men det bunder i et fortegnet fjendebillede, skriver Steffen Groth.

Denne kommentar er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Det lykkedes ikke Liberal Alliances Henrik Dahl, Dansk Folkeparti og Berlingskes kulturredaktør Anne Sophia Hermansen at få bandlyst Isam B og hans ramadansang.

De brugte ellers sidste år hele værktøjskassen fra diskussionen om den såkaldte cancel culture for at få bremset sangens optagelse i Højskolesangbogen: der blev excelleret i alt fra guilt by association over fordrejende dæmonisering til moralsk panik.

I det lys kan det ikke undre, at en harmløs sang om Ramadanen i Dahls forestillingsverden omdannes til en trojansk hest, der smugler forbudte tanker ind i Højskolesangbogen

Forleden begræd Henrik Dahl og flere fra DF så, at sangen alligevel endte med at blive optaget.

Højskolerne meldte sig dermed i ”fjolsernes og appeasernes rækker”, skrev Dahl på Facebook – med en reference til Chamberlains appeasement-politik over for Hitler.

At optage sangen var et knæfald for Islam, måtte vi forstå. Og i Dahls fremstilling er islam ensidigt ensbetydende med ”terror”, ”tyranni”, ”vold og undertrykkelse”.

Entydigt fjendebillede

Problemet med Dahl og konsorters fremstilling af islam er, at den er blottet for nuancer og sondringer.

Der skelnes ikke mellem moderat islam og radikal islamisme, der tales i stedet helt generelt om ”islams tyranni” og ”den ufred, intolerance, vold og undertrykkelse, islam i praksis altid fører med sig.”

Der opdyrkes et entydigt fjendebillede af de ”pågående og voldelige minoriteter, der bor i vesten”. Og individer reduceres til ”eksponenter” for den islamiske ideologi og for undertrykkende regimer – selv når de er flygtninge fra selvsamme regimer.

”Verden har nu hadet mer’ end nok./ Vi kan kun besvare med at elske./ Selv i den jordiske kærlighed/ findes våben mod et ragnarok.”

I det lys kan det ikke undre, at en harmløs sang om Ramadanen i Dahls forestillingsverden omdannes til en trojansk hest, der smugler forbudte tanker ind i Højskolesangbogen.

De tematiske ledetråde i Ramadan i København, som sangen hedder, er ellers ret ufarlige: lys, fællesskab, trøst og samvær; ”vi samler os igen/ stemmerne er et hjem”, lyder det.  Øjebliksbilleder fra København danner kulissen; ”lyset på fjerde sal/ tegner liv på et gardin”, ”cyklerne i en strøm/ varmen i byens krop”.

I sidste strofe skitseres den muslimske bøn: ”Stjernerne kigger med/ Kroppen vender sydøst/Panden mod tæppet ned/Ordene søger trøst”. Det er en del af virkeligheden for Danmarks største religiøse minoritet, der sættes på fredfyldte vers.

Renhedskultur

Radikale islamister ville utvivlsomt dele Dahls ide om, at Ramadan i København ikke hører hjemme i Højskolesangbogen. Den renhedskultur Henrik Dahl, Anne Sophia Hermansen og deres forbundsfæller fra DF forfægter i kampen mod Ramadansangen kan nationalkonservative og radikale islamister blive enige om.

Men det er ikke Højskolesangbogens modus. Højskolesangbogen rummer en polyfoni af stemmer. Og bogens gnister springer også fra frontale modsætninger. De mange kristne salmer, der udgjorde den oprindelige grundstamme, er med tiden suppleret med socialistiske, liberalistiske og ateistiske sange. Det afspejler en nation med modstridende verdensbilleder og modsatrettede tilværelsestolkninger.

Tolerance er ikke ensbetydende med passiv ligegyldighed, men handler om en fastholdelse af den andens ret til at tænke, tale og leve anderledes. Også når man er dybt uenig

En personlig favorit som Poul Henningsens ”I dit korte liv” er fx en ateistisk hyldest til det flygtige, sanselige liv på ”denne jord/ for vi har jo kun den samme slags”.

I PHs glasklare vise hedder det med et ideologikritisk spark til Højskolesangbogens religiøse røster:  ”Alle som påstår, der findes mer,/gir os veksler uden underskrift./ Mennesket har dyrket en hob ideer/ som erstatning for naturlig drift.”

Men PH leverer også en eviggyldig appel til det, der samler frem for at splitte: ” Verden har nu hadet mer’ end nok./ Vi kan kun besvare med at elske./ Selv i den jordiske kærlighed/ findes våben mod et ragnarok.”

Tolerance og ytringsfrihed

Henrik Dahl vil i egen selvforståelse forsvare ”ytringsfriheden, religionsfriheden og en række borgerrettigheder i øvrigt” i sin kamp mod islams ”ufred, intolerance, vold og undertrykkelse”. Men passer den modsætningsformel til forholdet mellem Isam B og Henrik Dahl?

Isam B har musikalsk fortolket både den kristent farvede H.C. Andersen-sang ”I Danmark er jeg født” og PHs ateistiske modstandsvise ”Man binder os på mund og hånd”.

Og nu har han skrevet en sang om den muslimske fastemåned. Tyder den sanghistorik på, at Isam B har et grundlæggende problem med ytringsfriheden, religionsfriheden og andre borgerrettigheder?

Den tolerance, som Dahl med rette efterspørger fra islamistiske regimer, burde han selv være den første til at efterleve herhjemme

Eller er det i denne konkrete sag snarere Dahl og hans ligesindede, der stifter ufred med deres fjendebilleder og har det lidt vanskeligt med religions- og ytringsfriheden, når den omfatter en minoritet, de ikke kan lide?

Den tolerance, som Dahl med rette efterspørger fra islamistiske regimer, burde han selv være den første til at efterleve herhjemme.

Tolerance er ikke ensbetydende med passiv ligegyldighed, men handler om en fastholdelse af den andens ret til at tænke, tale og leve anderledes. Også når man er dybt uenig. Tolerancen og ytringsfriheden mødes i det berømte credo:

”Jeg er helt uenig i det, du siger, men vil til min død forsvare din ret til at sige det”.

De ord, som indkapsler arven fra oplysningstiden, bør man vist læse én gang til, på dele af højrefløjen.


LÆS ALLE STEFFEN GROTHS ARTIKLER HER


Foto: Henrik Dahl, Ft.dk

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Steffen Groth er cand.mag i dansk og kulturstudier og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn. Du kan støtte Steffens arbejde som skribent ved POV på MobilePay 31902272.

Seneste artikler om Musik