
TEATER // ANMELDELSE – Selvmordets anatomi på Østerbro Teater/République viser på fineste vis, at moderne menneskers liv og kriser bedst fremstilles i en ikke-lineær dramatisk form, skriver Lærke Reddersen. Her får vi et korværk af stemmer, der med stor humor og de smukkeste billeder – skabt i en meget smuk scenografi – dirigeres i land af en klog og omsorgsfuld instruktør, der har valgt sine skuespillere med overordentlig delikatesse.
Gyldendals Store Danske siger om ordet ‘anatomi’: “anatomi, studiet af levende organismers ydre form og indre opbygning. Omfatter en række discipliner, defineret ved emne og metoder. Den makroskopiske anatomi beskæftiger sig med strukturer, der er synlige med det blotte øje, og dissektion er den vigtigste undersøgelsesmetode.”
Det er nøjagtig det vi ser i Alice Birchs (født 1986) stykke Selvmordets Anatomi, der havde premiere på République d. 9. marts i begavet instruktion af Anja Behrens. Samme stykke spiller i øjeblikket på Malmö Stadsteater i en anden begavet instruktørs opsætning, nemlig Suzanne Ostens. Og det er interessant at se begge forestillinger, tæt på hinanden i tid.
Ensemblet går ind og ud af diverse roller og viser os at kun sammen bliver de enkelte historier og dén enkeltes egen historie til en stærk enhed. Uden slægten, uden kollektivet, er vi ikke interessante, blot i os selv
Det mest iøjnefaldende er, at de to forestillinger, trods meget stor forskel i scenografien, ligner hinanden utrolig meget. Og det må betyde, at teksten er solid, står godt på egne ben, ikke er så nem at rokke ved. Teksten spiller nærmest forbi scenografien.
I Malmö består scenen af tre store metalrammer, der kan vippes og drejes rundt og vi befinder os i et hvidt auditorium. I denne danske opsætning mødes vi af fronten på et imponerende hus, der senere forvandles til skelettet af et hus, som var det en krop, der bliver dissekeret og ladt tilbage med fuldt indsyn til ribbenene. Der er foregået en dissektion. Godt tænkt, meget smukt og den giver skuespillerne alle gode spillemuligheder.
Vi ser lighederne og forskellene
Vi følger tre generationer af kvinder: mor, datter og barnebarn, spillet af tre kvinder i omtrent samme alder, på tværs af tre forskellige årtier: 1973, 2003 og 2033. De spiller uden kontakt til publikum, selvom de kigger ud gennem den fjerde væg. Vi ser Carol i 1973, hjemmegående husmor på vej hjem fra sygehuset med bind om hendes håndled efter et mislykket selvmordsforsøg. Hun bliver hentet af sin omsorgsfulde mand, der prøver at gøre det bedste for hende. I midten af scenen ser vi datteren Anna i 2003, der er påvirket af stoffer, skadet og i skænderi med sin kæreste, og i 2033 ser vi Bonnie, der er læge og ved at operere en fiskekrog ud af en patients hånd. Vi ser de tre kvinder i tre forskellige tidsperioder, al handling foregår samtidigt og ved siden af hinanden, simultant.
Vi ser lighederne og forskellene mellem generationerne og man mærker, hvordan værket gemmer uanede muligheder for fysiske/koreografiske løsninger, som nogen forhåbentlig kaster sig ud i engang. Og ja, det kan være svært at følge tre scener samtidigt, men hvis man kan slippe angsten for ikke at vide, hvor fokus nu er, kan slappe af og læne sig tilbage som til en koncert, så må man acceptere, at man ikke får alle detaljer med, men til gengæld får man oplevelsen af en fysisk symfoni.
Vist kan det være svært at vælge fokus, især når de tre kvinders liv fyldes af ægtemænd, elskere, elskerinder, slægtninge, venner og sygehuspersonale. Men glæden bliver så meget større, når man oplever en ægte kollektiv forestilling, hvor ensemblet går ind og ud af diverse roller og viser os at kun sammen bliver de enkelte historier og dén enkeltes egen historie til en stærk enhed. Uden slægten, uden kollektivet, er vi ikke interessante, blot i os selv. Godgørende at blive mindet om det. I disse tider. Og lige så godgørende endelig at se en forestilling, hvor samtlige skuespillere, på tværs af alder, spiller i samme spillestil, tak for det.
Benzinen, der holder os på kanten
Samtidigheden får værket til at fremstå som et korværk, hvor de tre kvinders historier væves ind i hinanden, nogle gange rammer de en samtidighed i ord, andre gange i handling. Kvinderne forenes ikke bare af slægtskab, men også af følelsen af livslede, angst og to selvmord. Men når nu vi ved, at ordet ‘anatomi’ betyder dissektion, så leder jeg efter forklaringer på, hvorfor de lider af livslede? Hvorfor de lider af angst? Men måske er en del af værkets genialitet, at svaret på netop disse spørgsmål bliver det, vi undervejs i forestillingen sidder og er optagede af; det er den benzin, der holder os ude på kanten af stolen? For det er en tekst, der tiltror sit publikum stor koncentrationsevne og egen tankevirksomhed – der bliver så at sige god plads til os som publikum og vores egne tanker.
Jeg noterer i mit stille sind, at jeg i den sidste uge har set to pragtforestillinger, som begge var skrevet af kvinder, instrueret af kvinder og fortrinsvis spillet af kvinder
Den stiller flere spørgsmål, end den svarer på. Og tror på, at vi gerne selv vil bidrage med egne tanker både under og efter forestillingen. Og det vil vi. Selvfølgelig især, når ens egen far har begået selvmord.
Kan man arve længslen efter at dø? Selvom man er omgivet af kærlighed? Hvordan bliver man påvirket af et selvmord i familien? Hvor kommer dødsdriften fra? Har vi arvet den? Kan vi gøre op med den arv og vælge livet og kærligheden i stedet for? Hvad giver vi videre til vores børn, genetisk og socialt? Fokus ligger på de evige spørgsmål om arv og miljø.
Forestillingen viser på fineste vis, at moderne menneskers liv og kriser bedst fremstilles i en ikke-lineær dramatisk form. Her får vi et korværk af stemmer, der med stor humor og de smukkeste billeder – skabt i en meget smuk scenografi – dirigeres i land af en klog og omsorgsfuld instruktør, der har valgt sine skuespillere med overordentlig delikatesse.
Jeg noterer i mit stille sind, at jeg i den sidste uge har set to pragtforestillinger, som begge var skrevet af kvinder, instrueret af kvinder og fortrinsvis spillet af kvinder – denne og I et forhold på Betty Nansen Teatret – og de vil begge trække et stort, stort publikum. Og fortjene hver og én.
De giver os særlige kunstneriske oplevelser, der bliver siddende i kroppen længe efter de er slut, og begge får mig til at se en lille smule anderledes på verden og menneskene, når jeg går ud i mørket efter forestillingen. Og det er vel netop det, god kunst kan?
Østerbro Teater/République: Selvmordets anatomi
Forfatter: Alice Birch
Oversætter: Simon Boberg
Instruktør: Anja Behrens
Fotos:
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.