Det, som eliten har så svært ved at forstå, er, at den har svært ved at forstå overhovedet. Eliten vil og kan ikke fatte, at den er et selvbestaltet offer for en selvetableret social blindhed, der udelukkende skal fungere som værn mod den dårlige samvittighed. Det skriver Thomas Milsted i efterdønningerne af Donald Trumps valg som præsident og elitens fald.
Realiteterne er tvistet oppe i de elitære hjerner i en sådan grad, at eliten faktisk tror på, at dem, der har det skidt, ligger, som de har redt. Selvforskyldelse er det mantra, eliten messer for sig selv 24/7 intetanende, at det er den direkte vej til fantasters magt.
Måske skulle vi glemme Trump og få styr på vores egne indre linjer, så vi ikke igen skal sidde chokeret tilbage efter et valg, hvor vi har overladt magten til folk, der ikke kan tåle synet af andre, der ikke tænker som dem selv.
Deres måde at tænke på har skabt særlige eliteværdier og narrativer om, at jo mere afklædt du er, jo bedre spinder du. Jo mindre du har, jo mere motiveret er du, og jo sygere du er, jo bedre arbejder du.
For lad nu være med at gøre eliten til en underlig udefinerbar størrelse. Den er yderst konkret, og den skal til at gøre sig nogle seriøse overvejelser om dens ansvar for den stigende højre- og venstrepopulisme, som den har været med til at gøde jorden for de senere år.
Eliten er forblændet af sin egen fuldkommenhed og kan faktisk ende med at være årsag til den største sociale uro, vi længe har været vidner til. Eliten har nemlig glemt, hvad samfundet til overflod har givet dem af muligheder. Og i stedet for en ydmyghed, der ville klæde dem, har de erstattet det, der skulle være taknemmelighed, med grådighed, magtliderlighed og kynisme overfor de skæve og svage grupper i samfundet. Mennesker, der ikke kun er svage på økonomi, men også ifølge den selvsamme elite på dannelse, læring og interesse i at bidrage til det fælles bedste.
Engang kunne man være stolt af at tilhøre eliten
Elite kan dække over et begreb som defineres med udgangspunkt i den enkeltes politiske, sociale og værdimæssige ståsted. Mit eget faste ståsted er ikke politisk, men noget så gammeldags og ubehjælpeligt som humant.
Jeg vil have de bagerste med og kan ikke tåle synet af folk, der bliver nødt til at kriminalisere sig og tigge eller som ikke har tag over hovedet eller en seng at sove i. Jeg kan ikke tåle synet af børn, der misrøgtes eller ikke har samme muligheder som deres jævnaldrende. Jeg kan ikke leve med uvisheden om, hvornår den næste betonklods kastes ud over en motorvejsbro, eller hvornår de næste biler skal brændes af. Jeg kan ikke leve med synet af hærgende utilpassede unge i alle hudfarver, og jeg kan slet ikke leve med, at de alene får skylden.
Men vi skal huske på, at eliten nu er ret så konkret, uanset hvor man så end måtte stå i det politiske spekter. Lars Olsen har gennem tiderne givet flere gode bud på, hvad eliten egentlig dækker over. Han er cand.phil. i samfundsfag, forfatter til en række vigtige bøger om ulighed og skævhed og har været journalist i 25 år, blandt andet på Politiken, P1 og Aktuelt.
Han skelner mellem tre segmenter i eliten. Djøf-eliten og specifikt den del som vi ser i den offentlige administrations top. Kultur- og uddannelseseliten, som rekrutterer sine medlemmer fra universiteterne, medierne og blandt kunstnere. Til sidst har vi også erhvervseliten, som udgøres af cheferne i de private virksomheder.
Med andre ord – som jeg ser det – en lille skare af veluddannede, mestendels akademikere, som konstant trækker deres egen dagsorden ned over hovedet på resten af befolkningen. Glem alt om politikeren som folkets tjenende ånd. Nu er det den enkelte dansker, som er blevet instrumentaliseret og forventes at udføre politikerens hedeste drømme. Helst uden at brokke sig og bestemt uden at stille spørgsmål ved, om det nu kun er så positivt med al den vækst, medfølgende forandringer, omstruktureringer og reformer i et væk.
Eliten har glemt, hvad samfundet til overflod har givet dem af muligheder. Og i stedet for en ydmyghed, der ville klæde dem, har de erstattet det, der skulle være taknemmelighed, med grådighed, magtliderlighed og kynisme overfor de skæve og svage grupper i samfundet. Mennesker, der ikke kun er svage på økonomi, men også ifølge den selvsamme elite på dannelse, læring og interesse i at bidrage til det fælles bedste.
Mens nogle mæsker sig i højtbelagt smørrebrød, skal andre lære at nøjes og spænde livremmen ind. Velfærdsstaten er åbenbart kun for en lille privilegeret gruppe. Astronomiske aftrædelsesordninger står i skærende kontrast til integrationsydelser. Folk, der sidder på deres flade røv i hele deres politiske karriere i Folketinget kan hæve en langt større pension end dem, som er slidt fuldstændigt op i en tidlig alder.
De få bestemmer over de mange
Den lille elite udgør ifølge Lars Olsen samlet i omegnen seks procent af befolkningen, og den spænder politisk fra de borgerlige partier, Socialdemokratiet, SF’erne og naturligvis over til De Radikale. Ifølge Lars Olsen er det et slagsmål mellem disse eliter, der har kendetegnet dansk politik gennem de seneste mange år. Lars Olsen vil endda gå så vidt som til at kalde det “et iscenesat slagsmål.” For selv om de tre eliter udadtil kan være rygende uenige, har de i høj grad nogle fælles forestillinger, som adskiller dem markant fra resten af befolkningen.
Elitens øjne er lukket for de realiteter, som store dele af befolkningen lever i, og som mange af dem gerne vil have ændret. Hvis du ikke anerkender verden som et globaliseret videnssamfund, og samtidig ikke også accepterer det som et grundvilkår, er du færdig.
Det, der skiller eliten ud fra resten af befolkningen, er nemlig forestillinger om den virkelighed, vi lever i. Virkeligheden bliver ikke beskrevet, som den er, men som den måde eliten tolker den på. Tolkningen igen er primært præget af den vision, som udspringer af en ideologi, der vel dybest set handler om, at vækst er løsningen, og at alle kan, hvis de vil. Elitens idealsamfund bygger ikke på fællesskaber og solidaritet, men på en sygelig præstation, og hvor dem, der ikke kan følge med, bliver overladt til at drukne i egen sø.
Det betyder, at mangt et øje er lukket for de realiteter, som store dele af befolkningen lever i, og som mange af dem gerne vil have ændret. Hvis du ikke anerkender verden som et globaliseret videnssamfund, og samtidig ikke også accepterer det som et grundvilkår, er du færdig.
Klassekampen er lagt i graven sammen med ideen om det klassedelte samfund. Men det ændrer ikke på, at uligheden vokser, og det betyder desværre, at flere er begyndt at finde deres “langskaftede støvler og skråremme frem”, mens andre igen “pudser deres hammer og segl”. Hvis ikke eliten vil lytte, må den føle. Historien har gang på gang vist os, at det kan føre til grimme ting. Behøver jeg at nævne de gamle kommunistlande, Spanien under Franco og Hitlers Tyskland?
Men der er et andet alternativ. Det kan godt være, vi ikke kender det endnu, men der er altid et. Og et er sikkert, hvis det skal være smukt og trygt, skal det inkludere alle frem for de få.
Foto: Pixabay
Hvis du kan lide min artikel kan du sende penge via MobilePay. Jeg har valgt ikke at modtage pengene selv, men at donere dem til Kirkens Korshærs arbejde Deres MobilePay på tlf. 40 16 87 88
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
