ÆLDREPLEJE // KOMMENTAR – I ugevis har vi talt om Else. Som et synonym for dårlig pleje i ældresektoren. Jeg vil gerne fortælle en historie om en anden Else. Som et eksempel på det modsatte. Nemlig rørende smuk pleje, kendetegnet ved en fælles bevægelse om at give og modtage omsorg.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der er et billede og en lyd.
Hun er tynd og rynket. Hendes hår er klippet som en page, men sidder mere som en klump på toppen af hovedet. Det er gråt og stridt. Hun bærer briller, som er fedtede. Hun sidder i en kørestol, som er kørt hen til hendes seng. Sådan en stor seng med fjernbetjening, hæve-sænkefunktion og en kranlignende installation på toppen.
Hun er halvt afklædt.
I baggrunden kan jeg se hendes badeværelse. Det er det største rum i lejligheden. Stort nok til at en kørestol kan komme rundt, til den skammel hun har brug for i brusenichen, til bleeer og vaskeklude.
Der er en høj, nærmest insisterende lyd.
Det er opera. Lyden kommer fra den gamle dames stereoanlæg. Den slags, der stadig spiser CD’er. Det er hjælperen, som har fodret den.
Damen lukker øjnene. Smiler lidt og kigger op mod lyden, rummet og hjælperen. Ikke direkte, men nærværende.
Hjælperen sværmer om damen. Med bløde, lette bevægelser tager hjælperen damens tøj af. Vasker hende. Reder hendes hår tilbage i en page med den kam, der er indfattet i sølv med monogran på, og som ligger fremme på den lille kommode overfor sengen. Hun tager hendes briller af, pudser dem og giver damen natkjole på.
Deres bevægelser passer til hinanden. Den ene afløser den anden. De hjælpes ad. I takt til operaen.
Hjælperen bukker sig ind over damen i et halvt kram og siger stille, at nu skal damen, som hedder Else, op i seng. Else nikker. I en bevægelse får de Else op i seng. Hjælperen giver hende dyne på.
Else er klar til at sove. Hun skal sove. Hjælperen slukker operaen. Hun skal videre til en anden beboer på det plejecenter, hvor Else bor, fordi hun er dement.
Vi er nødt til at hjælpes ad
Der er en ting mere. På Elses natbord står et billede af hende som ung. Hun har langt lyst hår, store øjne, som kigger intenst frem og et smil, som man automatisk får lyst til at smile til.
Badeværelset i baggrundet med alle plejeinstrumenterne. Den store seng med den indbyggede kran. Elses gamle kommode med udvalgte ting fra et tidligere liv. Else i kørestolen, halvt afklædt til høj, høj opera på et stereoanlæg fra 80’erne og en hjælper sværmende omkring.
Man kunne kalde situationen kontrastfyldt. For mig gik det hele op i en højere enhed! En enhed der handler om, at tiden går, ting forandrer, hvorfor vi er nødt til at hjælpes ad.
Jeg tror på, at vi skal give både de ældre og plejerne plads, frihed og tillid til at udvise og modtage hjælp og omsorg. Så tror jeg, vi vil høre mere opera på plejecentrene
Hjælp kommer fra hjertet. Fra lysten til at give og modtage omsorg. I tillid til at vi kan give og modtage hjælp og sammen skabe den bevægelse, som Else og hendes hjælper udførte til lyden af opera.
Hjælp kommer ikke, fordi den skal. Fordi den skal udføres på en bestemt måde, på et bestemt tidspunkt og efterfølgende dokumenteres i et it-program.
Vi snakker om, hvad vi skal gøre for at forbedre forholdene i ældresektoren. Jeg siger ikke noget, for jeg er hverken fagprofessionel, pårørende eller leder. Men jeg tænker på Else. Begge Elser. Og jeg håber, at vi ikke indfører flere krav, standarder, procedurer, kontroller mv., men i stedet giver hjælperne frihed til at hjælpe de ældre. De kan godt. Det vil gerne – det er os andre, der ikke tør vise dem tillid.
Mere opera på plejehjemmene
Eksemplet med Else er fra et observationsstudie, jeg udførte som et led i en analyse af ældreplejen på et udvalgt plejecenter. På plejecentret var der naturligvis også andre mænd og kvinder, og ikke alle blev puttet til opera. Fordi ikke alle elskede opera som Else. Fordi det ikke var alle hjælperne, som vidste, at Else elskede opera. Fordi det ikke var alle, der tog sig tid til at putte Else på denne måde – eller måske kunne. Så gjorde de noget andet. På en anden måde og for nogle andre.
Vi skal ikke behandle Else eller andre i ældresektoren som svin på en svinefarm, der alle får det samme mad, på det samme tidspunkt, i den samme bås. Vi skal behandle Else og de andre med nysgerrighed for, hvem de er, og hvad de har brug for. Det samme gælder hjælperne. De er forskellige, kan noget forskelligt og udfører deres arbejde forskelligt. Heldigvis – for hvor ville det ellers være kedeligt.
Måske er jeg naiv, men jeg tror på, at vi skal give både de ældre og plejerne plads, frihed og tillid til at udvise og modtage hjælp og omsorg. Så tror jeg, vi vil høre mere opera på plejecentrene.
Illustration: Piqsels.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her