
FOTOREPORTAGE – De er alle vegne, bakterierne. Hvert år dør 25.000 europæere som følge af multiresistente bakterier. Herhjemme har svinebakterien MRSA CC398 udløst en eksplosiv debat i samfundet om brugen af antibiotika og tungmetaller i den industrielle fødevareproduktion. Det samme har den blandt forskerne, der kæmper mod uret i et forsøg på at udvikle fremtidens vacciner, og ikke mindst blandt svineproducenterne selv, hvor fakta ofte er fjenden og fjenden usynlig.
Selvom klokken kun er lidt over otte om morgenen, står solen allerede højt over gården, da Inger Anneberg parkerer sin røde Toyota foran svinestalden. Ud af stalden kommer fodermesteren luntende, iført en blå kedeldragt. I den ene hånd har han en død gris, som han behændigt vipper ned i en grøn affaldsspand.
Grisen døde i løbet af natten og er det seneste offer for en ukendt bakterie, der i øjeblikket plager gårdens besætning. Før Inger går ind i stalden, skal hænderne sprittes af og skoene skiftes ud med et par højskaftede gummistøvler. Hun trækker også i en mørkeblå heldragt, som hun har taget med fra stakken ude i bilen.
Den slags forholdsregler har været nødvendige, siden man for første gang opdagede MRSA i danske stalde i år 2007. Det anslås, at 88 pct. af alle konventionelle danske svinebesætninger i dag er inficeret med bakterien.
Inger er antropolog ved Aarhus Universitet og leder et forskningsprojekt i samarbejde med Fødevarestyrelsen. Siden april har hun besøgt gårdejere og svineproducenter rundt om i landet for at få deres syn på brugen af antibiotika og tungmetaller i foderet. Hendes forskningsprojekt skal give myndighederne ny indsigt i landmænds erfaringer, i forhold til at kunne sænke antibiotika-forbruget, samt hvad det er, der gør det vanskeligt.
I den industrielle fødevareproduktion har brugen af antibiotika og tungmetaller som zink og kobber i højere grad været en forudsætning mere end en undtagelse. I et forsøg på at imødekomme den globale efterspørgsel på billigt kød blandes det i foderet for at forebygges smitsomme sygdomme og diarré hos afvænningsgrise. Men selv om visse bakterier kan udryddes, kan andre få bedre livsbetingelser.
I februar kunne Information berette, hvordan det er muligt at klikke sig gennem Fødevarestyrelsens nye obligatoriske hygiejnekursus for folk, der arbejder med svin og erhverve sig et kursusbevis uden at svare rigtigt på et eneste spørgsmål i den afsluttende test. Det webbaserede kursus, som cirka 10.000 svinearbejdere forventes at gennemføre i årets første kvartal, skal sikre arbejdernes kendskab til smitteforebyggelse, resistens og virus med fokus på MRSA
Inde i stalden udstøder smågrisene et kollektivt hyl og sender en sky af støv i vejret, da Inger og fodermesteren træder gennem døren. Fodermesteren fører an mellem de små indhegninger, der opdeler stalden. Imens spørger Inger ind til besætningens antibiotikaforbrug siden hendes sidste besøg. »Næh, det er såmænd ikke steget.« Men flere af dyrene har fået blodforgiftning. Også den lille gris i skraldespanden.
Medicinskabet tjekkes, det samme gør foderet. Fodermesteren mener, at han tager de nødvendige forholdsregler for sanitering af sine svin. Han holder sig inden for de EU-bestemte rammer for mængden af zink i foderet, fortæller han Inger. Men som mange andre i den industrielle fødevareproduktion forholder han sig skeptisk til sådan noget som MRSA og den slags. Det er jo ikke noget, han kan se.
I et forsøg på at vende udviklingen af resistente bakterier i landbruget vedtog EU-kommissionen i juni 2017 at tilbagekalde markedsføringstilladelsen for medicinsk zink. Danmarks største producent af svinefoder, Danish Agro, har som de første i landet påbegyndt produktionen af zinkfrit foder
Svinedynastiet
For nogen er landbrugets påvirkning på miljøet dog ikke til at overse. En af dem er Holger Mortensen. Han har i mange år været en udtalt kritiker af landbrugets medicinforbrug, manglende dyrevelfærd og forurening. Han er bange for den dag, hvor vi ikke længere kan tage effekten af antibiotika for givet. Og han mener, at medicinforbruget i det konventionelle landbrug bærer en stor del af skylden.
»I de 20 år jeg har boet her, har jeg aldrig haft behov for at bruge gift til at fjerne ukrudt i haven. Det er der nok af i jorden allerede,« siger han og peger ud over markerne, der omkranser hans landsted, 10 kilometer syd for Odder.
Siden han gik på efterløn, har han sammen med sin gode ven Ole arrangeret et utal af happenings og debatindlæg, der med tiden har gjort ham til en lokal kendis i kommunen.
En af de happenings han er mest stolt af, foregik i 2007. De to venner lejede et propelfly på Samsø og fløj over landbrugene i Odder og omegn og tog luftfotos af gårdenes gylletanke. Ifølge loven skal gyllebeholdere være overdækket med en presenning eller et flydelag af halm for at dæmpe lugtgenerne. På trods af det opdagede de flere gårde, hvor reglerne ikke blev overholdt, og deres billeder blev overdraget til politiet.
Selvom der kun er i omegnen af 30 svineproducenter i Odder kommune, så sidder de tungt på magten i lokalsamfundet. Svinedynastiet, som han ynder at kalde dem. Et stenkast fra huset har græsset på den gamle kirkesti en sygelig orange farve, der vidner om brugen af industrielle pesticider.
»I gamle dage var der kodrivere på alle digerne herude. Det er flere år siden, jeg sidst har set sådan en.«
Den årelange kritik af landbruget i Odder har haft sin pris. I lokalsamfundet er Holger ofte blevet fremstillet som en tosse, og det er ikke længe siden, at han fik sprøjtet sin carport til med gylle og komøg. Han snakker heller ikke længere med sine fætre, som har tilknytning til landbruget.
»Vores kritik bliver hurtigt sablet ned,« fortæller Holger. Han mener ikke, at folk gider bekymre sig om det, de ikke kan se.
»Landbrugets argument er jo, at her går det jo meget godt. Vi får vand ud af hanen og noget at æde. Men hvad er det, der er i vandet og i vores mad? Det ved vi ikke, og det er dét, der bekymrer mig.«
I 2016 isolerede forskere ved Eberhard Karls Universität i Tyskland et antibiotikum fra bakterier, der bor i menneskets næsehule. Lugdunin er det første kendte medlem af en helt ny klasse antibiotika, der hæmmer væksten af den særligt aggressive Stafylokokbakterie, USA300
Kemi, krystaller og kruseduller
Svaret på, hvad der rent faktisk er i vandet og maden, kan måske findes i en intetsigende murstensbygning i udkanten af universitetsparken i Aarhus. Bygningen tilhører Institut for Molekylærbiologi og Genetik, hvor et hold af forskere undersøger de stressmekanismer, der gør nogle af verdens mest smitsomme bakterier modstandsdygtige over for antibiotika.
I skæret fra et enligt loftslampe sidder Cemre Manav og studerer resultatet af sit seneste eksperiment. Blikket er rettet stålsat mod mikroskopet, der står foran hende. Hendes hænder flytter forsigtigt, men sikkert rundt på en lille plastikbakke under mikroskopet.
Ud over den monotone summen fra lysstofrørene er der fuldstændig stille i det lille lokale. På væggene hænger hvide skabe. I dem står række efter række af de samme, gennemsigtige plastikbakker, som den Cemre sidder med.
Da Cemre gik i gymnasiet i Istanbul, spurgte biologilæreren en dag klassen, hvad en forskers vigtigste redskab er. Tid, fortalte læreren, er vigtigere end alt andet i videnskabens verden. »Dengang troede jeg, at hun lavede sjov. Men siden jeg begyndte at arbejde at arbejde med antibiotikaresistens, er det gået op for mig, hvor meget ret, min lærer havde dengang,« siger Cemre i dag
Med et ryk fjerner hun blikket fra mikroskopet. Hun begynder febrilsk at bladre igennem logbogen med håndskrevne noter, der ligger på bordet ved siden af mikroskopet. Siderne i bogen er fulde af hastigt nedskrevne notater. Tegninger af krystaller og RNA-strenge og tilfældige kruseduller. Endelig finder hun den note, hun leder efter. Hun nærlæser den et par gange med en blanding af forundring og slet skjult skuffelse malet i ansigtet.
»For en kort stund troede jeg, at der måske var et gennembrud. Men det var bare en krystal med en underlig form.«
Den slags øjeblikke er der mange af i videnskabens verden, og dagene i laboratoriet er ofte lange. Der går dage og uger, før resultaterne af hendes forskning viser sig. Den videnskabelige disciplin, som hun og hendes hold benytter sig af, kaldes krystallografi. Her omdannes proteiner til tredimensionelle modeller ved at blande proteinet med ét eller flere kemiske stoffer.
Det endelige resultat er en lille bitte krystal, der kan analyseres. Krystaller som dem, der nu ligger i den lille plastbakke under mikroskopet. I krystallografi er det aldrig muligt at forudsige, hvilken blanding der vil give det ønskede resultat, og Cemre må derfor gå igennem tusindvis af forskellige kemiske blandinger for hvert eneste protein hun arbejder på.
Antibiotikaresistente MRSA bakterier på Klinisk Mikrobiologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital. Hospitalet modtager hundredevis af podninger for MRSA fra den almene praksis hver dag. Positive prøver opbevares ved minus 80 grader celcius i et kølerum, dybt under hospitalets gange
»Som forsker har man alle de her store ideer om at bidrage videnskaben. Selvfølgelig er det let at sige, men at give op er ikke en del af vores DNA som forskere. Også selvom oddsene nogle gange er imod os.«
Ind imellem er der dog små glimt af lys for enden af tunnelen, fortæller Cemre. Et sådant øjeblik kom i januar måned i år, da hun som en del af et internationalt hold af forskere for første gang nogensinde kunne forklare en grundlæggende mekanisme i stafylokokbakteriens håndtering af stress, når den udsættes for antibiotika. Resultaterne af holdets undersøgelser kan på sigt bruges i fremstillingen af nye antibiotika.
Vejen fra laboratorier som hendes og det færdige produkt er dog lang. Produktionen af nye typer af antibiotika løber hurtigt op i milliardbeløb, og da indtjeningsperioden er kort, har kun to nye typer antibiotika set dagens lys siden 1987.
Forandringen skal komme indefra
Chancerne for, at en løsning skal findes i medicinalindustrien, er i den nærmeste fremtid små. Derfor ligger ansvaret for at forhindre spredningen af resistente bakterier fra landbruget flere steder. Både hos myndighederne i de enkelte lande og i EU, der må arbejde for mere kontrol med spredningen på tværs af landegrænser; hos forbrugerne, der i stigende grad kan stille krav til fødevareproducenterne og ikke mindst hos landbruget selv.
Problemet er bare, at der mangler et incitament for at skære ned på brugen af antibiotika. Og så føler mange svineproducenter, at der en en barriere mellem dem og resten af verden, fortæller Inger.
Hun sidder i sit gule køkken, hjemme i Odder. Bordet er dækket med en grøn dug, og duften af kaffe og rundstykker blander sig med en svag duft af landbrug. Væggene er næsten ikke synlige. Overalt hænger plakater og kalendere – mange med motiver af naturen.
»Mange af dem, jeg har snakket med, kan jo huske dengang, zink blev præsteret som et mirakelmiddel, der gjorde grisene stærkere og større på meget kortere tid. Nu skal de så til at udfase brugen af det igen.«
For flere af dem er det et spørgsmål om tillid og om, hvilken information man skal stole på. De oplever ofte, at den samme foderkonsulent, som var en fortaler for brugen af zink og Colistin for 20 år siden, i dag taler imod det, forklarer hun.
Det er ikke mærkeligt, at mange af svineproducenterne er skeptiske, når de hele tiden hører modstridende forklaringer. Og Inger mener, at det er vigtigt, at en eventuel løsning kommer fra svineproducenterne selv.
»Det kræver mod at lave om på noget så etableret som landbrugets forbrug af zink. Der er brug for ny viden, der viser andre veje,« siger hun og uddyber, »men det er vigtigt, at forandringen kommer indefra. Om det er nye typer af foder eller nye måder at bygge stalde, så er det vigtigt, at det kommer fra nogen, de kan stole på.«
Tekst og foto: Aleksander Klug
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.