Fathi El-Abed: En uge i orkanens øje

af i Danmark/Mellemøsten/Politik & Samfund

KOMMENTAR – ”Efter opfordring af sikkerhedsfolk må jeg desværre sige nej til din deltagelse”. Sådan lød en mail, som formanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El-Abed, modtog efter at have meldt sig til et arrangement med overskriften: ’Hvordan kan man bekæmpe angreb på Israels legitimitet?’. Et opslag om afvisningen på El-Abeds Facebook-profil vakte mediernes nysgerrighed og resulterede i flere rødglødende debatfora. El-Abed fortæller om sin oplevelse af forløbet og undrer sig over, om han virkelig udgør en sikkerhedsrisiko.

Mindst 257 gange er jeg blevet ”tagget” på Facebook i løbet af ugen – for det meste i nogle ikke særlig flatterende opslag.

Antallet af hadske, racistiske, tilsvinende og truende ytringer kan tælles i hundreder i de mange kommentarer på min Facebook-profil, på Berlingskes debatside og på diverse debattråde på de sociale medier.

En uge hvor ”gode gammeldags” tilsvininger som du er et svin og du er en idiot, blev til ”Send ham ud af landet”, ”Hvordan kan vi komme af med ham en gang for alle”, ”Send ham tilbage til rottereden Gaza” for blot at nævne et par eksempler.

Efter mere end 20 år i den offentlige debat og med særligt fokus på emnet, Palæstina-konflikten, er det mere end normalt – desværre – at blive svinet til, dæmoniseret og endda truet

Jeg er født og opvokset i en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon og har været i Danmark i over 30 år – størstedelen af mit liv. Jeg har aldrig boet i det besatte Palæstina.

En uge hvor manipulerede og dæmoniserende forsøg på karaktermord igen blev brugt flittigt af dem, der betegnes som trofaste venner af Israel, såvel som dem, der bekender sig til den ekstreme og nationalistiske fløj i vores land og samfund.

“Forbrydelsen”

Hvad er så den ”forbrydelse” jeg har begået, der ugen igennem har affødt alle disse angreb? I juleferien så jeg, at MIFF (med Israel For Fred) havde oprettet et arrangement med titlen ’Hvordan kan man bekæmpe angreb på Israels legitimitet?’. Den offentligt annoncerede begivenhed havde undertitlen, at der ”føres en propagandakrig mod Israel – fremmet af en løgneindustri af dimensioner”, og skulle forestås af to israelske debattører.

Jeg havde tid til at deltage, og eftersom jeg via mit foreningsarbejde for palæstinensiske rettigheder automatisk følte, at arrangementets titel kunne være hæftet på én som mig, skrev jeg til arrangørerne pr. mail for at melde mig til, for som efterkommer af etnisk udrensede palæstinensere i 1948, er jeg selvfølgelig interesseret i at vide:

  1. Om jeg og millioner af mennesker verden over – ikke mindst kritiske jøder og israelere i og uden for Israel – har misforstået noget i forbindelse med kritikken af Israels daglige ugerninger mod et helt folk i det besatte Palæstina?
  2. Hvilken ”løgneindustri af dimensioner” og ”propagandakrig mod Israel” jeg og millioner af mennesker i verden – ikke mindst kritiske jøder og israelere i og uden for Israel – er anklaget for at føre, når vi informerer om de faktiske forhold i forbindelse med de daglige forbrydelser mod palæstinenserne i det besatte Palæstina, forhold som er dokumenteret af uafhængige instanser og organisationer som HRW, Amnesty, TIPH, B´Tselem!
  3. Hvordan kan vi føre den nødvendige dialog uden, at jeg og andre konstant bliver svinet til, truet, dæmoniseret og udsat for urimelige antisemitisme-anklager.

Men sådan skulle det ikke blive.

Er jeg en sikkerhedsrisiko til et offentligt møde?

På årets første dag læser jeg den overraskende afvisning fra arrangørernes side med den besynderlige begrundelse, at jeg kunne være en sikkerhedsrisiko!

Mailen var kommet et par dage forinden og havde følgende ordlyd: ”Efter opfordring af sikkerhedsfolk må jeg desværre sige nej til din deltagelse”.

Arrangørerne ønskede tilsyneladende at sende en klokkeklar besked til mig om, at jeg på ikke var velkommen.

Jeg tænkte straks: Er jeg en sikkerhedsrisiko til et offentligt møde?!

Det forekommer helt urimeligt at stemple mig som ”ekstremist”. Jeg har som formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening aldrig arbejdet for en boykot af Israel

Hvor kom det fra? Og af hvem og på hvilket grundlag blev beslutningen taget? Det undrer mig, eftersom jeg er en offentlig person, hvor intet er hemmeligt eller mistænkeligt ved hverken mig, mine demokratiske ytringer eller mit virke i samfundet gennem årene som debattør med fokus på den ulykkelige konflikt i det besatte Palæstina, Mellemøsten generelt, sikkerhedspolitik og vores værdidebat.

For slet ikke at tale om min korte karriere som politiker, hvor jeg et par gange stillede op til Europa-Parlamentet og faktisk i et tidsrum på 2½ time blev betragtet som valgt.

Om nogen kender jeg de demokratiske spilleregler, og de værdier vores land og samfund bygger på. Og som jeg i årevis har gjort flittigt brug af med min pen og det frie ord, hvor jeg har produceret hundredvis af artikler før, under og efter, at jeg i en periode på ca. 2½ år for få år siden arbejdede for Udenrigsministeriet indtil det lykkedes Søren Espersen og Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti at få mig fyret.

Sagen begynder at rulle

Tirsdag aften skriver jeg et opslag på Facebook, hvor jeg i al fredsommelighed fortæller om den mærkværdige sag med den udemokratiske afvisning fra arrangørernes side.

Dagen efter interesserer blandt andre Berlingske sig for sagen, og et par døgn senere får de et svar fra den stærkt højreorienterede organisation og offentliggør efterfølgende en artikel fredag eftermiddag.

Kort tid efter offentliggør den rabiate norske grundlægger af organisationen en lang og rodet artikel på norsk, hvori han går til angreb på min person.

Artiklen fortæller desuden, hvorfor jeg ikke må deltage, og hvorfor ”det var den rigtige beslutning at afvise mig”.

For tænk engang hvor farligt det kunne være blevet, hvis jeg stillede et eller to spørgsmål? Det ville afgjort have været farligt og en sikkerhedsrisiko for arrangørerne og det Israel, som konferencen skulle argumentere for eksisterer og er demokratisk

I både Berlingskes artikel og den norske artikel er begrundelserne modstridende og handler først og fremmest om urigtige beskyldninger mod mig. De lyder f.eks.: ”Fathi El-Abed er ekstremist, og vi ønsker ikke, at han og hans venner kender til synagogens interne sikkerhed og bygningens indretning.”

Dermed giver arrangørerne det indtryk, at jeg alene vil deltage for at tegne et kort over bygningen med henblik på et fremtidigt attentat!

Og det selvom arrangørerne modsiger sig selv ved at forklare, at ”eftersom Fathi El-Abed ikke i sig selv er nogen farlig mand, handler det om den indirekte sikkerhed”.

Endnu mere selvmodsigende bliver det for arrangørerne ved at melde ud til Berlingske med endnu en begrundelse: ”Vi ved, at der er risiko for, at han tager ordet og giver lange foredrag om, hvad han mener”.

Ikke så få bruger og misbruger det anti-muslimske kort i deres forsøg på at forsvare Israel

Og det er det, der måske bedst kan opsummere arrangørernes ”angst”. For tænk hvis jeg skulle komme til at bede om ordet og måske endda – endnu farligere – stille et kritisk spørgsmål.

Det var tilsyneladende det farligste ved min person, at jeg kunne sige noget kritisk til et demokratisk og offentligt arrangement!

For tænk engang hvor farligt det kunne være blevet, hvis jeg stillede et eller to spørgsmål? Det ville afgjort have været farligt og en sikkerhedsrisiko for arrangørerne og det Israel, som konferencen skulle argumentere for eksisterer og er demokratisk.

Ikke Det Jødiske Samfunds beslutning

Sagen udvikler sig endnu mere pinligt for arrangørerne sent fredag aften og kun få timer efter at Berlingskes artikel er offentliggjort på nettet. Her sker det glædelige, at Berlingske i løbet af aftenen tilføjer en kort udtalelse fra Det Jødiske Samfund med følgende ordlyd:

”Beslutningen om at nægte Fathi El-Abed adgang er ikke truffet af Det Jødiske Samfund eller deres sikkerhedsfolk, oplyser Det Jødiske Samfund til Berlingske”.

Sådan!

Det bekræftede de oplysninger, jeg havde fået fra gode dansk-jødiske venner i Det Jødiske Samfund, om at arrangørerne manipulerende forsøgte at gemme sig bag Det Jødiske Samfund, der ejer faciliteterne og har egne sikkerhedsfolk ved indgangen og i området.

Hvor kom det fra? Og af hvem og på hvilket grundlag blev beslutningen taget? Det undrer mig, eftersom jeg er en offentlig person, hvor intet er hemmeligt eller mistænkeligt ved hverken mig, mine demokratiske ytringer eller mit virke i samfundet

Arrangørerne, der ikke har egne sikkerhedsfolk, forsøgte tilsyneladende at gøre Det Jødiske Samfund (med)ansvarlig for den anti-demokratiske beslutning om at udelukke mig fra arrangementet. En beslutning, der strider mod vores danske værdier om lighed, når det gælder ytringsfrihed og folks ret til at deltage i offentlige møder.

Men sagen udvikler sig videre i løbet af ugen. Udover at tilsvinings- og dæmoniseringskommentarerne øges markant i løbet af weekenden, så vælger arrangørerne at manipulere videre ift. selve arrangementet og opslaget.

Arrangørerne laver om på deres Facebook-begivenhed således, at afsnittet om ”mulighed for at stille spørgsmål efter hvert oplæg” er fjernet.

Normalt at blive svinet til

Mange har skrevet til mig i løbet af ugen for at høre, hvordan jeg har det, mens jeg har befundet mig i hvad mange har betegnet som ”en orkan”. Og jeg har konsekvent svaret; hvad for en orkan?

For nej. Jeg mener ikke det har været hverken tornado, orkan, storm eller hård blæst. I værste fald en svag vind. Hverken mere eller mindre.

Efter mere end 20 år i den offentlige debat og med særligt fokus på emnet, Palæstina-konflikten, er det mere end normalt – desværre – at blive svinet til, dæmoniseret og endda truet.

Jeg har vedholdende arbejdet for en tostatsløsning, den samme løsning som Danmark, EU og hele det internationale samfund har arbejdet for i snart 30 år

Ikke så få bruger og misbruger det anti-muslimske kort i deres forsøg på at forsvare Israel. Den omfattende anti-muslimske bevægelse af partier, organisationer, bloggere m.m. har tilsyneladende taget Israel til sig alene på grund af den vildfarelse, at Israel er det sidste forsvarsværk mod det, de betegner som ”den muslimske trussel”.

Og det besynderlige og uforståelige er, at størstedelen af Israels venner har allieret sig med denne ekstremt nationalistiske, antimuslimske bevægelse.

Helt urimeligt at stemple mig som “ekstremist”

Jeg har i snart 25 år vidst, at oplysningsarbejdet til fordel for Palæstina på ingen måde er karrierefremmende. Snarere tværtimod. Og jeg kan efterhånden ikke tælle de gange, hvor der blev ringet op til de arbejdspladser, som jeg har været tilknyttet gennem årene. Også de arbejdspladser, som jeg har stået i spidsen for. Og jeg kender ikke så få, der igennem årene har oplevet noget tilsvarende, hvis de på den ene eller anen måde har støttet den palæstinensiske sag.

Og på trods af alle disse forkastelige forsøg på at intimidere min person, så har det ikke rigtig båret frugt for dem, der har stået bag. Bort set fra enkelte tilfælde; mit arbejde i Udenrigsministeriet faldt til jorden efter, at især Søren Espersen(DF) pressede på.

Antallet af hadske, racistiske, tilsvinende og truende ytringer kan tælles i hundreder i de mange kommentarer på min Facebook-profil, på Berlingskes debatside og på diverse debattråde på de sociale medier

Det forekommer helt urimeligt at stemple mig som ”ekstremist”. Jeg har som formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening aldrig arbejdet for en boykot af Israel. Jeg har vedholdende arbejdet for en tostatsløsning, den samme løsning som Danmark, EU og hele det internationale samfund har arbejdet for i snart 30 år. En løsning, som desværre gradvist er blevet undermineret af Israels forsatte ulovlige udvidelser af bosættelserne, som ved at indtage mere og mere palæstinensisk land har umuliggjort drømmen om to stater.

Jeg har til alle tider været klar over, at det for det meste kan være en ensom indsats at skulle oplyse om de faktiske forhold, og hvad der dagligt finder sted af uhyrligheder mod palæstinenserne i det besatte Palæstina. Men det har aldrig fået mig til – og får mig aldrig til – at vige fra at oplyse efter bedste evne, om det som jeg og det meste af verden anser for at være vor tids mest retfærdige sag, som har indflydelse på freden og sikkerheden ikke alene i Mellemøsten. Men overalt i verden.


Topfoto: Skribenten 

Fathi El-Abed, født og opvokset i en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon

Han har boet i Danmark i 30 år. Efter et halvt år på sprogskolen i Holbæk startede han på Grundtvigs Højskolen (Hillerød) for straks at gå i gang på Frederiksberg HF kursus og siden på Handelshøjskolen (nu CBS) for at læse, sprog, økonomi og virksomhedsledelse.

I en periode på 2½ år (2007 - 2009) arbejdede han som særlig konsulent i Udenrigsministeriet. Det endte med en offentlig fyring i medierne efter direkte bestilling fra Dansk Folkepartis Søren Espersen og Pia Kjærsgaard.

Han har de sidste 8 år været formand for den frivillige forening Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening - som den første formand med palæstinensisk baggrund.

Han driver en konsulent- og en Øl&Vin import-virksomhed

Seneste artikler om Danmark