Nanna Mogensen - Sylvia Von Harden (1927), by Otto Dix. Musuem of Modern Art at the Centre Georges Pompidou, Paris. Wikiart

Nanna Mogensen: Til forsvar for stilheden (og den dårlige stemning)

i Liv & Mennesker/Danmark af
FÆLLESSKAB // ESSAY – ”Det er derfor, du er deprimeret”, skrev min Facebook-ven til mig, da jeg afslørede, at jeg hader fællessang. Muligvis mente han ikke noget videre med det, men jeg kunne naturligvis ikke lade være med at læse svaret som en del af noget større (deprimeret og mistænksom, som jeg er – helt klinisk).

Jeg lider nemlig af svære depressioner, og nu forstod jeg, at det var min egen skyld, fordi jeg nægter at deltage i den forlorne leg, der p.t. foregår på enhver kulturradikal altan i miles omkreds (eller i hvert fald i brokvartererne her i København).

Det lyder måske mærkeligt, at jeg hader at synge, når man påtænker, at jeg har gået til rytmisk kor hele ti år af min sarte barndom. Jeg har optrådt i kirker og forsamlingshuse, på plejehjem og til forældrekoncerter, og på de ti år lærte jeg faktisk at mime ganske godt.

Man skal arte sig for at være med i legen – og vil eller kan man ikke, falder hammeren i form af eksklusion og latterliggørelse

Dét blev mit stille oprør: Stilhed. For også dengang vægrede jeg mig ved at deltage i den af omgivelserne påtvungne fællesøvelse.

I provinsen, hvor jeg kommer fra, havde rigtige piger rigtige interesser: Kor og gymnastik, men i betragtning af, at jeg næppe vejede over 35 kilo i en alder af 12 år, stak jeg bogstavelig talt ud af flokken.

Intet problem, tænkte jeg, indtil jeg ved den tredje opvisning begyndte at fatte mistanke. Der var noget galt. De velproportionerede prydbørn, Helene og Sara, skulle altid gå forrest i paraden, mens jeg dannede absolut bagtrop med ’fede-Dorte’.

Senere (engang i min forvirrede ungdom) hørte jeg fra en frafalden gymnastikkammerat, at træneren ligefrem havde prøvet at lokke mine og Dortes forældre til at lade os blive hjemme, så vi ikke ødelagde opvisningen.

Jeg aner ikke, om det passer, men oplysningen ramte mig ikke som nogen overraskelse – den lagde blot endnu en sten til en verdensforståelse, der allerede var ved at være solidt opbygget hos mig: Man skal arte sig for at være med i legen – og vil eller kan man ikke, falder hammeren i form af eksklusion og latterliggørelse.

Jeg ved ikke, hvad der blev af ’fede-Dorte’ – men mig blev der ingen overvældende succes ud af, som man nok forstår på starten af denne artikel.

Jeg sigter her til den kliniske depression – og de faste besøg i distriktspsykiatrien, hvor min godmodige psykiater, Bertil, trofast hepper på mig. Jeg er trods alt i kraft af min faste ansættelse i et større mediehus og min egenbetalte bolig ikke en fuldstændig fiasko. Altså målt på de sindssyges skala.

Vi er ikke i samme båd

Nu sker der så det (ja, jeg ved, at man ikke må formulere sig sådan på skrift, så som den barnlige provo jeg er, jeg naturligvis gøre det) nu sker der så det, at der kommer coronavirus til Danmark og i vanlig frk. negativ-stil (jeg er selvfølgelig fraskilt – derfor frk.), får jeg hurtigt begyndende tics, når folk taler om ’samfundssind’ og ’solidaritet’.

Jeg rejser mig og knalder konsekvent vinduet i. Min mund er sammenrimpet som en anderøv til jul. Jeg nægter. Jeg nægter

Ikke at disse er dårlige dyder – tværtimod. Jeg ser dem bare ikke særlig tydeligt, når jeg endelig får gnubbet øjnene fri for den sirup, der løber ud af tv-skærmene i shows à la ’Nu-står-vi-lige-sammen-og-klapper-lidt-af-hinanden-og-af-os-selv’.

Corona er nok en demokratisk sygdom, idet den rammer alle, rig som fattig, ung som gammel, men når vi skal isolere os for at undgå sygdommen eller komme os over den (hvis vi da ikke tilhører gruppen af fæle rygere, der alligevel skulle dø af KOL – og så sparer vi da også de penge…), er vi ikke i samme båd.

Nogle sidder i deres komfortable varme lejligheder med masser af plads og kæresteomsorg. Andre jages rundt på få kvadratmeter af en voldelig partner, der ikke helmer, før der er uddelt både øretæver og mavespark.

Ligesom børn, der plejer at få tæsk, vil stille op til forsommerens krav om t-shirts og shorts med betydeligt flere blå mærker end vanligt. Nu gætter jeg bare.

Og nå ja, så er der undermenneskene, som vi alligevel ikke regner for noget; de hjemløse, spritterne eller den roma, jeg så samle øldåser i parken den anden dag.

Så sad vi dér med vores cafelatter til 40 kroner eller årets første grønne Tuborg. Badet i håndsprit var vi, mens han rodede rundt i skraldespanden efter pant – fingrene godt gnedet rundt i løbske smittefarlige mundvæsker fra hele den kreative klasse.

Romaen – gav vi ham en flaske af de dyre dråber (her tænker jeg på håndspritten)? Nej, han kunne sgu tørre de fedtede sigøjnerpoter af i sine endnu mere fedtede bukser

Gav vi ham en flaske af de dyre dråber (her tænker jeg på håndspritten)?

Nej, han kunne sgu tørre de fedtede sigøjnerpoter af i sine endnu mere fedtede bukser.

På den anden side forstår han vel næppe, hvad han går glip af i al sin smudsethed. TV ejer han ikke – og skånes således for de svære velkomstscener, når velbjærgede danskere ’reddes hjem’ fra udlandet i statschartrede fly. Tænk, ikke at have set sin familie i så meget som tre uger og så ikke må kramme ordentligt!

Det bliver næsten for meget for enhver at være vidne til.

Jeg synes, der mangler nogen

Men så er der jo heldigvis fællessangen – eller i mit kvarters tilfælde den noget ’alternative’ trompetversion af ’Kringsat af fjender’ – åh, hvor jeg hader den sang.

Tonerne lyder et sted fra de vesterbroske gader præcis klokken 19 hver aften, hvorpå mange vinduer slåes op. Der bjæffes med, selvom de færreste kan huske teksten – eller man slår i erkendelse af egen umusikalskhed på grydelåg for dog at blande sig i legen.

Vi er her alle sammen, nej, jeg synes der mangler nogen’. Ja, mig!

Stemingen har ‘aldrig’ været god, og corona viser os om noget, at fællesskabet altid kun er for de udvalgte

Jeg rejser mig og knalder konsekvent vinduet i. Min mund er sammenrimpet som en anderøv til jul. Jeg nægter. Jeg nægter. Jeg nægter at deltage i de velstilledes og ressourcestærkes børnehavefest, hvor der kun er plads til dem, der opfører sig rigtigt og føler verden på den rigtige måde.

Og ja, jeg skal nok tale med Bertil om det, når de igen åbner på Gammel Kongevej – men forvent ingen (for)bedring.

Nogle vil mene, at jeg undergraver samfundssindet og den gode stemning, but here’s a news flash for you – som man ville sige det i en dårlig amerikansk film:

Stemingen har aldrig været god, og corona viser os om noget, at fællesskabet altid kun er for de udvalgte.


Illustration: Portræt af journalist Sylvia Von Harden (1927), by Otto Dix. Musuem of Modern Art at the Centre Georges Pompidou, Paris. Wikiart.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Nanna Mogensen, 1976, mag-art. i litteraturvidenskab med afhandling om Derrida. Bifag i kulturjournalistik. Tidligere skribent for KBH og Fyens. Radiovært på P1.

Seneste artikler om Liv & Mennesker

USA

Paranoide lorteland

SYDSTATSLIV // KLUMME – Lige nu er der overvældende mange grunde til