CORONAKRISE // KRONIK – Selvom Danmark har klaret sig relativt godt gennem coronakrisen, har der været udfordringer og kritik af regeringens håndtering. “Det er vigtigt, vi lærer af de erfaringer, vi har gjort os under pandemien, og bruger dem til at forbedre vores beredskab til fremtidige kriser og pandemier”, skriver farmaceut Christian Heebøll-Nielsen. Hvad mangler vi at få grundigere belyst?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er nu mere end tre år siden, at Danmark blev ramt af COVID-19-pandemien. Siden da har vi alle skulle tilpasse os en ny måde at leve på med restriktioner og forsigtighedsregler for at begrænse smitten. I denne artikel vil vi tage et kig på, hvordan Danmark har tacklet pandemien de sidste tre år, og evaluere de tiltag, der er blevet indført for at bekæmpe smitten og beskytte samfundet.
Først og fremmest har Danmark formået at håndtere pandemien relativt godt sammenlignet med mange andre lande. Dette skyldes blandt andet en tidlig og effektiv nedlukning af samfundet, en omfattende test- og sporingsstrategi samt en hurtig udrulning af vacciner. Disse tiltag har bidraget til at begrænse spredningen af virusset og sikret, at sundhedsvæsenet ikke blev overbelastet i samme grad som i andre lande. Derudover har der været en stor opbakning fra befolkningen til at følge restriktionerne og tage ansvar for at beskytte hinanden.
Men selvom Danmark har klaret sig relativt godt i forhold til mange andre lande, så har der også været udfordringer og kritik af regeringens håndtering af visse områder.
Strategi kritiseret men også rost
Blandt andet har vores teststrategi været kritiseret. Vi har massetestet befolkningen i et uset niveau sammenlignet med alle andre lande. Men til hvilken nytte? Der er ikke meget, der tyder på, at massetest har været med til at begrænse smitteudbredelsen synderligt. For eksempel har der været diskussion om, hvorvidt det giver mening om at teste asymptomatiske personer, da det ikke nødvendigvis giver et klart billede af smittespredning i samfundet eller en klar fordel i forhold til at begrænse smitten.
Nært knyttet til massetestningen har været indførelsen af coronapasset. Også dette har været kritiseret. Især at den primære begrundelse for indførelsen synes at have været at nudge (læs tvinge) folk til at lade sig vaccinere uanset risikostatus. Grundlæggende er dette et brud med vores tradition for frivillighed, og det har givet været med til at fodre de mange konspirationsteorier, der siden har været i omløb.
Også specielt Seruminstituttets modvilje mod at benytte kvik/hjemmetest er der grund til at hæfte sig ved. For havde vi indført disse tidligere, kunne vi have begrænset især smitten på plejehjem betydeligt bedre. Og for den almindelige dansker ville en positiv kviktest have givet lige så god information som en positiv pcr-test. Men man ville så have gået glip af de gode data, som vi i øvrigt har været fremragende til at frembringe undervejs, til stor glæde for os hobbyepidemiologer.
Men der er også grund til at rose. Vores tidlige indsats, og især indførslen af forsamlingsforbuddet har givet været med til at redde liv. Ja, det gjorde livet lidt mere surt for os alle, men det var dog til at leve med. Og det var her, vi adskilte os fra Sverige, der som bekendt tøvede med at indføre restriktioner. Uden at der skal gå landskamp i den, kan vi konstatere, at svenskerne betalte en pris i epidemiens første måneder i form af flere dødsfald og mere pres på sygehusvæsenet, hvad de derfor skal bruge længere tid på at indhente.
Et primært argument for at vaccinere både børn og voksne var jo i øvrigt, at det skulle begrænse smittespredningen. Det ved vi i dag ikke passer. Smitten blev ved med at stige
Man har på det seneste kunnet følge professorer af alskens slags underholde med, at det i virkeligheden er gået meget bedre i Sverige. Ofte på baggrund af tvivlsomme sammenligninger af overdødelighed i landene. Til det skal blot ganske kort anføres, at overdødelighed er et notorisk vanskeligt mål. Og helt ubrugeligt, når det udregnes på for kort en årrække, hvad der ofte er tilfældet. Hvis man virkelig ønsker at lave en ordentlig sammenligning af dødelighed mellem landene, bør man gå længere ned og kigge på dødsårsager. For forskelle må forklares.
Svenskerne har i øvrigt i lange perioder efter de første kaotiske måneder scoret højere i det såkaldte stringency index, som er et mål for, hvor hårdt regeringer griber ind overfor sygdommen. Myten om at svenskerne gjorde mindre, er dermed blot en myte.
Et andet aspekt som er blevet kritiseret heftigt, er skolenedlukningerne. Og det har nok også været en af de tungeste beslutninger at træffe overhovedet. Jeg har stadig til gode at se, at der har været reelle og målbare negative konsekvenser, men givet er det, at det har været både hårdt og belastende for såvel børn som familier. I tiden før vi havde rullet vaccinerne ud, er det forståeligt, at man ønskede at prøve alt, der kunne begrænse smitten. I tiden efter knap så meget. For nu må vi afvente mere og bedre forskning i de mulige konsekvenser.
Tilstrækkelig forsigtighed omkring vaccinering?
Nu vi er ved vaccinerne, kræver det jo også et par ord. Som farmaceut finder jeg det helt uhørt og fantastisk, at vi på så kort tid kunne have vacciner klar. Vaccinerne har siden også ansporet utallige konspirationer. Men givet er det, at vacciner har reddet liv. Også ganske mange. Dog primært hos dem, der var i risikogruppen (læs ældre end 60 år).
Vi er dog stadig nødt til at forholde os til spørgsmålet, om massevaccination var den rette strategi, for som nævnt var det jo primært folk i risikogruppen, der reelt var i fare. Dermed er der også grund til fortsat at sætte spørgsmålstegn ved beslutningen om at vaccinere børnene. En beslutning, som man da også siden gik bort fra. For man bør udvise betydelig forsigtighed, når man udruller ny teknologi, og udbytte bør altid stå i forhold til en mulig risiko. I dette spørgsmål har myndighederne handlet i en besynderlig zigzag-kurs.
Der er for mig ingen tvivl om, at korrekt brug af masker mindsker smitten. Problemet er bare, at vi ofte ikke benytter maske i netop de situationer, hvor smitten forekommer
Et primært argument for at vaccinere både børn og voksne var jo i øvrigt, at det skulle begrænse smittespredningen. Det ved vi i dag ikke passer. Smitten blev ved med at stige. Og det er i øvrigt også det gale argument. Man bør altid blive vaccineret for sin egen skyld. I forlængelse af dette kan vi også konstatere, at et af de kedelige fænomener under en epidemi er, at vi leder efter syndebukke. De uvaccinerede. Indvandrerne. Kineserne. Fortsæt selv listen.
Det skal nævnes, at et problem, som vi desværre ofte har svært ved at tale om, er problemet med senfølger. Vi ved ganske sikkert, at der er et antal borgere, som slås med ofte ganske alvorlige senfølger efter infektion. Vi ved desværre endnu for lidt om, hvor udbredt dette er, og hvor meget vaccinerne hjælper. Vi antager dog, at man som fuldt vaccineret har en mindre risiko for at blive ramt, men mange spørgsmål forbliver ubesvarede.
Beredskab må forbedres før næste pandemi
Et af de første tiltag, der blev indført, var brugen af håndsprit. Det til trods for, at mange allerede dengang anså det for komplet uvirksomt. Det er først indenfor den seneste tid, at myndighederne er kommet til den erkendelse, at smitten i høj grad var aerosoldrevet og ikke dråbesmitte. Hermed missede vi også muligheden for at gå i gang med tiltag, der kunne mindske risikoen. Især øget brug af ventilation og udluftning på skoler og på plejehjem. Forhåbentlig har vi lært lektien og kommer i gang. Der er mange andre fordele, der vil kunne hentes her.
Brugen af masker har også været heftigt debatteret. Og man har for nylig i blandt andet New York Times kunnet læse, at masker er helt idiotiske og slet ikke virker. Sagen er bare den, at det er notorisk vanskeligt at designe en undersøgelse af virkningen af maskebrug. Så her må man i højere grad bruge sin sunde fornuft. Der er for mig ingen tvivl om, at korrekt brug af masker mindsker smitten. Problemet er bare, at vi ofte ikke benytter maske i netop de situationer, hvor smitten forekommer.
Det glæder mig dog at konstatere, at flere nu holder fast i mundbindet, når de føler sig syge. For hvis vi overhovedet har lært noget af det hele, er det den rolle, vi selv spiller i smittespredningen. Og ikke kun med corona.
Der kunne skrives meget mere. Ikke mindst om de økonomiske konsekvenser af både sygdom og restriktioner. Det må dog vente til en anden gang. I stedet vil jeg slutte af med at sige, at det er vigtigt, vi lærer af de erfaringer, vi har gjort os under pandemien, og bruger dem til at forbedre vores beredskab til fremtidige kriser og pandemier. Vi kan ikke tillade at lade erfaring fra denne pandemi gå til spilde, men skal bruge den som en lærerig mulighed for at gøre vores samfund mere modstandsdygtigt overfor fremtidige udfordringer.
Læs mere i POV om coronakrisen her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
