FREDAGSKLUMMEN – Så lidt vi ved om andre. Og så ilde funderet det er, når vi dødelige spejler os i de kendte og drømmer om, at vi måske selv en dag kunne leve et sådant liv – og så er det lige meget om det er prinsesser, racerkørere, stjernekokke, skuespillere eller designere. Livet i overhalingsbanen er vanedannende og tiltrækkende, og for mange er præstation og produktion saliggørende – og præsenterer i øvrigt sig selv som nydelse. Uventede eller ubærlige katastrofer kan imidlertid splintre billedet, minder Annegrethe Rasmussen om.
Where is home. Most are born with this knowledge. Some of us have to sift through the pieces … The fact is that you are alone. Is it worth it? All these beautiful meals that you have to enjoy on your own
Sådan skrev kok, forfatter og livsnyder Anthony Bourdain i en melankolsk refleksion over sit eget liv et stykke tid før den verdensberømte TV-stjerne i starten af juni hængte sig selv på et hotelværelse i Frankrig.
Bourdains liv inspirerede mange og fyldte endnu flere med misundelse. Selv var både min mand og jeg livslange fans, først af bøgerne og senere af TV-udsendelserne. Ikke sjældent har vi sukket længselsfuldt, efter at have set endnu et afsnit i CNN’s weekendserie ”Parts Unknown” med Bourdain i hovedrollen. I føljetonen guidede stjernekokken sit globale publikum gennem måltid efter måltid, men samtidig brugte han fermt gastronomien som et vindue ind til lande eller områder i verden, der enten var oversete eller svære at rejse til.
Blot dage før Bourdains selvmord udbrød jeg netop til min bedre halvdel efter endnu et afsnit af Parts Unknown. ’Det må være verdens bedste job’, og jeg fortsatte: ”Tænk at kunne leve af at rejse rundt over hele verden og spise alle de retter og overalt, hvor du kommer hen, elsker folk dig. Det må være skønt
Han veg ikke tilbage for politiske historier heller. Han besøgte oppositionelle figurer og hyldede deres søgen efter frihed eller kulturel diversitet. Budskaberne var mangfoldige, af og til komplicerede, altid akkompagneret af Bourdains klangfulde og insisterende voice over, der ledsagede seeren på den kulinariske rejse.
I den sidste del af hans liv blev Bourdain endda – samtidig med at han var en kendt Alpha Male og macho man – en kendt fortaler for #metoo bevægelsen efter hans kæreste, modellen Asia Argento valgte at dele sine anklager mod filmmogulen Harvey Weinstein for voldtægt offentligt.
I dag er det lidt pinagtigt at tænke på, men blot dage før Bourdains selvmord udbrød jeg netop til min bedre halvdel efter endnu et afsnit af Parts Unknown. ’Det må være verdens bedste job’, og jeg fortsatte: ”Tænk at kunne leve af at rejse rundt over hele verden og spise alle de retter og overalt, hvor du kommer hen, elsker folk dig. Det må være skønt.”
Ak ja. Så lidt vi ved om andre. Og så ilde funderet det er, når vi dødelige spejler os i de kendte og drømmer om, at vi måske selv en dag kunne leve et sådant liv – og så er det lige meget om det er prinsesser, racerkørere, stjernekokke, skuespillere eller designere.
Just en designer begik også selvmord i samme tidsrum som Bourdain. Kate Spade, der også hængte sig selv, led – som Bourdain formentlig også gjorde – af en alvorlig depression, men hendes verden lignede også et eventyr for mange andre. På overfladen fyldt med skønhed og kreativ energi. Hun var, når alt kom til alt, ophavskvinde til et af verdens mest kendte designer-brands og i gang med at skabe et nyt. Selv har jeg også i årevis købt ind i stor stil ikke bare af de smukke tasker, som Spade nok mest var kendt for, men også af frakker og kjoler.
Måske var det værd at løbe lidt mindre og i hvert fald holde op med at være misundelig på eller længes efter de andres smukke liv. Måske kan man i det mindste drage den lære af de sidste, sørgelige meldinger fra afslutningen på berømthedernes liv
Og hvad så?
Det er banalt blot at konstatere, at livet i overhalingsbanen eller hjemme hos de kendte, de rige og de smukke alligevel også og samtidig kan være ubærligt.
Men det er måske trods alt værd at tænke lidt over, hvad man stræber efter, når man styrter rundt i sit eget liv, uanset at det føles både morsomt og travlt på samme tid.
Ikke at jeg ikke som regel holder af mit eget liv, for det gør jeg bestemt.
Men jeg er også en rastløs natur, der tænder på stress af den gode slags (som jeg vælger at kalde det). Jeg læser bøger eller tjekker sociale medier, mens jeg børster tænder, fordi jeg begynder at kede mig, hvis jeg skal stå der og børste uden at se på noget andet samtidig.
Jeg hører mine favorit radio-talkshows, når jeg kører bil – det er praktisk og fungerer ofte som inspiration til artikler, jeg vil skrive, mennesker, jeg drømmer om at konversere med eller bøger, jeg gerne vil læse.
Jeg ser også TV, hvis jeg en sjælden gang laver mad, jeg lytter til lydbøger eller ser film, når jeg stryger og det er mig umuligt at ligge på en strand uden en bog. Jeg er – kort sagt – ikke den mediterende type.
Men al den rastløse aktivitet på solsiden kan godt blive vanedannende. Og her er jeg langt fra alene. Alle ens vindervenner har mindst lige så travlt – også selvom de naturligvis ikke kalder sig selv for ”vindere”, for det er jo det platteste og mindst sociale acceptable overhovedet, især indenfor den selvudråbte falanks af venstreorienterede humanister.
Men hvis man glemmer betegnelserne, er der ikke desto mindre mange, der ”performer” på livet løs, mens de brander sig selv som trendsettende meningsdannere – eller som det hedder nu om dage, influencers. De skriver bøger, udtænker koncepter og skaber nye produkter, ideer eller hjemmesider; de holder foredrag og rådgiver politikere eller er selv politikere, og de er vittige og dannede og skarpe og velformulerede og drikker rose hele sommeren.
Skønt er der i den kreative klasse, og måske er det netop derfor så meget mere chokerende, når alt pludselig eksploderer i en kulsort sky af ulykke, forsvinder eller falder fra hinanden.
Man kender ikke dagen, før mørket giver efter for morgengryet. Og den, der uafbrudt iler, flygter ikke altid naturligvis, men dog nogen gange, fra nattens afgrund eller ensomhedens sorg
En ægtefælle får en dødelig sygdom. En dør simpelt hen, operationen mislykkedes. En studerende springer ud foran et tog eller ud fra en klippe. En teenager bliver drillet til døde, eller bliver svigtet, får anoreksi eller er pludselig afhængig af narko. En mor får lungekræft, en fars hjerte giver efter for års stress og sætter ud.
En chef bliver fyret, og hele hans liv og prestige er væk fra den ene dag til den anden. En hustru bedrager sin mand, og det fundament, han troede, han havde, eroderes ikke langsomt, men øjeblikkeligt af et udbrud af erotisk besættelse, der er vigtigere end fælles liv og historie og haven, der ellers lige skulle beriges med et selvbygget træhus med wifi højt oppe i et træ til børnene.
Så hurtigt og så let, det hele kan gå itu.
Man kender ikke dagen, før mørket giver efter for morgengryet. Og den, der uafbrudt iler, flygter ikke altid naturligvis, men dog nogen gange, fra nattens afgrund eller ensomhedens sorg.
Så måske var det værd at løbe lidt mindre og i hvert fald holde op med at være misundelig på eller længes efter de andres smukke liv. Måske kan man i det mindste drage den lære af de sidste, sørgelige meldinger fra afslutningen på berømthedernes liv.
Kan ske man altid og i sidste ende er alene eller at det er for mange berømtheder, som Anthony Bourdain sagde til en ven for nogle år siden. ”Jeg har rigtig mange venner – en uge ad gangen”. Uanset hvor mange, der læser med på sociale medier eller ser dig på TV.
Eller som Virginia Woolf skrev i The Lighthouse (1927):
.. for the most part, oddly enough, she must admit that she felt this thing that she called life terrible, hostile, and quick to pounce on you if you gave it a chance. There were the eternal problems: suffering; death; the poor. There was always a woman dying of cancer even here. And yet she had said to all these children, You shall go through with it. … For that reason, knowing what was before them – love and ambition and being wretched alone in dreary places – she often had the feeling, Why must they grow up and lose it all? And then she said to herself, brandishing her sword at life, nonsense. They will be perfectly happy.
POV lønner ikke sine skribenter. Men hvis du nyder Annegrethe Rasmussens artikler, kan du donere til hendes arbejde på POV International – både som skribent og som chefredaktør – på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: AGR@pov.international
Topfoto: PxHere
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
