ARBEJDSMARKEDSFORHANDLINGER // DEBAT – Linjerne er trukket hårdt op, allerede inden parterne for alvor er kommet i gang, og der er udsigt til et langt og konfliktfyldt forhandlingsforløb. OK23 må være startskuddet til, at vi i stigende grad søger tilbage i de faglige fællesskaber i fagbevægelsen – både i det private og det offentlige, og gerne inden det er for sent, skriver Jacob Gjelstrup.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I denne uge starter, hvad der bliver kaldt historisk svære forhandlinger i skyggen af inflationskaos og økonomisk usikkerhed. Parterne på det private arbejdsmarked står væsentligt distanceret i, hvad der først og fremmest ligner en kamp om lønkroner. Lønmodtagerne er rimeligt klare i spyttet, når de kalder på ordentlige lønstigninger, og over for dem står arbejdsgiverne, der trækker i bremsen i forhold til det, de kalder inflationsforværrende tiltag.
Således er linjerne trukket hårdt op, allerede inden parterne for alvor er kommet i gang, og udsigten til et langt og konfliktfyldt forhandlingsforløb er derfor en god anledning til at genopfriske, hvad man egentlig kan bruge et medlemskab af fagbevægelsen til.
Fagforeningskontingentet er derfor først og fremmest værdifuldt, fordi det bidrager til, at fagbevægelsen kan modstå de tendenser, der desværre tegner et ret dystert billede, nemlig at uligheden er stigende i Europa
Når vi danskere bruger vores penge, er vi vant til at forsøge at forholde os nogenlunde kritisk til, hvad vi rent faktisk får for dem, når vi køber en vare. Det er derfor heller ikke rigtigt overraskende, når en lønmodtager forholder sig kritisk til, hvad man får for sine penge, når man betaler til sin fagforening.
Afleverer man måske op til 600 kroner om måneden for sit medlemskab, er det på sin vis også i orden, at man lige stiller et nysgerrigt spørgsmål til sin tillidsrepræsentant eller sin fagforening desangående, og af den grund er det heller ikke overraskende, hvis nogen betragter det at betale til en fagforening på samme måde som at købe en vare med dertilhørende kvittering, returret og konkret individuelt afkast – sådan som man er vant til i alle mulige andre sammenhænge. Hvad får vi egentlig for vores penge, og hvorfor ikke en gul fagforening?
Historien og globaliseringen
I forhold til de “røde” fagforeninger er der to vinkler på det. Den første er en historisk vinkel, der trækker tråde mere end 100 år tilbage i tiden til dengang, fagforeninger var noget nyt. Den anden vinkel er en mere moderne, der helt konkret sætter den faglige kamp i perspektiv over for globaliseringen og den øgede velstand i den vestlige verden.
Historisk set kan man med rette argumentere for, at der er sket meget på det danske arbejdsmarked siden de første fagforeninger så dagens lys i slutningen af 1800-tallet, og det er blandt andet den udvikling, man kan sætte en pris på, når man betaler til sin fagforening.
Der er en klar sammenhæng mellem den faldende minimumsløn og andelen af lønmodtagere, der er dækket af kollektive overenskomster
I dag høster vi frugten af en stærk og vedholdende fagbevægelse, der er lykkedes med at forhandle aftaler på plads, der har sikret en rimelig løn og ordentlige vilkår til den arbejdende del af befolkningen. Et lønniveau, der historisk set har udgjort en stor del af landets samlede indtægt – den såkaldte “lønandel” af landets BNP. For et samfund som det danske er det den eneste vej til at sikre et relativt lige samfund, at lønmodtagerne står for deres del af den samlede velstand.
Del i velstanden
Fagforeningskontingentet er derfor først og fremmest værdifuldt, fordi det bidrager til, at fagbevægelsen kan modstå de tendenser, der desværre tegner et ret dystert billede, nemlig at uligheden er stigende i Europa. Ifølge ETUC (European Trade Union Confederation), som er en paraplyorganisation for europæiske fagforeninger, har lønandelen i en lang række EU-lande været faldende siden 2009.
I Danmark er lønmodtagernes lønandel faldet med 2,9 procentpoint fra 58,8 % i 2009 til 55,9 % i 2019, og det betyder helt konkret, at velstanden blandt lønmodtagerne er faldet i forhold til kapitalejerne – altså arbejdsgiverne. Samtidig konkluderer ETUC i en rapport fra december 2021, at den relative minimumsløn er faldet eller stagneret i 14 EU-lande (herunder Danmark), og at der er en klar sammenhæng mellem den faldende minimumsløn og andelen af lønmodtagere, der er dækket af kollektive overenskomster.
For at fagbevægelsen kan kæmpe imod den udvikling, er det både nødvendigt, at de har adgang til ressourcer, som de kan trække på i tilfælde af konflikter
For at fagbevægelsen kan kæmpe imod den udvikling, er det både nødvendigt, at de har adgang til ressourcer, som de kan trække på i tilfælde af konflikter, og at de har midler til dels at aflønne tillidsrepræsentanterne, når de laver arbejde for fagbevægelsen, og dels til at aflønne jurister, konsulenter og andre medarbejdere i organisationerne i deres daglige politiske og juridiske arbejde.
Afkastet til det enkelte medlem udmønter sig helt konkret hver måned, når man får sin løn. Alle de centralt og lokalt forhandlede løndele på lønsedlen er resultatet af de forhandlinger, den enkelte fagforening har gennemført for vores kontingenter. Det samme gælder pensionsopsparinger, børns sygedage, opsigelsesvarsler, fratrædelsesgodtgørelser og mange andre rettigheder.
De gule fagforeninger skal i sidste ende tjene penge på deres forretning – overskuddet går altså ikke til medlemmerne, men til ejerne
Rent personligt og værdimæssigt kan man selvfølgelig i langt højere grad foretrække muligheden for som individ at forhandle sine egne løn- og arbejdsvilkår med sin arbejdsgiver, eller man kan melde sig ind i en gul fagforening, hvis man blot søger et billigere alternativ. Det giver imidlertid en række udfordringer på langt sigt.
De gule fagforeninger fremstår konkurrencedygtige, fordi de først og fremmest ofte tilbyder lavere kontingenter end de røde. Men professionelle organisationer som Krifa og Det Faglige Hus er ikke demokratisk styrede, og deres ledelse er ikke valgt af medlemmerne.
Det betyder, at du som medlem ikke har nogen indflydelse på hverken økonomi, værdipolitik eller udviklingspotentialer, og du har heller ikke ret til at benytte dig af forhandlingsværktøjer som fx strejker. De gule fagforeninger skal i sidste ende tjene penge på deres forretning – overskuddet går altså ikke til medlemmerne, men til ejerne.
Hvorfor kollektivet?
Hvis ikke størstedelen af lønmodtagerne i Danmark er fagligt organiseret – som i dag, og således er repræsenteret af en faglig organisation, så fremstår man heller ikke som en organiseret og magtfuld forhandlingspartner over for arbejdsgiveren, og gør man ikke det, kan arbejdsgiverorganisationerne nemmere presse på for en opbremsning i lønudviklingen. Fagforeningskontingentet er således også en kollektiv forsikring, der blandt andet er med til at sikre værnet mod løndumping og forringelser af arbejdsvilkår i al almindelighed.
Ud fra en samfundsøkonomisk betragtning kan man samtidig argumentere for, at det er godt for landet, hvis lønmodtagerne sidder på en relativt stor del af velstanden. Lønmodtagere bruger nemlig i høj grad deres penge på forbrug i stedet for på opsparinger og investeringer, og det betyder, at der er gode penge at tjene på dem. Særligt nu, hvor den del af velstanden, der ikke er lønandelen, i stigende grad er fordelt på færre og større virksomheder, der gerne flytter sig efter den billigste arbejdskraft til lande, hvor det fx er lovligt at nægte medarbejderne at organisere sig.
OK23 må være startskuddet til, at vi i stigende grad søger tilbage i de faglige fællesskaber i fagbevægelsen – både i det private og det offentlige, og gerne inden det er for sent
Hvis fagbevægelsen engang for alvor bliver udfordret af faldende medlemstal, kan det betyde, at det bliver sværere at lave kollektive aftaler, og at lønmodtagerne risikerer en reallønsnedgang (se ovennævnte rapport fra ETUC) og markante forringelser af arbejdsvilkår.
I lande, hvor fagbevægelsen er stækket, er det i sidste ende alene lovgivningen og arbejdsgiveren, der bestemmer lønniveauet. Lovgiverne kan man desværre ikke altid sætte sin lid til, og arbejdsgiverne er selvfølgelig interesserede i at øge deres egne profitpotentialer. Derfor er fagbevægelsen det eneste bolværk, der kan modstå, at mere velstand placeres i hænderne på arbejdsgiverne.
Selvom et fagforeningskontingent altså på overfladen kan virke som en ligegyldig udgift for den enkelte, er det dog på alle måder en unuanceret betragtning, der, hvis den udvikler sig til at være en generel holdning, kan være decideret farlig for den almindelige lønmodtager.
OK23 må være startskuddet til, at vi i stigende grad søger tilbage i de faglige fællesskaber i fagbevægelsen – både i det private og det offentlige, og gerne inden det er for sent.
Læs mere om arbejdsmarked i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
