VOLD // KRONIK – Vi opfatter mennesker som enten ofre eller gerningsmænd, som enten gode eller onde. Men dermed overser vi også den gruppe mennesker, der oftest kan hjælpes, skriver Abdel Moutiq i dette indlæg om at bryde misbrugscirkler. Kan vi som samfund se ofrene i dem, der oftest får skældud, kan vi være med til at bryde cirklen langt tidligere.
Børn, der ser deres far begå vold imod deres mor, er en tavs gruppe, hvis traumer ofte ikke bliver behandlet. I nogle tilfælde kan det føre til, at en forfærdelig cirkel fortsætter.
“Som barn troede jeg, at det var min pligt at slå min kone, når jeg en dag blev gift.”
Ordene er ”Abdis” (dæknavn, red.) i podcasten Offer – Gerningsmand – Menneske, en udsendelse om hans rejse fra at være offer for vold og vidne til vold imod hans mor til selv at blive gerningsmand. Da han selv mange år senere fik en datter, begyndte angsten for at gentage det mønster, han selv havde været udsat for, at ramme ham.
Det kunne aldrig falde ham ind at gøre skade på hverken sin datter eller moren til datteren, men angsten var der, fordi forestillingen om, at vold var en del af en familie, havde sat sig fast et sted i hans underbevidsthed.
En dag var tæppet i stuen væk
Det var normalt, at der om morgenen var et blodigt aftryk af en hånd på væggen i deres dagligstue. Andre gange vågnede han til blå blink, når naboerne eller en af hans ældre søstre havde ringet til politiet, fordi hans mor havde skreget, når hans far havde tæsket hende.
Han havde rullet hende ind i tæppet, smidt hende i bilen og var kørt hen til en ven, der skulle hjælpe ham med at slippe af med liget
En dag var tæppet i stuen væk. Der var blodpletter på gulvet omkring den firkantede plet, hvor tæppet normalt lå. Samme dag gik Abdi i skole, og da han kom hjem, som han plejede, havde hans ældre søstre overtaget moderens arbejde. Hun var der ikke.
Mange år senere fandt han ud af, at grunden til at tæppet manglede, var, at hans far den nat havde troet, at han havde slået moderen ihjel. Han havde rullet hende ind i tæppet, smidt hende i bilen og var kørt hen til en ven, der skulle hjælpe ham med at slippe af med liget.
Vennen opdagede, at hun trak vejret. Efter de havde lavet en aftale med hende om, at hun skulle holde mund, kørte de hende på hospitalet.
Abdi blev kriminel
For mange børn bliver volden normal. En coping-mekanisme for selv at kunne bære det, de oplever. Men i denne normalisering opstår der også et problem, vi som samfund bliver nødt til at være opmærksomme på: At skellet mellem offer og gerningsmand kan blive mudret.
Der er ingen tvivl om, at hvis man er et offer og kun offer, så er vejen til hjælp i Danmark nem. Vi opdager dog sjældent de problemer, som kan ligge til grund for en adfærd, der er så tragisk.
For Abdi var tæsk en del af hverdagen, ligesom det at være vidne til, at hans mor blev banket så slemt, at hun ofte blev indlagt, var normalt. Men han udtrykte ikke sin frustration ved at gå op til læreren og sige: “Kære hr. lærer, jeg er traumatiseret og ønsker hjælp.”
Abdi blev konfliktsøgende, larmende og forstyrrende i klassen. I stedet for at få den hjælp, han desperat havde brug for, blev han smidt ud af 8. klasse og kastet i armene på det eneste miljø, der åbnede sig for ham: det kriminelle.
Råbet om hjælp
Vi opfatter mennesker som enten ofre eller gerningsmænd, som enten gode eller onde, men dermed overser vi også den gruppe mennesker, der oftest kan hjælpes.
Et amerikansk studie har dokumenteret, at der er 29 % større risiko for kriminalitet blandt den gruppe, der havde været udsat for vold og omsorgssvigt i hjemmet sammenlignet med en lignende gruppe, der ikke havde. Et andet studie viste, at vold i hjemmet er en klar risikofaktor, når man ser på gerningsmænd, der havde begået såkaldt “gun crime”.
Kan vi som samfund finde ofre i dem, der oftest får skældud og være med til at bryde cirklen langt tidligere?
Hvis vi skal hjælpe flere ofre for svært omsorgssvigt og vold, så skal vi som samfund først og fremmest være bedre til at se ofrene. Ofte vil disse ofre netop være udadreagerende, grænse- og konfliktsøgende og ude af stand til at tilpasse sig det omkringliggende samfunds institutioner.
Når de udviser en sådan adfærd, der i virkeligheden er et råb om hjælp, reagerer omverdenen oftest ved at støde dem fra sig og dybere ind i en kriminel verden.
Abdis lange vej
Det skete også for Abdi. Abdi endte derfor også i ungdomsfængsel. Men der fandt han en lærer, der magtede ham, og som kæmpede for at hjælpe ham. Noget, der gjorde, at han følte, at han kunne høre til i samfundet og ikke bare var et problem, alle forsøgte at slippe af med. Abdi ville ikke kriminalitet, men vreden over at blive forladt af sine forældre og over at vokse op i et dysfunktionelt og voldeligt hjem, imens de andre børn omkring ham blev fulgt i skole af glade voksne, var så stor, at han endnu ikke kunne tøjle den.
Han tog der et valg om at opsøge en psykolog, der lærte ham om ham selv og om, hvordan traumerne fra barndommen har påvirket ham langt ind i voksenlivet
Vejen til at blive en fornuftig del af samfundet var lang for Abdi. Han tog sig en uddannelse og fik et job, selvom det blev til flere sammenstød med loven på vej hen til en normal tilværelse. Han tog det sidste skridt, da han blev far. Sammen med lykken over at blive far og kunne give sit nyfødte barn den opvækst, han ikke selv fik, kom en voldsom fødselsdepression.
Frygten og angsten for at barndommens normalitet med vold og svigt ville blive bragt videre, skræmte ham. Svære tanker om hans opvækst hjemsøgte ham. Han tog der et valg om at opsøge en psykolog, der lærte ham om ham selv og om, hvordan traumerne fra barndommen har påvirket ham langt ind i voksenlivet.
I dag er Abdi en reflekteret mand, der har fjernet sig fra ikke bare det kriminelle miljø, men også fra den psykologi, der førte ham ind i den verden. Heldigvis har Abdi selv fundet styrken til at hjælpe sig selv, men så nemt går det ikke for alle.
Hos andre er barndommens indgroede mønstre så svære at lægge fra sig, at de gentager mønsteret, og en ny generation af børn må deale med traumer og konfliktsøgende adfærd.
Spørgsmålet er, om Abdis problemer kunne være opdaget i barndommen? Kan vi som samfund finde ofre i dem, der oftest får skældud, kan vi være med til at bryde cirklen langt tidligere.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
