KOMMENTAR – Drømmerne fra ’68 med deres mange eksperimenter vendte det blinde øje til nogle af tidens mest betændte problematikker, ligesom deres arvinger i dag har et utopisk og illusorisk syn på virkeligheden. Freddy Hagen, der selv er barn af 80’erne, skriver om sin egen og sin generations oplevelse af svigt og en udsigtsløs fremtid.
De sidste par uger har jeg skrevet om, hvordan jeg ser på en splittelse i debatten, hvor en fløj tilsyneladende ukritisk hylder og nostalgisk drømmer om, at “ånden fra 68” kan genopstå som en protestform, der kan dæmme op for politikernes reformer, mens den anden fløj svælger i afsløringer fra 70’erne, hvor de mørke sider af ungdomsoprøret pibler frem, midt i centrum af 68-generationens symbolsk ladede ikoner såsom Christiania, i ungdomsmagasinerne og i de film, der blev produceret, og som handlede om den tabufri kærlighed.
Det har forbløffet mig, hvor stort et skel, der er imellem disse to fraktioner, og hvor vanskeligt det er for drømmerne fra ’68 at forstå, at også de med deres mange eksperimenter har vendt det blinde øje til nogle af tidens mest betændte problematikker.
I de strøtanker, jeg har gjort mig om dette paradoks, har jeg som udgangspunkt haft min egen erfaring som barn af 80’erne
I de strøtanker, jeg har gjort mig om dette paradoks, har jeg som udgangspunkt haft min egen erfaring som barn af 80’erne, hvor jeg oplevede, at skolevæsenet var forandret radikalt i forhold til dengang, hvor min far gik i skole og fik syngende lussinger, der gjorde, at han besvimede der, lige foran de andre elever i skolelokalet. For jeg har aldrig mødt sadister i systemet, der bare kunne slå som det passede dem.
Jeg blev mødt af en mere dialogpræget og forstående generation af lærere og pædagoger, der ville noget andet med undervisningssystemet end det, den sorte skole var bygget på. Alligevel erindrer jeg også, hvordan min matematiklærer fortalte mig, at jeg ligeså godt kunne tage min finger ned, for han havde for længst opgivet mig og ønskede egentlig blot, at jeg skulle holde mig i ro og ikke forstyrre de andre.
Problembarn
Jeg var nemlig et problembarn, og jeg forstyrrede konstant de andre elever, som jeg samtidig sloges med i frikvartererne og efter skole, hvis jeg ikke var hurtig nok til at stikke af, før de kunne fange mig og banke mig.
Jeg var håbløst ude og skide, konstant fik jeg skældud for ikke at have orden i mine sager, og fordi jeg ikke kunne koncentrere mig. Jeg søgte hele tiden opmærksomhed og hurtigt blev det ligegyldigt for mig, om denne opmærksomhed var positiv eller negativ. For det værste, et barn kan opleve, er at blive ignoreret totalt, Man bliver bims af det, og ens reaktioner bliver i stigende grad akavede og umulige for andre at anerkende.
Jeg var bange for at indrømme, hvor grelt det stod til, fordi jeg ikke ønskede, at far skulle bekymre sig
Derfor begyndte jeg i tredje klasse at vise min tissemand frem i skolegården. Hvordan det begyndte, husker jeg ikke nøjagtigt, men det har nok været sådan, at jeg er blevet trængt op i krog af en stor gruppe, der gerne ville banke mig, og i frygt og desperation har jeg bare trukket bukserne ned, og så kunne de jo stå der og grine af det. Og dette stunt gav mig øgenavnet “pikkongen”.
Det var nu bedre end at blive kaldt for skraldedrengen, fordi min far var skraldemand, med alt det der fulgte med: at jeg lugtede, og at jeg var fattig og gik i genbrugstøj, at jeg var et skod, som bare skulle rydde op efter de andre.
Som når far tvang mig til at invitere nogle til min fødselsdag, og jeg gjorde, som han sagde, fordi jeg var bange for at indrømme, hvor grelt det stod til, fordi jeg ikke ønskede, at far skulle bekymre sig. Fordi jeg skammede mig over, at de gennem mig drillede min far. Og når de så kom til min fødselsdag og bare åd alt slikket og svinede mig til, og derefter skred, hånende og latterliggørende, med tydelige tegn på at jeg ikke var en del af fællesskabet.
I dag er jeg endnu stolt
En dag knækkede jeg fuldstændig. Jeg kunne ikke længere holde skodderne oppe, og jeg måtte bekende for min far, hvor slemt det stod til. Han opsøgte min pædagogiske klasselærer, der forklarede min far, at jeg selv lagde op til drillerierne. At det var min egen skyld. Min far stak hende en lussing.
Det er jo helt vildt, men skolen jeg gik på, havde åbenbart en meget klog inspektør, for far fik aldrig en sag på nakken, og jeg blev flyttet til en anden skole, hvor drillerierne fortsatte, men det er en anden historie. I dag er jeg endnu stolt af, at min far stak min klasselærer den lussing.
Jeg er vokset op alene med min far. Vi stod op klokken 3.30 om morgenen, og så tog vi afsted i skraldebilen, og jeg var med, indtil pasningsordningen åbnede, og jeg kunne være der, indtil jeg skulle i skole. Og jeg husker mange dejlige situationer fra den tid. Pædagoger, der havde overskud til mig, og som samarbejdede med min far, så jeg følte mig tryg og velkommen. Men om aftenen skulle vi tidlig i seng, og hverdagen var på mange måder skruet sådan sammen, at det slet ikke lignede de andre børns.
Sådan var der mange, uegennyttige hjælpere dengang, og jeg mindes dem med stor taknemlighed
Men der var hjælp at hente fra systemet. Senere kunne jeg få hjælp af kommunen, og det var også den, der sørgede for at jeg fik plejet mine tænder og generelt holdt øje med min sundhed. Også mange velmenende forældre af andre børn tog sig af mig, og jeg fik for eksempel i en periode hjælp til min voldsomme astma, der plagede mig konstant, og som gjorde, at jeg ofte blev indlagt på hospitalet, hvor jeg lå i respirator.
En forælder til et andet barn fra min klasse, sørgede for at jeg kom til kiropraktor og fysioterapi, og hun betalte også regningen. Sådan var der mange, uegennyttige hjælpere dengang, og jeg mindes dem med stor taknemlighed.
80’erne i Farum Midtby
Men så kom 80’erne og noget radikalt forandrede sig. Især for mig, der voksede op i den lille by Farum. For byen eksploderede, og indbyggertallet fordobledes, da man byggede Farum Midtpunkt, et eksperiment for 68-generationens unge, velhavende førstegangsforældre, der ikke gad at bo i borgerlige småhuse, men ønskede en boform, hvor fællesskabet var i centrum.
Man byggede altså dette gigantbyggeri, hvor over 5.000 personer skulle bo, hvor der var integreret børneinstitutioner og skoler, og hvor dørene var åbne, og fælleslokalerne blev brugt til aktiviteter, der handlede om samvær. Og her fik jeg syn for de unge, succesfulde familier, der nu kunne bo i Farum og arbejde i København, fordi man havde anlagt en motorvej og forbedret jernbanen, så den kørte direkte til København fra Farum.
Vi børn, der ikke var beskyttet af vores familier, og som blev deltvist eller helt overladt til os selv, og som blev frosset ud af de mere velbjærgede unge, begyndte at opgive det hele
Pludselig var Farum ikke længere denne miniputby, hvor tiden havde stået stille, og hvor Hovedgaden var præget af stråtækte huse, og omgivelserne alene bestod af natur og marker og atter marker. Nu var der en forbindelse til storstaden, og mine drømme om at komme væk, blev knyttet til drømmen om storbyen og alle dennes fristelser.
Men drømmen om fællesskabet for 68-generationens eksperimenterende familier i Farum Midtpunkt fik baghjul, da man i slutfirserne begyndte at tage imod flere og flere flygtninge. Og da de unge, af alle racer, begyndte at gøre oprør, bestod det i at stjæle og ødelægge de mange fælles faciliteter, som hippierne havde opført. Bordtennisbordene blev ødelagt, og alt hvad der kunne tages med, blev snuppet.
Vi børn, der ikke var beskyttet af vores familier, og som blev deltvist eller helt overladt til os selv, og som blev frosset ud af de mere velbjærgede unge, begyndte at opgive det hele. Og vi begyndte at nære mistillid overfor de velmenende pædagogers evige snak om dialog, deres snak om fælleskabet og den gode tone. Om deres håbløse opdragelse, der ikke gjorde en dyt for, at deres egne børn ikke hånede og nedgjorde alle os, der ikke kunne finde en plads i systemet. De gjorde det bare mere raffineret, og mere skjult, end når vi modreagerede, så de voksne ikke kunne forstå vores adfærd.
Svigtet over en kam
Jeg husker første gang jeg blev taget af politiet for at have malet graffiti i et tog. Jeg sad i detentionen, og jeg nægtede konstant, at jeg havde gjort det, og eftersom det vidne, der havde ringet til politiet, begyndte at tvivle på, hvem der faktisk havde malet, frafaldt bevisbyrden, og jeg kunne sendes hjem med en betjent, der kørte mig, fordi min far ikke ville hente mig. Han var nemlig vred, og mente, at jeg gjorde det, fordi jeg ville straffe ham.
Undervejs forsøgte betjenten at tale til mig. Han fortalte mig, at han godt kunne forstå min passion for graffiti, fordi han selv som ung var vildt interesseret i at fiske. Og jeg tænkte, holdt da kæft en idiot, han fatter jo intet af, hvad jeg foretager mig. Han så jo slet ikke min vrede, min destruktive protest.
…direkte og utvetydigt væmmelse ved hele systemet og dets hykleri og fornægtelse af, at hvis man kommer fra ringe kår, så er det bare næsten umuligt at forestille sig en bedre fremtid, hvor man selv er inkluderet
Og når jeg sådan historisk ser på 80’erne og de unges adfærd, hvor nogle blev rockere, andre racister, og atter andre BZ’ere, så ser jeg en generation af unge, der var helt ekstremt vrede, og som ikke kunne se en lys fremtid for sig, og som bestemt ikke nød godt af 68-generationens snak om dialog, om kærlighed og fælleskab.
Jeg ser derimod unge, der er svigtet over en kam, og som protesterer på måder, som 68-generationen afskyede, fordi det var med vold og med hærværk, altså, direkte og utvetydigt væmmelse ved hele systemet og dets hykleri og fornægtelse af, at hvis man kommer fra ringe kår, så er det bare næsten umuligt at forestille sig en bedre fremtid, hvor man selv er inkluderet.
Og jeg så og læste om de sande ofre, dem, der helt havde opgivet systemet, og som var blevet narkoprostituerede allerede som helt, helt unge. På flugt fra deres voldelige familier.
No Future
Min far fortalte mig ofte, at dengang, hvor han selv var ung, der kunne man bare finde sig noget arbejde, når man manglede penge, og hvis man ikke havde et sted at bo, så lejede man sig bare ind på et billigt værelse og sparede op, så man kunne få råd til en lejlighed en dag. Men sådan oplevede jeg ikke min ungdom.
Jeg oplevede derimod, at det var svært at få arbejde, og at huslejepriserne steg og steg, og at det blev mere og mere umuligt at være sparsommelig for derved at kunne rykke videre og få et mere solidt tag over hovedet. Jeg oplevede, at punkernes credo “No Future” var ved at blive en realitet.
Og når jeg ser ud over 80’erne som årti, så ser jeg, at det udelukkende var BZ’ere og antifascisterne, der nød anerkendelse fra 68-generationen. Alle de andre, var sådan nogle ødelæggende elementer, der skadede fællesskabet, og som udelukkende var destruktive. Og det er dem, jeg i dag synes, er de svigtede. Dem, der på Amager virkelig var svigtede og som endte som rockere og mordere i en voldsspiral, der forandrede Christiania, så det er vanskeligt at se på stedet som et fristed, der efterlever og viderefører “ånden fra 68”. Faktisk blev disse radikaliserede og svigtede unge dem, der kom til at præge fristederne mest.
Og sådan var det også med de pædofile. Også dem, der lavede ungdomsoprørets frigjorte film, rettet i mod de unge selv. Vi vidste godt, at disse hippier kunne være nogle svin, og vi var mange, der kendte til mænd, der udnyttede unge, svigtede børn, men som samtidig lod dem sove hos sig, når de fik bank derhjemme. Vi kendte alle til dem, men de gav os også mad, og os, der var ildestedte, og udelukket fra fælleskabet, kunne godt se igennem fingre med, at de var lidt perverse. De var sgu da bedre end de forældre, der bankede deres børn.
Min far har aldrig slået mig. Han havde taget ved lære af alle de bank, han selv har fået. Men han var selv udsat, og han kunne ikke beskytte mig imod de bedre stillede børns drillerier og hån. Det måtte jeg selv klare.
Ånden fra ’68 var blind
Jeg er af den overbevisning, at “ånden fra 68” – utopien om den gyldne periode hvor man ikke ville høre tale om alt skidtet – simpelthen ikke kunne se dem, der for alvor blev svigtet, og som ikke kunne reddes af den nye pædagogik og bløde omgangsform. Og de lærte at “blive blinde” på deres egne privilegier, og at dette overskud naturligvis også var grunden til, at de kunne hylde det opbyggelige, den gode omgangstone, og fraværet af enhver form for had og aggression. De opdagede slet ikke, at deres absolut og konsekvente afvisning af det destruktive, det vrede og det uforståelige i hærværksgenerationen, der fulgte i kølvandet på denne tid, var med til at øge desillusionen i denne generation.
Og med 80’erne kom Thatcher, Reagan og indvandrerne, og i dag er det næsten ikke muligt at opdrive en venstrefløjsorienteret, der kan finde på noget godt at sige om 80’er-generationens unge – med mindre de blev BZ’ere og bekæmpede pamperne. De kom aldrig til at forstå og inkludere dem, der brokkede sig over indvandring, over hykleriet i den inkluderende skole, og de forstod aldrig, hvor forbandet hårdt og radikalt det så ud for os, der bare ikke kunne se nogen lys fremtid for os.
Og statistikkerne siger jo også det hele. For selvom flere fra arbejderklassen kom videre i uddannelsessystemet, så droppede og dropper de også hurtigere ud igen. Det er forbløffende og beskæmmende at læse, hvor mange unge fra ikke-akademiske familier der ikke gør deres uddannelser færdig. Og i hvor høj grad det også gælder for dem, der ikke har en fast og betalelig bolig. Det samme igen. Disse forhold gør, at kun et fåtal bliver mønsterbrydere.
Familiedynastierne og blomsterbørns børn
Og i dag, hvor regeringens sats på “videnssamfundet” har vist sig at være en fejlbedømmelse, og mange humanister uddannes til arbejdsløshed, taler man igen og igen om, at det er ens kontakter til erhvervslivet og til spidserne på arbejdspladserne og i institutionerne, der gør, at man får de stillinger, der ikke er blevet nedlagt, gennem de mange reformer, der bestandigt slanker vores samfund.
Så selvom 68 handlede om at gøre op med de traditionelle familiestrukturer, så blev det arven og hjælpen fra familierne selv, der kom til at betyde noget, da den økonomiske krise begyndte at bide sig fast.
Det er derfor, jeg hader, når blomsterbørnenes børn kalder deres tilværelse i deres dyre lejligheder og kolonihaver for en videreførelse af “ånden fra 68”, fordi de glemmer den simple forskel, at deres værdier er blevet hundedyre og dybt afhængige af familiedynastierne.
Så generationen fra 80’erne var nok en kende skuffet over “ånden fra 68”, og det er netop ud fra det perspektiv, at jeg i dag kritiserer de mange, der nostalgisk drømmer sig tilbage og taler om, at vi har brug for et lignende oprør i dag uden at ville tage stilling til alt det, der kom i kølvandet på deres ungdomsoprør, og som i den grad prægede 80’ernes ungdom.
God weekend.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
