Dorte Jelstrup: Ensidig og mangelfuld omtale af Kunstakademiet

i Kultur/Danmark af
KULTUR // KOMMENTAR – ”Jeg vil gerne sige det så klart, jeg kan, at jeg finder denne handling fra Anonyme Billedkunstneres side forkastelig og absolut uacceptabel.” Sådan skriver filosof og billedkunstner Dorte Jelstrup om destruktionen af Salys buste. Men Poul Pilgaard Johnsens brug af Kunstakademiet i en artikel i Weekendavisen som en størrelse, man kan kaste mudder efter i det felttog, man har gang i mod andre mere ekstreme identitetspolitiske strømninger i tiden, er deskriptivt falsk. ”Det er lige før, at man mærker en hensigt fra Pilgaard Johnsens side – en hensigt, der går på blot at give negativ omtale af Kunstakademiet uanset de faktiske forhold. Det er ikke lødigt. Det er mangelfuldt. Og det er dybt problematisk.”

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


I den seneste udgave af Weekendavisen giver Poul Pilgaard Johnsen en meget unuanceret og urimelig negativ omtale af Kunstakademiet i København.

Det er en omtale, som er præget af, at Pilgaard Johnsen tilsyneladende har sat sig for at tage den helt store, kulsorte pensel frem og med den fremmale et billede af Kunstakademiet, der vanskeligt kan andet end at efterlade det samlede indtryk, at Pilgaard Johnsen bare ikke vil informere Weekendavisens læsere om de også positive og spændende udviklinger, der finder sted i denne tid på Kunstakademiet i København.

Jeg finder denne handling fra Anonyme Billedkunstneres side forkastelig og absolut uacceptabel

Pilgaard Johnsen kommer omkring flere aspekter i sin artikel.

Lad os starte med at overveje den lige nu nok allermest aktuelle sag, nemlig fjernelsen af busten af Frederik V fra Kunstakademiets festsal. Busten, der efter sigende er en gipsudgave, er skabt af billedhuggeren Jacques Saly, og den har indtil for nylig været placeret på en piedestal i festsalen.

Fjernelse og ødelæggelse af buste

Efter publiceringen af Pilgaard Johnsens artikel er det blevet klart, at busten desværre ikke blot er fjernet, men tillige destrueret.

Som det fremgår i Berlingske har en gruppe, der kalder sig Anonyme Billedkunstnere fjernet busten og kastet den i Københavns Havn med det resultat, at busten er helt ødelagt.

På sitet Idoart.dk kan man dels se en optagelse af ødelæggelsen af busten og dels læse om intentionen bag denne destruktive handling.

Mange meget begavede billedkunstnere har rundt om i verden i tidens løb skabt fantastiske kunstneriske projekter og værker med et tydeligt dekolonialistisk sigte

Sigtet med fjernelsen og ødelæggelsen af busten angives her at være dekolonialistisk. Anonyme Billedkunstnere skriver bl.a.: “… Ved at synke Frederik V i kanalen ønsker vi at italesætte de måder, hvorpå kolonitiden er usynliggjort, men stadig har direkte konsekvenser for minoritetsgjorte mennesker inde og uden for kunstakademiet….”

Jeg vil gerne sige det så klart, jeg kan, at jeg finder denne handling fra Anonyme Billedkunstneres side forkastelig og absolut uacceptabel.

Fantastiske kunstværker med et dekolonialistisk sigte

Selvfølgelig er jeg generelt sympatisk indstillet overfor, at man også kunstnerisk kan tematisere kolonitiden, herunder også den måde, hvorpå kolonialismen stadig har konsekvenser for både vort samfund, men bestemt også for minioritetsgrupper i samfundet.

Mange meget begavede billedkunstnere har rundt om i verden i tidens løb skabt fantastiske kunstneriske projekter og værker med et tydeligt dekolonialistisk sigte. Jeg nævner her en håndfuld kunstnere fra den internationale stjernehimmel, hvis værker rummer tydelige dekolonialistiske komponenter, ligesom mange af dem tematiserer racismens altid helt igennem uacceptable undertrykkelse af sorte og farvede og ikke mindst også den ubærlige smerte, som kolonialismen og racismen udkrystalliserer sig i for de mange, mange mennesker, som møder den.

Mange meget begavede billedkunstnere har rundt om i verden i tidens løb skabt fantastiske kunstneriske projekter og værker med et tydeligt dekolonialistisk sigte

Der er tale om nogle af verdens allerbedste billedkunstnere. Prøv f.eks. at se disse pragtfulde værker skabt af Kara Walker, Ellen Gallagher, Senga Nengudi og Barbara Chase-Riboud. I en dansk sammenhæng vil jeg i lighed med mange andre med glæde og stolthed fremhæve det uhyre vellykkede værk I AM QUEEN MARY skabt af de to også meget begavede billedkunstnere La Vaughn Belle og Jeannette Ehlers.

Senga Nengudi. A.C.Q. 2016-2017. Installationsfoto, detalje. Venedig Biennalen, 2017. Foto: Dorte Jelstrup.

Antikveret ide om transgressionisme

Anonyme Billedkunstneres fjernelse af og kasten busten af Frederik V i Københavns Havn hører imidlertid på ingen måde til i den ellers rigt varierede gruppe af fabelagtige og vedkommende værker skabt ud fra dekolonialistiske intentioner. Hvorfor det?

For det første er der det rent juridiske i sagen. Anonyme Billedkunstnere har stjålet busten fra Kunstakademiet. Og dernæst sågar ødelagt den. Det må man ikke; det er ulovligt. Den er ikke længere.

Anonyme Billedkunstneres fjernelse af og kasten busten af Frederik V i Københavns Havn hører imidlertid på ingen måde til i den ellers rigt varierede gruppe af fabelagtige og vedkommende værker skabt ud fra dekolonialistiske intentioner

For det andet, og det anser jeg for kunstfagligt set ret tungtvejende, læner Anonyme Billedkunstneres fjernelse og ødelæggelse af busten sig op af en håbløst antikveret og bedaget ide om, at bare man går transgressionistisk til værks, så skaber man værker af høj kunstnerisk kvalitet samt af politisk relevans. Hvis bare man overskrider og blæser på givne normer og værdier, så er man garanteret et kunstværk i den anden ende, som på potent vis udfordrer politiske strukturer og magthierakier.

Kunstværket: en kompleksitet af komponenter

Jeg er nødt til at sige det meget ærligt, at så enkelt og nemt er det ikke at skabe kunstværker af høj kunstnerisk kvalitet med vægtig politisk kraft. Der skal meget, meget mere til. Der skal eksempelvis den begavelse til, der sikrer, at kunstværket på den ene eller den anden eller den tredie facon kommer til at blive en flerfacetteret kompleksitet.

Bemærk venligst, at det kan ske på mange måder. Der er så mange forskellige kunstneriske strategier, man kan sætte i værk med henblik på at nå frem til denne kunstneriske kompleksitet. Ligesom at den kan bestå af meget forskelligartede komponenter. Jeg nævner nogle af dem i flæng bare for at indikere, hvor vanskeligt det er at skabe kunst på højt niveau: Æstetiske, historiske, vidensmæssige, moralske, politiske, emotionelle, kontekstuelle og referentielle komponenter.

Kunstværket er hver gang en irreducibel singularitet, som består af meget diverse komponenter, som den skabende kunstner skal kunne overskue. Det er svært, det er faktisk hundesvært

Der gives ingen recept eller formel, man kan gribe til som skabende kunstner. Man skal selv hitte ud af hver gang, man skaber et værk, at sammenstille et udvalg af f.eks. disse komponenter i en meget konkret form og samtidigt også sikre, at disse komponenter relaterer sig til hinanden på en hensigtsmæssig måde – uden at man på forhånd heller helt ved, hvad denne hensigtsmæssighed dækker over eller går ud på.

Kunstværket er hver gang en irreducibel singularitet, som består af meget diverse komponenter, som den skabende kunstner skal kunne overskue. Det er svært, det er faktisk hundesvært.

Anonyme Billedkunstneres handling placerer sig langt væk fra at være en interessant kompleksitet af f.eks. politiske, performative og æstetiske komponenter; handlingen er en flad, endimensionel og stereotyp tredierangs efterligning af for længst udkørte transgressionistiske avantgarde-strategier, der måske en gang for meget længe siden i første halvdel af det tyvende århundrede havde noget saft og kraft i sig, men som i dag må siges at kræve rigtig meget at bringe i spil.

Det aktivistisk vinklede argument

Dernæst vil jeg gerne opholde mig ved et lidt mere aktivistisk vinklet argument. Der er en håndfuld aktivistiske sayings, der lyder som følger:

Method is message“, “Process is message” og ikke mindst også det ret skønne “If I can’t dance, I don’t want to be part of your revolution“.

Disse sayings peger meget præcist på, hvorfor Anonyme Billedkunstneres handling som kunstværk betragtet er så elendig. Som kunstnerisk udsagn kommer Anonyme Billedkunstneres handling til at virke som en meningsmæssig hyldest til dét, at man 1. stjæler andre menneskers ting og er bedøvende ligeglad med, om de bliver kede af det, 2. ødelægger artefakter med æstetisk værdi, 3. destruerer genstande med kulturhistorisk værdi, samt 4. – og det er rigtig slemt – gør målrettet og intentionelt udført destruktion og ødelæggelse til en central komponent i den ændring, omstyrtelse eller omstødelse af samfundet og etablerede magthierakier, som man er i gang med at gennemføre.

Det kunstneriske statement bliver en meningsmæssig hyldest til ødelæggelse

Med det sidste saying i baghovedet kan vi sige, at man præcist ikke søger at revolutionere samfundet gennem dans forstået metaforisk som alt dét, der er skønt og vidunderligt og tilfører menneskers liv positiv værdi. Man prøver at revolutionere samfundet gennem aggressiv destruktion – og ad den vej lukker man tillige ned for dansen, igen forstået symbolsk. Forsøget på at revolutionere samfundet gennem aggressiv destruktion bringer os tilbage til de to første aktivistiske sayings. Det kunstneriske statement bliver en meningsmæssig hyldest til ødelæggelse.

En sådan revolutionær bestræbelse, der hylder ødelæggelse, er bare ikke interessant. Den er regulært ubegavet som kunstnerisk bestræbelse.

Så meget for Anonyme Billedkunstneres fjernelse og ødelæggelse af busten.

En ikke ligefrem nøgtern beskrivelse af Kunstakademiet

Som det påpeges i Berlingske ved ingen, hvem der har fjernet og ødelagt busten. Det betyder, at ingen med sikkerhed kan sige, at det er studerende fra Kunstakademiet, der har fjernet og ødelagt busten.

Alligevel sætter Pilgaard Johnsen i sin artikel i Weekendavisen fjernelsen af busten fra Kunstakademiets festsal ind i en helt bestemt kontekst, nemlig en fra hans side på mange måder postuleret beskrivelse af Kunstakademiet som værende en institution præget af krænkelsesparathed, woke-bevidsthed, stikkermentalitet, militant feminisme, trigger warnings, safe spaces, frygtkultur, hyperfølsomhed blandt de studerende samt, som kronen på værket, kunstnerisk stagnation.

Alene ved en sådan ikke ligefrem nøgtern beskrivelse af Kunstakademiet, men derimod på det nærmeste tværtom en direkte emotionelt ladet karakteristik fra Pilgaard Johnsens side, er det nærliggende at blive skeptisk som læser overfor indholdet af Pilgaard Johnsens artikel

Alene ved en sådan ikke ligefrem nøgtern beskrivelse af Kunstakademiet, men derimod på det nærmeste tværtom en direkte emotionelt ladet karakteristik fra Pilgaard Johnsens side, er det nærliggende at blive skeptisk som læser overfor indholdet af Pilgaard Johnsens artikel.

Agnieszka Polska. The Demon’s Brain. 2018. Installationsfoto, detalje. Hamburger Bahnhof – Museum für Gegenwart, Berlin. Foto: Kirsten Hagedorn-Olsen.

Rent hysteri og instrumentalisering af Kunstakademiet

Og videre: Selv hvis det viser sig, at fjernelsen og ødelæggelsen af busten er udført af en gruppe studerende fra Kunstakademiet, kan ingen med nogen som helst rimelighed sige, at denne forskastelige og uacceptable handling er symptomatisk for Kunstakademiet som helhed i disse år.

Lad os få det slået fuldstændig fast med syvtommersøm.

At drage en sådan konklusion er at drage en logisk set helt igennem ugyldig konklusion, som er ude af trit med enhver ædruelig rationalitet. At påstå noget sådant, hvilket eksempelvis Nikolaj Bøgh gør på en meget direkte facon, er et udtryk for rent hysteri.

Hele den mangeartede forestillingsverden og det diverse sæt af opfattelser og erfaringer, som kvinder og non-binære har haft historisk, har næsten ikke fundet vej til den billedkunstneriske tradition

Det er at anvende en uacceptabel handling bestående i fjernelse og efterfølgende destruktion af busten som anledning til at gennemføre et helt andet projekt, nemlig det projekt, der handler om deskriptivt falsk at placere Kunstakademiet som en størrelse, man kan kaste mudder efter i det felttog, man har gang i mod andre mere ekstreme identitetspolitiske strømninger i tiden.

Det er at hvirvle Kunstakademiet ind i en strid, hvor Kunstakademiet instrumentelt udnyttes som et fjendebillede, og dette uden at man har gode, solide og acceptable begrundelser for en sådan reduktiv og usand beskrivelse af Kunstakademiet.

Pilgaard Johnsens ovenfor nævnte sniksnak og gåsevås om krænkelsesparathed, woke-bevidsthed, stikkermentalitet, trigger warnings, safe spaces, hyperfølsomhed blandt de studerende på Kunstakademiet osv. er også et udtryk for en sådan instrumentalisering af Kunstakademiet.

Og den bliver en del af Weekendavisens store felttog mod alt, hvad man selv mener, at man på nogen som helst måde kan knytte termen “identitetspolitik” til på den stakkels, gamle hæderkronede avis i Pilestræde.

Misforstå mig ikke i denne sammenhæng. Også jeg synes, at f.eks. anklagen rettet mod Ole Wæver for racisme er urimelig.

Men på Weekendavisen har man med Pilgaard Johnsens forsøg på at udlægge Kunstakademiet som en institution, der mestendels er præget af hyperrabiat woke-bevidsthed fuldstændig tabt kompasset. Det er synd for Weekendavisens læsere, at de bliver så ensidigt og unuanceret “informeret” af Pilgaard Johnsen.

Hvorfor fokus på sexisme, racisme og undertrykkelse i en kunstnerisk sammenhæng?

Jamen, vil nogen måske spørge, hvad handler alt det her med fokus på sexisme, racisme og undertrykkelse om i en kunstnerisk og kunstnerisk læringsmæssig kontekst? Hvorfor er det relevant for nogen at beskæftige sig også med dens slags problemstillinger i forhold til billedkunstnerisk skabelse?

De to spørgsmål vil jeg gerne prøve at give et svar på. Selvom mennesker er forskellige, så er der heldigvis også nogle størrelser, som forener os. Der er nogle ting, vi er fælles om. Og der er nogle principper og værdier, vi er enige om.

I Danmark er vi enige om et princip om ligestilling mellem mænd og kvinder. Forhåbentlig kan vi, hvis ikke nu, så meget snart, udstrække den enighed til at være en enighed om et princip om ligestilling mellem mænd, kvinder og non-binære.

Vi er gået glip af så mange kunstværker, som kunne have været blevet skabt ud fra andre erfaringsmæssige udgangspunkter end mændenes

Kunsthistorisk set har det næsten kun været mænd, der har fået lov til at virke som skabende billedkunstnere. Vi har en lang tradition for billedkunst skabt af mandlige kunstnere. Denne tradition rummer mange pragtværker. Men den har også åbenlyse mangler.

Mange mandlige kunstnere har historisk taget udgangspunkt i deres egne forestillinger, erfaringer og opfattelser, når de har skabt billedkunst. Også i de tilfælde, hvor de har skabt kunstværker, som ved første øjekast ser ud til kun at rumme religiøse elementer.

Hele den mangeartede forestillingsverden og det diverse sæt af opfattelser og erfaringer, som kvinder og non-binære har haft historisk, har næsten ikke fundet vej til den billedkunstneriske tradition. Det betyder med andre ord, at vi er gået glip af så mange kunstværker, som kunne have været blevet skabt ud fra andre erfaringsmæssige udgangspunkter end mændenes.

En tradition, som i mange henseender er erfaringsmæssig fremmed

Det stiller både kvindelige og non-binære kunstnere i en meget særlig situation, når de som helt unge billedkunstnere skal blive endnu bedre billedkunstnere, end de allerede er.

Netop noget som en kunstnerisk uddannelse skal hjælpe dem til. For på mange måder ledes de ind i dét at arbejde inden for en tradition, som i mange henseender er dem erfaringsmæssig fremmed.

De skal ud og selv inkludere deres egne erfaringer og opfattelser i skabelsen af kunstneriske kompleksiteter, som jeg nævner dem ovenfor.

Igen: Det er ikke let. Det er hundesvært. Og hvis man ikke engang kan få lov til at tale om alt dét, om ligestilling mellem mænd, kvinder og non-binære i forhold til kunsthistorien, kunstens institutioner og samfundet som helhed, så bliver det bestemt ikke lettere. Så bliver det faktisk nærmest umuligt.

Hvis man ikke engang kan få lov til at tale om alt dét, om ligestilling mellem mænd, kvinder og non-binære i forhold til kunsthistorien, kunstens institutioner og samfundet som helhed, så bliver det bestemt ikke lettere. Så bliver det faktisk nærmest umuligt

Det samme kan siges i tilknytning til billedkunstnere, der er farvede, sorte, indigenous people osv. Også disse billedkunstnere har historisk været holdt fuldstændig ude.

Og også disse billedkunstnere har et helt igennem legitimt behov for at diskutere og overveje racisme, kolonialisme og undertrykkelse i forhold til det at skabe kunstneriske kompleksiteter på højt niveau.

Hvis de ikke engang kan få lov til også som en del af deres uddannelsesmæssige forløb at overveje og diskutere racisme, kolonialisme, undertrykkelse og Black Pain som en helt igennem relevant og legitim del af deres arbejde med billedkunst, så er det ækvivalent til, at disse billedkunstnere reelt fratages mulighed for at kunne komme til at skabe billedkunst på højt niveau. Det samme gælder for eksempelvis queer-kunstnere.

Kun de billedkunstnere, der er hvide mænd, kan læne sig tilbage og ubesværet glide ind i den maskuline kunsttradition, der er blevet overleveret, og med lethed reproducere den. For den er jo allerede helt deres.

At afskære unge fra at udvikle deres talent og begavelse

At lange ud efter de unge kunstnere, som er studerende på Kunstakademiet, og skose dem for deres absolut kunstnerisk set relevante og legitime interesse i at overveje nævnte problemstillinger, som Pilgaard Johnsen selv gør det i sin artikel, men som han også lader enkelte kilder gøre det, er at give sit bidrag til, at de unge kunstnere, der er studerende på Kunstakademiet, aldrig får en reel chance for at udvikle sig til at blive fantastisk dygtige billedkunstnere.

Hvad kan udgøre et acceptabelt rationale for forsøg på en sådan afskæring af de unge kunstnere, der er studerende på Kunstakademiet, fra reelle kunstneriske muligheder for at udvikle og udnytte deres begavelser og talenter?

Jeg har svært ved at finde ord for, hvor skammelig og uacceptabel, jeg synes denne tilgang til de unge kunstnere, der er studerende på Kunstakademiet, er.

Jeg vil ikke tøve med at sige, at dét, der kommer fra Pilgaard Johnsen og nogle af hans kilder i artiklen i Weekendavisen, hvad dette angår, er endog meget destruktivt i henseende til, at vi også på mellemlang og længere sigt har en egenproduceret billedkunst på højt niveau i Danmark.

Det er at være med til at afskære unge, talentfulde og begavede mennesker, som er studerende på den vigtigste billedkunstneriske læringsinstitution i Danmark fra at udvikle deres talent og begavelse på en sådan vis, at disse størrelser kan udmønte sig i kunstværker på højt niveau, som vi andre kan opleve og glæde os over. Og som gør, at vi kan sige, at også i Danmark er vi en kulturnation på en sådan led, at vi selv har skabende billedkunstnere i den absolutte topklasse.

Hvad kan udgøre et acceptabelt rationale for forsøg på en sådan afskæring af de unge kunstnere, der er studerende på Kunstakademiet, fra reelle kunstneriske muligheder for at udvikle og udnytte deres begavelser og talenter?

Jeg kan ikke finde på et eneste acceptabelt rationale i sammenhængen; det gives simpelthen ikke.

Personalesag

Pilgaard Johnsen opholder sig i sin artikel i Weekendavisen derudover ved en slags nyhed. Ganske kort fortalt beretter Pilgaard Johnsen om, at fire professorer ved Kunstakademiet har henvendt sig til Kulturministeriet og ytret deres mistillid til rektor Kirsten Langkilde.

Da jeg ikke selv har fået mulighed for at læse den pågældende henvendelse, som de fire professorer har skrevet, er det naturligvis vanskeligt for mig at forholde mig til dens indhold som helhed.

Det, man imidlertid kan notere sig, er, at en af de fire professorer for nylig har været genstand for en personalesag. Da man på Kunstakademiet har tavshedspligt i forhold til, hvad denne personalesag mere specifikt går ud på, er der ingen af os andre, der reelt ved, hvad der udgør substansen i denne personalesag.

Hvad er det, Pilgaard Johnsen selv synes at vide, der gør, at vi andre bare uden videre skal tro på hans udlægning af substansen i denne personalesag?

Alligevel holder Pilgaard Johnsen sig ikke tilbage i sin artikel i forhold til at give et rids af substansen i denne personalesag.

Hvorfor skal vi andre tro på lige præcis Pilgaard Johnsens udlægning af denne personalesag?

Har Pilgaard Johnsen eksempelvis fået aktindsigt i dokumenter knyttet til personalsagen? Hvad er det, Pilgaard Johnsen selv synes at vide, der gør, at vi andre bare uden videre skal tro på hans udlægning af substansen i denne personalesag?

Det er efter min bedste overbevisning helt sort: Pilgaard Johnsen har simpelthen ikke vidensmæssig adgang til centrale dele af personalesagen. Det har jeg heller ikke.

Dét, vi ved, er, at den professor, der har haft nævnte personalesag, har genoptaget sit virke på Kunstakademiet.

Det, vi mere generelt kan tænke os til, er, at det potentielt set kan være en lille smule belastende at gå igennem en personalesag som den nævnte. Det vil det sandsynligvis være for de fleste af os. Ligesom at det potentielt set kan udgøre en udfordring at komme tilbage og genoptage sit virke og skabe nye, gode relationer til de studerende efter en sådan personalesag.

Måske ville der være enkelte af os, hvis vi selv gik igennem en lignende personalesag, der ville føle en svag frustration en gang imellem.

Jeg siger ikke, at det er tilfældet i forhold til den nævnte professor. Jeg siger, at sådan ville det nok være for mange af os. Og i en sådan tilstand ville nogle af os måske sågar også have en lidt kortere lunte end vanligt i forhold til den leder, der har haft den sure tjans at tage sig af ens personalesag.

Vejen til utilfredshed ville måske være lidt kortere end normalt for mange af os. Men den slags almenmenneskelige ting end ikke overvejer Pilgaard Johnsen i forhold til dét, at nogen ytrer utilfredshed med deres rektor.

Vi kan med andre ord håbe på en slags happy ending. Det gør jeg så afgjort selv

Det får så være, som det er. Også fordi det alt andet lige er et spekulativt felt at bevæge sig ind i. Med mindre, at Pilgaard Johnsen ved noget, vi andre ikke ved i relation til personalesagen, og det tvivler jeg stærkt på, at han gør, så er vi inde i et hypotetisk felt præget af mangel på information hele vejen rundt.

Men netop derfor er det bedste nok også at tage i al fald dele af den ytrede utilfredshed med et lille bitte gran salt. Og så først og fremmest håbe, at den nævnte professor kommer godt tilbage i sit virke på Kunstakademiet og fremadrettet udvikler rigtig positive læringsrelationer til de studerende på hans skole.

Vi kan med andre ord håbe på en slags happy ending. Det gør jeg så afgjort selv.

Rektors fremragende rekruttering til Kunstakademiet

I sovsen af meget problematiske angreb på de unge kunstnere, der studerer på Kunstakademiet, samt omtalen af fjernelsen af busten og de fire professorers ytring af mistillid, går Pilgaard Johnsen i sin artikel ydermere konsekvent og utvetydigt udenom at informere Weekendavisens læsere om de positive udviklinger, som også finder sted på Kunstakademiet i København.

Dette er dybt ejendommeligt. Og det grænser op til en egentlig underinformering af de stakkels læsere af den Weekendavis, vi ellers alle elskede i gamle dage.

Agnieszka Polska. The Demon’s Brain. 2018. Installationsfoto, detalje. Hamburger Bahnhof – Museum für Gegenwart, Berlin. Foto: Kirsten Hagedorn-Olsen.

For nylig har rektor Kirsten Langkilde ansat to nye professorer ved Kunstakademiet. Hvorfor nævner Pilgaard Johnsen ikke i sin artikel, at ansættelsen af disse to nye professorer er et udtryk for en rent ud sagt fremragende rekruttering til Kunstakademiet fra rektor Kirsten Langkildes side?

Er det fordi, Pilgaard Johnsen har skruet sig ned i et mørkt hul, hvorfra han simpelthen bare ikke kan få sig selv til at indvie Weekendavisens læsere i de også spændende udviklinger, der finder sted på Kunstakademiet?

Agnieszka Polska er, hvad jeg ikke vil tøve med at betegne som en decideret superstjerne-rekruttering fra rektor Kirsten Langkildes side

De to nye professorer er hhv. Jane Jin Kaisen og Agnieszka Polska. Jane Jin Kaisen har eksempelvis for nylig brillieret med en større og meget rost soloudstilling på Kunsthal Charlottenborg, ligesom hun f.eks. bidrog med et glimrende projekt til Venedig Biennalen sidste år. Agnieszka Polska er, hvad jeg ikke vil tøve med at betegne som en decideret superstjerne-rekruttering fra rektor Kirsten Langkildes side.

Agnieszka Polska skaber i disse år noget af det bedste samtidskunst, man kan opleve i Europa overhovedet. Disse to ansættelser hører da med i den samlede fortælling om både Kirsten Langkildes virke og ambitionsniveau for Kunstakademiet.

Kirsten Langkildes veludviklede meritokratiske grundsyn

Hvis Pilgaard Johnsen vidste noget om billedkunst og interesserede sig for billedkunst, så ville Pilgaard Johnsen kende Agnieszka Polska. Men det gør Pilgaard Johnsen tilsyneladende ikke. Pilgaard Johnsen kunne i stedet så vælge at følge lidt mere med i de artikler, vi bringer i POV International. Her nævnte jeg selv i slutningen af december, 2019, Agnieszka Polskas udstilling “The Demon’s Brain,” 2018/2019, Hamburger Bahnhof – Museum für Gegenwart, Berlin, Tyskland, som en af det forgangne årtis ti bedste kunstudstillinger.

Jeg skrev bl.a. i POV: “…nogle gange viser Hamburger Bahnhof udstillinger, der kvalitetsmæssigt set sågar er helt oppe at røre ved de himmelske stjerner.

En sådan så jeg sidste efterår, nemlig The Demon’s Brain af den polske, men i Berlin bosiddende billedkunstner Agnieszka Polska….”

Videre bemærkede jeg: “… Med en samtidskunst så smuk, emotionelt rørende og politisk og moralsk relevant og engageret som Polskas The Demon’s Brain er der stadig håb for mennesket i vor tid….”, ligesom jeg tilføjede:”… The Demon’s Brain af Polska er at finde blandt den ypperste samtidskunst, som unge billedkunstnere skaber i Europa i disse år. Og The Demon’s Brain var uden tvivl blandt de ti bedste udstillinger i årtiet.”

Som Pilgaard Johnsens artikel står, er den ensidig og mangelfuld, og dette alene fordi Pilgaard Johnsen ikke magter at sige et kvæk om rekrutteringen af Agnieszka Polska

Sådanne rekrutteringer vidner for mig at se om, at rektor Kirsten Langkilde er ankommet til Kunstakademiet i København med et meget veludviklet meritokratisk grundsyn. Det er bestemt ikke det værste i en lokal dansk kontekst.

Jeg synes, Pilgaard Johnsen skylder læserne af Weekendavisen at fortælle dem om det. Som Pilgaard Johnsens artikel står, er den ensidig og mangelfuld, og dette alene fordi Pilgaard Johnsen ikke magter at sige et kvæk om rekrutteringen af Agnieszka Polska.

Når nu Pilgaard Johnsen i artiklen selv vrøvler om kunstnerisk stagnation på Kunstakademiet, ligesom han lader en af sine kilder så tvivl om, hvorvidt rektor Kirsten Langkilde bl.a. fremadrettet formår at tiltrække internationale kapaciteter som lærere til Kunstakademiet, så er det da mildt sagt meget mærkeligt, at Pilgaard Johnsen ikke i et splitsekund opholder sig ved den enestående billedkunstneriske kapacitet i skikkelse af Agnieszka Polska, som Kirsten Langkilde for nylig har hentet hjem til Kunstakademiet i København.

Det er lige før, at man mærker en hensigt fra Pilgaard Johnsens side – en hensigt, der går på blot at give negativ omtale af Kunstakademiet uanset de faktiske forhold. Det er ikke lødigt. Det er mangelfuldt. Og det er dybt problematisk.


LÆS ALLE DORTE JELSTRUPS TEKSTER PÅ POV HER


Topfoto: Screenshot fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, Billedkunstskolerne

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Dorte Jelstrup er billedkunstner, filosof og ekstern lektor ved Roskilde Universitet, hvor hun er ansat på faget Filosofi og Videnskabsteori.

Jelstrup er cand.mag. i filosofi og kunsthistorie fra Københavns Universitet, hvor hun tillige har været ansat på faget Filosofi dels som ph.d.-stipendiat og dels som ekstern lektor.

Jelstrup har på Københavns Universitet undervist i teoretisk filosofi samt filosofisk æstetik. På Roskilde Universitet har hun undervist og vejledt primært i filosofisk æstetik, men også i anvendt etik.

Som billedkunstner har Dorte Jelstrup en omfattende udstillingsvirksomhed i ind - og udland. Hun har bl.a. vist værker på Västerås Konstmuseum, Västerås, Sverige, Sørlandets Kunstmuseum, Kristiansand, Norge, Kunsthallen Brandts, Odense, Danmark, og Loop Video Art Festival, Barcelona, Spanien.

Jelstrups værker er blevet præmieret af Statens Kunstfond, ligesom hun har modtaget hæderslegat fra Anne Marie Telmanyi født Carl-Nielsens Fond.

Dorte Jelstrup er bl.a. repræsenteret på Statens Museum for Kunst, København, og Museum Sønderjylland - Kunstmuseet i Tønder.

Derudover har Jelstrup tildelt statslig kunststøtte som medlem af Kunstrådets Billedkunstudvalg i perioden 2003-2007, ligesom hun har været medlem af Kunstrådets Jury for International Festival for Samtidskunst, 2005-2006. Hun har endvidere været gæsteunderviser og censor ved Billedkunstskolerne, Det Kongelige Danske Kunstakademi, København.

På POV International skriver Dorte Jelstrup om filosofi og kunst. Hun bor i København K og besøger Berlin så ofte, hun kan.

Seneste artikler om Kultur