Fremtiden ringer, den siger drop Ring 5

af i Danmark/Politik & Samfund/Viden

TRAFIK // KOMMENTAR – Det skorter ikke på infrastrukturprojekter i den igangværende valgkamp. Adskillige øer, en havnetunnel og en ny Ring 5, der skal aflaste Køge Bugt-motorvejen, er bare nogle af de milliardinvesteringer, der i disse dage strømmer ud fra Christiansborg. Men flere af projekterne vil være forældede, inden de står færdige og resten skal tænkes helt om, skriver Povl Gad. For vi står overfor den måske største omvæltning i vores generation. En teknologisk revolution, der vil ændre markant på vores samfundsstruktur, arbejdsliv, fritidsliv, bosætning og forbrug. Men vores fantasiløshed og vanetankegang, når det gælder fremtiden, står desværre i vejen for fornuftige investeringer i nutiden.   

Fra trafikministeriets hjemmeside.

Kender I det, hvor man finder noget, man engang købte, men aldrig fik brugt? Legetøjet, børnene allerede var for store til? Skjorten, som allerede var umoderne? Bukserne, du for længst var for tyk til? Hjemme hos os fik vi engang sat telefonstik op i flere rum, så der kunne stå fastnettelefoner både hér og dér. Fagre nye verden, hvor telefonsnakken ikke var begrænset til et enkelt rum, tænkte vi sikkert. Men de nye stik nåede aldrig at blive brugt. Uden rigtig at have fattet det, var vi allerede gået over til mobil.

Noget lignende – men i langt, langt større skala – vil også være tilfældet, når vi om nogle år betragter de mange motorveje, vi i disse år bygger og udvider. For eksempel kom der forrige søndag besked fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, at vi nu går i gang med forundersøgelserne til en milliarddyr Ring 5, der skal aflaste den hårdt trængte Køge Bugt-motorvej. Jeg pendler selv på den, så jeg forstår inderligt lysten til at gøre noget ved det. Men forhåbentlig når det projekt ikke længere end til forundersøgelsen, som dog nok i sig selv snildt skal koste samfundet en snes millioner i konsulenthonorarer. Værre ser det imidlertid ud andre steder i landet, hvor asfaltvognene allerede er i gang.

Ny teknologi er på vej

Hvorfor? Fordi de mange milliarder kroner og tusindvis af ton asfalt, vi til stadighed vælter ud over vores landskab, snart vil være spildt arbejde. Spildte penge og ødelagt natur. De nye motorveje vil være forældede inden investeringen har tjent sig hjem. Andre infrastrukturprojekter som fx de nye øer i Avedøre, er muligvis ikke mindre håbløse i fremtiden end de lader til at være i nutiden. Men de burde blive tænkt ind i en fremtid, hvor verden ser anderledes ud.

Årsagen er en teknologi, som ingen benægter er på vej. Spørgsmålet er kun hvornår. Hvis vi vil det, kan det være snart. Hvis vi som samfund ligefrem investerer i den (i stedet for asfalt), kan det endda være meget snart. Det, vi kan se frem til, er den største samfundsmæssige, sociale, kulturelle og økonomiske omvæltning i vores generation.

Indrømmet. Danmark er et lille land, og sådan et system skulle jo helst dække hele verden eller i hvert fald EU, hvis det virkelig skulle batte. Men hvorfor ikke gå forrest og vise vejen?

Lige nu kalder vi teknologien ”førerløse biler”, hvilket i sig selv røber meget om den fantasiløshed, der kendetegner vores forestillinger om fremtiden. Det svarer nemlig til at kalde de biler, vi i dag kører rundt i, for hesteløse kareter. Vores mentale billede af teknologien er da også stadig cirka som en nutidsbil, bare uden rat. Når det går vildt for sig, måske en minibus uden chauffør.

Google’s self driving car ‘Waymo’. Den selvkørende teknologi kommer til at tage mange forskellige former i fremtiden. Foto: Flickr.

Men de vil komme til at se helt anderledes ud, disse algoritmestyrede transportenheder, der i fremtiden flytter mennesker og varer fra sted til sted. For det første vil de variere langt mere i størrelse end nutidens biler. Fra de helt små, der bringer pakker ud, så du har dine nye sko et par timer efter du købte dem på nettet, eller den halve liter piskefløde, du mangler, leveret til din dør hurtigere end du kan nå ned i supermarkedet. Og i den anden ende af skalaen dem, der transporterer containere på tværs af landet. Begge dele på alle tider af døgnet, de store sandsynligvis mest udenfor myldretiden, hvor der er plads til at køre hurtigt. Så start med at tage den tunge trafik ud af trængselsligningen. Det frigør det første spor på Køge Bugt.

Bilen kan blive et selvkørende kontor

Til persontransport vil vi se en stor mængde en-personersvogne, der bringer folk til og fra arbejde. De vil fylde en tredjedel af nutidens personbiler. Det frigør yderligere to spor. Og de kan køre langt, langt tættere både til siderne, foran og bagud. Det sparer også et par spor. Og de vil selv kunne finde den mindst besværlige vej. Men behøver vi egentlig flere spor, før selv Køge Bugt-motorvejen ikke længere behøver aflastning?

Der vil selvfølgelig også være flerpersonersvogne, når vi tager afsted som familie eller i grupper. Og de vil sikkert variere meget i indretning, da vi ikke længere vil være fikseret med bagdelen til sædet og øjnene på vejen.

Det bliver også mere attraktivt at bo uden for byen, når pendlertid bliver til brugbar tid, du kan få leveret varer døgnet rundt, og ingen er afhængige af offentlig transport for at komme væk igen

Vi kommer til at se vogne indrettet til kontorarbejde, til at sove i, til at dyrke motion i, til at feste i, til at holde møder i, til at se Tv-serier, spille computerspil, få massage. Der vil være kørende hotelværelser og så selvfølgelig de mobile værksteder, der vil afløse alskens kassevogne, så håndværkeren kan forberede sit arbejde, udfylde timersedler eller måske bare tage et velfortjent hvil mellem sine forskellige kunder.

Jeg forestiller mig, at vi får et tostrenget system. Kabinerne bliver én sag, som kan drives og vedligeholdes af private aktører i skarp konkurrence med hinanden på pris, komfort og udbud af spændende transporttilbud. Mens de kørende dele – selve infrastrukturen – vil blive udviklet, drevet og reguleret af staten for at sikre demokratisk kontrol, sikkerhed og stabilitet. Ligesom staten i dag bygger vejene og ejer skinnenettet, mens private kører på dem. At vi lige nu er ved at overlade hele udvikling af det her område til techgiganter som Google, Uber og Amazon, finder jeg ekstremt urovækkende.

Fordelen ved at dele systemet i to er også, at kabinerne kan skifte stel under længere rejser, hvorefter stellet kører til opladning og kabinen kører videre på et friskt sæt hjul og batteri. Og det vil være muligt at skifte mellem vej og skinnenet, hvorved kapaciteten begge steder kan udnyttes og hastigheden mellem landsdelene kan skrues kraftigt i vejret.

Mere tid til hinanden

Enkelte private aktører vil eje deres egen kabine. Men de fleste af os vil gøre brug af abonnementsordninger eller andre løsninger, som i praksis minder mere om altid at køre i taxa. Fordi det vil være billigere at deles om kabiner, der kan være i drift hele tiden fremfor de få timer om ugen, der er tilfældet for nutidens biler. Det kan lade sig gøre, fordi vognene ikke bare kører førerløse rundt med deres last. De kører også førerløse videre til næste kunde.

Den anden virkelig store udfordring er, om det lykkes os at fordele værdiforøgelsen og tidsbesparelsen på en fair måde. Hvis teknologien blot sender hundredetusindvis af mennesker i arbejdsløshed, mens resten skal være endnu mere effektive, får vi et problem

Den selvkørende teknologi får en masse positive samfundsmæssige konsekvenser. Vores byrum bliver for første gang i hundrede år fri for at være fyldt op med veje og parkerede biler. Børnene kan igen gå ned og spille bold på Østerbrogade. Men det bliver også mere attraktivt at bo uden for byen, når pendlertid bliver til brugbar tid, du kan få leveret varer døgnet rundt, og ingen er afhængige af offentlig transport for at komme væk igen. Indenrigs flytrafik vil blive helt overflødig. Trafikuheld vil være uhyre sjældne. Spritkørsel og højresvingsulykker vil vi kun læse om i historiebøgerne. Vi kommer sikkert til at savne vores hyggebrokkerier over DSB og PostNord, men dette er et offer, vi alle må bringe. Vi kan jo altid brokke os over vejret i stedet.

Fremfor alt får vi – som personer og som samfund – mere tid. Ud over al pendlertiden, frigør vi tusindvis af mennesker, der i dag bruger hele eller dele af arbejdsdagen foran rattet i taxaer, lastvogne, ambulancer og busser – eller som kørende sælgere, håndværkere og alt muligt andet. Hvis vi formår at fordele denne tid som fritid til alle, får vi alle sammen mere tid til os selv, til vores børn og børnebørn, til at spille badminton, til at gå på museum eller til at gå på pension inden vi er halvdøde. Samfundet vil være lige så produktivt, men med langt mindre tid spildt på transport.

Store udfordringer

Ulemper? Ja, dem er der absolut nogen af. Sikkerheden og også etikken omkring ansvaret for trafikuheld når vi overlader vores transport til en algoritme, er endnu ikke på plads. Batteriteknologien er det ikke. Vores el-produktion kan heller endnu ikke bære den øgede efterspørgsel på transport, et så attraktivt transportsystem vil medføre. Skulle vi starte i dag ville det være på benzinmotorer, og det ville være en katastrofe. Heldigvis kan alle fire dele – batterier, sikkerhed, vedvarende energi og etik, adresseres med investeringer, forskning og udvikling.

Den anden virkelig store udfordring er, om det lykkes os at fordele værdiforøgelsen og tidsbesparelsen på en fair måde. Hvis teknologien blot sender hundredetusindvis af mennesker i arbejdsløshed, mens resten skal være endnu mere effektive, får vi et problem. Dette er en politisk udfordring, som det ikke er for tidligt at adressere.

Et fremtidsscenarie

Forestil dig, at du bor ude på landet på Midtsjælland, og skal til møde lidt uden for Herning kl. 9.00 næste dag. I 2019 må du køre afsted i din benzinsluger ved 6-tiden. Er du med bus og tog, skal du rejse aftenen før og indlogere dig på hotel.

I fremtiden skal du blot bestille en tur, nogenlunde som du bestiller en taxa. Du angiver din ankomsttid og hvilken kabine, du ønsker. For måske vil du arbejde. Måske vil du sove. Denne dag vælger du en standardkabine med noget, der ligner et flysæde, hvor du kan gøre begge dele. Vognen henter dig på hjemmeadressen kl. 7.30. Du sætter dig selv i sædet og din computer i stikkontakten. Som du bestilte, står der lunt morgenbrød og varm kaffe klar i kabinen.

Vognen sætter i gang og triller afsted. Du får svaret mails og set dine mødenotater igennem. Og du får lige bestilt købmandsvarer til levering klokken 14.35, hvor du planlægger at være hjemme.

Det lyder måske som science fiction. Det er det også, og om tyve år vil vi utvivlsomt trække på smilebåndet, hvis vi læser det dette. Mig selv inklusive

De første 12 kilometer går over landevejene, hvor hastigheden varierer mellem 40 og 120 kilometer i timen alt efter sensorernes overblik og algoritmens risikoberegning. Regeringen har for nylig besluttet at reducere tolerancen for trafikuheld til 10 om året på landsplan, hvilket har fået algoritmen til at sætte farten ned med gennemsnitligt 2%. Taget i betragtning, at hastigheden de sidste 3 år er steget med 8% på grund af algoritmens selvlæring, er det absolut til at leve med. Et enkelt sted bremser vognen let, men sætter hurtigt farten op igen. Du kigger ud, og ser tre rådyr løbe over marken, til højre side, væk fra vejen – det var nok dem, sensorerne opfangede da de krydsede vejen bag næste sving.

Ved Ringsted Transferstation bliver din kabine løftet af sit stel med gummihjul, til et, der matcher jernbanen, og så går det med 250 kilometer i timen videre mod Jylland. I Storebæltstunnellen blunder du lidt, og da du åbner øjnene 20 minutter senere, er du på vej over Lillebælt. Du fordriver den sidste tid med at se dagens nyheder og shoppe løbetøj. Du når nærmest ikke at opdage, at du forlader skinnenettet, og igen kører på landevej, før du kl. 8.55 standser foran din destination.

Har vi modet?

Det lyder måske som science fiction. Det er det også, og om tyve år vil vi utvivlsomt trække på smilebåndet, hvis vi læser det ovenstående. Mig selv inklusive. Den konkrete fremtid bliver selvfølgelig anderledes end, vi kan forudse i dag.

Men hvis vi til den tid kaster et blik på de motorveje, der er bygget siden 2019, tror jeg til gengæld, vi vil græde. For de var bygget på fantasiløshed, visionsløshed og med et kortsigtet mål for øje. Til gengæld gik der atter og atter milliarder til spilde, og vi fik overhældt uerstattelig natur med tjære og skærver.

Medmindre selvfølgelig, at vi vælger at forhale udviklingen. Så kan det da godt være, at Ring 5 får et årti eller to med de der livsfarlige mennesker bag rattet. Uden politisk mod og vilje og investeringer i teknologi – og en kulturel frigørelse fra privatbilismen – kan vi godt hænge fast i dyndet en del år endnu. Det er absolut et realistisk scenarie.

Så det er vel sådan set egentlig bare at komme i gang? Vi kunne jo starte med at spare pengene på en overflødig Ring 5

Hvis vi derimod tør. Så har vi nu muligheden for helt eller delvist at løse en lang række samfundsproblemer. Trafikdrab. Forurening. CO2-udledning. Trængsel. Ambulancedækning. Udkantsudfordringer. Arbejdsudbud. Pensionsalder. Boligmangel. PostNord. DSB. Folkesundhed. Stress.

Og indrømmet. Danmark er et lille land, og sådan et system skulle jo helst dække hele verden eller i hvert fald EU, hvis det virkelig skulle batte. Men hvorfor ikke gå forrest og vise vejen? Vi er jo lige netop et geografisk lille land men med høj befolkningstæthed, udviklet infrastruktur og stor teknologiparathed, så vi har faktisk de ideelle betingelser for at gøre forsøget. Og vi har råd til det. Især hvis vi altså bare holder lidt igen med investeringer i asfalt og andre overflødige anlægsarbejder. Hvis vi rykker først på det her, vil vi til gengæld sidde på en teknologi resten af verden vil betale i dyre domme for at få del i. Så det er vel sådan set egentlig bare at komme i gang? Vi kunne jo starte med at spare pengene på en overflødig Ring 5.


Topfoto: Køge Bugt-motorvejen, Wikimedia Commons 

Povl Heiberg Gad er kulturhistoriker med speciale i nazisme og arkitektur og erhvervs-ph.d.-studerende ved CBS, Center for Business Data Analytics. Hans forskningsfelt er Big Data kombineret med kvalitative studier af medlemsvandringer i fagforeninger samt dataetik.

Seneste artikler om Danmark

Hvad nu Ibrahim?

TAXAMANDENS KLUMME  – “Jeg er tilbage i kulden og tvivlen om kulturens