POLITIK // ANALYSE – Historien fra SRSF-regeringens tid er ved at gentage sig. Denne gang er det dog ikke Margrethe Vestager, som dominerer de andre i flokken af regeringspartnere. Det er Lars Løkke Rasmussen, skriver politisk journalist Kim Kristensen.
De tog forskud på Dyrenes Dag, den 4. oktober 2022, sidste tirsdag i Folketingets spørgetime.
“Det har været på mode at bruge metaforer fra dyreverdenen ude på savannen, og den tradition skal ikke dø i dag,” som Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, forklarede, inden han kan kastede sig over statsminister Mette Frederiksen (S).
Statsministeren har nemlig, som den “største løve eller løvinde på savannen”, angiveligt brølet op om behovet for et opgør med antallet af akademikere i den offentlige sektor og bureaukrater uden at sætte tænderne i disse (for at bruge en anden metafor).
Hvis Mette Frederiksen skulle bede om at se Lars Løkke Rasmussens kort, vil det blive afsløret, om hans brøl er værre end hans bid
Mette Frederiksen måtte dog belære Alex Vanopslagh om, at det ikke er hunløven, der brøler ude på savannen.
“Det er til gengæld hunløven, der gør arbejdet,” forklarede statsministeren, som har en kandidatgrad i Afrikastudier fra Københavns Universitet.
“Ofte vil hanløven ligge lidt stille, vente på, at maden bliver bragt. Det er rigtigt, at han brøler, men han gør så ikke så meget andet end det.”
En ordveksling som fik Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, til at spørge statsministeren, hvem der så er hvem i SVM-regeringen.
“Er det hanløven, hun har taget med ved siden af sig,” spurgte Morten Messerschmidt og kiggede smilende på udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), som sad henslængt ved siden at Mette Frederiksen på første række i Folketingssalen.
30 år frem i tiden
Et spørgsmål, som skyldes, at “vi hører meget fra udenrigsministeren for tiden”, som Morten Messerschmidt formulerede det.
Den ene dag brøler – for netop at blive i dyreverdenen – Løkke Rasmussen op om at fjerne vetoretten i EU og den næste om “generationsplaner” og altså reformer, der rækker op til 30 år frem i tiden, og hvor en af de første kan være, at de ældre i højere grad selv skal betale for at blive passet og plejet, i hvert fald de ældre, som har råd til det.
Socialdemokratiet står til at ville få 19 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg i dag, hvilket er 8,5 procent færre end ved det seneste folketingsvalg. Det efterlader Mette Frederiksen med en femteplads på listen over de seneste 100 års største vælgerdyk efter et valg
Og alt sammen uden at have aftalt det med statsministeren eller for den sags skyld vicestatsministeren (eller den sygemeldte Jakob Ellemann-Jensens vikar, Troels Lund Poulsen).
Ja, Mette Frederiksen kunne i spørgetimen fortælle, at hun slet ikke har læst interviewet med Lars Løkke Rasmussen om hans planer for de kommende generationer. Men statsministeren “troede” nu ikke, at udenrigsministeren foreslår brugerbetaling:
“Det gør regeringen ikke, og det er i øvrigt ikke noget, vi har diskuteret på noget tidspunkt,” lød det.
Vælgerdykket
Ikke mindst forslaget om ‘generationsplaner’ kommer på et ubelejligt tidspunkt for Socialdemokratiet, som i meningsmålingerne lider under afskaffelsen af bededagsferien.
I den seneste meningsmåling står Socialdemokratiet til at ville få 19 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg i dag, hvilket er 8,5 procent færre end ved det seneste folketingsvalg. Det efterlader Mette Frederiksen med en femteplads på listen over de seneste 100 års største vælgerdyk efter et valg.
Det sidste, som Socialdemokratiet har brug for, er en diskussion om folkepensionens fremtid. Kun en tåbe frygter ikke Ældre Sagens formand, Bjarne Hastrup
Det sidste, som Socialdemokratiet har brug for i den situation, er en diskussion om folkepensionens fremtid. Kun en tåbe frygter ikke Ældre Sagens formand, Bjarne Hastrup (som Lars Løkke Rasmussen også bemærker i interviewet).
Samtidig afslører Lars Løkke Rasmussen atter, at Jakob Ellemann-Jensen ikke er “det store dyr på savannen” (som forsvarsministeren har kaldt sig selv).
Tværtimod.
Nok er den sygemeldte Jakob Ellemann-Jensen formelt vicestatsminister (en titel, som følger af, at Venstre er det næststørste parti i regeringen), men Lars Løkke Rasmussen optræder som den de facto af slagsen.
Hvilket nu får anonyme medlemmer af både Socialdemokraterne og Venstres folketingsgrupper til at advare om, at Lars Løkke Rasmussen er ved at udvikle sig til et problem.
For de to regeringspartier må det forstås.
“Vi undrer os over, hvad fanden han har gang i!” som en såkaldt ‘central socialdemokrat’ har fortalt Ekstra Bladet.
“Det er jo os, der skal rende og rydde op efter ham”.
Den nye Vestager
Selv forklarer udenrigsministeren, at “generationsplanerne” blot skyldes bekymring for SVM-regeringen fremtidige ve og vel.
“Der er rigtig mange, der har travlt med at sige, at vi aflyser alle reformbehov, fordi vi har så mange penge,” har udenrigsministeren fortalt formiddagsavisen.
“Så siger folk, at ‘så har vi ikke brug for denne her regering og for reformer,’ og så tillader jeg mig bare at sige, at hvis man lige kaster et lidt længere blik på det danske samfund, tror jeg, at det står klart for alle, at der er brug for reformer,” lød det fra Løkke.
Men snart et år inde i regeringsperioden minder situationen mere og mere om forholdet i SRSF-regeringen, hvor økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (RV) også spillede rollen som hanløven, hvis brøl truede med at overdøve alt og alle.
‘Sådan er det jo,’ som Margrethe Vestager konstaterede, da tusinde af ledige efterfølgende begyndte at miste deres dagpenge. Hvis de to regeringspartier havde en øm tå, kunne de være sikre på, at den daværende økonomi- og indenrigsminister altid trådte to gange på denne
Når – hvis – Jakob Ellemann-Jensen vender tilbage den 1. august, risikerer han at ende i samme rolle som SF’s daværende formand Villy Søvndal og siden efterfølgeren Annette Vilhelmsen: De blev marginaliseret i flokken (læs: regeringen) og endte med at luske rundt og knurre af utilfredshed.
Damen med hunden
Margrethe Vestager tvang som bekendt Socialdemokraterne og SF til at acceptere regeringsgrundlagets ord om at “videreføre VK-regeringens økonomiske politik i den bredest mulige forstand” – herunder gennemførelsen af den for de to partier så forkætrede dagpengereform.
“Sådan er det jo,” som Margrethe Vestager konstaterede, da tusinde af ledige efterfølgende begyndte at miste deres dagpenge. Hvis de to regeringspartier havde en øm tå, kunne de være sikre på, at den daværende økonomi- og indenrigsminister altid trådte to gange på denne.
Når Helle Thorning-Schmidt på pressemøder stod sammen med Margrethe Vestager, var det ikke altid indlysende, hvem af dem der bestemte mest i regeringen
Helle Thorning-Schmidt blev i virkeligheden først statsminister i egen ret, efter at hun i 2014 havde sagt farvel og tak til Margrethe Vestager ved at udnævne hende til ny dansk EU-Kommissær (på det tidspunkt havde folkesocialisterne allerede sagt farvel, men ikke tak til regeringen).
Når Helle Thorning-Schmidt på pressemøder stod sammen med Margrethe Vestager, var det ikke altid indlysende, hvem af dem der bestemte mest i regeringen. Hvorimod der aldrig var tvivl om det samme spørgsmål med Morten Østergaard.
Margrethe Vestagers efterfølger som økonomi- og indenrigsminister havde simpelthen ikke den samme autoritet. Langtfra.
Margrethe Vestager og Morten Østergaards politiske parløb var forinden humoristisk blevet kaldt “Damen med hunden” efter Anton Tjekhovs novelle.
For enhver pris
Selv om Moderaterne på valgaftenen længe så ud til at ville komme til at sidde med de afgørende mandater og dermed kunne bestemme, hvem der skulle være statsminister, er det dog værd at huske, at sådan endte det som bekendt ikke. (“For en stund skal nøglerne i hvert fald forlade statsministeren,” nåede den tidligere statsminister ellers at proklamere).
Til forskel fra Margrethe Vestager har Lars Løkke Rasmussen ikke noget at true med.
Var der noget, som Lars Løkke Rasmussen ville, var det netop at være både formand og statsminister for – næsten – enhver pris
Margrethe Vestagers styrke, og Helle Thorning-Schmidts svaghed, var, at De Radikale til enhver tid kunne finde flertal for deres økonomiske politik med blå blok. Hvorimod Mette Frederiksen kan finde flertal for sin med rød blok. I hvert fald hvis statsministeren besluttede sig for at videreføre den tidligere socialdemokratiske mindretalsregerings økonomiske politik i “den bredest mulige forstand”.
Det vil selvfølgelig ikke forhindre Lars Løkke Rasmussen i til enhver tid at forsøge at bluffe – hvilket han ofte har haft held med gennem tiderne. Som da Venstres daværende formand 2014 truede sin udfordrer, partiets næstformand Kristian Jensen, med at opstille partifællen Søren Gade som formandskandidat, hvis han blev væltet. Eller da Lars Løkke Rasmussen i sin seneste regeringsperiode erklærede, at “jeg vil ikke være statsminister for enhver pris”.
Men var der noget, som Lars Løkke Rasmussen ville, var det netop at være både formand og statsminister for – næsten – enhver pris.
Hvis Mette Frederiksen skulle bede om at se Lars Løkke Rasmussens kort, vil det blive afsløret, om hans brøl er værre end hans bid.
Læs flere analyser af danske politik skrevet af Kim Kristensen i POV her. Hvis du er interesseret i politik, kan du også læse POV’s politiske redaktør, Frank Korsholm, politisk analytiker Andreas Karker eller lytte til vores politiske podcast, “Korsholm og Larsen” her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
