POLITIK // ANALYSE – Jakob Ellemann-Jensens opstilling af Søren Gade kan vise at være lige som at tisse i bukserne: Det varmer måske her og nu, fordi europaparlamentarikeren har (jysk) streetcredibility, men efter folketingsvalget kan det kan vise sig at være en kold fornøjelse for formanden.
Der er ingen tvivl om, at Jakob Ellemann-Jensen mener at have gjort et politisk kup ved at overtale Søren Gade til at genopstille til Folketinget.
”Det her er en nyhed, som jeg virkelig har glædet mig til at dele med jer,” som Venstres formand skrev på Facebook, da han præsenterede partifællen og europarlamentarikeren på Facebook.
Forude er da også gået et år med ”lange og grundige overvejelser, mange møder og mere end en god håndfuld opfordringer”, før Søren Gade besluttede sig for at takke ja til Jakob Ellemann-Jensens tilbud.
”Men både Jakob og Venstre mener, at jeg oprigtigt kan være med til at gøre en forskel ved det kommende valg for det parti, jeg har været medlem af siden jeg var 15 år gammel,” forklarer den 59-årige Søren Gade, der tidligere har været såvel forsvarsminister som gruppeformand.
”Det er svært at sidde overhørigt.”
I tilfælde af brand: Knus glasset hos Gade
Jakob Ellemann-Jensens og Venstres analyse er givet vis også rigtig.
Venstre står i den seneste meningsmåling fra Voxmeter til kun at ville få 11 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg i morgen, mod 23,4 ved folketingsvalget i 2019, og det er ikke første gang, at partiet løfter låget på brandtrykket, knuser glasset og trykker på Søren Gade.
Når det brænder på for formanden.
Da Venstres daværende næstformand, Kristian Jensen, i 2014 truede med at vælte formanden, Lars Løkke Rasmussen, var det Søren Gade, at sidstnævnte til gengæld truede førstnævnte med at opstille som modkandidat og sin afløser.
Hvilket skete med Søren Gades accept.
Stillet over for den trussel trak Kristian Jensen sig som bekendt. Lars Løkke Rasmussen fortsatte som formand og fik endnu en periode som statsminister fra 2015 og til 19, lige indtil ”overleveren” – som forfatteren Niels Krause-Kjær i biografien Lars Løkke har beskrevet som et ”usædvanligt studie i politisk sejtræk” – ikke kunne trække den længere.
I hvert fald ikke i Venstre.
Jylland er hans ”hood”
Venstres folketingsgruppe har samtidig siden folketingsvalget sagt farvel til ikke færre end 144.692 personlige stemmer, fordi syv af de største profiler enten er stoppet i politik (Tommy Ahlers, Kristian Jensen og Karsten Lauritzen), har skiftet parti (Britt Bager og Markus Knuth) eller stiftet deres eget af slagsen (Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg).
I lighed med Inger Støjberg har Søren Gade nemlig formået at bevare sin (jyske) streetcredibility på trods af, at begge har haft, og har, deres gang på de bonede gulve
Til sammenligning fik Søren Gade 201.626 personlige stemmer ved europaparlamentsvalget i 2019, selv om han blot stod som nummer fire på Venstres kandidatliste. Søren Gade blev kun overgået af spidskandidaten, Morten Løkkegaard, der endte på 207.558 personlige stemmer.
Selv om Søren Gade har afvist, at Danmarksdemokraterne er grunden til, at han genopstiller, er der dog ingen tvivl om, at Venstre selvfølgelig håber, at netop holstebroeren kan dæmme op for Inger Støjbergs snak om de ”fine københavnske saloner”, ligesom håbet er, at han, ligesom hende, kan trække vælgere hen over midten i dansk politik.
”Venstre slår voldsomt til i Hovedlandet,” som øboeren Morten Løkkegaard (han bor i Gentofte) konstaterer.
Søren Gade bliver opstillet i Vestjyllands Storkreds, nærmere bestemt i hjembyen Holstebro, eller hvad han selv kalder ”Produktionsdanmark”. Her skal Søren Gade konkurrere med de konservatives formand og statsministerkandidat, Søren Pape Poulsen, om de borgerlige stemmer, og det vil være en kærkommen sidegevinst for Jakob Ellemann-Jensens statsministerdrømme, hvis partifællen kan slå konkurrenten på personlige stemmer. Inger Støjberg, som havde tilbudt Søren Gade at stille op for Danmarksdemokraterne, står på stemmesedlen i Nordjyllands Storkreds.
”Jeg har hus i Holstebro og sommerhus i Vedersø,” har folketingskandidaten forklaret B.T.
”Jylland er »mit hood«, ingen tvivl om det.”
Når altså nationaløkonomen selvfølgelig ikke er på jagt i Letland, modtager Kommandørkorset af Dannebrogordenen i København eller er på arbejde i Europa-Parlamentet i Bruxelles. I lighed med Inger Støjberg har Søren Gade nemlig formået at bevare sin (jyske) streetcredibility på trods af, at begge har haft, og har, deres gang på de bonede gulve.
Håndværkertilbuddet
Nok vil Søren Gade kunne gøre en forskel, men han vil dog ikke kunne forhindre, at Venstre går tilbage ved det kommende folketingsvalg. Dertil er partiets meningsmålinger trods alt for dårlige.
Spørgsmålet er kun hvor meget.
I Danmark har partiformænd m/k, ministre og menige medlemmer af Folketinget som regel fået ikke blot en, to eller tre chancer. Sejre eller nederlag. De politiske skuespillere var i generationer gengangere i opsætningerne, og Jakob Ellemann-Jensens far, Uffe Ellemann-Jensen, tabte også sit første folketingsvalg i 1987 efter at være blevet formand. Det var ved den lejlighed, at DR’s journalist Mette Fugl i partilederdebatten spurgte: ”Du kom jo til for at sælge billetter. Har du solgt dem ved bagudgangen?”
Men før eller siden slipper de nøjsomme venstrebønders tålmodighed med matriklens mindskede værdi op, og navnlig hvis det ikke lykkes Jakob Ellemann-Jensen at sikre partiet ministertaburetter efter det kommende folketingsvalg
Men den tradition ændrede sig i det følgende årti, da Poul Nyrup Rasmussen fortrængte Svend Auken fra formandsposten i Socialdemokratiet. Tamil-sagen satte en stopper for Poul Schlüters (K) statsministerperiode. Og Uffe Ellemann-Jensen allerede på valgaftenen i 1998 meddelte sin afløser, Anders Fogh Rasmussen, at tiden var inde til at sige farvel efter ikke at have vundet regeringsmagten.
Under sine cykelture i Dyrehaven havde partiformanden lagt mærke til, hvordan de gamle kronhjorte endte med at gå i udkanten af flokken, hvor de søgte efter hinder at parre sig med, blot for at blive jaget væk af de yngre og stærkere. Til sidst blev de såkaldte returhjorte skudt af skovrideren.
Med andre ord: Vores tålmodighed er ikke, hvad den var engang.
Der har været en accept i Venstre af, at Jakob Ellemann-Jensen – med Karsten Lauritzens ord – overtog et ”håndværkertilbud” efter Lars Løkke Rasmussen og ikke er ansvarlig for partiets tilbagegang. Eller i det mindste ikke eneansvarlig.
Men før eller siden slipper de nøjsomme venstrebønders tålmodighed med matriklens mindskede værdi op, og navnlig hvis det ikke lykkes Jakob Ellemann-Jensen at sikre partiet ministertaburetter efter det kommende folketingsvalg.
Og selv det vil ikke nødvendigvis sikre formanden ro på bagsmækken, hvis Venstre stadig vansmægter i meningsmålingerne. Bare spørg den tidligere konservative formand og udenrigsminister Lene Espersen.
Konger og kronprinser
I den situation vil Søren Gade frembyde et tillokkende alternativ til Jakob Ellemann-Jensen, hvilket begge er klar over. Som den engelske kritiker og forfatter Samuel Johnson sagde, så får det jo på en vidunderlig måde en mand til at koncentrere sig, når denne ved, at han skal hænges.
Når Kristian Thulesen Dahl overlevede Dansk Folkepartis valgnederlag i 2019, skyldtes det i høj grad, at der netop ikke var noget alternativ. Eller i hvert fald noget alternativ som et flertal af folketingsgruppen foretrak (læs: Morten Messerschmidt). En konges største styrke er ofte manglen på en kronprins.
Af samme årsag vendte Jakob Ellemann og Søren Gade elefanten i rummet i forbindelse med opstillingen, og sidstnævnte fandt behov for nok engang at forsikre, at han ikke går rundt med en partiformand i maven.
Det er en del af Søren Gades udefinerbare likability: Han er et rigtigt menneske, usikker og sårbar, der siger tingene, som de er
Søren Gade har efterfølgende fortalt, at han faktisk ikke ved, om han ville have stillet op som formand i 2014, hvis Kristian Jensen dengang havde fastholdt sit kandidatur. I første omgang handlede det bare om at true ham til ikke at gøre dette.
Men for en mand, som tidligere har udtalt i et interview i Euroman, at ”jeg sidder ikke med viljen til at ville magten”, har Søren Gade alligevel på forunderlig vis formået at holde sig i magtens centrum i dansk politik gennem næsten et kvart århundrede (i samme interview forklarede han, at ”og hvis ikke du har viljen til at ville magten, så skal du ikke søge den, for så får du den heller ikke.”). Det er en del af Søren Gades udefinerbare likability: Han er et rigtigt menneske, usikker og sårbar, der siger tingene, som de er.
Søren Gade er på mange måder som en åben bog, om end det selvfølgelig afhænger af, hvilken side der er slået op på. Efter at Søren Gade var stoppet som forsvarsminister i 2010, indledte Berlingske en artikel om hans såkaldte efterladte møgsager (Jægerbogs- og lækage-sagerne) med at citere en anonym tidligere officer på topniveau i forsvaret: ”Vi er mange, der anser Gade som en magtsyg, halvkolerisk person, som skjuler sig under en jovial maske. Den falder nu – langt om længe.”
Europaparlamentarikeren vil heller ikke være den første politiker, som angiveligt nærmest har måttet øve vold mod sin egen natur for partiets skyld ved at påtage sig denne magt. Politikere må som regel nødes til at blive formænd, fordi det at ville magten anses for en karakterbrist i mange vælgeres øjne.
Selv forklarede Jakob Ellemann-Jensen i 2019, at når han havde fået en så stor opbakning fra hele landet til stille op som formand efter Lars Løkke Rasmussen, så ”har man også en forpligtelse til at følge den.”
Jakob Ellemann-Jensens opstilling af Søren Gade kan derfor vise sig at være lige som at tisse i bukserne: Det varmer måske her og nu, men kan siden vise sig at være en kold fornøjelse.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
