MYANMAR // PROTESTER – “Bare kald mig Baby Doll”, sagde hun grinende. Foran mig stod en køn burmesisk pige i midten af 20’erne. Det mest iøjnefaldende ved hende var de store hvide Tanaka-mønstre på hendes kinder. Tanaka er en pasta lavet af jordbark. Det er et særpræg ved Myanmars kultur, der ofte ses i ansigtet og undertiden på armene på kvinder og piger. Jeg var øjeblikkelig tiltrukket af hendes naturlige sødme og følte mig straks godt tilpas i hendes selskab. Foran lå en 14 dages rundrejse med 10 kvinder fra Viktors Farmor. I løbet af rejsen blev mit førstehåndsindtryk bekræftet. Baby Doll var en ualmindelig sød og imødekommende ung kvinde, men også lidt naiv, på den måde, mange overklassepiger i udviklingslandene er det, hvilket er et resultat af den ofte ret beskyttede opvækst, de har haft. Tania Karpatschof har løbende haft kontakt til Baby Doll i Myanmar, der har udviklet sig fra en beskyttet overklassepige til aktivist på fuld tid.
En morgen kom hun ligbleg ud til morgenmad og fortalte, at hun ikke havde lukket et øje hele natten, fordi hun havde hørt mærkelige bankelyde fra naboværelset og var overbevist om, at der havde været spøgelser på spil.
Det tog ikke langt tid at finde spøgelset. Det var nemlig mig, der i frustration over meget høj lyd fra et fjernsyn havde banket på væggen. Hun havde de sidste mange år boet og uddannet sig i USA, og var først i løbet af det sidste år vendt tilbage til Myanmar for at begynde en oplæring i sin fars lille rejsebureau.
det er blevet et fuldtidsjob at være demonstrant. Væk er hendes daglige rutine med at tage på kontoret og forsøge at redde familiens rejsebureau efter Covid19. Nu er det første, hun gør om morgenen, at orientere sig om, hvor der er aktioner og demonstrationer den pågældende dag
Hun udviste ikke på noget tidspunkt overvældende interesse for burmesisk politik, og dog var jeg ikke på noget tidspunkt i tvivl om at hun, ligesom stort set alle andre i Myanmar, var stor tilhænger af Aung San Suu Kyi og ved det kommende valg ville stemme på Aung San Suu Kyi og NLP. Efter rejsen forsatte vi kontakten på Facebook. Langt de fleste opslag viste hende i forskellige yogapositioner, på cafeture med veninderne og fællesspisning med den udvidede familie.
En verden vendt på hovedet
Men alt det ændrede sig brat den 1. februar 2021, hvor militæret tog magten i Myanmar ved et kup. Da jeg tændte Facebook den 2. februar om morgenen, var det første jeg så et opslag fra Baby Doll.
”At vågne op og finde ud af, at hele ens verden er fuldstændig vendt på hoved i løbet af natten, er en følelse, som jeg ikke havde troet, jeg ville blive tvunget til at opleve,” skrev hun. ”Vi er som en fugl, der lige havde lært at flyve og som nu har fået sine vinger brækket.”
Teksten var efterfulgt af et billede, der ikke lignede noget, jeg tidligere havde set på hendes profil. Væk var billedet af den sorgløse unge kvinde. Foran mig var der i stedet et billede af en ung kvinde med et bestemt og alvorligt blik i øjnene, ude blandt titusinder af andre mennesker, til hvad der lignede en demonstration.
Jeg havde svært ved at genkende den unge kvinde på billedet. Da jeg senere på morgenen fik kontakt med hende, fortalte hun, at hun lige var kommet hjem fra sin første demonstration. Sammen med et par kusiner, og sin far som sikkerhedsvagt, havde hun råbt slagord imod militærkuppet.
Jeg bliver så utroligt motiveret af at se børn og handikappede, der må have hjælp til at deltage i demonstrationerne og tænker, at når de kan, så kan jeg i hvert fald også
”Vi er nødt til at være meget forsigtige og kun protestere med fredelige midler,” sagde hun i telefonen. ”Men vi kan ikke stoppe nu. Vi bliver nødt til at forsætte til den bitre ende. Der er ikke nogen vej tilbage.”
Da jeg et par dage senere igen snakker med hende, fortæller hun, at det nu er blevet et fuldtidsjob at være demonstrant. Væk er hendes daglige rutine med at tage på kontoret og forsøge at redde familiens rejsebureau efter Covid19. Nu er det første, hun gør om morgenen, at orientere sig om, hvor der er aktioner og demonstrationer den pågældende dag.
”For ikke at gentage nogen af fejlene fra det sidste store oprør i 1988, gør vi meget ud af at skifte lokation og aktionsformer, så militæret får sværere ved at regne ud, hvor og hvad der kommer til at ske den pågældendes dag” fortæller hun.
”Efter morgenmad gælder det om at tage ud og demonstrere et par timer. Jeg bliver så utroligt motiveret af at se børn og handikappede, der må have hjælp til at deltage i demonstrationerne og tænker, at når de kan, så kan jeg i hvert fald også.”
Man kan høre på hende, at hun bliver berørt. Omkring frokosttid er der plads til et par timers pause. Hen under aften kører hun nu sammen med sin far gratis ”taxi” for de demonstranter, der har svært ved at komme hjem sidst på dagen. På grund af de mange vejspærringer, militæret har sat rundt omkring i byen, er busserne holdt op med at køre om aftenen, så folk har svært ved at komme hjem, hvis de bor lidt udenfor Yangoon.
Hvad jeg derimod har meget svært ved at forstå og acceptere, er folk der forholder sig passive
”Man må gøre, hvad man kan,” forsætter hun. ”Jeg er jo ikke direkte involveret i den civile ulydighedsbevægelse, som de offentligt ansatte læger og lærere har startet ved at nedlægge arbejdet. I stedet støtter jeg økonomisk. En af mine venner har startet en organisation, som samler penge ind til deltagerne i ulydighedsbevægelsen. Det fungerer nærmest som en slags strejkekasse.”
Der kommer en lille kunstpause inden hun forsætter. ”Jeg har venner fra skolen, der i dag er i militæret og jeg kan forstå deres indstilling. Hvad jeg derimod har meget svært ved at forstå og acceptere, er folk der forholder sig passive.”
Facebook-revolutionen
Hver dag klokken 20 præcis finder den daglige Pots and Pans-aktion sted. I 15 minutter banker alle, der er i stand til det, på potter og pander. Det er en burmesisk tradition. Mange burmeserne mener, man kan skræmme onde ånder væk og i dette tilfælde militæret. På Facebook sender hun billeder af, hvad der ligner ældre mennesker på et plejehjem; fra liggende stilling protesterer de ved at slå på grydelåg.
Hun viser mig en meget bulet og temmelig flad dåse, hvor der med store bogstaver står Danish Butter Cookies og fortæller grinende, at det faktisk er en af de bedste dåser, hun har kunnet finde. Jeg lover at tage en ny dåse med, næste gang vi ses.
Den daglige strøm af live feeds og posts på Twitter og Facebook tager til over de kommende par dage. Tit efterfulgt af et – ”del endelig”. Det er, som om hun er mere bange for, at omverden skal glemme Myanmar og efterlade landet alene med militæret, end for hvad militæret kan finde på at gøre ved hende.
Flere gange advarer hun om, at militæret har truet med at lukke internettet. De forsøger da også et par gange, men må åbne det igen, da de selv har brug for det for at kunne kommunikere trådløst. I det hele taget er militæret temmelig udfordret af, at mange unge burmesere teknologisk set er rigtig godt med.
Allerede i løbet af de første timer efter kuppet har alle, der er i stand til det, koblet sig på en VPN-server i USA. Det er en kommunikationsform, som er udenfor militærets rækkevidde. Internettet generelt og Facebook i særdeleshed spiller en helt central rolle, så resten af verden kan følge med i, hvad der sker i særligt de unges kamp. Det et ikke uden grund, at det folkelige oprør, vi er vidne til i Myanmar, allerede nu omtales som Facebook-revolutionen.
Men efter to uger begynder tonen at skifte. Baby Doll begynder at lyde mere bange og fortæller, at situationen for hver dag der går, bliver lidt værre. Og det, selv om hun i Rangoon føler sig mere beskyttet som følge af den store medieopmærksomhed, end det er tilfældet i andre byer i Myanmar.
”Men vi kender ikke deres spil,” siger hun, ”og derfor skal vi være meget forsigtige. I går gik der rygter om, at de ville sætte ild til tilfældige huse, så vi lukkede ikke et øje i nat. Vi er alle sammen i en form for fængsel lige nu – jeg kan ikke tænke på andet – vi bevæger os som robotter, og det er, som om vi lige nu eksisterer fra time til time.”
Alligevel understreger hun flere gange, at hun er glad for at være tilbage i Myanmar.
”Det er vigtigt at være her og kæmpe,” siger hun, “jeg ville føle mig endnu mere fortabt, hvis jeg sad et andet sted i verden.”
Da jeg for et par dage siden taler med hende for sidste gang, fortæller hun, at nogen har forsøgt at hacke hendes Facebook-konto. Hun vil derfor gå elektronisk under jorden et stykke tid. Men før vi afbryder samtalen, når jeg at spørge hende om hendes håb for fremtiden.
”Mit håb er nu, at vi kan gøre det her på en sikker måde og at den civile ulydighedskampagne vil bære frugt og knække militæret. Vi forsætter i hvert fald til den bitre ende, også selv om det kommer til at tage årevis,” lyder det stålsat.
Den store forskel på oprøret i 1988 og denne gang er, at alle i Myanmar nu ved, hvad et demokrati er. Folk er forandret og vil kræve, at fremtidige partier skal respektere demokratiet og folkets rettigheder. Hendes afsluttende ord gør stort indtryk på mig.
”Jeg er også selv blevet stærkere af det her. Jeg har set en anden side af mig selv og jeg har lært, at jeg er stærkere, end jeg troede, og at jeg bliver nødt til at leve op til, hvad jeg tror på.”
LÆS MERE OM KUPPET I MYANMAR HER
Alle billeder er taget af Baby Doll og andre aktivister i hendes netværk. Navnet er et alias, som skribenten bruger for at beskytte hende. Hendes virkelige identitet er kendt af skribenten.
Topbillede: Protester i Yangoon, Myanmar. Privatfoto
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
