
RECEPTION // INVITATION – Lørdag den 29. august udgives Music For Krügerrand – Quartet for Gold Bullion Coins som en 12” vinylplade. Det er lyden fra den aften på Copenhagen Contemporary tilbage i november 2018, som nu er blevet skåret i vinyl. Her kan man høre guldmønternes soniske potentiale udfolde sig. Udgivelsen fejres ved en reception, lørdag d. 29. august kl. 11.00-12.30 på Cafe Dan Turéll i Københavns Indre By. Alle er velkomne. Der er gratis kaffe og croissanter skriver Niels Lyhne og Lars Seier.
“Klokken er 8:45 og det er den 26. August 2020. Guldprisen er i skrivende stund 1919,2 USD per Troy Ounce. Troy Ounce er den enhed, man opgør guldprisen i. For 5 minutter siden var prisen 1920,82 USD og nu – kl. 8:47:54 CEST – er prisen 1918,41 USD.”
For et halvt år siden, den 26. februar 2020, var guldprisen 1647,95 USD. Guldprisen er i løbet af de sidste 6 måneder steget 17,62% og i løbet af det sidste år med 26,38 %. Guldprisen har aldrig været højere end den er nu.
Lyden af guldmønten har en meget lang efterklang. Faktisk så lang at det næsten synes fysisk umuligt. Det er, som om guldmønten trodser fysikkens love og lader lyden hænge i luften i ekstra lang tid
Hverken 9/11 eller finanskrisen drev guldprisen op i de højder, som er tilfældet nu. Driveren er coronapandemien.
Klokken er nu 09:02:29 CEST og guldprisen er 1914,95 USD.
Music for Krügerrand
Den 7. november 2018 var guldprisen 1223,45 USD og på den dag uropførte vi værket Music for Krügerrand – Quartet for Gold Bullion Coins. Rammen var et tætpakket Copenhagen Contemporary, på Refshaleøen i København, hvor koncerten blev præsenteret som en del af en festival for ny musik og lydkunst.
Samlet omkring et stort firkantet bord stod vi og spillede på guldmønter sammen; slagtøjsspillerne Jaleh Negari & Ying-Hsueh Chen, komponisten Niels Lyhne Løkkegaard og erhvervsmanden Lars Seier Christensen.
8 guldmønter lå på bordet – alle med et guldindhold på omkring 1 ounce – såkaldte investeringsguldmønter. En American Eagle fra 2017, en mexicansk 50 Pesos Centenario fra 1947, to østrigske 100 corona fra 1915 og endelig fire sydafrikanske 1 oz krügerrands fra hhv. 1978, 1980, 1981 og 1983. 09:34:05 CEST 1918,47 USD.

Lyden af guld
Renheden af en guldmønt kan bestemmes ved den lyd, der afgives, når mønten slås sammen med en anden mønt. En højfrekvent dansende tone med en meget lang efterklang sendes ud i rummet.
Vi måler bekymring og angst for fremtiden ved hjælp af guld i en slags menneskehedens angstbarometer
Afhængig af guldmøntens diameter, tykkelse og legering afgives der en tone med en specifik tonehøjde og klangfarve.
Lyden af guldmønten har en meget lang efterklang. Faktisk så lang at det næsten synes fysisk umuligt. Det er, som om guldmønten trodser fysikkens love og lader lyden hænge i luften i ekstra lang tid.
Guld ruster heller ikke. Du kan finde en guldmønt på en pløjemark, og selvom den har ligget i jorden i over 1000 år, vil den stadig glimte i solen – den vil se ædel ud. Ædelmetallet, som forekommer i meget små mængder og som ikke påvirkes af tidens tand, fremstår som en konstant.
Et meget konkret symbol på noget uudgrundeligt. Et materiale med stor tyngde, der repræsenterer et kontinuum af uforanderlighed og stabilitet.
Og dog.
Alt andet forandrer sig over tid. Men ikke guldet. Guld forandrer sig ikke, og måske netop derfor har mennesket gennem årtusinder efterstræbt dette materiale og slået hinanden ihjel på grund af det
Utallige menneskeliv og hele kulturer er gået til grunde i menneskets higen efter ædelmetallet og krügerranden selv ligger der – foran os, som en helt konkret udmøntning af det dystre sydafrikanske apartheidregime. 09:56:45 CEST 1917,20 USD.
Lørdag den 29. august udgiver vi Music For Krügerrand – Quartet for Gold Bullion Coins som en 12” vinylplade. Det er lyden fra den aften på Copenhagen Contemporary tilbage i november 2018, som nu er blevet skåret i vinyl
Luftens tryk kan måles med et barometer. I gamle dage var der kviksølv i barometeret.
Nu måler vi bekymring og angst for fremtiden ved hjælp af guld i en slags menneskehedens angstbarometer. Når guldprisen i verden går op, er det således ofte udtryk for, at man ser med bekymring på verdens økonomiske fremtid. Går det godt eller går det dårligt?

Udgivelse på Cafe Dan Turéll
Lørdag den 29. august udgiver vi Music For Krügerrand – Quartet for Gold Bullion Coins som en 12” vinylplade. Det er lyden fra den aften på Copenhagen Contemporary tilbage i november 2018, som nu er blevet skåret i vinyl. Her kan man høre guldmønternes soniske potentiale udfolde sig.
De forskellige mønters lyd interfererer med hinanden i en konstant oscillerende bevægelse. Først lyden af enkelte guldmønter, og så lyden af flere guldmønter, som blander sig med hinanden i små krystallinske toneskyer. Toneskyer der intensiveres og fortættes, indtil de til sidst opløses i mødet med kunstige sinustoner, der emulerer lyden af guld.
Dét der i starten var en lyd, der helt konkret kunne føres tilbage til guldmønten, er nu en abstrakt lyd – løsrevet fra den fysiske manifestation af mønten. En lydlig bevægelse væk fra guldstandarden og ind i den globale virtuelle økonomi.
Et 2 år langt samarbejde har nået sin afslutning. Vi; kunstneren og erhvervsmanden har kigget hinanden i øjnene. Vi har talt om, på hvilke måder vi ligner hinanden, og om hvorledes vi adskiller os fra hinanden. Talt om vigtigheden af at gå efter ideerne. Og om vigtigheden af at turde tage utopierne alvorligt.
Tilmelding sker via Facebook. Vi ved ikke, hvad guldprisen er på lørdag, men mon ikke den er anderledes end i dag?
Vi stod sammen en novemberaften i 2018 omkring et bord og spillede på guldmønter. Der mødte vi hinanden i vores forskellighed og dannede sammen et nyt musikalsk fællesskab. Et volatilt fællesskab, hvori vores positioner blev udflydende og vi blev mennesker.
Vi fejrer udgivelsen af Music for Krügerrand – Quartet for Gold Bullion Coins ved en reception, lørdag d. 29. august kl. 11.00-12.30 på Cafe Dan Turéll i Københavns Indre By.
Alle er velkomne. Der er gratis kaffe og croissanter. Tilmelding sker via Facebook. Vi ved ikke hvad guldprisen er på lørdag, men mon ikke den er anderledes end i dag?
Illustration: Music for Krügerrand. Foto: Malthe Folke Ivarsson.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her