Caroline Baldwin, Den kgl. Ballet

Caroline Baldwin: Jeg prøver at tage ærlighed med mig på scenen

i Kultur/Scenekunst af
SOLODANSER PÅ BÆNKEN #3 // INTERVIEW – Tre dage før premieren på John Neumeiers Mahlers 3. Symfoni lukkede Det kgl. Teater pga. coronakrisen, og Den kgl. Ballets dansere blev hjemsendt på ubestemt tid. Hvordan holder de sig i form, hvad med kreativiteten og det kunstneriske i hverdagen? Hvad driver dem egentlig?

Caroline Baldwin, savner du at være på scenen, at du pludselig ikke kan danse? Hvordan holder du dig i form, når du er bundet til hjemme?

– Ja, jeg savner scenen meget, når jeg ikke har mulighed for at optræde. Jeg kom tilbage i november efter en knæskade, der havde gjort, at jeg ikke kunne danse et stykke tid, og det var vidunderligt at optræde igen. Nu, hvor vi ikke kan optræde pga. covid-19, er vi alle nødt til at være tålmodige og vente på, at forestillingerne kan gå i gang igen. Dansere er på mange måder som olympiadesportsfolk, der træner hele livet for det særlige øjeblik, hvor de træder ind på scenen.

Jeg gør mange ting for at holde mig i form. Jeg kan lide at begynde dagen med yoga og Pilates-øvelser, inden jeg laver morgentræning. Nu, hvor min morgentræning ligger herhjemme og ikke i vores smukke studie på Gamle Scene, så laver jeg en morgenklasse til lydoptagelser – og nogle gange til live musik, når nogle af vores pianister streamer musik hjemmefra.

For at holde mig i form, laver jeg trappetræning med mange forskellige gangrytmer og fodmønstre, der giver et mix af cardio- og koordinationstræning for at være hurtig i både hoved og fødder! Vi har alle sammen arbejdet så tæt med vores fysioterapeuter i så mange år, at vi ved, hvilke øvelser vi kan lave, og hvordan vi gør det bedst. Hver danser har sin egen individuelle protokol, der er tilpasset hans/hendes behov. Det, der passer en danser, passer ikke nødvendigvis en anden.

Finder du andre måder at være kreativ på?

Min kreativitet opstår, når jeg er inspireret. Inspiration er drivkraften til alt i livet. Jeg har mange interesser, og jeg oplever, at alt, hvad jeg lærer og oplever i livet, påvirker måden jeg danser på og fortolker hver en rolle. Musik er en stor del af mit liv, og jeg lader mig inspirere meget af kunstnere indenfor både klassisk og rap, fra gammelt til nyt. Det er min kærlighed til musik, der inspirerer mig til at danse. Musik er som at tænde for at kontakt på en danser.

Nu, hvor vi er hjemme, bruger jeg tiden til at lave mad, læse, male, lytte til podcasts, gå lange ture, være i kontakt med venner og familie over FaceTime. Det er en vidunderlig tid til at genoplade batterierne, genstarte, hvile sig, så jeg er fuld af energi, når jeg kommer tilbage til balletten og kan danse igen.

Når du ser tilbage, hvordan opdagede du så ballet? Hvad er dine tidligste indtryk?

Før vi havde adgang til internettet og til at se balletter og musicals lærte min søster og jeg mange balletter at kende gennem billedbøger og ved at lytte til balletmusik på bånd og CD. Vi drømte om at se balletkompagnier optræde i teatret. Jeg elskede Nøddeknækkeren og rollen som Sukkerfe allermest, fordi hun var så lyserød. Når jeg danser rollen i dag, danser jeg den for alle de børn i publikum, der elsker Sukkerfeen og alt det håb og alt det gode i livet, hun repræsenterer.

Caroline Baldwin, Den kgl. Ballet, Interview
Caroline Baldwin og Gregory Dean i George Balanchines Nøddeknækkeren. Foto: Henrik Stenberg.

Hvordan vil du beskrive dig selv som danser?

Jeg tror, jeg er taknemlig og ærlig. Min skade har lært mig meget om mig selv og har påmindet mig om, hvor værdifuldt og skrøbeligt noget, man elsker, kan være. Hver gang, jeg går på scenen nu, påskønner jeg det helt utroligt meget.

Jeg prøver også at portrættere alle mine roller ved at trække på erfaringer fra mit eget liv, om det er sejre eller nederlag. Jeg ønsker at publikum skal kunne forholde sig til noget, de måske kender fra deres eget liv og tage teatrets erfaring med sig hjem. Jeg håber, at de kan få det fra den ærlighed, jeg prøver at tage med mig på scenen.

Er du ambitiøs? Hvordan?

Ambition er en speciel ting. Af natur er jeg meget ambitiøs, og jeg har altid elsket at sætte mål, jeg kan arbejde mod. Nogle gange sker det, at mine ambitioner tager over og gør mere skade end gavn, så jeg prøver nu at fokusere på delmål og mindre sejre, så jeg kan nyde rejsen lige så meget som målet.

Hvilken rolle er den mest udfordrende, du har haft?

Den mest udfordrende rolle, jeg har danset, er uden tvivl Svanesøen, især rollen som Sort Svane. Svanesøen kræver en præcision, teknik, udholdenhed og evnen til at portrættere to forskellige figurer i en forestilling. Det er som et maraton, der bare bliver ved!

Hvilken rolle har været den mest betydningsfulde?

Giselle har været den mest givende rolle, jeg har danset. Det har altid været min yndlingsballet. Jeg fik muligheden for at danse rollen for første gang i februar, da jeg vendte tilbage til scenen efter en knæskade. Det betød utroligt meget for mig at komme tilbage til scenen i en rolle, som jeg havde drømt om at få lov til at danse en dag.

Er der en rolle eller en ballet, der har været et særligt gennembrud for dig?

Den første hovedrolle, jeg fik chancen for at danse, var Terpsichore i Apollon, da Den kgl. Ballet var på sommerturné i Jylland.

Har du forbilleder? Hvem og hvorfor?

Jeg har haft mange forbilleder ved Den kgl. Ballet. Jeg er så heldig, at jeg kom til kompagniet i en periode, hvor der var mange ikoniske dansere, som jeg kunne lære af og se op til. Det har været forskellige dansere på forskellige tidspunkter i min karriere, der har inspireret mig og været med til at forme mig som den kunstner, jeg er i dag.

Hvad er dit yndlingstrin? Hvilket trin synes du mindst om?

Mit yndlingstrin er pirouette. Mit mindst-yndlingstrin er italienske fouettéer.

Hvordan adskiller Den kgl. Ballet sig fra andre kompagnier? Er det noget særligt?

Jeg ser Den kgl. Ballet som en stor familie. Danseverdenen kan være ganske konkurrencepræget, men jeg oplever at alle danserne her støtter hinanden. Det er ret enestående, at vi hjælper hinanden på den made, og jeg tror faktisk, det har rod i Bournonville-teknikken.

Bournonville er så dyrebar for dette kompagni. Arven er overdraget fra den ene generation til den næste, ældre generationer giver den videre til de yngre. Det skaber et miljø, hvor de unge dansere ser op til de ældre og et miljø, hvor vi opmuntres til at hjælpe hinanden og være opmærksomme på hinanden, uanset vores stilling i kompagniet. Det giver en følelse af enhed, at vi alle danser sammen som del af et større billede.

Beskriv dit forhold til Bournonville. Hvad kan du eller kan du ikke lide ved Bournonville? Har han en fremtid?

Jeg elsker at danse Bournonville. Det er ikke noget, jeg er vokset op med, men noget jeg kom til at lære at kende og kom til at elske, da jeg blev del af Den kgl. Ballet. Det er gået op for mig, at der er aspekter af Bournonville, der ikke kun kan bruges i de danske klassikere, men som jeg kan bruge og integrere i andre stilarter.

Jeg elsker det fællesskab, Bournonville skaber på scenen, og at vi alle danser for og med hinanden, hvor det ofte er lidt mere ”pralende” i de russiske klassikere og Balanchine-balletter. Bournonville er så vigtig for dansk kultur og historie, og det er ham, dansk ballet er kendt for i udlandet, så jeg mener, han er vigtig for fremtiden. Ligesom museer bevarer kunst for eftertiden, så gør levende kunst det også. Det lægger fundamentet for et samfunds kultur.

Er der en nulevende koreograf, du særligt synes om?

Jeg elskede at lave Akram Khans Vertical Road, da Den kgl. Ballet dansede den for et par sæsoner siden.

Helt ærligt: Klassisk ballet i 2020? Er der overhovedet plads til den kunstart i moderne tid?

Jeg er overbevist om, at ballet har en plads i den moderne verden. Ballet rummer en flugt og noget ikke-håndgribeligt. Ballet bevæger sjælen på en måde, der er helt ulig andre visuelle kunstarter. Musikken, bevægelsen, fortællingen er en fest for øjne, krop og sjæl. Den løfter dig langt væk hver den moderne verdens hverdag.


BENCHED PRINCIPALS #3 // INTERVIEW – Three days before the opening night of John Neumeier’s “Mahlers 3. Symphony, the Royal Danish Theatre closed its door because of the corona crisis, and the dancers of the Royal Danish Ballet were sent home, for the moment on indefinite leave. How do they keep in shape, how do they find outlets for their creativity and artistry in this unusual situation. What drives them? Meet the principal dancers of the Royal Danish Ballet.

Caroline Baldwin, do you miss the stage, not being able to perform? And how do you keep in shape when you’re homebound?

Yes, I miss the stage so much when I am unable to perform. I returned to the stage in November after dealing with a knee injury that kept me away from the stage for a while, and it felt fantastic to be back again performing! Now that we are away from the stage, this time due to the covid-19, we will all have to be patient and wait for the show to begin again! Dancers in many ways are like Olympic athletes, who train our entire lives to have that moment in time to perform on stage.

I do many things to keep in shape. I like to start my day with some yoga and Pilates exercises before I start my morning training. Since morning training is now at home in my living room instead of our beautiful ballet studio at Gamle Scene, I do a ballet barre class to either recorded music or sometimes live music thanks to some of our pianists who stream live from their homes.

In order to maintain my cardio, I do stairs training. I go up and down stairs with different foot patterns, which is a mix of cardio and coordination training to keep the mind and feet quick! We have worked so closely with our Physios over the years, we know what exercises are safe to do and how to do them. Each dancer has a unique workout protocol customized to their body’s needs. What is good for one dancer may not be what the next dancer needs.

What about your creativity and artistry? 

Creativity comes when I am inspired. I think of inspiration as fuel for everything in life. I have so many interests and find that everything I learn about and experience in life influences how I dance and interpret each role. Music is a big part of my life, and I am inspired by so many musical artists from Classical to Rap, from old to new. My love for music is what inspires me to dance. Music is like turning on the light switch for a dancer.

While we are at home sheltering in place, I’m using this time to cook, read, paint, listen to podcasts, go on long walks, catch up with friends and family over FaceTime. It’s a wonderful time to recharge, reboot, rest and reenergize filling up my batteries so that I’ll have a full charge for when I am back to the ballet and can dance again.   

Looking back, how did you discover ballet? What are your earliest memories and impressions?

Before we had access to the internet to watch ballets and musicals, my sister and I discovered ballets through picture books and listened to ballet music on tapes and CDs. We couldn’t wait to go to the theater to see ballet companies perform in Chicago. What I loved most of all was The Nutcracker and I adored the Sugar Plum Fairy for all of her pinkness. As I perform the Sugar Plum Fairy today, I dance for all the young children who are in the audience who are adoring the Sugar Plum that represents hope and all that is good in life.  

How would you describe yourself as a dancer?

I would like to say grateful and honest. My injury has taught me a lot about myself and has reminded me how precious and delicate something you love can be. Now, every time I step on stage, I am just so appreciative to be there. I also try and portray each role with experiences from my own life, whether that be victories or struggles. I want the audience to be able to relate to maybe something they are going through in their life and take the experience of the theatre with them when they leave. So I hope they can get that from the honesty I try and bring to the stage.

Caroline Baldwin, Den kgl. Ballet, Interview
Caroline Baldwin og Gregory Dean i Nikolaj Hübbes version af Marius Petipas Raymonda. Foto: Henrik Stenberg.

Are you ambitious? How does that manifest itself?

Ambition is a tricky thing. I am very ambitious by nature and have always loved to set goals and work towards achieving them. Sometimes my ambition can overwhelm me and do more harm than good, so what I try to focus on is setting smaller goals and achieving little victories in order to enjoy the ride rather than the destination. 

What is the most challenging role you’ve had?

The most challenging role I’ve danced is without a doubt Swan Lake, specifically the role of the Black Swan. Swan Lake demands so much precision, technique and stamina and the ability to portray dual characters in one performance. It’s like a marathon that just keeps going.

Which role has fulfilled you the most?

Giselle has been the most fulfilling role to dance, it has always been my favorite ballet. I got the opportunity to dance the role last February, and it was my return to the stage after dealing with a knee injury for several months. It meant so much to me to return to the stage in a role that I only dreamed of one day getting to perform.

Has there been a breakthrough role or ballet for you?

My first main role I was given a chance to preform was Terpsichore in Apollo on a Summer ballet tour, where we danced on outdoor stages across Jutland.

Do you have role models? Who and why?

There have been many role models for me at the Royal Danish Ballet. I feel so lucky to have joined the company at a time where there were a lot of iconic dancers who were my seniors, and who I could look up to, learn from and aspire to be. At different times during my career there have been different key role models at RDB, that have inspired me and helped me become the artist I am today. 

What’s your favourite step? Which one do you like the least?

My favorite step would have to be pirouettes. My least favorite step is Italian fouettées.

How is the Royal Danish Ballet different from other companies? Is it different?

I like to think of the Royal Danish Ballet as one big family. The dance world can get quite competitive, but I find all the dancers to be very supportive of each other here at RDB. Another thing that is quite unique to this company is how much we all help each other, and I actually think this stems from the Bournonville technique.

Bournonville is so sacred to this company. It is passed down from generation to generation requiring older generations to pass on the style to the younger generations. This creates an environment, where the younger dancers look up to the older dancers, and an environment where we are then all encouraged to help each other and look out for each other regardless of rank. It creates a sense of one, since we are all dancing together for a bigger picture.

Describe your relationship with Bournonville? What do or don’t you like about him? Does he have a future?

I love dancing Bournonville ballets. It is something I did not grow up with but came to learn and love once I joined the Royal Danish Ballet. I’ve realized aspects of Bournonville can not only be used in the Danish classics but is something I can try and incorporate in other styles; such as in the big Russians ballets, and Balanchine ballets.

I love how Bournonville emphasizes a togetherness on stage, and that we are all dancing with and for each other on stage, whereas in Russian classics and Balanchine ballets it is a bit more ”showy” to the audience. Bournonville is so important to Danish culture and history and is what Denmark is known for on the international stage, so I believe it is so important for the future. Just like museums preserve old art so that it can be appreciated, the same goes for moving art forms. It builds the foundation of culture in a society.

Is there a contemporary choreographer you particularly like?

I love Akram Khan’s Vertical Road, which the Royal Danish Ballet performed a couple season ago.

Honestly, is there a place for classical ballet in the modern world?

I do believe ballet has a place in the modern world. Ballet is an escape and is something ethereal. It’s something that moves the soul unlike any other visual art form. The music, the movement, the story telling is a feast for the mind, body, and soul. It takes you far away from the modern day realities.


LÆS ALLE ALEXANDER MEINERTZ’ TEKSTER PÅ POV HER.


Topfoto: Caroline Baldwin i Nikolaj Hübbes opsætning af August Bournonvilles Et Folkesagn. Fotograf: Per Morten Abrahamsen.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg har været tilknyttet POV fra foråret 2016, først som skribent men siden som medlem af ledelsen og chefredaktionen, hvor jeg særligt har været optaget af udvikling af POV's publicistiske idé, strategi, organisation, kommunikation og design.

Som anmelder har jeg skrevet analytisk, kritisk og lidenskabeligt om klassisk ballet siden 1991, i dag primært ved Kristeligt Dagblad og POV. Mine anmeldelser og essays samler jeg på: https://alexandermeinertz.dk, hvor du også kan tilmelde dig et nyhedsbrev.

Fokus i mine kommentarer og overvejelser er på værk, idéverden og iscenesættelse efter devisen, “Never trust the teller, trust the tale. The proper function of a critic is to save the tale from the artist who created it.” ― D.H. Lawrence.

I 2006 udgav jeg biografien "Vera Volkova" hos Schønberg/Arnold Busck, efterfulgt af "Erik Bruhn - Billedet indeni" i 2008. Vera Volkova udkom samme år i engelsk oversættelse hos Dance Books, London. Jeg har desuden oversat og været ghostwriter på en række fagbøger.

Selfien med Medusa-hovedet tog jeg en sommerdag i Det Arkæologiske Museums have i Istanbul.

Seneste artikler om Kultur