HYLDEST // FOLKROCKMUSIKEREN AL STEWART – I denne måned er det 45 år siden, Al Stewart fik sit store gennembrud med albummet Year of the Cat og singlehittet af samme navn, der stadig er et af de mest afspillede numre på softrock radiostationer. For mange er lige det nummer selve lyden af softrock i 70’erne. Denne ‘halvrunde måned’ fejrer pladeselskabet med en udvidet jubilæums-version af albummet. I dette essay fejrer POV’s Henning Høeg jubilæet med en hæmningsløs hyldest til sin yndlingskomponist. Og opfordringen er klar: Du kan helt klart starte med Year of the Cat, men lad for din egen (og guds) skyld være med at stoppe der. Siden sin debut i 1967 har Al nemlig skrevet og udgivet så mange tryllebindende sange, at man bliver helt rundtosset.
Under Covid-19-epidemien har jeg tilbragt hver eneste dag sammen med to personer: Min hårdt prøvede hustru, Linda og den 75-årig skotske sanger, komponist og poet, Al Stewart. Hver dag har han sunget for mig, når jeg bryggede morgenkaffe, når jeg gik tur med hunden eller bare tog en (ufortjent) pause.
Hver dag har jeg i mit stille sind jublet over Al’s nougatagtige stemme, urimeligt velformede, mundrette, sjove og samtidig dybt intelligente tekster og uafrystelige melodier. Og sammen med min hustru har Al i al beskedenhed sørget for, at jeg ikke blev fuldstændig skingrende corona-skør.
En af de store
Når historien om verdens største pop-, rock- og folk komponister skrives, så bør skotske Al Stewart efter min mening nævnes i samme kapitel og side om side med giganter som Bob Dylan, Bruce Springsteen, David Bowie og Paul McCartney. Men selvom Stewart hører til i samme klasse, så kan han ikke direkte sammenlignes med nogle af sine med-genier.
Al Stewart har nemlig sin helt egen lyd og sin helt egen tilgang til hele den musikalske skabelsesproces. En påstand, der måske bedst kan beskrives med undertegnedes oplevelse, da jeg for første gang hørte sangen “On the Border” (singleuddrag nummer tre fra albummet Year of the Cat) i et dansk radioprogram.
Som barn og som ung teenager ville jeg være den femte beatle. Jeg var ‘Al Beatles’. Efter jeg hørte en båndoptagelse med min egen stemme, indså jeg dog, at min fremtid som rockstjerne var ren utopi. Derfor blev jeg folk-sanger
Måske var det vores egen åbenørede Monica Krog-Meyer eller måske var det Jørgen De Mylius, der havde valgt at introducere deres heldige lyttere til denne relativt ukendte skotte. Men uanset hvem der sad ved DR-mikrofonen, så var Al Stewarts sang temmelig sikkert indrammet af mere forudsigelige 1976-hits som Kiki Dees og Elton Johns “Don’t Go Breaking My Heart” og “Silly Love Songs” med Wings og førnævnte Paul McCartney.
Al Stewart havde min fulde opmærksomhed
Al Stewarts sang stak således ud. Og oplevelsen (jeg kan stadig huske det) forløb sådan cirka som følger:
Først den meditative klaver- og synth-intro, der ubesværet fik mig til at zoome ind og være opmærksom. Så kom bas og hi-hat på banen med lækkert riff og et klart budskab: “det her er vist ikke nogen helt almindelig popsang”. Nu var både dansk stil og blækregning skubbet til side, og Al Stewart havde min fulde opmærksomhed, da han efter 35 sekunder lagde for med ordene:
“The fishing boats go out across the evening waters. Smuggeling arms and guns across the Spanish border”.
For en knægt, der var vokset op med The Sweets “Ballroom Blitz” og Deep Purples “Highway Star”, skubbede kombinationen af Al Stewarts på en gang lidt affekterede, men også krystalklare og sødmefulde vokal, den historisk korrekte poesi og den forførende melodi i FM døren op til en musikalsk verden, jeg slet ikke anede eksisterede.
Og netop som jeg troede, at toppen var nået, rundede sangen sit første halvandet minut, og den blot tyve år gamle Peter White slap sin spanske guitar løs med en kaskade af himmelske toner.
Egentlig var engelske Peter White hyret som Al Stewarts nye tangentspiller. Men da producer Alan Parsons (Dark Side of the Moon og senere, Alan Parsons Project) efterlyste lidt flamenco-inspireret guitar på ‘On the Border’, rakte unge Peter White hånden i vejret og sagde genert, at han da godt ville “give det et forsøg”.
Peter Whites ydmyge “forsøg” fik alle i studiet til at tabe både næse og mund. Efter den dag gik Peter Whites jobbeskrivelse fra “tangentspiller” til “guitar-ekvilibrist”. Og den dag i dag er Peter White én af klodens bedst-sælgende smooth-jazz-guitarister med 15 soloalbum i bagagen.
Den historiske folkesanger
Efter “On the Border” og albummet Year of the Cat var jeg solgt.
Jeg gik på opdagelse i Al Stewarts bagkatalog. Og først blev jeg lidt skuffet. Selvom flere af sangene er anstændige, så er lyden og produktionen på Stewarts fire første solalbum spinkel – i dag forældet. Og det var først på sit femte album Past, Present and Future (1973), at Stewart fik fat i den tykke ende.
I et interview med BBC fortæller Al Stewart selv:
“Som barn og som ung teenager ville jeg være den femte beatle. Jeg var ‘Al Beatles’. Efter jeg hørte end båndoptagelse med min egen stemme, indså jeg dog, at min fremtid som rockstjerne var ren utopi. Derfor blev jeg folksanger – i stil med Bob Dylan. Ligesom jeg kunne han heller ikke hverken spille eller synge. Men vi kunne begge noget med tekster.”
Al skriver, ligesom vi andre drømmer, uden grænser. Ordene kommer som en flod og du har intet valg, du bliver nødt til at lade dig rive med – sådan har Paul Simon sagt
“Noget med tekster” var dog ikke nok til at blive stjerne … heller ikke folk-stjerne. Således solgte Al Stewarts fire første soloalbum alt andet end imponerende. Og Al måtte efter eget udsagn spørge sig selv: “hvad gør jeg forkert”. Løsningen var at skrive om noget, der interesserede ham selv. Og som ivrig læser af historiske non-fiction-bøger lå løsningen lige til højrebenet.
“Verden havde brug for præcis én “historisk folkesanger” og dén historiske folkesanger var mig”, fortæller Al Stewart i et andet BBC2 interview fra 2006.
Således fyldte Al Stewart nu sine to kommende album Past, Present and Future og Modern Times med iørefaldende popsange om historiske figurer som Joseph Stalin, Warren Harding (amerikansk præsident) og Michel de Nostradame.
Endelig Abbey Road
De to album solgte hver især flere eksemplarer end Al Stewarts fire første album sammenlagt. Men det store floromvundne verdensgennembrud lod stadig vente på sig. Og derfor gik Al Stewart nu på jagt efter en ny og mere radio-venlig lyd.
For de penge, han havde tjent, indspillede Al Stewart guitar og vokal til sit syvende soloalbum i det legendariske Beatles-studie Abbey Road i London. Til solistens held kom sangene forbi selveste Alan Parsons’ skrivebord. I samme studie havde Parsons fire år tidligere produceret et af rockhistoriens bedst sælgende album Pink Floyds Dark Side of the Moon. Han blev efter eget udsagn forelsket i Al Stewarts kompositioner.
Da optagelserne begyndte havde Al Stewart endnu ikke færdiggjort teksten til det, der skulle blive titelnummeret og det helt store gennembrud, “Year of the Cat”. Hjemme hos sin vietnamesiske kæreste fandt Al en bog om de kinesiske stjernetegn. Bogen var angiveligt slået op på et kapitel om Kattens år – ‘Year of the Cat’. Samme aften så Al og kæresten endnu engang én af deres favoritfilm, Casablanca.
Pludselig blev skriveblokeringen til et vandfald af ord og billeder, og på en time havde havde Al Stewart første vers til den sang, der ikke alene skulle forandre hans eget liv, men også skulle forsyne classic-rock stationer over hele verden ét af deres største og mest holdbare hits.
‘On a morning from a Bogart movie
In a country where they turn back time
You go strolling through the crowd like Peter Lorre
Contemplating a crime
She comes out of the sun in a silk dress running
Like watercolour in the rain
Don’t bother asking for explanations
She’ll just tell you she came
In the year of the cat’
“Al skriver, ligesom vi andre drømmer, uden grænser. Samtidig besidder han en intelligens, en viden og en disciplin, der kombineret med hans stream of consciousness skaber stor kunst. Ordene kommer som en flod, og du har intet valg, du bliver nødt til at lade dig rive med,” sådan har Paul Simon sagt om manden, han engang delte lejlighed med i London, Al Stewart.
Efter min meninger Al Stewart såmænd bare blevet bedre med årene. Tricket er selvfølgelig, at Al Stewart altid har været drevet fremad af en sand og tilsyneladende ufortyndet begejstring og skaberglæde.
Vi hang ud med superstjerner som Jimmy Page, Linda Ronstadt og Freddie Mercury. Og jeg nød til fulde den dejlige villa, jeg pludselig ejede i Los Angeles. Men det begyndte at blive lidt trættende, når vores umusikalske chefer fortsat tjente styrtende, mens vi selv så vores royalty-checks skrumpe ind
“Jeg elsker at udfordre mig selv med ord og billeder og jeg elsker at eksperimentere med fortællingen. Melodierne komme ofte helt af sig selv. Og når jeg så har melodien, så kan jeg lægge ordene, hvor de passer bedst – som i en stor seng.”
Sådan fortalte Al Stewart under én af sine årlige koncerter i undertegnedes lokale folk-rock-joint The Ark i byen Ann Arbor i min amerikanske hjemstat Michigan.
Mangemillionær og fattig
Efter gennembruddet med Year of the Cat flyttede Al Stewart fra London til Los Angeles, hvor han har boet siden. Ironisk nok gjorde successen i USA ikke Al Stewart til mangemillionær. I stedet fandt han ud af, at hitliste-succes i mange tilfælde var omvendt proportionalt med penge i banken.
“Som turnerende folk-sanger med moderat pladesucces, var jeg faktisk temmelig velhavende. Men efter gennembruddet i USA gik alle penge lige pludselig til at hyre musikere, advokater og hele det kæmpemæssige turnécirkus med roadier, lyd- og lysfolk, lydudstyr, hundredevis af hotelværelser og ikke mindst flybilletter til at at transportere alle kloden rundt.”
Sådan fortæller Al Stewart i noterne til jubilæumsudgivelsen af et andet klassisk album 24 Carrots. Solisten, der fylder 76 til september, understreger, at han til fulde nød de første mange år som popstjerner:
“Vi hang ud med superstjerner som Jimmy Page, Linda Ronstadt og Freddie Mercury. Og jeg nød til fulde den dejlig villa, jeg pludselig ejede i Los Angeles. Men det begyndte at blive lidt trættende, når vores umusikalske chefer fortsat tjente styrtende, mens vi selv så vores royalty-checks skrumpe ind og i stedet blive til kæmperegninger.”
Bedst er dog åbningssangen “Running Man”, hvor Al Stewart bringer én af historiens mest frastødende figurer Josef Mengele (dødslægen fra Auschwitz) til live.
Det var 70’er og 80’er-udgivelser som Year of the Cat, Time Passages, Russians and Americans og The Last Days of the Century, der for alvor markerede Al Stewarts tid som international superstjerne – med stadionkoncerter fra London til Buenos Aires. Efterfølgende trak Stewart med fuldt overlæg sine krigsskibe fra det frådende hav og ind på mere stille vand.
Den tilbagetrukne stjerne
I dag bor Al Stewart stadig i Los Angeles-området. Midt under Covid-19-krisen blev en storsmilende Al gift med sin kæreste Jill. Og ifølge hjemmesiden alstewart.com er tiden i corona-lockdown blevet brugt på hjemlig hygge, nye sange og pænt mange glas rødvin fra Als og Jills omfattende vinkælder.
Lige siden 70’erne har Al Stewart sideløbende med musikkarrieren været stor vin-connaisseur – i en sådan grad, at han med sange som “Tasting History” og “Under a Wine-stained Moon” i 2000 viede hele sit nye album Down in the Cellar til de kostbare drue-dråber.
Efter Al Stewart i forbindelse med sit femte album Past, Present & Future havde taget sin beslutning om fremover kun at skriver om dét, der interesserer ham, har han ikke skrevet én lyrisk uinteressant sang. Mest af alt får Als sange mig bare til føle mig godt tilpas. Kombinationen af spilleglæde, perfektionisme, humor og intelligens løfter både hjerne og hjerte – jeg føler mig således både glad og en lille smule klogere – på én gang.
Derfor vil jeg slutte min maratonfortælling om Al Stewarts velsignelser med de vigtige Al-album og den bedste sang fra hvert af disse:
De bedste album og bedste numre
PAST, PRESENT & FUTURE (1973): Al Stewart har på sit femte album besluttet sig for at blive verdens eneste ‘historiske folk-sanger’. Iblandt de otte gennemarbejdede fortællinger er “Road to Moscow” bedst. På otte minutter får vi her historien om Hitlers fejlslagne invasion af Rusland set igennem øjnene af den russiske soldat – og siden systemkritiker – Alexander Solzhenitsyn. “Jeg læste godt 40 bøger om emnet, før jeg skrev sangen,” har Stewart fortalt.
YEAR OF THE CAT (1976): Al Stewarts store internationale gennembrud. Selvom albummet er fyldt med perler, skiller “On the Border” sig ud som den allerbedste. Så kort, præcist, smart og nærmest forbryderisk iørefaldende kan en sang skrives. Både Elton John og Madonna har med sange som “Nikita” og “La Isla Bonita” ladet sig inspirere af Al Stewarts flamenco-vibe.
TIME PASSAGES (1978): For anden gang er det Alan Parsons, der sidder ved producerpulten. Men denne gang er lyden ikke ligefrem dynamisk. “Det lyder som om, vi alle sammen er på valium – så kedeligt,” siger Al Stewart om hitalbummet. Trods den lidt døde lyd er Time Passages dog fyldt med fine sange som “A Man for all Seasons” og “Palace of Versailles”. Bedst er dog den ligefremme og iørefaldende popsang “Song on the Radio”.
24 CARROTS (1980): Efter min mening Al Stewarts bedste album – ikke én svag sang. “Midnight Rocks”, “Merlin’s Time” og “Murmansk Run/Ellis Island2” er alle små soniske og lyriske mesterværker. Bedst er dog åbningssangen “Running Man”, hvor Al Stewart bringer én af historiens mest frastødende figurer Josef Mengele (dødslægen fra Auschwitz) til live. Musikken og melodien pulserer, mens Al Stewart maler sin egen psykiske thriller, hvor man kan næsten mærke sveden på panden:
It’s a long and twisted journey, from the sweeping northern plains,
To the outcrops of the jungle, bowed beneath the tropic rains.
In the costoms hall the officer takes you to one side,
His eyes reveal no feeling as you hand over the bribe
RUSSIANS & AMERICANS (1984): Et af Al Stewarts største kommercielle hits. I dag er lyden lidt 80’er-stiv, mange synths og elektroniske trommer. Men sangene er blandt Al Stewarts bedste. Prisen for den bedste sang skal her deles i to. “Lori, Don’t Go Right Now” for den uimodståelige melodi og “Accient on 3rd Street” med en brillant tekst om komponistens veninde, der er blevet dræbt af en spritbilist og den følgende retssag. I et genialt vers beskrives gerningsmanden således:
They found the guy who did it, he had the lobotomy and the chicken eyes
And he gazed around the courtroom with a kind vague surprise
Reminded me of one of those Vikings with the long-handed swords
The kind of guy even Joan Baez would not feel non-violent towards
LAST DAYS OF THE CENTURY (1988): Et poleret og super iørefaldende album. Pladeselskabet tjente styrtende. Al Stewart betalte gildet med stress og gigantiske turné-regninger. Som komponist er Al dog stadig storform. Og min favorit er “Where Are They Now” – klassisk Stewart med spanske midnatstoner, inciterende rytme og endnu engang Peter Whites fabelagtige guitar.
FAMOUS LAST WORDS (1993): Lidt af en tøvende parentes i Al Stewarts katalog. Men albummet vokser ved hver gennemlytning. Bedst er maratonsangen “Trains”. En rigtig nørdefortælling, der via togets udvikling beskriver verdenshistorien op igennem det tyvende århundrede.
BETWEEN THE WARS (1995): Nu er Al Stewart for alvor tilbage til udgangspunktet: Musik, han selv er interesseret i uden at skelne til eventuelt kommercielt potentiale. Her er det ekvilibristisk skiffle og jazz, der dominerer. Bedst er “Night Train to Munich” – om en britisk spion … ja, titlen siger vel resten.
DOWN IN THE CELLAR (2000): Hvad gør man, når pladeselskabet bare vil have et nyt album, men man selv hellere vil drikke rødvin hjemme i ranchen i Los Angeles … man indspiller selvfølgelig et album om at drikke vin hjemme på ranchen i Los Angeles. Ikke Al Stewarts mest helstøbte album. Men legesyge sange som “Waiting for Margaux” og “Down in the Cellars” svinger som ind i helvede.
A BEACH FULL OF SHELLS (2005). Der bliver længere og længere imellem Als album. Og skilsmisse fra kone nummer ét lægger en dæmper på festen. På sangen “Somewhere in England 1915” leverer Stewarts alligevel sin bedste tekst til dato. Der bliver drømmen bogstaveligt talt til en sang.
SPARKS OF ANCIENT LIGHT (2008). Al Stewarts seneste album er også et af hans bedste. “A Childs View of the Eisenhower Years” (efterkrigsårene i USA set fra børnehøjde) er ganske enkelt en af de gladeste og mest optimistiske sange, jeg kender – den reddede humøret på mangt en Covid-morgen. Jeg vender dog altid tilbage til balladen “Shah of Shahs”, hvor Stewarts i præcise filmiske detaljer beskriver magtskiftet imellem Shahen og Ayatollahen.
He cried inside the limosine and at the airport too
Where the soldier knelt before him and kissed his shoe
He flew across the desert and the open sea
While they tore down all his statues and his legacy
Endnu engang peger Al Stewart ikke fingre (sangens undertitel er “The Perfect Dream” – drømmen begge parter har). Han tager os simpelthen med på en tidsrejse. Med en simpel med tryllebindende melodi inviterer han os indenfor i historiens haller. Og ved at zoome ind på tilsyneladende ordinære detaljer, bringer han som komponist fortiden til live.
En omgang mere
Al Stewart har masser af nye sange i skuffen. Men når man er 75 år gammel og ens nyeste komposition hedder “The Bar at the Ritz Hotel” og handler om natten imellem 6. og 7. august i 1944, hvor Ernest Hemmingway og Coco Chanel fejrede Paris befrielse ved at tømme hotelbaren, så står pladeselskaberne ikke ligefrem i kø.
Ifølge planen giver Al Stewart sine første post-covid-koncerter til september i USA. Senere på efteråret kommer han til Storbritannien. Og hvis du er i nærheden skylder du dig selv at løse billet. Al info: alstewart.com
PR-fotos
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her