INDIE // MUSIK – Det er fredag og endnu en sommerweekend venter. Thomas Erichsen tilbyder POV’s læsere et overblik over, hvad der er nyt og spændende på indie-scenen af både drømmende og dansevenlig slags, så du med garanti ikke løber flad for god sommermusik.
Tati Falco: Selva Y Mar
Fordelen ved at høre en sang på et sprog, man ikke forstår, er, at man lægger mere mærke til melodien.
Og hvilken melodi i spansk unison på Tati Falcos “Selva Y Mar” – Mellem junglen og havet. Spansk er et fremragende sprog at synge på med de mange tørre konsonanter, og man kan næsten høre den lokale perkussion på den her darling.
En nat på en altan / månen og bjerget lyser op – her er toner, der illuminerer selv den dunkleste sjæl, der endnu ikke har forladt kontoret
Tati Falco er argentiner og synger om et sted mellem regnskoven og det sydlige Atlanterhav, tempoet er nede i gear, og “Selva Y Mar” er måske det mest ustressede, du kommer til at høre i år, i hvert fald et vidunderligt stykke feriepoesi indenfor indie-musikken.
Himlen gav os endnu en dag, synger Falco, og minder os alle sammen om at nyde af alle kræfter. Una noche en un balcón / Se encendió la luna y la montaña, en nat på en altan / månen og bjerget lyser op – her er toner, der illuminerer selv den dunkleste sjæl, der endnu ikke har forladt kontoret.
Myd: Let You Speak
Hvis man også synes at Franske Myd med “Let You Speak” har skrevet en af årets bedste popsange, så må man bare rose sig selv for at have opdaget det talentfulde og uhøjtidelige spex, som Myd udgør.
Iklædt Burberry-shorts, guldkæde, med moustache og blegglat, lettere overvægtig krop på poolkanten, er franskmandens tvivlsomme smag lige i øjet. Det er, som om den sært funklende Myd gør alt det, man ikke skal gøre for at blive en stjerne, mens andre gør alt for at blive stjerner, og derfor aldrig kommer til at funkle.
Myd får det hele til at lyde simpelt, det er det nok ikke, men man bliver efterladt med indtrykket af, at livet kan være let og ubesværet som et opstemt indie musikhit
“Let You Speak” handler om ikke at ville lytte, om slet ikke at give den anden ordlyd, men bare være fri for det hele og “on the loose”. Dybere behøver man ikke bevæge sig i Myds tekstunivers, fordi det her er musik, der taler til følelserne, til kroppen, til humoren og det gode humør.
Sangen er taget fra Myds fine og uforudsigelige debutalbum Born A Looser, som lover godt for moderne, eksperimenterende pop. Myd får det hele til at lyde simpelt. Det er det nok ikke, men man bliver efterladt med indtrykket af, at livet kan være let og ubesværet som et opstemt indie musikhit.
The Undercover Dream Lovers: Get To You
Hvis Maroon 5 havde valget mellem at hedde Maroon 5 eller The Undercover Dream Lovers, så havde de nok valgt det første. Ikke desto mindre har det hemmelige drømmeprojekt fra Los Angeles begavet os med den sorglystige “Get To You”.
Turen går til den store kærlighed, forventningerne er høje, og man mindes måske Søren Kierkegaards drilske tur med Regine i Dyrehaven.
Hele formiddagen spurgte hun, hvad de skulle dér, men Kierkegaard lod hende stege i forventningens glæde. Endelig fremme fortæller han omsider, hvad der skal ske – ingenting!
Eneste problem er forhåbningerne til The Undercover Dream Lovers næste udspil – forventningerne er enorme
Men var det ikke dejligt at glæde sig? Samme drillelyst lurer i “Get To You”, et svendestykke i melodisk falsetpop, hvor elektronisk bas, low-fi guitar og vokal fra øverste hylde mødes i en sang og en sound, der går pure ind.
Eneste problem er forhåbningerne til The Undercover Dream Lovers næste udspil – forventningerne er enorme.
Supaslo: Get Better
Supaslos “Get Better” starter som et lidt ordinært indie-track uden særlig melodi eller kant. Men man bliver fyrsteligt belønnet af New Yorker-duoen, hvis man ikke piller ved pickuppen.
Pludselig går tempoet op, akkorderne bliver lange og drømmende, og de kæmpestore, musikalske armbevægelser er en realitet. I wanted you to know / That things will get better lyder det uventede refræn, insisterende og levende, et blændende melodistykke, der nærmest fungerer med tilbagevirkende kraft på resten af sangen.
De opmuntrende ord runder nummeret af og kunne sagtens have fortsat, men følelsen af at ville have mere er også en kvalitet i tonernes verden.
Det er forfriskende at høre på nogen, der tør noget. Ingen skabeloner eller sædvanlige udtryk her
Enhver historie har en begyndelse, en midte og en afslutning, men ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Tilsvarende leger Supaslo med musikken, og det er forfriskende at høre på nogen, der tør noget. Ingen skabeloner eller sædvanlige udtryk her.
Sanger Joe Gomez og producer Emmet Folger har skrevet en alternativ popsang, der damper af overskud og iørefaldende klange – meget bedre bliver det ikke.
Laurel: Scream, Drive, Faster
Om Laurel stadig kæmper for et større gennembrud, eller om hun egentlig er meget godt tilfreds med, hvor hun er nu, vides ikke, men den 27 årige englænder har i hvert fald været i gang i snart 10 år. Hendes seneste kunststykke “Scream, Drive, Faster”, fremmaner på legende vis den cinematografiske 80’er pop. En tid, man forhåbentlig har oplevet.
Elguitaren er som taget ud af en regnvåd Stallone-film, trommemaskinen lyder som drumulator, Laurels stemme er stor og skarp, og så kan hun skrive tekster, Race through the valley of the stars / Run like a river through the heart / Why can’t I feel it when I fall? / Scream, drive, faster.
Laurel krænger sit inderste ud. Der er ting i livet, hun ikke længere kan leve med, og som hun heller ikke behøver at leve med
Laurel performer på mange niveauer – hendes melodier, udstråling, ægtheden overfor musikken og de mange, forskellige stykker i den seneste, suveræne ørehænger.
“Take it all” lyder teksten i omkvædet, I don’t really need it, go on, take it away. Laurel krænger sit inderste ud. Der er ting i livet, hun ikke længere kan leve med, og som hun heller ikke behøver at leve med – I dont wanna feel it, always running away / Take it all.
Det hér er musik med nerve, væk med alt det, som bremser livet op, kun sangen bliver stående, og den vil fremad.
Poolside featuring L’Impératrice: I’m feeling high
For ikke at mærke tidens knusende byrde, der bryder jeres skuldre og tynger jer til jorden, må I beruse jer uden ophør, skrev Charles Baudelaire, og den bliver grebet til fulde på “I’m feeling high”.
Disco-projektet Poolside og det franske popband, L’Impératrice, er et summermatch made in heaven – beruset af sol og saltvand, sex og luksusdisco, af hvad som helst, bydes der op til livsbekræftende dans.
Det gælder den dybe, velproducerede, elektroniske bund, og man må være et fattigt menneske for ikke at blive revet med af den slags basmirakler.
Musikken svigter aldrig, verden åbner atter op, og strandene, livet, himmelstrøgene og det glasgrønne vand ligger for dine fødder
Sommeren er her, musikken svigter aldrig, verden åbner atter op, og strandene, livet, himmelstrøgene og det glasgrønne vand ligger for dine fødder.
Efter at have været bundet ubarmhjertigt op af restriktioner, kan det stærkt anbefales at sætte “I’m feeling high” på i bilen gennem Sydeuropa, til havefesten eller bare på en dag, hvor solen skinner lidt ekstra. Poolside og L’Impératrice leverer sprød boogie efter alle 70’ernes støvede regler i ny, skarp lyd anno 2021 – brandvarmt.
Palace: Heaven Up There
Nu er ingen sommer naturligvis perfekt, og skulle man få behov for melankolsk, storstilet pop, der lyder som dengang Coldplay lavede plader udelukkende beregnet på stadionkoncerter, så skal man vende ørerne mod Palaces “Heaven Up There”.
Der er adskillige risici forbundet med at høre nummeret, tårerne kan presse sig på, hvad enten de strømmer af glæde eller græmmelse, og under sommerhimlen kan man mindes mennesker “up there”. Britiske Palace har forrygende format og skriver musik, som åbner hjertets døre.
“Heaven Up There” er ét langt crescendo, der starter med strengehvisken og ender i kor for fuld, skræmmende smuk udblæsning
Leo Wyndhams stemme udgør den bærende kraft i bandet, akkompagneret af guitarer, der spilles både forlæns og baglæns, hvilket giver en passende overjordisk effekt. “Heaven Up There” er ét langt crescendo, der starter med strengehvisken og ender i kor for fuld, skræmmende smuk udblæsning.
Det er den slags musikoplevelser, der gør det svært at forstå, hvorfor Palaces musik er så ukendt. Men det er den så faktisk heller ikke i indie-miljøet.
LÆS MERE AF https://pov.international/author/thomasjohanneserichsen/THOMAS ERICHSEN I POV HER
Topillustration: Creative Commons, Eighttrack.com.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
