REJSEBREV // MOUNT KENYA – St. Lewis-gletscheren glitrer blændende hvidt en sidste gang, inden skyerne sluger solen, og hyller bjerget i en grålig dis. Jeg står på en smal – alt for smal – sti med udsigt til flere hundrede meter frit fald. Mine hænder knuger om en tynd stålwire, der er boltet fast langs klippen og strækker sig opad, opad.
Jeg tør ikke kigge alt for langt op, for jeg ved jeg bliver svimmel, tør heller ikke kigge alt for langt til siderne. Mine muskler er trætte, utilregnelige, og frygten for at falde, når stien klatrer op over klippeblokke og jeg et kort sekund må slippe wiren, er næsten uoverstigelig.
Hudson, der har arrangeret turen, bemærker min tøven. Han tilbyder mig sin hånd. Men jeg har ikke lyst til at tage den. Stoler mere på wiren end på en mand, der er udstyret med en stor rygsæk og et par tynde gummisko, der har så lidt vejgreb, at han er skvattet flere gange på de foregående dages vandring. Gennem min hjerne flimrer det ene livagtige klip efter det andet, hvor vi glider på løse sten og sammen skrider ud i afgrunden.
Hun har fortalt Hudson, at vi er i rimelig god form og slutningen af 40’erne – fordi hun synes, det lød forkert at sige begyndelsen af 50’erne
Og vi skal også ned igen. Tanken går som et isnende gys igennem kroppen, og rædslen skyller ind over mig.
”Det skal du ikke tænke på nu,” siger min veninde, ”nu skal du bare tænke på at komme op.” Men jeg kan ikke slippe tanken. Min hånd er svedig mod wiren. Gør det den glattere? Jeg knuger hårdere om de sammensnoede metaltråde.
”Moses,” siger jeg henvendt til den lokalkendte guide, der følger med os. ”Lov mig, at det ikke går lige så stejlt ned på den anden side af bjerget,” min stemme knækker over af nervøsitet, den lyder som en kvækken. ”Lov mig det.”
Det lover Moses med rolig stemmeføring, men jeg ved, han lyver. Selvfølgelig gør han det. Men alligevel lykkes det mig at mobillisere al min psykiske energi, sætte den ene fod foran den anden, og gentage bevægelsen. Vi nærmer os toppen, langsomt men sikkert.
Et løfte
Forhistorien til denne fortælling tager sin begyndelse i en tropelun februaraften for 18 år siden. Min veninde og jeg sidder sammen på hendes terrasse i udkanten af Tanzanias hovedstad, Dar Es Salam.
Luften er fugtig og en mængde insekter svirrer under lampen, der bader terrassen i et søvnigt lys og lader resten af den frodige have ligge hen i et uigennemtrængeligt mørke. Inden for i huset sover vores tilsammen tre små børn roligt under myggenet. Vi har vin i glassene og mere i flasken og snakken glider let og ubesværet, som den gør, når tætte venner er sammen. Kan ikke huske om det aktuelle emne er ugidelige ægtemænd, der nærer en medfødt modvilje mod aktiv ferie, eller om vi blot sidder og mindes dengang, vi var i Nepal sammen og vandrede rundt i Helambu-dalen, hvor vi udså os et snedækket bjerg, som vi agtede at bestige ved en senere lejlighed. I hvert fald bliver vi enige om, at vi skal bestige Afrikas højeste bjerg, Kilimajaro, inden vi fylder 40. Det er en aftale.
Ingen kan fortælle os, hvor langt der er til lejrpladsen. Hverken i kilometer eller i timer. I det hele taget er der ikke rigtig noget, der stemmer i forhold til det, guiden fortalte os i går
Aftaler indgået i sene nattetimer under indflydelse af kølig hvidvin er næppe juridisk bindende, og tidsfristen er for længst overskredet – uden at vi har gjort forsøget. Livet er så at sige kommet i vejen. Først fik hun et barn, som skulle vokse sig stor nok til at kunne undvære sin mor i et par uger, så forlod hun Afrika, så var jeg igennem flere graviditeter, inden jeg fik et barn, der også lige skulle blive stor nok til at undvære sin mor, og i mellemtiden havde min veninde endnu engang lagt Afrika bag sig.
Men drømmen levede videre og blev næret af diverse vandreture i Europa, der skulle være en slags optakt til Kilimanjaro-turen. Og da hun vendte tilbage til Afrika, tog vi nogle optaktsture på Longoknot og Ngong Hills. Nu skulle det så være, men i mellemtiden havde hun hørt om Mount Kenya. Et bjerg, der er nogle hundrede meter lavere end Kilimanjaro, men byder på en lidt mere udfordrende vandretur. Og det er så her, vi er nu.
Det er min veninde, der har arrangeret turen, hyret guider og bærere. Hun har fortalt Hudson, at vi er i rimelig god form og slutningen af 40’erne – fordi hun synes, det lød forkert at sige begyndelsen af 50’erne. Han skulle jo nødigt tro, at vi ikke kunne gennemføre. Hudson har vist ikke helt forstået det med slutningen. Det lyder, som om han tror, vi er omkring de 40. Han skulle bare vide.
Regn og kulde – it’s the mountains
Der er med andre ord noget at leve op til, og turen starter fra Castle Forest Lodge, der ligger ved foden af bjerget. Denne tur, som kaldes Kamweti-ruten, er den længste vej op, og den mest ubefærdede. Det lover godt.
Vi begynder med at gå ad en støvet sti mellem krat og buske. Et par gange må vi træde til side og lade en stor lastbil passere forbi med ladet fuldt af hujende landarbejdere. Hver gang efterlader vognen en sky af støv, der bliver hængende i luften og i næsebor og øjenvipper.
Heldigvis drejer vi snart bort fra vejen, krydser et lille vandløb og begiver os op i det, der går under betegnelsen scrublands. Det er lave buske, der stikker og kradser som bare fanden, og Moses hakker skødesløst på de yderste blade for at holde stien åben og for at skræmme eventuelle slanger eller andre smådyr væk.
Det er varmt. Stien skråner jævnt opad, og vi stiger hurtigt til vejrs. Det føles godt. Solen varmer på min ryg, og her er helt stille bortset fra insekternes summen og vores åndedræt. Ved 11-tiden kommer vi ind i det, de kalder en bambusskov.
Ingen kan fortælle os, hvor langt der er til lejrpladsen. Hverken i kilometer eller i timer. I det hele taget er der ikke rigtig noget, der stemmer i forhold til det, guiden fortalte os i går. Usikkerheden går min veninde på. Hun er vant til at have tjek på tingene. Til at få svar på de spørgsmål, hun stiller. Jeg er mere pragmatisk. ”De ved det vel ikke.” Men samtidig er jeg en smule utryg ved tanken om, at her er så øde.
It’s the mountains – vejret er fuldstændig uforudsigeligt. Hans muntre stemmeføring er et forsøg på at løfte stemningen, men jeg er ikke modtagelig. Jeg er våd og kold og går rask til
Da det ved halvto-tiden går op for os, at vi endnu er et stykke fra lejrpladsen, finder vi noget brød og ost, som vi kan spise til frokost. Så kommer regnen. Først som en let støvregn, som, jeg lidt overoptimistisk håber, går over. Jeg trykker mig længere ind mellem bambusstammerne og stirrer op mod en grå himmel af den slags, der synes at være dækket af et mange meter tykt skylag.
Regnen tager til og falder tungt og tæt. Det drypper fra de grene, jeg har søgt tilflugt under. Jeg finder en regnfrakke frem, og vi bliver enige om, at vi ligeså godt kan gå videre. I løbet af få minutter er jeg gennemblødt. Jorden under mine fødder forvandles til et glat og pløret ælte, og himlen fortsætter sin utrøstelige tårestrøm. Det går stadig opad, men lige nu er det knap så fedt. Guidernes regnslag i pangfarver, rød og gul, lyser op i alt det grønne, og gråvejret intensiverer farverne.
”It’s the mountains,” forklarer guiden bag mig, ”vejret er fuldstændig uforudsigeligt.” Hans muntre stemmeføring er et forsøg på at løfte stemningen, men jeg er ikke modtagelig. Jeg er våd og kold og går rask til. Tanken om at komme ind i et telt og skifte til tørt tøj driver mig fremad. Jeg orker ikke at tænke på, om den vedvarende regn har gennemblødt alt indholdet i min rygsæk. Krydser fingre for, at de plastikposer, jeg møjsommeligt har lagt alting ned i, holder fugten ude. Ellers ved jeg ikke, hvad jeg gør.
Stien skråner stadig opad. Gennem et næsten surrealistisk landskab af tågebanker, spøgelsesagtige træer med krogede grene og dækket af noget mos, der hænger som spindelvæv mellem grenene. Regnens monotone dryp lander lydløst på et tykt tæppe af mos. Der er underligt stille, som om hele verden er pakket ind i vat.
Vi krydser plateauet og begynder nedstigningen. Det er sværere end opturen. Stien er fedtet, og vi glider nedad, klamrer os til stammerne for ikke at få for meget fart på. Bag mig kan jeg høre Hudson falde – igen. Hans flade gummisko har nærmest ingen vejgreb på den mudrede sti, og den tunge oppakning forskubber hans tyngdepunkt.
Så bryder solen igennem. Det sker lige pludselig, og få sekunder efter åbner skoven sig, og vi har udsyn til en fantastisk græsbeklædt eng omkranset af en bugtende flod. Bærerne har allerede slået deres telt op og er i gang med at pakke ud..
Vi skynder os ned og rejser vores eget telt, lægger vådt tøj til tørre henover buskene og sætter os på jorden, hvor bærerne nu har dækket op med en lille bordeaux velourdug, varm kaffe og kiks.
Efter at have hvilet og inspiceret vores fødder for mulige tegn på trykmærker og begyndende vabler, er det tid til aftensmad. Bærerne dækker igen op på velourdugen og serverer noget pasta med tomat og en kraftig chorizo, som vi har taget med på turen.
Nymånen er kun få dage gammel, og stjernerne finder én for én deres plads på himmelbuen. Snart dækker de det hele. De ligger ligesom ovenpå hinanden i flere lag, nogle så langt væk, at de kun lige kan skimtes, andre klare og fuldstændig tydelige
Vi har fået anbefalet selv at købe ind, hvis vi vil undgå fem dage på ugali– en slags majsgrød, som er østafrikanernes standardmåltid.
Så snart solen går ned, bliver det koldt. Men iført varm jakke og hue kan vi godt holde til at sidde ved floden en times tid i mørket og snakke, men så er det for koldt, og vi slentrer hen til bålet, hvor bærerne sidder. Der er lidt varmere, men man sidder temmelig ubekvemt på de træstubbe og nedfaldne træstammer, som de har fundet i skoven.
Nymånen er kun få dage gammel, og stjernerne finder én for én deres plads på himmelbuen. Snart dækker de det hele. De ligger ligesom ovenpå hinanden i flere lag, nogle så langt væk, at de kun lige kan skimtes, andre klare og fuldstændig tydelige.
Den gnækkende lyd af rock hyraxes – nogle dyr, der ligner kæmpegnavere, en slags harer uden ører, men i virkeligheden er fjerne slægtninge til elefanterne – fylder natten.
Bærerne er ved at koge nogle små fisk, som nogle af dem fangede, mens vi hvilede os. Vi sludrer lidt, inden vi finder ned i soveposerne. Klokken er vel også blevet henad halv ni.
Fanget i tågen
Vi vågner tidligt uden at være rigtig udhvilede. Kulden har holdt os vågne det meste af natten. Jeg sender en tanke til bærerne i det andet telt, som dybest set er et læsejl i tykt lærred. Det har hverken bund eller oversejl, og de har spredt deres tæpper ud direkte på jorden. Men de klager ikke.
Primussen brænder lystigt og kokken er i gang med at koge vores medbragte mysli sammen med vand til en slags grød. Det smager ikke specielt godt, for nu at sige det, som det er. Men ned glider det, og så går vi over for at pakke sammen.
Vores ånde har i nattens løb aflejret sig på teltdugen som et fint lag af sne, der bare ikke rigtig vil smelte. Solens stråler rammer bjergsiderne foran os men er endnu ikke så højt på himlen, at de kan varme dalen op. Vi pakker sammen alligevel. Så må teltet tørre, når vi kommer frem i eftermiddag.
Jeg har taget shorts på – et dårligt valg viser det sig, for også på denne del af turen er der tætvoksende buske og grene, der river en, når man går forbi.
I løbet af formiddagen lægger vi det sidste af bambusskoven bag os kommer ud på et stort plateau med spredte gule og hvide blomsterbuske og enorme grønne planter med stive blade, der danner en slags skål, som de kan samle regnvandet i. Det mærkværdige afro-alpinske hedelandskab ligner ikke noget, nogen af os har set nogensinde før. Vi er omgivet af overdimensionerede planter. Gigantisk lyng, meterhøje lobelia, og så de kæmpestore skållignende planter, der på engelsk kaldes Giant Groundsel. Det er en slags Giganternes Land.
Stien snor sig tværs over plateauet til den anden side, hvor en ny højderyg rejser sig. Det er på en måde rart at kunne se, hvor vi skal hen og få en fornemmelse af, hvor langt der er. Men højderyggen ligger demotiverende langt væk.
Tågen kryber langsomt ind over bjerget og dækker alt i et lag af hvidt. Lydene dæmpes og sigtbarheden skrumper til få meter. ”It’s the mountains” oplyser Hudson – og ja, det ved vi efterhånden
Solen har endnu engang gemt sig bag tykke skyer, og vi spiser frokost i en lille lavning bag den første højderyg. Vi er på vej mod en sø, hvor vi efter planen skal overnatte. Vi er begge voldsomt sultne og overraskes endnu engang af, hvor velsmagende mad kokken formår at frembringe ved hjælpe af en kniv, et skærebræt, nogle få grøntsager og et eller andet stykke kød.
Det hele bliver vasket med flodvand og tørret af med en gammel klud, og ville helt sikkert ikke kunne opnå en glad smiley hos fødevarekontrollen, men vi er ikke sarte. Vi snakker om, at man måske bare skullet have ladet dem stå for indkøbene, for nu virker det, som om både vi og de har købt ind til turen, og det betyder, at bærerne har mere at slæbe på, end de behøvede.
Efter frokost fortsætter vi opstigningen i et stenet landskab. Det hele er temmelig trøstesløst, gråt i gråt, stien snor sig mellem stenblokke og enkelte forhutlede græstotter, der sjovt nok også virker mere grå end grønne. Tågen kryber langsomt ind over bjerget og dækker alt i et lag af hvidt. Lydene dæmpes og sigtbarheden skrumper til få meter.
”It’s the mountains” oplyser Hudson – og ja, det ved vi efterhånden.
Vi har ingen anelse om, hvor langt der er eller hvad retning, vi skal gå, men Moses er ikke i tvivl. Han tramper rask fremad og fører os op til et bjergpas, hvor der står en stenformation, der minder mig lidt om en totempæl. Den er ikke udhugget, men har alligevel noget man-made over sig.
”Søen er dernede,” siger Hudson optimistisk og peger ud mod et hav af hvidt. Der er ingen af os, der kan se nogen som helst sø, men stien falder svagt nedad, og vi følgere den gennem et trøstesløst landskab af stenblokke og flere stenblokke.
Min veninde bliver ramt af en krise. En pæn måde at sige, at hun bliver grænsende til hysterisk og nægter at gå videre. ”Hvis vejret er lige så elendigt i morgen, så er jeg ligeglad med at nå toppen af det åndsvage bjerg, så går vi bare hjem,” siger hun
Jeg er ved at være træt. Rigtig træt. Min veninde er endnu mere træt. Det er hårdere end forventet, det er koldere og vejret er elendigt. Vi er ikke ret gode i modvind. Og især er vi ikke ret gode, når vi ikke kan få en troværdig melding på, hvor længe endnu vi skal tage os sammen.
Min veninde bliver ramt af en krise. En pæn måde at sige, at hun bliver grænsende til hysterisk og nægter at gå videre. ”Hvis vejret er lige så elendigt i morgen, så er jeg ligeglad med at nå toppen af det åndsvage bjerg, så går vi bare hjem,” siger hun.
Jeg nikker. ”Det er ok med mig.” Vi kender hinanden godt. Jeg ved det ikke nytter at diskutere det nu, og jeg er også temmelig træt af det hele.
”Vi er der lige om lidt,” siger Hudson. Det har han sagt flere gange før. Uden at det har været rigtigt. Tågen ligger helt tæt. Sigtbarheden er måske halvanden meter. ”Vi skal til venstre ved søen,” siger Moses.
”Hvor?” spørger jeg. ”Her,” han peger og det går op for mig, at jeg står på bredden. Foran mig i øjenhøjde er tågen tættere, men ved mine fødder kan jeg akkurat skimte den kant, der markerer overgangen mellem vand og fast grund. Et skridt til og jeg ville være røget i. Det virker nu ikke som om, det havde gjort den store forskel. Vi er våde og kolde.
Vi trasker videre, zombie-agtigt, snubler over græstuer, vi ikke kan se. Vi skal bare hen til teltpladsen. Den må dukke op lige om lidt, nu har vi jo nået søen. Jeg kan ikke huske, at jeg har været så udmattet før, så træt og så kold. Mine fingre er helt stive. Tågen letter en smule, og så kan jeg se bærernes telt og røgen fra det bål, de har forsøgt at tænde.
Jeg orker dårlig nok at glæde mig.
Det er svært at rejse teltet med kolde fingre. Svært at sætte aluminiumsstængerne sammen og føre dem ind gennem den smalle løbegang, der er lavet til dem. Omsider kommer det op at stå. Hudson kommer hen til mig. ”You are strong,” siger han. Det er vel en slags anerkendelse, men jeg føler mig ikke stærk.
Henne ved bålet har de fået ild i det våde træ, og er ved at tørre sko og sokker. Vi sætter os, og stiller vores vandrestøvler hen foran ilden. Straks er der en af bærerne, der tager dem op og holder dem, så de bliver varmet op indeni. De vil ikke høre på vores protester om, at de skal tørre deres egne sko først. Vi har jo medbragt gummisko til om aftenen, mens de kun har det, de går i og sidder ved bålet med bare tæer.
Men de vil ikke høre. Vi er betalende kunder i butikken, så selvfølgelig skal vi serviceres. Det er ikke til diskussion.
En iskold vind fyger ned fra bjergene, og vi må vende os som grillkyllinger ved bålet, fordi det kun er den side, der vender direkte ind mod flammerne, der får glæde af dem. Ånden står som en hvid sky ud af munden på os, når vi taler
Vi er noget højere oppe i aften. Men ingen ved helt hvor højt. Buddene varierer med et par hundrede meter. Men det kan tydeligt mærkes. En iskold vind fyger ned fra bjergene, og vi må vende os som grillkyllinger ved bålet, fordi det kun er den side, der vender direkte ind mod flammerne, der får glæde af dem. Ånden står som en hvid sky ud af munden på os, når vi taler.
Summit day
Vi vågner til en klar og iskold morgen. Velformede hvide skyer spejler sig i søens spejlblanke vand, og ikke en vind rør sig. Stensletten ved søbredden ser stadig lige nøgen og forblæst ud, og solens stråler når heller ikke her til morgen ned mellem de bjerge, der omgiver søen.
Det er lidt uklart, hvad planerne er for i dag. Egentlig var det vist nok meningen, at vi skulle tage en kort dag, men det vi er muligvis ikke kommet langt nok til i forhold til vores tidsplan. Omvendt var det meningen, at vi skulle overnatte ved søen den anden nat, og det har vi jo gjort. Hudson holder kortene tæt til kroppen, og vi lader være med at udfritte ham. Det virker alligevel som om, han mest svarer det, han tror, vi gerne vil høre.
I første omgang skal vi over en bjergkam, og så kan vi omsider se Lenana, den tredjehøjeste spids på Mount Kenya, som er den, der er målet for vores tur. Den eneste af bjergets tre spidser, som man kan nå frem til uden bjergbestigerudstyr.
Solen er kraftig, men vinden er overraskende kølig, da vi begiver os ud på tredjedag af vandreturen, som i første omgang går op ad et græsklædt bjerg. Måske er vi nu nået op i 3800 meters højde. Så der er et stykke endnu – mere end 1000 højdemeter. Hvis deres tal altså stemmer.
Vi går godt til. Sjovt nok er der ingen af os, der er nævneværdigt mærket af de foregående dages strabadser, men min veninde fik et lille hold i ryggen, da hun pakkede sin rygsæk sammen her til morgen. Det vil hun imidlertid ikke lade sig stoppe af, og nu hvor det er varmt og solrigt, må vi hellere lægge nogle meter under støvlesålerne.
Det er jo selve gåturen, processen, det handler om – ikke resultatet
Vi passerer en klippe, hvor to rock hyraxes sidder og nyder morgensolen. De kigger dovent på os, inden de forsvinder i buskadset. Moses udpeger Naru-Moru-ruten, der løber som et bånd igennem bunden af Teleki-dalen under os. Det er den korteste og mest benyttede af vandrestierne på Mount Kenya.
Han fortæller, at regeringen har planer om, at asfaltere stien, så turister, der enten ikke selv kan gå turen eller ikke gider bruge de to dage, det tager at komme op ad denne vej og ned i gen, også får mulighed for at besøge bjerget.
Vi kigger ud over de græsklædte skråninger og det uberørte landskab og bliver hurtigt enige om, at det er en frygtelig idé – for det første er der ingen grund til at ”bestige” et bjerg, hvis man ikke går derop. Det er jo selve gåturen, processen, det handler om – ikke resultatet. For det andet vil det ødelægge uberørtheden og roen, som er noget af det, der er helt fantastisk ved Mount Kenya.
Stien snor opad
Vi krydser ned over dalen og begiver os op på den anden side. Stopper ved en stor træhytte, hvor et skilt forkynder, at vi har nået Mackinders Camp i 4200 meters højde. Så er vi højere oppe, end vi har troet, og ingen af os mærker det mindste tegn på højdesyge. Efter en kort pause går vi videre.
Det bliver stadig stejlere. Vi sætter os små mål, som at vi skal gå op til den store sten, der ligger lige til venstre for stien, så tager vi en pustepause, videre til den lille klynge af gule blomster, så stopper vi igen for at få vejret
Stien snor sig stejlt opad, som et smalt lyst bånd mod den mørkere baggrund. Vi passerer forbi en ranger-lejr, som ligger nogle hundrede meter under os. Moses råber en hilsen til en af de udstationerede rangere, der netop kommer gående over græsset. Rangeren svarer, og det går op for os, at det er det første menneske, vi har set i tre dage, som ikke var medlem af vores lille selskab.
Det bliver stadig stejlere. Vi sætter os små mål, som at vi skal gå op til den store sten, der ligger lige til venstre for stien, så tager vi en pustepause, videre til den lille klynge af gule blomster, så stopper vi igen for at få vejret. Der bliver kortere og kortere mellem stoppene. Tredive skridt, tyve skridt, ti.
Stien bevæger sig op over noget, der nærmest ligner et slaggebjerg, tankerne glider hen på Ringenes Herre og Frodos vandring frem mod Mordor. Her er selvfølgelig smukkere, og solen skinner, men jorden er ligeså tør og stenet, og vegetationen næsten lige så sparsom.
Der opstår en lille krise. Jeg er for opsat på at få det overstået, på at komme op et sted, hvor man kan sætte sig og klappe sig selv på skulderen. Min veninde har ondt i ryggen og er forpustet.
”Bare sig det, hvis du ikke gider følges med mig,” snerrer hun.
Sådan er det jo ikke. Jeg forsøger at sætte tempoet ned, men et øjeblik efter er jeg igen flere meter foran. Vi plejer ellers at være et godt team, hvis den ene mister modet, plejer den anden at kunne genindgyde lidt kampgejst. Lige nu har jeg bare ikke overskud til meget andet end mig selv.
På toppen af slaggebjerget drejer stien rundt om nogle høje klipper, inden den fortsætter langs endnu en rygkam. Der er faneme stadig langt til toppen. Helt øverst oppe kan jeg skimte bærerne, kokken og hans hjælper, som små miniaturemennesker. Under os rækker Lewis-gletheren tunge.
Isen glitrer i solskinnet. Vi ser på hinanden og bliver enige om, at det er godt gået. Vi er faneme seje, og selv om vi ikke når toppen, så har vi gjort det godt.
Hvis vejret holder
I dag er vejret tilsyneladende med os. Himlen er blå og skyfri, bortset fra et par enkelte cumulusskyer, der sejler forbi i deres eget adstadige tempo. Der er ikke andet at høre end vinden, og lyden af vandrestøvler, der skrider på grus.
”Hvis vejret holder, skal vi så forsøge at nå toppen i dag?” spørger Hudson. Vi kigger på hinanden. Hellere end gerne! Ingen af os gider gå ned heroppefra for at overnatte, bare for at traske herop igen i morgen.
Midt på dagen når vi Austrian Hut, der ligger i 4798 meters højde. Ingen af os har nogensinde været så højt oppe. Jeg tager et billede. Som dokumentation. Vi spiser en sammenkogt frokost, der som altid smager overraskende godt, de primitive tilberedningsmidler taget i betragtning – eller også er det bare, fordi vi er sultne.
Bærerne har sat sig uden for hytten på et par klipper for at nyde solskinnet. Hudson spejder hen over himlen, der stadig er overvejende blå. Klokken er halv et. Der er stadig 200 meter til toppen.
”Hvor lang tid tager det at gå derop?” spørger jeg. ”To timer svarer Moses.”
Så er den halv tre, Vi skal også ned igen, og helst inden det bliver mørkt.
Jeg får en fornemmelse af hastværk. ”Lad os se at komme afsted, så”.
Mændene rejser sig modvilligt fra deres pladser i solen. Vi siger farvel til bærerne. De skal ikke med til toppen. Det er der ingen grund til, i stedet tager de en sti, der fører rundt om bjergtoppen og ned på den anden side. De går i forvejen for at slå lejr. Og vi begynder opstigningen.
Jeg er så træt, at jeg er bange for at falde over mine egne ben. En enkelt forkert bevægelse… Det er nu lagene af selvsikkerhed skrælles af, og jeg forvandler mig til en ynkelig lille skolepige, der er tæt på at lade mig opsluge af en afgrundsdyb frygt
Til at starte med går det fint. Stien strækker sig hen over en højderyg med bløde fald på begge sider. ‘Det er sgu ok’, tænker jeg. Men snart ændrer stien karakter. Græstotterne forsvinder, og jorden afløses af store klippeblokke, som stien kravler op imellem. En stålwire dukker op til højre for mig, den er naglet ind i bjerget med kraftige spir. Den er god at holde i, når man skal forcere store klippestykker, eller der pludselig er en betragtelig højdeforskel på stien.
En afgrundsdyb frygt
Det meste af tiden, er der klipper på begge sider af stien – i hvert fald op i hoftehøjde.
”Det er ok,” siger jeg beroligende til mig selv. Ingen panik, du kan ikke falde nogen steder. Indimellem drister jeg mig endda til at tage et kig ud over klipperne og ned på de græsklædte skråninger for foden af bjerget, der ligger længere og længere under os.
Jeg kigger også op mod toppen. Den rykker tættere og tættere på. Skyerne er begyndt at samle sig som forrevne totter, der hænger i luften næsten i øjenhøjde. I takt med at vi nærmer os toppen, bliver klipperne omkring os færre. Bjerget er smalt her, og stien løber nærmest på kanten af det. Jeg er så træt, at jeg er bange for at falde over mine egne ben. En enkelt forkert bevægelse… jeg klamrer mig til wiren og stopper op.
”Er du ok?” Moses og Hudson kan se krisen komme. Jeg forsøger at sige noget. Forsøger at få min vejrtrækning under kontrol og er på nippet til at tude.
Det er nu lagene af selvsikkerhed skrælles af, og jeg forvandler mig til en ynkelig lille skolepige, der er tæt på at lade mig opsluge af en afgrundsdyb frygt. Frygten for at skride på gruset, frygten for at en af de andre skrider og river mig med i faldet, frygten for at se nogen falde i slowmotion, og vide at jeg ikke tør forsøge at hjælpe vedkommende. Jeg har været her før, jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg bliver lammet af frygt i den slags situationer. Ude af stand til at handle.
”Vil du have en hånd?”
Jeg ryster på hovedet. Dybest set har jeg bare brug for et minut eller to til at samle mig, til at få panikken under kontrol og forsikre mig selv om, at jeg har den psykiske og fysiske styrke til at gennemføre det her. Men det er svært, når jeg samtidig skal svare på spørgsmål fra alle mulige velmenende mennesker.
Efterhånden får jeg mit åndedræt under kontrol. Flytter mig helst kun rundt deroppe med noget at gribe fat i – halvt kravlende, halvt gående. En sidste lille trappe. Så er vi på det højeste punkt
”Jeg ryster på hovedet og har mest lyst til at lave en afværgende bevægelse med hænderne, men jeg kan ikke. Tør ikke slippe metalwiren. Den er min livline. Uden den er jeg hjælpeløs. Jeg tænker på, at det er godt, vi ikke gik herop for at se solopgang. Det er jo helt sindssygt, at kæmpe sig op over stenblokke, skride på grus og rullende småsten, når man ikke har andet end en pandelampe til at guide sig.
”Vi er der næsten,” siger min veninde opmuntrende. Stien breder sig en smule ud, og vi nærmer os et minimalt plateau, hvor flere stier mødes. Jeg klamrer mig stadig til wiren, indtil den stopper. Priser mig lykkelig for, at der ikke er andre mennesker heroppe, for så kunne man nemt komme til at støde ind i nogen og miste balancen. Bare en lille ujævnhed, en lille forskydning af balancen, og der er intet mellem dig og det frie fald.
Vi lægger rygsækkene. Jeg klatrer med rystende fingre op ad en metallejder og sætter mig på en sten.
Efterhånden får jeg mit åndedræt under kontrol. Flytter mig helst kun rundt deroppe med noget at gribe fat i – halvt kravlende, halvt gående. En sidste lille trappe. Så er vi på det højeste punkt. Vi finder mobiltelefonen frem. Det er selfietid. Nu skal det dokumenteres, vi har overvundet os selv. Vi har noget at prale af.
Jo længere tid vi bevæger os rundt deroppe, jo mere tryg bliver jeg. En god fornemmelse breder sig i maven. Jeg har gjort det igen. Set en af mine ultimative fobier i øjnene og overvundet den.
Vi begynder nedstigningen ad Chogoria Route, skrider mere end går ned af de stejle skrænter. På denne side af bjerget er der ingen wire at klamre sig til. Til gengæld er der mindre stejlt end på opturen, man risikerer ikke at havne i et frit fald, men man kan såmænd godt slå sig temmelig meget ved at kure nedad på løse sten.
Vi er stive og ømme og går ufattelig langsomt. Moses bliver ved med at sige, at der er to timer til lejrpladsen, vi kommer tilsyneladende ikke ret langt. Han udpeger et fladt grønt stykke som målet for dagens vandring. Det er godt nok langt væk.
I takt med at vi går nedad, vender vegetationen tilbage. Vi går mellem lave tuer, der vokser frem af det stenende underlag. Den sidste time er ingen nydelse. Nu vil vi bare frem. Have noget mad og et liggeunderlag at ligge på. Alle tæerne er ømme, stiens hældning får fødderne til at glide frem i vandrestøvlerne, så de konstant presser mod støvlesnuderne. Lægmusklerne kramper. Og min veninde mærker et voldsomt jag i ryggen, hver gang hun skrider.
Den nat bliver jeg voldsomt træt af at ligge i telt. Voldsomt træt af at sove i sovepose, hvor man ikke kan bevæge sig frit, sove på ryggen, fordi der er for koldt, hvis ikke store dele af kroppen ligger trykket ned i underlaget, og sove med hue for ikke at få en kold vind i øret, hver gang min veninde trækker vejret
Endelig når vi frem, og slår teltet op i en bunke tørre græsstrå, som nogen har efterladt. Solen er allerede væk fra denne del af bjerget, og en iskold vind blæser henover lavningen. Det er ikke til at mærke, at vi er søgt flere hundrede højdemeter ned.
Den nat bliver jeg voldsomt træt af at ligge i telt. Voldsomt træt af at sove i sovepose, hvor man ikke kan bevæge sig frit, sove på ryggen, fordi der er for koldt, hvis ikke store dele af kroppen ligger trykket ned i underlaget, og sove med hue for ikke at få en kold vind i øret, hver gang min veninde trækker vejret.
Derfor beslutter vi os til endnu en lang vandredag for at nå helt ned og ud af parken på en enkelt dag. Det bliver en varm tur, for solen skinner fra en skyfri himmel. Vi vandrer selvfede og glade ud af stien, der skråner let nedad. Jævnligt kigger vi os tilbage for at få et glimt af Lenana og glæde os over, at vi har besteget bjerget.
Vegetationen bliver højere og mere livskraftig, mens vi bevæger os nedad. Snart går vi mellem menneskehøje buske, der kradser mod mine bare arme. Vinden er stadig kølig, og de små grå African dusty flycatcher-fugle er så tamme, at de hopper rundt få meter fra os, når vi holder pause.
Helt nede i bunden af nationalparken krydser vi en smal flod. Køligt vand plasker hen over flade klipper. Det ser fristende ud, man får lyst til at smide støvlerne og dyppe tæerne, men vi gør det ikke.
På toppen
Det er der andre, der gør. På den sidste del af ruten møder vi tre andre grupper, der er på vej op. Denne rute er noget mere populær end Kamweti Route, og vi er glade for, at vi valgte den mindst benyttede. Det gav en særlig oplevelse at have hele området for sig selv.
Skal vi prøve Kilimanjaro næste gang?
Sidst på eftermiddagen er vi tilbage på Castle Forest Lodge, godt ømme i benene. Vi sidder på terrassen foran den lille restaurant med et stort glas kølig øl foran os og udsigt ud over et vildnis af grønne træer og buske. Vi snakker turen igennem, griner af kriserne, frydes over højdepunkterne, mindes de stjerneklare aftener, bålets flakkende flammer, søvnløse nætter i soveposerne, og sneen på indersiden af teltet om morgenen. Kulden og regnen. Trætheden.
Det er alt sammen ovre nu. Vi har fået et bad. Ved at der venter os en opvarmet kamin og en blød seng efter aftensmaden. Ved at vi klarede strabadserne uden at mærke noget nævneværdigt til højden. Det er alligevel vildt.
Jeg kigger på min veninde. ”Skal vi prøve Kilimanjaro næste gang?”
Måske,” siger hun og lader blikket vandre ud over alt det grønne.
LÆS FLERE TEKSTER I POV AF BIRGITTE VESTERMARK HER
Topbillede: Lenana-toppen på Mount Kenya. Det er her, vi skal op. Foto: Birgitte Vestermark
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
