#METOO & DE RADIKALE // KOMMENTAR – #MeToo har fået sin største og mest prominente skalp i form af en fremtrædende partileder og tidligere minister. Den radikale Morten Østergaard blev fældet af sin uærlige håndtering, da det kom til hans egen 10 år gamle krænkelses-sag. Han førte sin politiske gruppe bag lyset og forsøgte at skjule sin egen rolle, så han måtte trække sig som partileder. Claus Pedersen frygter, at #metoo-bevægelsen har vundet en pyrrhussejr, der vil gøre bevægelsen mere skade end gavn.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende POV din mening her.
På overfladen var Morten Østergaards afgang en sejr for #MeToo-bevægelsen.
Kloge folk hævder endda, at hvis bare Morten Østergaard var trådt frem og havde undskyldt sin rolle med det samme, kunne det politiske fald være undgået, og Østergaard ville i stedet være blevet løftet i guldstol af alle feminister, fordi han var trådt frem og havde taget ansvaret på sine skuldre
Jeg frygter imidlertid, at #MeToo risikerer at miste gennemslagskraft og forankring efter den højtprofilerede radikale sag.
Det er der to hovedgrunde til:
1: Ingen sag er for lille
Konsekvensen af den konkrete sag er tydelig. Ingen slipper afsted med at krænke andre, uden at det får konsekvenser.
Der er stor uenighed om, hvorvidt konsekvensen for Østergaard var for voldsom. Kloge folk hævder endda, at hvis bare Morten Østergaard var trådt frem og havde undskyldt sin rolle med det samme, kunne det politiske fald være undgået, og Østergaard ville i stedet være blevet løftet i guldstol af alle feminister, fordi han var trådt frem og havde taget ansvaret på sine skuldre.
Uanset hvor man kigger hen i det feministiske landskab er der enighed om, at den 10 år gamle sag om en hånd på et lår, er relevant og aktuel at tage op. Den eneste stemme i debatten med et andet syn på den sag, er Bo Skibelund (formand for Lotte Rods lokale partiforening), som udtaler i Jydske Vestkysten, at Lotte Rod har optrådt uansvarligt
Da Lotte Rod slog sin beretning op på Facebook d. 16. september, henviste hun til, at hun direkte var blevet spurgt om sine oplevelser, men samtidig skriver hun, at ”de skal stå til ansvar”. Det virker tydeligt, at hun har taget oplevelsen med sig. Den har gjort indtryk, og hun vil have en undskyldning.
På mange måder er dette opråb en positiv konsekvens af #MeToo. Efter 10 år får en kvinde modet til at sige det højt, som hun har gået alene med i så lang tid. Samtidig benytter Lotte Rod sig af sin privilegerede adgang til medierne og forsøger at indgyde flere mod til at sige fra overfor krænkelser.
På samme måde som en krænker ikke kan bestemme over den krænkedes oplevelse af f.eks. en hånd på låret, kan den krænkede ikke bestemme over, hvordan omverdenen oplever og håndterer beretningen om krænkelsen
På alle måder en #MeToo helt efter bogen. Men på samme måde som en krænker ikke kan bestemme over den krænkedes oplevelse af f.eks. en hånd på låret, kan den krænkede ikke bestemme over, hvordan omverdenen oplever og håndterer beretningen om krænkelsen.
Lotte Rod har gjort det klart og tydeligt, at hun havde fået sin undskyldning, hun havde tilgivet og hun ville bare gerne videre med livet. Den dagsorden var alle bare ikke med på. Når beretningen er offentlig, bliver domsudmålingen også et offentligt anliggende. God diskursteori fortæller os, at der ikke findes rum uden magt, og intet sted er magten vigtigere end i Folketinget.
Det er umuligt at vide, hvad der ville være sket, hvis ikke Lotte Rod var gået offentligt ud med sin sag.
Kunne hun have taget et møde med Morten Østergaard og fået sin undskyldning?
Det er tydeligvis ikke Lotte Rods egen vurdering. I så fald ville hun måske have gjort det for 10 år siden. Vurderingen må have været, at partilederen ville have reageret på andre måder end at sige undskyld – måske ved at fratage Lotte Rod magt i partiet? #MeToo gav Lotte Rod modet til at kræve den undskyldning, hun skulle have krævet for 10 år siden.
Lotte Rod ønskede ikke Morten Østergaards afgang. Men det blev – uanset mellemregninger – konsekvensen. Uanset hvordan sagen bliver vendt eller drejet, så førte hånden-på-låret til, at partilederen faldt.
Lotte Rod vurderede, at sagen var vigtig nok til at tale højt om 10 år senere. Den radikale gruppe vurderede, at sagen var vigtig nok til at indkalde til et særligt gruppemøde. Jens Rohde og Martin Lidegaard vurderede, at sagen var vigtig nok til at kræve indsigt i, hvem krænkeren var.
For læseren virker konsekvenserne af #MeToo tilfældige, og grænsen mellem en hånd på låret og en decideret voldtægt bliver udvisket. Konsekvensen risikerer at blive afstandstagen til #MeToo
Konklusionen for alle andre end præcis den radikale gruppe er, at ingen sag er for lille.
Politiken sætter trumf på d. 9. oktober: En hånd på låret kan give PTSD-lignende reaktioner, hedder det.
Samme dag som Politiken bringer historien om de PTSD-lignende reaktioner, bringer samme avis en massiv omtale om omfattende sexisme (bl.a. voldtægter) i forskningsverdenen. Sexisme uden konsekvenser for krænkeren. For læseren virker konsekvenserne af #MeToo tilfældige, og grænsen mellem en hånd på låret og en decideret voldtægt bliver udvisket. Konsekvensen risikerer at blive afstandstagen til #Metoo.
I skrivende stund florerer et billede af Macron med hånden på Trumps lår på sociale medier som en satirisk kommentar til den radikale sag. Det fungerer i praksis som satire over #MeToo. Nedenfor ses en klassisk Twitter-kommentar fra en anonym dansker, “Henrik”:
Macron må gå af! 😂 pic.twitter.com/XRaOiYMz0P
— Henrik (@FaktaHoldninger) October 8, 2020
2. Navngiv forbryderen
I diskussioner om hvordan vi bedst håndterer #MeToo-sager, eksisterer en grundlæggende uenighed om, hvorvidt man bør sætte navn på krænkeren eller ej.
Når der sættes navn på (den påståede) krænker, undgår vi, at alle mænd (for det er oftest mænd) føler sig mistænkte, og den påstående krænker får mulighed for at tage til genmæle og forklare sin oplevelse af situationen, er argumentet.
Omvendt argumenteres der for, at hvis vi sætter navn på den påståede krænker, mister vi muligheden for at diskutere kulturen, fordi krænkelses-episoden bliver reduceret til en spørgsmål mellem to personer og en konkret situation. Vi bør tage fat i episoden og forsøge kollektivt at lære, hvad der er uacceptabelt, og hvordan vi undgår det.
I den aktuelle sag forsøgte den radikale ledelse af navigere efter strategien om anonymitet. Om det skyldes hensynet til den krænkede, Lotte Rod, eller om et bevidst valg mellem de to strategier er ikke vigtigt. Den radikale ledelse italesatte problemet, han gjorde tydeligt opmærksom på, at det var uacceptabelt at lægge uønskede hænder på andres kroppe, han irettesatte krænkeren (sig selv) og fjernede fokus fra den krænkede.
Når ingen sag er for lille, risikerer en organisation, at enhver sag om krænkelser eksploderer og forrykker magthierarkierne. Uklare magthierarkier og magtkampe er generelt gift for en organisation, og hvis organisationen er i et miljø, hvor den konkurrerer med andre om ressourcer, kan det i sidste ende handle om organisationens overlevelse
Alligevel ender sagen i en eksplosion, hvor krænkeren navngives og afstraffes.
Det er naturligvis ikke entydigt, hvad andre organisationer kan lære af den radikale sag. Den umiddelbare læring er, at hvis en organisation forholder sig til konkrete sager, risikerer organisationen, at selv en mindre og juridisk forældet sag bruges i et internt magtspil.
Når ingen sag er for lille, risikerer en organisation, at enhver sag om krænkelser eksploderer og forrykker magthierarkierne. Uklare magthierarkier og magtkampe generelt er gift for en organisation, og hvis organisationen er i et miljø, hvor den konkurrerer med andre om ressourcer, kan det i sidste ende handle om organisationens overlevelse.
Hvis man accepterer sammenhængen mellem, at ingen sag er for lille, og at magtkampe kan ødelægge en organisation, bliver det pludselig farligt for en organisation at tage krænkelsessager op. Uanset hvilken strategi organisationen vælger, vil den kunne kritiseres for ikke at vælge den anden strategi.
Når en organisation vælger at tage problemstillingen ”sexisme” seriøst, vil den bliver tvunget til at forholde sig til, hvad de mener med sexisme. Jeg vil gerne se den organisation, som tør afgrænse ”sexisme” til ikke at omhandle uønskede berøringer eller uønskede kommentarer. Min påstand er, at når vi begynder at undersøge for sexisme, så finder vi sexisme. Ikke fordi det er en selvopfyldende profeti, men fordi den findes i alle organisationer.
Når først en organisation har konstateret, at der findes et antal sager om sexisme på arbejdspladsen, kan det næppe undgås, at den krænkede får en moralsk ret til at få indsigt i sin sag. Hvad har ledelsen gjort netop for at håndtere min sag? Hvad sker der med lige præcis ”min” krænker?
Organisationen har nu et antal konkrete sager, som alle kan bruges i interne magtkampe, og det er ude af organisationens hænder, hvordan sagerne udvikler sig.
Som det fremgår af ovenstående, frygter jeg, at Morten Østergaards fald kan skade #Metoo på længere sigt. Jeg håber inderligt, at det ikke sker
Den lette løsning er enten ikke at gøre noget, eller at håndtere de sager som kommer op, som personalesager mellem to personer.
Hvis først vi kender den krænkede person, har vi givet denne person krav på, at vi forholder os til den krænkede, og i sidste ende sætte navn på denne. Det betyder, at en organisation ikke har mulighed for at vælge at forfølge en strategi med at forholde sig til kulturen, uden at skulle gå ind i enkeltsager. Det vil i sidste ende være den krænkede i den enkelte sag, som sidder med den beslutning.
Vejen frem om #MeToo
Som det fremgår af ovenstående, frygter jeg, at Morten Østergaards fald kan skade #MeToo på længere sigt. Jeg håber inderligt, at det ikke sker.
Linde-bølgen af #MeToo har båret præg af en voldsom seriøsitet fra bevægelsens aktivister. Med ”breve” fra grupper af kvinder. Jeg kender til tre rystende breve:
1.615 kvinder fra mediebranchen , 322 kvinder fra den parti-politiske verden og 689 kvinder fra forskningsverdenen har koordineret udsagn og oplevelser, og dokumenterer eksistensen af udbredt sexisme og dermed en kultur, hvori sexismen eksisterer og måske endda trives.
Brevene besidder to helt afgørende egenskaber.
Vi kræver ikke gruppeformandens afgang pga. en hånd på låret, men vi kræver en samtale på baggrund af den massive dokumentation, vi her lægger frem
For det første beskrives de mindste til de største overgreb, og alligevel undgår afsenderne at falde i fælden om at ”ingen sag er for lille”. Den mindste sag står nemlig ikke alene.
Den krænkede i den mindste sag, blotter sig ikke, fordi hun(!) er et offer, men fordi vi skal tage et kollektivt kig på vores fælles kultur. Vi kræver ikke gruppeformandens afgang pga. en hånd på låret, men vi kræver en samtale på baggrund af den massive dokumentation, vi her lægger frem.
For det andet kan den krænkede beholde sin anonymitet, og organisationen får den gave, at den krænkede ikke kan identificeres. Det betyder, at organisationen eller organisationerne ikke kan mødes med et krav om at identificere og straffe en krænker. Vi kender ikke identiteten på hverken krænker eller krænket. Vi kan forholde os til materien og indholdet uden at skulle forholde os til størrelsen på krænkelsen, hvornår den foregik eller hvem der var involveret. Øjnene på bolden.
Samtidig beholder hver eneste krænket kvinde retten til at gå videre med sin konkrete sag, hvis den krænkede selv oplever, at det giver mening eller er nødvendigt for hende selv. Man skal ikke gøre det for at imødekomme andres behov.
Som et alternativ til medarbejdere, som selv tager denne form for initiativer, har flere virksomheder og organisationer taget initiativ til advokatundersøgelser, hvilket kan have samme fordele, når det gælder de krænkede medarbejderes ret til at fremstå anonymt.
Det gælder f.eks. bogbranchen, Kommunernes Landsforening og Socialdemokratiet. Advokatundersøgelser har omvendt en svaghed, at de kun undersøger det, ledelsen beder dem om. Det svarer i værste tilfælde til en dyr udgave af en dårlig arbejdsplads-vurdering. Jeg tænker her på Folketingets frikendelse af sig selv på baggrund af deres egen undersøgelse fra 2018.
Kultur vs. krænkelse
Den anonyme krænkede og krænker er vejen frem ift. at sætte arbejdspladskulturen på dagsordenen. En krænkelse, hvor krænker eller krænket er navngivet, vil have meget svært ved at kunne bruges som udgangspunkt for en diskussion om kultur.
Det vil blive en diskussion om materien i den konkrete handling, kontekst, motivforskning, magthierarkier mv. Hvis ikke der er enighed om alle centrale elementer i episoden, vil diskussionen splitte og i sidste ende kræve en ledelsesbeslutning ift. konsekvenserne.
Denne beslutning vil være med til at etablere og definere arbejdspladsens kultur, men i og med at beslutningen ikke er resultatet af en form for konsensus, vil den skabe opposition og en oplevelse blandt et eventuelt mindretal af at være undertrykt.
Det positive ved en personalesag er, at krænkeren (forhåbentlig) bliver straffet. Det negative er, at oplevelsen dermed kommer ind i en ramme, hvor der skal træffes en afgørelse på baggrund af den enkeltstående sag. Virksomhedens kultur kommer ikke til debat, og måske straffes krænkeren ikke, fordi den enkelte sag ikke kunne løfte den nødvendige bevisbyrde
Pointen er, at hvis du oplever en krænkelse, er der en stærk sammenhæng mellem din reaktion og den endelige konsekvens. Italesætter du episoden overfor organisationens HR-afdeling, vil sagen blive behandlet som en enkeltstående personalesag.
Det positive ved dén handling er, at krænkeren (forhåbentlig) bliver straffet. Det negative er, at oplevelsen dermed kommer ind i en ramme, hvor der skal træffes en afgørelse på baggrund af den enkeltstående sag. Virksomhedens kultur kommer ikke til debat, og måske straffes krænkeren ikke, fordi den enkelte sag ikke kunne løfte den nødvendige bevisbyrde.
Hvis den radikale sag har lært os noget, så er det, at offentlighed om konkrete personalesager kan og vil blive brugt til magtkampe, og efterlade den krænkede uden kontrol over forløb eller konklusion.
Hvis den krænkede har et ønske om kulturændring eller afstraffelse af en konkret krænker, skal vi tilbage til den aktuelle #MeToo-strategi. Det handler om indsamling af cases som samlet dokumenterer et problem. Enten i form af generelle problemer i en organisation eller i form af dokumentation for mængden af sager vedrørende en konkret person.
Vidnesbyrd om sexistiske kulturer har allerede ramt medierne, og jeg er overbevist om, at der er igangsat indsamling af dokumentation imod konkrete personer. Magtfulde krænkere vil og bør væltes, men det kræver, at vi indser, at den radikale hånd-på-låret ikke er den rigtige vej. Det var en dårlig #MeToo-sag, og er ikke egnet til inspiration.
LÆS MERE OM #METOO I POV HER
Topillustration: Morten Østergaard. Foto: De radikale. Indsat: MeToo, Creative Commons. Kollage ved POV.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
