MUHAMMEDTEGNINGER // KOMMENTAR – “Jeg er i kontakt med undervisere … der lægger bånd på sig selv, fordi de frygter voldelige repressalier,” skriver Eva Gregersen. Dette er teksten til et oplæg, som hun holdt til en høring på Christiansborg om kulturen i akademia og den offentlige debat arrangeret af Henrik Dahl og Morten Messerschmidt 3. marts 2022.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Tak for ordet. Og tak for invitationen.
Siden henrettelsen af den franske skolelærer Samuel Paty har jeg været aktiv i debatten om voldsmandens nye veto mod visning af Muhammedtegninger i undervisningen.
Normalt handler den debat først og fremmest om, hvordan vi kan sikre, at der fortsat bliver undervist i Muhammedtegninger i folkeskolen. Der er nogle meget spændende forhandlinger om lærernes selvcensur i gang, som jeg ved, at Henrik Dahl deltager i, men det vil jeg ikke tale om i dag. I dag vil jeg i stedet fokusere på, hvordan voldsmandens nye veto udspiller sig blandt de ansatte på de videregående uddannelser.
Jeg er ikke selv ansat på et universitet eller en professionshøjskole, så jeg kan ikke tale ud fra egen erfaring.
Til gengæld kan jeg tale frit.
Jeg kan tale uden hensyntagen til, hvordan mine ytringer – eller min blotte tilstedeværelse til høringen i dag – vil blive opfattet af kollegaer og ansættelsesudvalg og rektor og dermed risikere at påvirke en forskerkarriere. Jeg er i kontakt med undervisere, der holder igen med at deltage i den offentlige debat om dette emne på grund af sådanne hensyn.
Hun ville altså eksplicit sætte en modstandsbevægelse i gang blandt den profession, som er målgruppen for voldsmandens nye veto
Jeg er også i kontakt med andre undervisere, der oplever at have tilstrækkelig tryghed i ansættelsen til, at den slags karrieremæssige hensyn ikke er noget, der afholder dem fra at udtale sig, men som til gengæld lægger bånd på sig selv, fordi de frygter voldelige repressalier. De er nemlig opmærksomme på, hvad der skete med underviseren ”Charlotte” fra Københavns Professionshøjskole. Og det vil jeg gerne bruge et par minutter på at dvæle ved.
Samuel Paty blev halshugget fredag d. 16. oktober 2020. Dagen efter, lørdag d. 17. oktober, skrev ”Charlotte” dette opslag på Facebook:
“Fremover vil Muhammedtegningerne indgå som en del af min undervisning. Jeg opfordrer andre undervisere til det samme i respekt for vores modige kollega i Paris. Og for at sikre grundlaget for vores arbejde: ytringsfriheden.“
[Til høringen på Christiansborg viste Eva Gregersen et screenshot af “Charlottes” opslag på en PowerPoint-slide. Det screenshot har vi på POV valgt at undlade. I stedet bringer vi teksten fra “Charlottes” opslag. – red.]
Med dette opslag gjorde ”Charlotte” tre ting, som til sammen gjorde hendes opslag eksplosivt:
For det første var hun en underviser, som skrev, at hun agtede at bruge tegningerne i sin egen undervisning. Det vil sige, at hun annoncerede offentligt, at hun ikke havde tænkt sig at underkaste sig voldsmandens nye veto.
For det andet opfordrede hun andre undervisere til at gøre det samme. Hun ville altså eksplicit sætte en modstandsbevægelse i gang blandt den profession, som er målgruppen for voldsmandens nye veto, nemlig lærere og undervisere.
Selvom ”Charlotte” er en stilfærdig akademiker, lavede hun altså noget nær det ultimative sekulære demokratiske kampråb
For det tredje satte hun trumf på ved at dele Jyllands-Postens tegninger, hvilket gjorde det visuelt nemt at afkode hendes budskab om, at jo mere vold visse muslimer bruger for at stoppe visningen af disse tegninger, des vigtigere bliver det at vise tegningerne for at holde ytringsfriheden i hævd og for at insistere på, at det i Europa er det liberale demokratis spilleregler, der gælder, og ikke teokratiske spilleregler.
Selvom ”Charlotte” er en stilfærdig akademiker, lavede hun altså noget nær det ultimative sekulære demokratiske kampråb. Hendes opslag var en opvisning i trodsighed og kampgejst og uvilje til at lade et dogmatisk-religiøst mørke sænke sig over det oplyste Europa.
Der gik cirka to timer, og så begyndte der at komme negative reaktioner:
Først var det vrede kommentarer og skældsord. Så begyndte der at komme ordrer om at slette opslaget og antydninger af, at det ville gå hende ilde, hvis hun ikke gjorde det. Og vi taler ikke om få kommentarer; vi taler om mange kommentarer fra mange forskellige mennesker på både dansk og engelsk og arabisk og andre sprog, efterhånden som hendes opslag blev delt i flere og flere både danske og udenlandske grupper. Det her er kun et meget lille udsnit af alle de kommentarer, der kom.
”Charlotte” blev bange og kontaktede politiet, som rådede hende til at slette opslaget og holde lav profil i den offentlige debat. Cirka tolv timer efter hun havde lavet opslaget, valgte hun at slette det. Efterfølgende fik hun rådgivning af PET og også en fast kontaktperson hos PET.
Og ”Charlotte” har siden meldt klart ud til offentligheden, at hun alligevel ikke kommer til at vise tegningerne i sin undervisning. Hun er skræmt og kuet til underkastelse. Voldsmanden har med succes gjort sit nye veto gældende over for hende.
Voldsmanden har altså også med succes gjort sit nye veto gældende over for dem
Og som jeg sagde før, så er der mange andre undervisere, som har taget bestik af, hvad der skete med ”Charlotte”. Det er undervisere, som har sympati for ”Charlottes” opslag og som deler hendes opfattelse af, at det er afgørende vigtigt at kæmpe for ytringsfriheden på denne måde, men de kan godt regne ud, at hvis de som individer prøver på noget, så risikerer de, at der sker det samme for dem, som der skete for ”Charlotte”, og ligesom ”Charlotte” tør de heller ikke gøre sig selv til et konkret individuelt terrormål. Voldsmanden har altså også med succes gjort sit nye veto gældende over for dem.
Det er en ulykkelig og forbandet situation. Men hvad der gør situationen endnu værre, er den manglende solidaritet fra store dele af undervisningsverdenen.
Taler problemet ned
Nu vil jeg slå ned på nogle udtalelser i den offentlige debat fra nogle af ”Charlottes” kollegaer fra universitetsverdenen.
Jakob Skovgaard-Petersen er professor i islamiske studier på Københavns Universitet. I december fik han bragt en kronik i Politiken, hvori han nævner det brutale mord på Samuel Paty.
Herefter fortæller han om, hvordan han i november 2020 har udgivet en bog om Muhammed, hvori Kurt Westergaards Muhammedtegning er trykt. Han skriver:
”Siden coronanedlukningen blev ophævet, har jeg optrådt med bogen en snes gange, også i indvandrerbydele. Stort set hver gang har der været muslimer, der tog ordet. De har haft spørgsmål eller givet ros. Jeg er ikke blevet overfaldet, og jeg har ikke modtaget trusler.”
Og han skriver også:
”Vi skal ikke stoppe de tegninger ned i halsen på muslimer ved enhver given lejlighed.”
Kort efter deltog Jakob Skovgaard-Petersen i podcasten Alis Fædreland, hvor han blev spurgt, om han mener, at frygten er blæst for højt op, og om han da ikke mener, at det er reelle trusler, som eksempelvis ”Charlotte” har modtaget. Og han svarede blandt andet:
”Det dér voldsmandens veto er et mærkeligt, mystificerende begreb. […]
Altså jeg kan jo kun sige, at jeg ikke har modtaget [nogen trusler]. Og min bog er fuld af billeder af Muhammed, inklusive Kurt Westergaards. […] Men jeg har jo også læst om den lærer, der publicerede det dér og som modtog en eller anden trussel. Og det synes jeg selvfølgelig er meget, meget ubehageligt. Og noget som man selvfølgelig bare skal melde til politiet og så videre. Men det, jeg prøver at sige, er, at jeg ikke synes, at der skal være noget som helst statsligt initiativ.”
Med disse udtalelser gør Jakob Skovgaard-Petersen tre kritisable ting.
For det første bagatelliserer han det, der overgik ”Charlotte”. I kronikken i Politiken nævner han det slet ikke. Da han i Alis Fædreland bliver spurgt ind til det, slår han det hen som ”en eller anden trussel”.
Man skulle nærmest tro, at ”Charlottes” historie drejede sig om én enkelt ubetydelig og mere eller mindre ligegyldig henvendelse snarere end om den overvældende og internationale storm af vrede, fordømmende og tiltagende intimiderende kommentarer og trusler, som hun reelt modtog, og som også har haft en afskrækkende virkning på mange andre undervisere. Det er den misinformation og den vilje til blindhed fra en professor i islamiske studier på Københavns Universitet, der har gjort, at jeg har fundet det nødvendigt at gøre så meget ud af at vise ”Charlottes” opslag i dag.
For det andet fremhæver Jakob Skovgaard-Petersen sin egen oplevelse med at have udgivet en bog, der indeholder Westergaards Muhammedtegning, uden at han har modtaget nogen trusler. Man må forstå, at Jakob Skovgaard-Petersen mener at have knækket koden for, hvordan man som underviser og formidler kan vise Muhammedtegninger uden at modtage andet end anerkendende nik fra muslimer. Det vender jeg tilbage til.
For det tredje fordrejer og forværrer han tilgangen hos undervisere som “Charlotte” ved at tale om, at man ikke skal “stoppe de tegninger ned i halsen på muslimer ved enhver given lejlighed”. Som om der er nogen underviser, der kunne finde på det!
Kort sagt taler han problemet ned og modarbejder ethvert forsøg på at tænke i kollektive politiske løsninger.
Nu vil jeg gå videre til en anden forsker, nemlig Tim Jensen, som er lektor og studieleder ved Religionsstudier på Syddansk Universitet.
I maj sidste år fik Tim Jensen bragt en kronik i Politiken, som havde overskriften ”Jeg viser altid Muhammedtegningerne i mine timer. Det er ikke noget problem”.
Og i den kronik skrev han:
”Jeg har altså vist de tegninger for gud og hver mand. Og gør det fortsat. I ind- og udland. […]
Men gudbevares: Jeg smækker ikke Muhammedtegningerne op i hovedet på publikum og tvinger dem til at elske dem. Jeg viser ikke tegningerne for at opdrage nogen til i al hast at blive ’voksne’ og sekulariserede ikke-religiøse eller religiøse lutheranere.”
Han gentog de samme budskaber i Deadline få uger efter.
Også Tim Jensen fordrejer og forværrer tilgangen hos undervisere som “Charlotte” ved at fremstille det, som om de ”smækker Muhammedtegningerne op i hovedet på publikum og tvinger dem til at elske dem”. Og også Tim Jensen taler problemet ned ved at fokusere på, hvordan han selv er sluppet godt fra at undervise i tegningerne uden at modtage trusler. Og han mere end antyder, at hvis man bare underviser i Muhammedtegningerne på den måde, han underviser i dem på, så er der ikke nogen fare.
Der findes en måde at undervise på, der er ufarlig
Det perspektiv vil jeg gerne supplere med nogle udtalelser fra to vidt forskellige praktiserende muslimer.
Den første er Mohammed Geele. Det var ham, der tilbage i 2010 var meget tæt på at slå Kurt Westergaard ihjel med en økse. I juni blev han interviewet af DR, og i den forbindelse sagde han noget interessant om undervisning i Muhammedtegninger:
”Jeg er ret sikker på, at enhver lærer, der bare gerne vil fortælle en historie om de her tegninger – der ikke handler om, at ”nu skal jeg understrege vores frihed til at kunne håne og latterliggøre – og nu vil jeg håne og vise hånende og latterliggørende billeder af, hvem jeg nu vil – og det skal I nu finde jer i.” Hvis det er i den kontekst, at folk bliver vrede, forstår jeg.
Men hvis det er: Nu skal vi snakke om det i undervisningssammenhæng. Nu skal vi fortælle, hvor grænsen går […] så kan jeg ikke forstå, hvorfor det skulle være forbudt. Hvorfor det skulle være farligt at gøre det.”
Vi har altså fra jihadistens egen mund, at der findes en måde at undervise i tegningerne på, som ikke er farlig – i hvert fald for nuværende. Og det er den måde, hvor man ikke insisterer på, at ytringsfriheden betyder, at Europas borgere har ret til at håne, spotte og latterliggøre alt og alle og altså også muslimernes profet, og at det er noget, som muslimerne må lære at finde sig i ligesom alle andre.
Når den solidaritet ikke er der, så fodrer det selvcensuren og skaber et dobbelt pres på underviserne
Nej, den acceptable måde at undervise i tegningerne på – ifølge økseterroristen – er ved at bruge dem til at orientere om, hvor grænsen går. Det vil altså sige, at hvis man som underviser viser Muhammedtegninger, men man samtidig sørger for at kommunikere, at det var forkert at lave dem, så skal Mohammed Geeles slags nok lade være med at komme efter en med en økse.
Samme budskab om, at der findes en acceptabel og en uacceptabel måde at undervise i tegningerne på, har vi også hørt fra en fuldkommen fredelig og ikke-voldelig praktiserende muslim, nemlig Omar Alkhatib, som er programredaktør på 24syv og aktiv i det muslimske civilsamfund. Han er modstander af Muhammedtegningerne, og i oktober gav han et interview til Den Uafhængige, hvor han sagde:
”Når det kommer til lærernes brug af tegningerne i undervisningen, så er jeg som udgangspunkt imod det også. […]
Men hvis man mener, at der er en kritisk læringsværdi i at have karikaturerne med, og at lærerne formår at vise dem objektivt, neutralt, uden at tage parti, uden at bruge det aktivistisk – sådan en form for: “Her, kære muslimske elever. Der er ytringsfrihed. Ned i halsen på jer. Det er vores værdier.” Hvis man kan sikre, at lærerne ikke bruger det i den anledning, og man vurderer, at det har læringskritisk værdi uden for stor skade, så mener jeg, at så kan der være frirum til at bruge dem dér.”
Når det bliver farligt
Når jeg inddrager disse udtalelser, er det, fordi jeg mener, at der er noget om det, når Jakob Skovgaard-Petersen og Tim Jensen har en opfattelse af, at de selv gør noget rigtigt i forhold til at undgå at vække voldsmandens vrede. Det er ikke tilfældigt, at de slipper godt fra at vise Muhammedtegninger i deres formidling. For det, der for nuværende provokerer voldsmanden, er ikke visningen af tegningerne i sig selv.
Dér, hvor det bliver farligt, er, når tegningerne ledsages af budskabet om, at vi i Europa har ytringsfrihed, og at det betyder, at alle – også muslimer – må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse.
Og det er ikke et budskab, som Jakob Skovgaard-Petersen og Tim Jensen har sympati med.
Men det er det budskab, som ”Charlotte” fremførte, og som hun ikke længere tør fremføre. Og det er et budskab, som mange andre undervisere har sympati med, men ikke længere tør fremføre. På grund af voldsmandens nye veto.
Når man har kollegaer, der er i fare for at blive slået ihjel, fordi de forsvarer demokratiet i deres undervisning, hvad ligner det så at fremture i debatten med budskabet om, at man ikke selv oplever at være i fare?
Hvor er Jakob Skovgaard-Petersen og Tim Jensens solidaritet med ”Charlotte” og hendes ligesindede?
Når man har kollegaer, der er i fare for at blive slået ihjel, fordi de forsvarer demokratiet i deres undervisning, hvad ligner det så at fremture i debatten med budskabet om, at man ikke selv oplever at være i fare?
Og hvor er solidariteten fra resten af undervisningsverdenen? Størstedelen af ”Charlottes” kollegaer på de videregående uddannelser er tavse. Og med rektor Stefan Hermann fra Københavns Professionshøjskole som en lysende undtagelse er ledelserne på de videregående uddannelser også tavse og passive og berøringsangste i denne debat.
Fraværet af solidaritet og forståelse og moralsk opbakning til ”Charlotte” og hendes ligesindede er larmende.
Og når den solidaritet ikke er der, så fodrer det selvcensuren og skaber et dobbelt pres på underviserne, dels fra voldsmandens veto og dels fra de kollegaer og den ledelse, som man fornemmer helst vil feje problemet væk under gulvtæppet.
Jeg vil derfor gerne opfordre Jakob Skovgaard-Petersen og Tim Jensen samt alle ledelserne på de videregående uddannelser til at anerkende den meget reelle trussel fra voldsmandens nye veto og til at begynde aktivt at udvise solidaritet med de berørte undervisere snarere end at lade det ligge i luften, at der er noget galt med deres undervisning, som de bør ændre.
Der er noget galt med det moralske kompas hos de undervisere, der svigter deres kollegaer ved at tale problemet ned
Der var ikke noget galt med Samuel Patys undervisning. Og der er ikke noget galt med ”Charlotte” og hendes ligesindedes undervisning.
Men der er noget galt med sindelaget og den demokratiske dannelse hos de muslimer, der udråber skolelærere og undervisere til at være fjender af islam og de facto dømmer dem til døden.
Og der er noget galt med det moralske kompas hos de undervisere, der svigter deres kollegaer ved at tale problemet ned og ved indirekte at opfordre kollegaerne til at stoppe med at forsvare demokratiet i deres undervisning snarere end at opfordre muslimerne til at tage demokratiet til sig.
Tak for ordet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
