Rejsebrev fra London: Velfærdssamfundet behøver et stærkt og åbent civilsamfund

af i Civilsamfund/Debat/Politik & Samfund/POV Business/Viden

POV BUSINESS // CIVILSAMFUND – Vi kan virkelig lære noget af Storbritannien, når det gælder sociale investeringer og de muligheder, der ligger i civilsamfundet som motor for forandringer, siger Mads Roke Clausen fra sin udkigspost som gæsteforsker ved London School of Economics. Men et vellykket samspil mellem civilsamfundet og velfærdssamfundet kræver, at der investeres i bredden, samt at foreninger og organisationer i den frivillige sociale sektor er opmærksomme på, at medarbejdernes store engagement i den gode sag ikke bruges til at udnytte dem. Man skal aldrig gå på kompromis med de sociale resultater til fordel for økonomiske resultater.

Kan man sammenligne Danmark med Storbritannien, når det gælder investeringer i civilsamfundet?

Kort sagt: ja, det kan man, selvom de to lande har en meget forskellig historie og kultur.

For det første er London faktisk i øjeblikket det globale epicenter for udvikling af sociale investeringer.  De er mere end et skridt foran os, og det som i disse dage udvikles i det britiske, spår jeg, at vi senere vil komme til at se i Danmark.

Forstår vi den udvikling, som civilsamfundet i Storbritannien har gennemgået de seneste 20 år, kan vi blive klogere på civilsamfundets udfordringer og muligheder nu og i fremtidens Danmark

For det andet har det britiske civilsamfund på bare to årtier været igennem en række totale omvæltninger.

Først som strategisk alliancepartner under Labours daværende leder Tony Blair, der med inspiration fra bl.a. sociolog Anthony Giddens og historiker Philip Gould nyformulerede det socialdemokratiske arvegods i form af den såkaldte ‘Tredje Vej’ ; og derefter som udbredt serviceleverandør under den konservative David Camerons ideer om Big Society og videreudviklingen af tankerne om Compassionate Conservatism – et begreb som også har været diskuteret under overskriften, Conservatism with a Conscience.

Samlet set kan man beskrive udviklingen som en massiv stresstest af civilsamfundet. Og forstår vi den udvikling, som civilsamfundet i Storbritannien har gennemgået de seneste 20 år, kan vi blive klogere på civilsamfundets udfordringer og muligheder nu og i fremtidens Danmark.

Tid til selvransagelse

I sidste uge deltog jeg i generalforsamlingen hos National Council for Volunteering Organisations (NCVO) – det er Frivilligrådets engelske storesøster. Her var tiden kommet til markant selvransagelse! Fra talerstolen lagde den afgående formand, Sir Stuart Etherington, ikke fingrene imellem:

”Som sektor er vi gået for langt i jagten på kontrakter. Vi har været for optaget af organisatorisk vækst, og derfor har vi taget servicekontrakter, som har indebåret dårligere kvalitet i hjælpen til udsatte mennesker. På den måde har vi bidraget til et ”race to the bottom.”

En god sag er ikke nogen undskyldning for ikke at opføre sig ordentligt overfor frivillige og lønnede

”… Og som arbejdsgivere har vi ikke opført os ordentligt – vi har glemt, at en god sag ikke er nogen undskyldning for ikke at opføre sig ordentligt overfor frivillige og lønnede.”

Etheringtons farveltale indeholdt også en vision for fremtidens civile samfund.

Hans håb er en sektor, som igen tør være talerør for udsatte grupper, som insisterer på humanisme, og som ikke dukker nakken i bekymring for at miste kontrakter med det offentlige. En sektor som engagerer sig reelt og langsigtet i lokalsamfundet, som er åben over for nye typer af samfundsproblemer og som ikke frygter intern kritik.

Se den afsluttende keynote speech fra Ruth Ibegbuna her:

I et dansk perspektiv er det nogle ekstremt interessante perspektiver.

Jeg er blandt fortalerne for, at civilsamfundet bliver en større del af løsningen af de sociale problemer i Danmark.

Men det tættere samspil med det offentlige skal skabes, uden vi går på kompromis med civilsamfundets grundlæggende uafhængighed, og uden at jagten på nye kontrakter og vækst i foreninger overskygger det grundlæggende mål:

At skabe sociale resultater.

Kan det lade sig gøre? Ja. Men det kræver, at vi tager ved lære af andres erfaringer og ikke begår de samme fejl.

Den tredje vejs indsukrede neoliberalisme

Ugen før mødtes jeg med aktivist og forsker Linda Milbourne fra Birkbeck, University of London.

Det gik galt allerede ved Tony Blairs første regering. Den Tredje Vej er neo-liberalisme med et meget tyndt lag socialdemokratisk fernis

Der sad vi, to frivillige ildsjæle, i de dyre læderlænestole i The Common Room i The Old Building på LSE – en del af de historiske rammer for udviklingen af den britiske velfærdsstat.

Linda hører til på den røde fløj, og hendes analyse er hård og ubarmhjertig:

Det gik galt allerede ved Tony Blairs første regering. Den Tredje Vej er neo-liberalisme med et meget tyndt lag socialdemokratisk fernis. Blairs folk så civilsamfundet som et område, der kunne styres og som kunne skaffe mere valgfrihed til borgene,” indleder hun og fortsætter:

“Deres strategier byggede på sofapolitik og et netværk af gamle venner fra Oxford, som nu sad i enten regeringen eller i toppen af de store frivillige organisationer. De lavede top down strategier, som passede til de store organisationer, og de holdt kritiske stemmer ude.”

“Det skabte en stor økonomisk vækst, som kom via organisationernes mulighed for at få servicekontrakter med det offentlige – men samtidig skabte det også en stor afhængighed af offentlige penge”.

Hold jer til strikkepindene og bliv væk fra politik

Med andre ord: flere penge, men også mere afhængighed og samtidig en ensretning af organisationerne, som blev serviceleverandører og brugte New Public Management som styringsfilosofi.

Cameron skar dybt i de generelle bevillinger til organisationerne og indførte i stedet øget konkurrence om servicekontrakter

Det var slemt nok, men det blev alligevel værre under David Cameron.

Som konservativ premierminister skar han dybt i de generelle bevillinger til organisationerne og indførte i stedet øget konkurrence om servicekontrakter; ofte med så store krav til leverandørerne, at kun store organisationer havde mulighed for at byde.

Det rev finansieringen væk under mange små og mindre organisationer og ifølge Linda Milbourne betød denne udvikling en ændring af de frivillige organisationers ethos:

Deres mål blev en kamp for at overleve og deres historiske rolle som komplementær velfærdsproducent på egne vilkår og kritisk talerør blev afløst af fokus på økonomisk konsolidering – og til tider en rovdyragtig adfærd overfor konkurrerende organisationer.

Cameronregeringen gav ej heller meget plads til de frivillige organisationers kritiske stemme. ”Hold jer til strikkepindene og bliv væk fra politik,” som civilsamfundsminister Brooks Newmark sagde i 2014.

Grund til optimisme

Trods den skånselsløse analyse er der alligevel en vis optimisme at spore hos Linda.

På græsrodsniveau er der flere eksempler på organisationer, som vælger uafhængigheden og som bygger stærke organisationer op omkring en lille økonomi.”

”Den definerende akse i civilsamfundet i Storbritannien i dag er spændt ud mellem dem som tør være kritiske mod magthaverne, og dem som løber efter servicekontrakterne,” siger hun og tilføjer:

“Jeg ser en gryende erkendelse af, at man ikke kan begge dele. Og på græsrodsniveau er der flere eksempler på organisationer, som vælger uafhængigheden og som bygger stærke organisationer op omkring en lille økonomi.”

Der findes også andre optimister. Blandt dem Julia Unwin, som er en anerkendt civilsamfundsleder og initiativtager til The PACT – Civil Society Futures.

Julia Unwin – fra hendes hjemmeside.

Jeg hørte hende i London i sidste uge, hvor hun fortalte om ideen om at lave en pagt om en ny måde at være civilsamfund på. Pagten bygger på fire principper:

Magt – som skal deles og give alle en mulighed for indflydelse.

Ansvarlighed overfor de mennesker, som er afhængige af hjælp fra de frivillige organisationer.

Relationer, som skal være bredere og mere inkluderende, end hvad civilsamfundet skaber i dag.

Og endelig tillid, som skal styrkes ved at stå ved værdier og uafhængighed.

Det kan lyde højstemt med en pagt, men jeg tror personligt, at Julia Unwin fanger nogle vigtige dimensioner, som civilsamfundet har brug for at holde fast i, hvis vi fremadrettet skal skabe reel værdi.

Se mere i PACT’s video nedenfor:

En ledestjerne i Athen

Også fra den internationale scene er der gode eksempler på kloge investeringer i civilsamfundet, som giver grund til optimisme.

I sidste uge havde jeg glæden af at høre Athens borgmester Georgios Kaminis fortælle om, hvordan man her har investeret massivt og bredt i civilsamfundet siden 2013 for at komme bedst muligt gennem den nationale økonomiske krise og den samtidige udfordring med at håndtere den enorme tilstrømning af flygtninge.

Folkekøkkener, mobile vaskerier (så hjemløse kan få vasket og tørret deres tøj), undervisning af flygtningebørn og oprydning og rengøring af Athen – for bare at nævne nogle få af de folkelige aktiviteter

Med hjælp fra fonde og EU-midler opbyggede man civilsamfundsplatformen SynAthina.

Platformen samler, sorterer og mobiliserer frivillige indsatser og giver samtidig besked til de offentlige myndigheder om borgernes behov. Siden lanceringen har SynAthina resulteret i 3532 forskellige aktiviteter, som er blevet realiseret af 411 grupper af borgere i samarbejde med 131 sponsorer:

Borgmester Georgios Kaminis – foto: Public domain.

Folkekøkkener, mobile vaskerier (så hjemløse kan få vasket og tørret deres tøj), undervisning af flygtningebørn og oprydning og rengøring af Athen – for bare at nævne nogle få af de folkelige aktiviteter.

Jeg fik stor respekt for Georgios Kaminis. Han er en leder, der reelt forstår betydningen af et velfungerende civilsamfund – og af samarbejde mellem de forskellige sektorer.

Han har helt konkret vist, at med investeringer i bredden og en offentlig sektor, som reelt lytter og indretter sig på samarbejde, så kan man skabe en bred mobilisering og derved styrke sammenhængskraften.

Et stærkt og åbent civilsamfund er en af grundpillerne i et godt velfærdssamfund

Dette var et lille udpluk af de tanker og ideer, som i de seneste uger har fyldt siderne i min røde notesbog. Det er for tidligt til håndfaste konklusioner, men én ting er jeg allerede nu blevet styrket i troen på:

Et stærkt og åbent civilsamfund er en af grundpillerne i et godt velfærdssamfund.

Men skal det gode samspil mellem civilsamfundet og velfærdssamfundet lykkes, kræver det flere ting:

For det første skal der investeres i bredden (som i Athen), for det andet skal foreninger og organisationer i den frivillige sociale sektor være ekstremt opmærksomme på, at medarbejdernes store engagement i den gode sag, ikke udnyttes til at stille uhensigtsmæssige store krav til medarbejderne – det gode arbejdsmiljø skal tages alvorligt.

Og endelig skal vi sørge for, at vi aldrig går på kompromis med de sociale resultater til fordel for økonomiske resultater.


Mads Roke Clausen, der er formand for Frivilligrådet og tidligere formand for Mødrehjælpen, er pt. visiting fellow på London School of Economics for at færdiggøre en PhD om finansiering af frivillige sociale organisationer. Hans røde notesbog er fyldt med optegnelser, analyser og ideer, og han vil dele nogle af dem med POV’s læsere. 


Topillustration: Fra Flickr, Cop 21.

Mads Roke Clausen er formand for Frivilligrådet og PhD Fellow ved Roskilde University og London School of Economics. Han blev udpeget af Socialministeren som formand for Frivilligrådet i 2018. Frivilligrådet rådgiver socialministeren og Folketinget i forhold til udvikling af det frivillige sociale arbejde i Danmark. Som led i hans PhD-projekt om finansiering af frivillige sociale organisationer er han i det første halve år af 2019 visiting fellow på London School of Economics. Fra 2006 – 2018 var han direktør i Mødrehjælpen. Mads Roke Clausen er uddannet cand.scient.adm. i økonomi fra Roskilde Universitet og Postgraduate Diploma i Organizational Leadership fra Saïd Business School ved University of Oxford.

Seneste artikler om Civilsamfund