KULTURARV & TIDSÅND // KOMMENTAR – Den måde, man opfører sig på i 2020, skal bedømmes på nutidige præmisser, og det kan hurtigt blive et problem for alle de +75-årige, der råber ad 25-årige, mens de højtråbende insisterer på at fortsætte med at være “som de var”, uanset om vi taler om stjernefotograf Morten Bo, skuespiller Ghita Nørby eller forfatter Lise Nørgaard. For mange måder at gebærde sig på i 1970’erne går simpelthen ikke længere. Og faktisk var episoderne heller ikke OK i sin tid, men de blev set med anderledes briller, og det er nok værd at have blik for – også uden at undskylde mobning, skriver Bent Gringer, der ikke kender Morten Bo, som står anklaget for magtmisbrug og mobning af flere elever, men kender noget til tidsånden fra dengang.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi – der hverken er parter eller vidner – ved endnu ikke med sikkerhed, hvad der er op og ned i skandalen, der lige nu udspiller sig på og rundt om fotoskolen Fatamorgana.
Her står stifteren, lederen og underviseren fotograf Morten Bo – en af 1970’ernes betydeligste dokumentarfotografer i Danmark og vinder af et hav af globale og danske priser for sit arbejde – anklaget af 32 nuværende og tidligere elever for mobning og chikane.
Jeg kender ikke Morten Bo. Men jeg kan huske, hvordan det var i den fortid, som han er rundet af, og som jeg selv strejfede
Bestyrelsen holder møde om sagen og får stifterens forklaring i uge 26. Men vi ved allerede nu, at Morten Bo på grund af sagen ikke vil vise sig på Fatamorgana de næste måneder, og forleden fortalte Politiken, at billedkunstner Bjørn Nørgaard ønsker at træde helt ud af bestyrelsen.
Vi har hørt de unge menneskers historier, og de lyder ikke spor godt: Groft og nedladende sprog, ubehageligheder, udskamning, mobning, forskelsbehandling og historier om ”at blive frosset ude”.
Og selvom det tilsyneladende går mest udover de unge kvinder, går de unge mænd ikke fri.
Mange har allerede nu holdninger til Morten Bo og placerer ham i samme kategori som andre ledere i kunstens verden og på de kunstneriske uddannelser, der har været grænseoverskridende.
Hans tid – fortiden – synes at være forbi. Jeg kender ikke Morten Bo selv. Men jeg kan huske, hvordan det var i den fortid, som han er rundet af, og som jeg selv strejfede.
Min POV-kollega, Amalie Keren Maarbjerg, der fra sin barndom husker fotogruppen Ragnarok, som Morten Bo stiftede i 1983 sammen med Per Folkver og andre af vores bedste fotografer, fortalte mig forleden, at “der var en vild og totalt kompromisløst kreativ kultur i det miljø.”
Jeg var ven med Per Folkver, da han mødte Morten Bo omkring 1980 og genkender beskrivelsen af det larmende, kreative og grænseoverskridende, men husker også det kærlige og vildt støttende
“Per Folkver fyldte hele etagen, når han kom ind ad døren og kunne komme med meget grænseoverskridende bemærkninger, men da han også havde det der vanvittige talent og unikke evne til at hjælpe andre med at udvikle deres talent, så smilede man lidt overbærende og accepterede det”.
Jeg var ven med Per Folkver, da han mødte Morten Bo omkring 1980 og genkender beskrivelsen af det larmende, kreative og grænseoverskridende, men husker også det kærlige og vildt støttende. Det var et godt møde.
Vi diskuterede sagen forleden i POV’s redaktionslokale, der meget passende for coronatiden, er 100 % virtuelt. Chefredaktør Annegrethe Rasmussen, der selv har en fortid på den brede, københavnske venstrefløj, som Morten Bo og Per Folkver på godt og ondt var en del af, gjorde gældende, at:
”…det er hele den machokultur, der handler om, at man skal lide for at blive en stor kunstner.”
“Der er utvivlsomt et misogynt element her, for de kan åbenbart bedst se rationalet i at lade de unge kvinder lide, men ligesom med Aalen (Peter Aalbæk, red), så er det dog gået ud over begge køn hen ad vejen”.
“Jeg må indrømme, at jeg er så gammel, at jeg ikke helt kan afvise, at jeg synes, der er noget fascinerende ved det der fuldkommen vilde og vanvittige og “crazy” uregerlige, der sikkert har reddet både Aalbæk og Morten Bo i årevis. Men de tider er slut. Og det er nok også fint sådan”, sagde hun.
Hun tilføjede, at blot fordi, hun registrerer splittelsen, kan den ikke undskylde noget.
Det er jeg enig i, men den splittelse, hun taler om, kan jeg ikke desto mindre mærke i mig selv.
De var ikke politiske flokdyr og gav i mange sammenhænge en fuck-finger til den politiske korrekthed. Metoden til at åbne vores øjne var ofte at provokere, chokere og sige noget groft smask lige ind i sylten
Jeg skal ikke forsøge mig med den store kulturhistoriske analyse, men hvis man kigger på “dengang”, skal man i hvert fald passe på med udelukkende at se gennem nutidens briller.
Man bør som et mindstemål huske historien og konteksten.
I slut-tresserne og ind i 70’erne var det i brede politiske (venstrefløjs-)kredse progressivt i sig selv at gøre op med de borgerlige – læs den borgerlige offentligheds – stramme rammer for, hvad man måtte sige, og hvem man måtte være i familien og i det offentlige rum.
Borgerskabets bornerthed sås som klart undertrykkende og derfor skulle grænserne afprøves og gerne overskrides.
Det private skulle gøres politisk, seksualiteten skulle frisættes, og man skulle have lov til at sige pik og kusse i den bedste sendetid i monopolet Danmarks Radio. Det havde naturligvis været god latin i kunsten og kulturens verden i mange årtier – fra surrealister til situationister til …
På venstrefløjen gik man ”til” hinanden og stillede ofte hinanden til regnskab for, hvad man sagde, tænkte og gjorde. Og om og hvordan ens personlige udvikling nu kunne forandre verden til det bedre.
I en periode mente mange faktisk, at de to udviklinger gik hånd i hånd. Og det er jo ikke helt pløk. Måske tænker man stadig sådan på Fotoskolen? Måske gør Morten Bo?
Op gennem 70’erne blev alt for mange på venstrefløjen – efter min lettere anarkistiske opfattelse – autoritetstro politiske flokdyr, der søgte tilflugt i et parti eller i en partifraktion, hvor man mente og langt henad vejen gjorde, som der blev sagt.
Man gik nok generelt og ideologisk ind for ligestilling, men i realiteten var kampen ikke vundet, højst tænkt, hvad mange historier fra især kvinderne fra venstrefløjen dengang kan berette om.
I ly af autoritetstroen huserede der en ganske pæn portion kønsblindt magtspil, men også regulær mandschauvinisme på venstrefløjen, og folk, der “var noget”, kunne slippe afsted med mange ting.
Jeg vil understrege, at jeg ikke vil antyde, at de 32 elevers klage “bare” er et udtryk for generationsbetinget bornerthed eller blufærdighed. Det aner jeg ikke noget om, og klagerne skal selvfølgelig tages alvorligt
Folk som Morten og Per var nu ikke “noget” dengang, og de var slet ikke politiske lederfigurer, så det er ikke dem, jeg specifikt taler om her. I min bog ragede de til gengæld op i landskabet som progressive forbilleder på nogle andre måder.
Her tænker jeg ikke på deres ellers fantastiske arbejde med fotografiet som historiefortælling eller kunst, som i den grad har dannet skole.
Jeg så dem snarere som progressive forbilleder, fordi de var provokatører og antiautoritære kritikere, der arbejdede for den gode sag – ofte for små eller ingen penge og hurra for det – og fordi de ville have, at vi og verden skulle se selv og især tænke selv og gøre samfundet bedre.
De var ikke politiske flokdyr og gav i mange sammenhænge en fuck-finger til den politiske korrekthed. Metoden til at åbne vores øjne var ofte at provokere, chokere og sige noget groft smask lige ind i sylten. Eller vise noget man ikke kunne forstå, så man måtte tænke sig om. Eller stille spørgsmål.
Så sker der en bunke de næste 30 år, men her vil jeg kun sætte spot på to forhold:
Efter min opfattelse vender noget af blufærdigheden og måske endda bornertheden tilbage hos den brede ungdom i 80erne og 90erne.
Fair nok, hver generation kæmper sine kampe. Og i dag har den progressive diskurs hos den unge generation et meget stærkt fokus på ikke bare seksuelle, men alle former for krænkelser og – kan man vel godt sige – hylder knap så meget det grænseoverskridende som princip.
Folk, der er vokset op i og stadig er præget af 60’erne og 70’erne, kommer i problemer med de unge generationer
Her kommer folk, der er vokset op i og stadig er præget af 60’erne og 70’erne, i problemer med de unge generationer.
Jeg taler af erfaring. Måske er det også Morten Bos erfaring, når hans elever ikke synes, det er skidesjovt at have en pudekamp med skolelederen (selvom det måske kunne være en fuldgod situationistisk pædagogik, om der fandtes en sådan?)
Jeg vil understrege, at jeg ikke vil antyde, at de 32 elevers klage “bare” er et udtryk for generationsbetinget bornerthed eller blufærdighed. Det aner jeg ikke noget om, og klagerne skal selvfølgelig tages alvorligt.
Det hænger sammen med det andet forhold:
Det er nemmere at forvalte rollen at være kritisk, at være provokerende, måske ovenikøbet stikke til folk og være grov i munden, når man ikke har magt, og når man forsvarer de små mod de store.
Når man får magten, skal man lægge stilen om og passe på. Ellers er man pludselig selv blevet den store bølle i (foto)skolegården.
Lad mig slå fast een gang til:
Forhistorien giver ikke et fripas til – hvis bestyrelsen måtte ende med at være enig i de 32 klageres vurdering – at være en misogyn mandschauvinist.
Ej heller kan eller skal man få lov til at være en lærer-tyran og mobber i år 2020, hvor de grænser, der skal udfordres, nok har flyttet sig, og hvor sprog og samværsformer og vores viden om og holdninger til pædagogik osv. har ændret sig temmelig meget.
Men forhistorien giver noget perspektivisk dybde.
Og kan også hjælpe os i dag med at skelne mellem sagen på Fatamorgana og f.eks. Harvey Weinsteins sag eller Drew Dixons sag mod Russell Simmons, før vi smider det hele ned i en blender sammen med de andre sager fra kunstens verden.
LÆS MERE OM 1970’ERNE OG KULTURKAMPEN I POV HER
“Hvis du vil blive et bedre menneske, skal du også blive bedre til at fotografere”. Se en optagelse med Morten Bo fra Fatamorgana, Danmarks Fotografiske Billedskole her:
Topillustration: Morten Bo. Foto fra Alchetron (YouTube).
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
