RØDE UNIVERSITETER // DEBAT – Debatten om ”ensretning” på universiteterne tager fart efter Ida Aukens udmelding om KU’s ytringsklima. Men hun læser rapporten forkert, skriver universitetslektor Carsten Bagge Laustsen – tallene er langt mindre dramatiske. Kun 50 studerende ud af 40.000 siger, at de føler sig utrygge ved at ytre sig politisk. For Laustsen giver rapporten først og fremmest et billede af tidsånden – et ungdomsklima præget af præstationspres, forsigtighed og mindre lyst til at tage ordet i undervisningen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
”En ny undersøgelse, som netop er foretaget på Københavns Universitet, viser, at 46 procent af de studerende, som ikke deler flertallets politiske holdninger, ikke tør sige deres mening i gruppediskussioner og undervisningen.”
Sådan skriver Ida Auken på sin Facebook-side. I Berlingske Tidende understreger hun, at alle bør tage dette ”meget alvorligt”, og ikke mindst bør alle universiteter arbejde for, at de studerende ”tør tænke og mene, hvad de vil”. ”Der er behov for åndelig oprustning på universitetet” – sådan lyder titlen på Aukens kommentar i Berlingske Tidende om samme emne.
Auken på vildspor
Man kan naturligvis ikke med fornuftens kraft i behold have noget imod faglig pluralisme. Og det er selvfølgelig et væsentligt mål, at studerende trives på deres uddannelsesinstitutioner og så i øvrigt også lærer noget, der udvikler dem som mennesker og borgere, og noget, som de kan bruge senere i livet, når de efter endt uddannelse kommer ud i et job. Auken griber som nyudnævnt ”ordfører for moralsk oprustning og demokrati”, hvad der synes at være en oplagt sag at markere sig i forhold til. Og det trækker sikkert ikke fra, at hun griber, hvad der plejer at være et af oppositionens slagnumre.
Problemet er imidlertid, at Auken har misforstået rapporten og derfor voldsomt overdriver problemets omfang
Reaktionen kom prompte. Folk er oprørte over de voldsomme tal. Som foie gras-ænder bliver de stakkels studerende proppet med Marx og den slags, altså ”røde teorier”. Og det er ikke kun undervisningen og underviserne, den er gal med. Der er også en massiv social kontrol blandt de studerende. Hvis man er på blåt hold, er der en god chance for, at man på et tidspunkt vil blive udsat for et rødt tæskehold. Auken selv henviser til et udsagn fra en kvindelig konservativ studerende, der er blevet mødt med følgende svada: ”Hvorfor kommer du her? Der er ingen, der kan lide dig.”
Det er så et enkeltstående eksempel, men man får det indtryk hos Auken og af en række artikler i Berlingske Tidende og Weekendavisen, at den politiske mobning er massiv.
Problemet er imidlertid, at Auken har misforstået rapporten og derfor voldsomt overdriver problemets omfang.
Det samme gør sig gældende for langt de fleste, der kommenterer på hendes opslag, og for debattens øvrige bidrag. Mon ikke mange efter at have læst hendes opslag ræsonnerer nogenlunde sådan: Flertallet af de studerende er venstreorienterede, så de borgerlige studerende udgør måske omkring 40 procent. Som et mindretal udgør de i hvert fald mindre end 50 procent. Af disse føler næsten halvdelen, at de ikke kan udtrykke deres politiske holdning i undervisningsregi. Så det er vel noget med, at i hvert fald hver femte studerende ikke tør udtrykke eller på anden måde vise, at de er på ”blåt hold”. Vilde tal, men heldigvis også forkerte tal.
Men hvad siger rapporten?
Rapporten, som undersøger og belyser mangfoldighed på Københavns Universitet og de problemer, som minoriteter kan opleve her, blev besvaret af lidt over 3.000 studerende. Det er lidt under en tiendedel af Københavns Universitets studerende. Et af de spørgsmål, som de kunne svare på, var, om de oplever sig som en del af en minoritetsgruppe. Det kunne fx være pga. en familiesituation, ansvaret for plejekrævende forældre, seksuel orientering, religiøs orientering, etnisk baggrund eller et funktionsnedsættende handicap. Det handlede ikke om, de var marginaliserede, men om de oplever sig som sådan.
Af 3.044 studerende, som svarede på spørgsmålet om, hvorvidt de er en del af en minoritet, tilkendegav 1.868 – altså over halvdelen – at de tilhørte en sådan. Det tal burde jo være langt under 50 procent, men det høje tal kan formodentlig forklares med, at der vil være en tendens til, at folk, som oplever sig som minoritet, svarer på undersøgelsen, og at folk, som ikke gør, undlader at bruge tid på at svare. Og der er naturligvis også den mulighed, at enkelte kan se sig selv som medlem af mere end én minoritetsgruppe. Vi kan dog roligt tage udgangspunkt i, at rapportens procenter vil give et overdrevet billede af problemernes omfang. Så lad os gå fra procenter til spørgsmålet om, hvor mange – altså personer af kød og blod – der rent faktisk mener sig udsat for ”politisk mobning”.
46 % lyder af meget, men det er altså kun 125 af de 1.868 studerende, der svarer bekræftende på spørgsmålet om minoritetsstatus, som krydser af, at denne har baggrund i deres politiske overbevisning. Og disse 125 kan selvfølgelig være højreorienterede på et studie, hvor der er flest venstreorienterede. Men det kan også være omvendt. Det siger rapporten ikke noget om. Og så er det faktisk ikke 46 procent, som Auken skriver, men kun 39 procent af de 125, som mener, at denne status giver dem problemer i forhold til at udtrykke deres holdninger i undervisningssammenhæng.
Et sted i formidlingen af rapportens tal er der blevet byttet om på to svarkategorier, og man er derfor endt med en forkert procentsats. Ca. 50 studerende har altså svaret bekræftende på, at de føler sig utrygge ved at udtrykke deres mening i undervisningen. Det er, kan man sige, 50 personer for mange, men det er ikke mange, når man forholder det til, at der er indskrevet næsten 40.000 studerende på Københavns Universitet.
Universitetet skal ikke være neutralt – men pluralistisk
Aukens opslag og kommentar i Berlingske Tidende baserer sig på en præmis om, at folk bliver ensrettet på universitetet. Hvis hun ikke mente det, var der ingen grund til med stor alvor at advare imod noget sådant. Hendes og andres svar på det forestillede problem er ikke overraskende en betoning af neutralitet og pluralisme. Underviserne bør ikke lade deres politiske holdninger påvirke undervisningen. Og mobning af medstuderende skal selvfølgelig bekæmpes.
Men denne forestilling om neutralitet er i sig selv problematisk. Det er ikke muligt at have undervisere og forskere, som er fuldstændig neutrale. Og heller ikke ønskeligt. Men det vil selvfølgelig være et problem, hvis de alle mente det samme politisk og ikke mindst fagligt. Men det er så næppe tilfældet. Og det, at man ikke præsenterer sine pointer som universelle og helt neutrale, kan måske faktisk give andre blod på tanden i forhold til at tænke og mene noget andet. Neutralitet er næppe muligt, men pluralisme er. Det centrale er med andre ord, at man som underviser skaber rammerne om et godt klima for diskussion.
Hos os på Statskundskab i Aarhus er den eneste undervisning i Marx’ forfatterskab en forelæsning i faget sociologi. Så altså én session ud af 15 i et fag, som fylder 10 ECTS-point
Når man læser Auken og andre debattører med lignende dagsorden, får man let det indtryk, at undervisning på universitetet handler om at diskutere politiske holdninger, altså noget, som kommer tæt på partipolitisk diskussion. Nogle er utrygge ved at udtrykke bestemte politiske holdninger, fordi flertallet har andre. Men det er altså ikke det, undervisningen handler om eller bør handle om. Heller ikke på Institut for Statskundskab. Så vores reaktion bør ikke være, at det er for galt, at borgerlige studerende ikke kan udtrykke deres politiske præferencer i undervisningen. Vi bør forklare dem og selvfølgelig også venstreorienterede studerende, at den slags diskussion faktisk slet ikke hører hjemme i undervisningen.
Myten om det ”røde universitet”
Det, vi diskuterer på Institut for Statskundskab, og det, vi bør diskutere, er studier af politik og forskellige tilgange hertil.
Man kunne fx diskutere, hvorfor Ida Auken laver et opslag som det, hun gør. Er det en kamp om issue-ejerskab, er det et forsøg på at samle borgerlige vælgere op? Osv. Vi studerer – bl.a. – politisk debat. Men vi blander os ikke i den. Det lyder måske umiddelbart som den klassiske neutralitetsposition. Men det er det ikke. Der er altid et normativt element i teorier og analyser.
Men denne normativitet har ikke noget med partipolitik at gøre. Enhver teori er altid et blik på verden, og når vi tænker med udgangspunkt i en teori, er der noget, vi ser, og noget, vi ikke ser. Denne rettethed eller dette fokus, om man vil, har selvfølgelig noget med normativitet at gøre, og det er helt centralt at diskutere de blinde pletter, som en hvilken som helst teoribundet iagttagelse må have.
I to artikler i Berlingske Tidende og Weekendavisen, som startede hele debatten, giver to konservative studerende eksempler på den ensretning, de oplever. Josefine Paaske beretter fx, at underviseren i forbindelse med en forelæsning om Karl Marx spurgte, om nogen kunne byde ind med en kritik af Marx’ tænkning. Alle tav. Og det andet var, at en studenterunderviser havde et klistermærke på sin computer, hvor der stod ”Rød-Grøn Ungdom”. Denne oplevelse kunne Sigurd Lilmose Bech berette om.
Der er også meget værre eksempler, men det er ikke grovheden her, der er pointen, men mere det, at der bæres ved til en forestilling om, at Institut for Statskundskab er en rød bastion, og at ensretningen og indoktrineringen her er massiv. Det er derfor, Marx og Rød-Grøn Ungdom skal nævnes. Det resonerer hos avisens læsere og flugter med deres fordomme om universitetet.
Forestillingen om at være en presset minoritet, systemet bør tilpasses, er måske det, vi skal bekæmpe eller i hvert fald snakke om
Det kan godt være, at folk, som har læst på universitetet for 50 år siden, har en erindring om, at der var meget undervisning i Karl Marx’ forfatterskab, men det er der altså ikke mere. Hos os på Statskundskab i Aarhus er den eneste undervisning i Marx’ forfatterskab en forelæsning i faget sociologi. Så altså én session ud af 15 i et fag, som fylder 10 ECTS-point og altså udgør en tredjedel af belastningen i et semester ud af de i alt ti, man har på en kandidatuddannelse. I forhold til marxismens realhistoriske og teorihistoriske betydning burde man nok snarere diskutere, om ikke det er for lidt. Om Marx fylder mere hos vores søsterinstitut i København, ved jeg ikke, men hvis han gør, så tvivler jeg stærkt på, at det er meget mere.
Og de studerende (også dem som er instruktorer) har altså alle mulige klistermærker på deres computere. Hvis et klistermærke skræmmer nogen fra at sige noget i timerne, tror jeg, vi skal have fat i en helt anden type forklaringer end politisk mobning. Så lad os tale lidt om dette ubehag ved ikke ”at falde ind”.
Utryghed handler om kultur – ikke politik
At man ikke har lyst til at flage med sine politiske sympatier, og at man putter sig, hvis man oplever, at man har et minoritetsperspektiv, vil jeg mene skal forklares med udgangspunkt i nogle mere fundamentale ændringer i ungdomskulturen. Eller for at sige det på en anden måde: Der er en dybere årsag til, at folk kan føle et ubehag som fx konservativ studerende blandt et flertal af venstreorienterede. Vi kan i hvert fald tænke lidt over, om der kunne være sådanne årsager.
Der har været megen debat om stigningen i angstdiagnoser blandt studerende, og vi har også haft en debat om ”12-tals-piger”, som er angste for at fejle. En forudsætning for at ville indgå i en debat er en accept af, at man kan tage fejl. Når man deltager i en debat, sætter man noget på spil. Man skal have så megen selvsikkerhed og robusthed, at man ikke føler forlegenhed, hvis man skyder forkert.
Men i en kultur, hvor man ”skal lykkes” og gerne til 12, er viljen til at risikere noget i en diskussion måske ikke til stede. Og måske særligt, hvis man ikke føler sig som en del af flertallet. Man tør kun satse, hvis man ved, at ens synspunkter vil blive anerkendt og rost. Og det kan så handle om faglig anerkendelse, men det kan også handle om, at ens identitet og person bliver det.
De fleste synes at acceptere, at det på universitetet ikke handler om partipolitik. Det handler om at få sig en god uddannelse, som man så senere kan veksle til et godt job
Kritikken af det røde universitet bliver tit mødt med et argument om, at nu trækker højrefløjen offerkortet. Den slags drillerier er lidt ligegyldige, og jeg vil sige, at det med at føle sig som offer eller som marginaliseret faktisk snarere er noget tidstypisk end noget, som en fløj kan lade den anden høre for. Det er netop her interessant, at over halvdelen af undersøgelsens respondenter oplever sig som marginaliserede. Og det af måske ikke 100 så i hvert fald af rigtigt mange forskellige grunde.
Den (identitets)politiske dominans, som kritikerne mener, undersøgelsen dokumenterer, gør sig måske gældende på en helt anden måde. Som en forestilling om, at lige netop jeg skal ses og høres. Og respekteres for det, jeg er. Der er måske noget i tiden, som gør, at folk har en tendens til at se sig selv som en presset minoritet med særligt behov for støtte. Problemet er i denne forståelse ikke min manglende robusthed, men et system, som ikke giver mig tilstrækkeligt med plads. Forestillingen om at være en presset minoritet, systemet bør tilpasses, er måske det, vi skal bekæmpe eller i hvert fald snakke om.
Det er lidt hårdt at sige. Hvis man bliver slået omkuld af, at en studerende har et klistermærke på sin computer, som viser et tilhørsforhold til et politisk parti på venstrefløjen, må vi tale om manglende robusthed. Og hvis der er larmende tavst i klassen, hvis der spørges til kritikker af Marx, handler det måske om fejlslagen pædagogik snarere end om politisk bias. Så lad os her til sidst runde af med, hvordan man så måske kan få flere til at ytre sig i undervisningen.
Sådan får vi de studerende på banen
Jeg læste selv statskundskab i slut-80’erne og begyndelsen af 90’erne, og jeg husker, at der dengang var fem studenterpolitiske foreninger på mit institut. Alle de store partier havde nærmest deres lille afdeling på instituttet. I dag er der fredsvalg blandt de studerende til deres pladser i fx studienævnet. Folk, som er politisk aktive på studiet, er en forsvindende minoritet. Og det skyldes givet, at tiden har ændret sig, og at undervisningen også har det. De fleste synes at acceptere, at det på universitetet ikke handler om partipolitik. Det handler om at få sig en god uddannelse, som man så senere kan veksle til et godt job.
Det er sådan set meget fint, men det kan også blive for instrumentelt. Det er ærgerligt, hvis undervisningen kun handler om at kunne ting til eksamen. Den bør også handle om at tage stilling. Ikke fordi man har indløst medlemskort til en politisk forening, men fordi det er vigtigt, at man forstår, at teorier altid giver et selektivt blik på verden. Betoningen af neutralitet og angsten for at være normativ (en sådan tror jeg faktisk, mange undervisere føler) har ført til en forståelse af, at det, man skal lære, blot er endnu en teori i rækken. Man skal kunne sit pensum.
Tidsånden kan man ikke som underviser gøre noget ved. Og måske knap nok som universitet. Den er, som den er, og vi har de studerende, vi har. Men hvis folk føler sig utrygge og marginaliserede, kan vi måske i den måde, vi stiller spørgsmål og faciliterer debat på, få flere med. Jeg forstår godt, at der ikke er nogen, som svarer, når underviseren til sidst i en forelæsning spørger, om der er nogen, som har en kritik af Marx, hvis vi nu skal vende tilbage til det eksempel.
Man kunne fx også læse noget, som kritiserer Marx’ teori, og det kunne de studerende så forholde sig til. Man kunne bede de studerende om at diskutere to og to i et par minutter, inden man tog spørgsmålet op i plenum, og det ville sikkert kunne få flere med. Og man kunne stille nogle spørgsmål, som var mere konkrete og præcise. Det er lidt underforstået, at ingen tør sige noget kritisk, når det kommer til spørgsmålet om Marx. Altså fordi det er Marx. Men jeg tror ikke, at det eksempel siger så meget om en angst for at vise politisk uenighed, som det handler om, at man helt generelt ikke forholder sig kritisk i forhold til det, man læser, og at det med at træde frem i en offentlig forsamling for mange føles svært.
Hvis vi skal gøre noget ved det, skal vi ikke have værdierne, meningerne og holdningerne ud af undervisningen. Vi skal have dem ind. Men som en del af en faglig og ikke af en politisk diskussion.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og