Louise Juhl Dalsgaard: Om proportioner eller mangel på samme

Louise Juhl Dalsgaard 29.09.2025

PROTEST // KOMMENTAR – At påstå, at demonstranterne handler med følelserne forrest – og fuldstændig overse sine egne følelsesmæssige kvababbelser – er i mine øjne om noget, hvis ikke tyrannisk, så i hvert fald udtryk for manglende selvindsigt og manipulation, skriver Louise Juhl Dalsgaard i et svar til Malou Wedel Bruun.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

”Vueltaen 2025 blev et offer for tidens følelsestyranni.”

Sådan lyder overskriften på en debatartikel fra forleden. Malou Wedel Bruun, forfatter til blandt andet bogen Borgerlige samtaler, harcelerer over demonstranter, der under Vueltaen forstyrrede – hvis ikke ligefrem afbrød – det traditionsrige cykelløb.

Det er sådanne metoder, hun betegner som følelsestyranni: ”Det er synd for den ægte natur og klimaet – derfor skal den kunstige gengivelse af samme, nemlig malerier, ødelægges. Det er synd for børnene i Gaza, derfor skal Vuelta ændres – målstregen flyttes, vinderpodiet opgives.”

Og så drager hun ellers sammenligninger til nazisterne i 30’erne og deres brug af De Olympiske Lege til at hylde det ariske menneske.

Lad mig slå fast: Jeg er delt. Jeg vil til enhver tid hylde de demokratiske værdier, forsamlingsfriheden og retten til at protestere, uanset om sagen, der advokeres for, ligger i forlængelse af mit eget livssyn eller modsiger det.

På den anden side er det selvsagt problematisk, hvis ethvert gadehjørne og enhver given lejlighed bruges som anledning til, at denne eller hin højlydt tilkendegiver sin mere eller mindre marginaliserede mening. ”Færre mandage, flere fridage” – som en af mine egne kæpheste lyder.

Alligevel må jeg sige, at Wedel Bruuns synspunkter provokerer mig en anelse.

”Det er synd for den ægte natur […] Det er synd for børnene i Gaza”, efterfulgt af forargelse over, at dette påståede følelsesmæssige engagement risikerer at forstyrre Wedel Bruun – eller vinderceremonien i et cykelløb.

Øh?

Nej, det er ikke synd for naturen. Det er en katastrofe, at vi imødeser temperaturstigninger, der får ødelæggende konsekvenser for fremtidens mennesker, dyr og planter.

Og nej, det er ikke bare ”synd” for børnene i Gaza. Vi taler 20.000 døde børn, ifølge Red Barnet, Malou. Det handler ikke om, hvorvidt det er synd for dem eller for cykelentusiaster, der får deres søndagssport forstyrret af mennesker, der i afmagt forsøger at få verdens øjne op for den tragedie, der finder sted i Gaza. 20.000 børn!

Hvis nogen er i deres følelsers vold her, så må det være dem, der mener, at man med rette kan føle sig forurettet over en forstyrret sportsbegivenhed frem for at kere sig om tusindvis af døde børn.

Det er da at tage sig selv og sin egen magelighed så alvorligt, at man fuldkommen har mistet blikket for verden og virkeligheden.

Jeg ser omvendt, at Wedel Bruuns harme skyldes, at hun synes, det er synd for hende, at hun og andre skal forstyrres i deres sport af mennesker, der kæmper for menneskeliv og for at standse en humanitær katastrofe

Jeg er personligt langtfra overbevist om, at demonstrationer som dem, vi oplevede under Vueltaen, har den tilsigtede effekt. Jeg tvivler på, at det får de stridende parter til at se på hinanden med nye øjne, ligesom jeg desværre er overbevist om, at verdens ledere opererer efter helt andre dagsordener end nogle, demonstrationer har indflydelse på.

Og så var nogle af deres tiltag direkte farlige: At løbe ind foran ryttere, der kommer kørende med 80 kilometer i timen, kan koste liv.

Optøjerne er nok, hvad man med en slidt frase kunne kalde for ”skønne spildte kræfter”. De ændrer ikke de uhyrligheder, der finder sted, i bedste fald skaber de opmærksomhed om dem, i værste fald får de mennesker som Malou Wedel Bruun til i selvretfærdig harme at fokusere på udfordringen af deres egen bekvemmelighed, faren for at få forstyrret deres søndagshygge af demonstranter, der kæmper for at skåne menneskeliv. Ja, hvad er det også for noget?!

At påstå, at demonstranterne handler med følelserne forrest – og fuldstændig overse sine egne følelsesmæssige kvababbelser – er i mine øjne om noget, hvis ikke tyrannisk, så i hvert fald udtryk for manglende selvindsigt og manipulation.

At hun så tilmed trækker nazikortet og midt i det hele også inddrager en agenda mod transkønnede og deres rettigheder, gør kun hendes argumentation så meget desto mere urimelig og usammenhængende.

Jeg taler hverken for eller imod demonstranternes opførsel. Jeg taler om proportioner.

Om Wedel Bruuns påstand om, at demonstranterne handlede, som de gjorde, fordi de syntes, det var synd for dem, ikke fordi de ønskede at pege på de 20.000 døde børn i Gaza.

Det er godt nok en grov fordrejning.

Jeg ser omvendt, at Wedel Bruuns harme skyldes, at hun synes, det er synd for hende, at hun og andre skal forstyrres i deres sport af mennesker, der kæmper for menneskeliv og for at standse en humanitær katastrofe.

Det kan man kalde mangel på proportioner, hvis ikke ligefrem følelsestyranni.

Vueltaen 2025 blev et offer for tidens følelsestyranni

Louise Juhl Dalsgaard er forfatter til ni bøger såvel digte, noveller som romaner. Hun er til daglig leder af Forfatterlinjen på Dansk Talentakademi og arbejder desuden som projektmedarbejder ved Aarhus Litteraturcenter.