MEDIEKRITIK // KOMMENTAR – Et kæmpe udbud, men ikke nødvendigvis mange valgmuligheder. Det er en kendt mekanisme på markedet. Det tilsyneladende paradoks gælder også på mediemarkedet, ikke mindst i de elektroniske medier, radio og tv. Måske gør mekanismen sig endnu mere gældende i et lille kultur- og sprogområde som det danske. Medieprofilerne går igen på de to store tv-stationer og flyttes rundt på radioens kanaler i takt med, at de så at sige vokser sig ud af målgruppen. Så de fleste af os kender fornemmelsen af, at man ikke kan huske, om et indslag var bragt i DR eller på TV2, selv om hensigten med etableringen af de to relative mastodonter var at give os noget at vælge imellem – at bekæmpe tendensen til monopol.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Oven i person-gengangeriet ligger den kendsgerning, at medier til enhver tid er tæt knyttet til tidsånden. De er, ikke mindst i det homogene Danmark med dominansen af statsfinansieret og/eller koncessioneret radio og tv, for det meste skabt til at beskrive verden, som den ser ud nu – ikke til at omstyrte den.
Denne indbyggede opportunisme sætter sine spor i form af modefænomener og ”ismer”, som breder sig på tværs af tv- og radiokanaler som en ubevidst, formmæssig harmonisering – selv om enhver kanalchef vil påstå, at han/hendes kanal er noget ganske særligt, der afskiller sig fra alle de andre.
Den gode hensigt med ”den personlige vært” – glider stille og roligt over i det private
Et par eksempler:
Programformater: Når der opstår en seer-trend som køb og salg af fast ejendom – så kan du være helt sikker på, at der også kommer hammerslag hos konkurrenten. Eller hvis det giver seere at lade en gruppe musikere synge hinandens kompositioner (Toppen af Poppen på TV2 er efter min mening fremragende familieunderholdning) – jamen, så er det ikke så overraskende, at DR1 vælger at sejle ud for at lade nogle danske populær-kunstnere fremføre musik, der ikke er deres egen. Og hvis en elsket radiovært tager sit monopol med ud i en ny podcasttjeneste – så gør P4 alt for at videreføreprogrammet med en ny vært men med ubetydelige ændringer.
Det er ikke forandringsparatheden, der trykker.
Programudtryk/værtsattituder: Ikke mindst DR er, på trods af hensigten med vidt forskellige FM-kanaler, ramt af en bølge af ”kramme-radio” – en familiær hyggestemning mellem værterne og mellem værterne og kilderne. Den gode hensigt med ”den personlige vært” glider stille og roligt over i det private. En slags kendis-radio, hvor værterne er mere hovedpersoner end de gæster, de har inviteret i æteren.
Her er det ham den gamle gadedreng fra P3, der har båret sit image videre til morgenfladen på P1. Her er det ham, der har rollen som kultur- og sprognørden i eftermiddagsfladen og jævnligt jonglerer i fransk og italienske udtaler, som i det gamle satireprogram ”This is not the 9 O’clock News” fra BBC. Han drilles, som rigtige drengerøve gør det, af værtskollegaen, der til gengæld aldrig kan slippe 80’er-musikkken eller gaming-kulturen.
Med min personlige baggrund i DR ved jeg, at alle tre herrer i denne forestilling er dygtige og begavede – og umådeligt veltrænede med tusinde af timers airplay. Men en eller anden konfliktsky programledelse, eller manglen på samme, lader disse personligheder fryse fast i deres yndlingsroller, indtil de fremstår som klichéer.
Jeg beundrer rekrutteringen af programmets værter og den helt tydelige hensigt med at leve op til programmets raison d’être: At sætte et særligt fokus på dagens/tidens politiske, samfundsmæssige og kulturelle forhold
Som altid, hvis man ser og lytter godt efter, er der lys for enden af det medieudtrykte tunnelsyn.
Nyhedsmagasinet Deadline på DR 2.
Jeg tager IKKE i denne sammenhæng stilling til, om det tv-program er det bedste, tv kan byde på. Jeg er mand, sidst i 60’erne, middelklasse, medieslughals – og der er sikkert masser af medborgere, som af forskellige grunde ikke vil ofre Deadline mange minutter af deres liv.
Men jeg beundrer rekrutteringen af programmets værter og den helt tydelige hensigt med at leve op til programmets raison d’être: At sætte et særligt fokus på dagens/tidens politiske, samfundsmæssige og kulturelle forhold på en måde, som er særegent for programmet. Og stå ved, at der kommer god journalistik og tv ud af værter, som er i overskud – lidt klogere end gennemsnittet af deres seere.
Den skarpe(ste) – endnu den eneste kvinde på holdet. Hun ser blid ud på billedet men slår til igen og igen, når ”offeret” kryber udenom
Den status er på ingen måde et tilfældighedernes mirakel, er jeg sikker på. Snarere iskold værts-strategi. Som udgangspunkt er de fire værter arketyper.
Den intellektuelle, der har dokumenteret sin status med populære, skønlitterære bogudgivelser med udgangspunkt i sit journalistiske univers.
Den skarpe(ste) – endnu den eneste kvinde på holdet. Hun ser blid ud på billedet, men slår til igen og igen, når ”offeret” kryber udenom.
”The good cop” – har aldrig oplevet ham som den velkendte terriertype, til gengæld inviterer han forskere og internationale iagttagere i studiet uden angst for, om det er for højpandet.
”The bad cop.” Man kan se det på fjæset – ham er der fanneme ikke nogen, der skal løbe om hjørner med.
Personlig – men ikke privat – det er hovedsignalementet af den gode studievært
Det hele bundet sammen af en solidaritet overfor program-idéen – det sagligt vigtigste. At være vågen overfor dagen og tiden – men ikke forfalde til at medløbe. At turde vælge fra. Flot illustreret 11. september, hvor alle danske medier og hele nyhedsfladen først og sidst beskæftigede sig med minderne i 20. året for angrebet på Wold Trade Center.
I Deadline illustreret af et brudstykke af en tale med daværende præsident Bush – den mest begavede, jeg har hørt ham holde. Og rundet af en af DR’s dygtigste korrespondenter, Lillian Gjerulf Kretz, som evnede både at vise respekt for amerikanernes og vestens sorg og vemod – og samtidig turde trække linjer til de fiaskoer i amerikansk udenrigspolitik, som fulgte efter tragedien i 2001.
Deadline fortabte sig ikke i 20-årsdagen. 7 skarpe minutter – og så netop videre med 23 minutters fokus på de emner, som andre elektroniske medier ikke havde fokus på denne dag.
Personlig – men ikke privat – det er hovedsignalementet af den gode studievært.
Kunsten i værtsvalget og -udviklingen er den dobbeltbundede proces at give den enkelte vært mulighed for at udstille sin personlighed – men at stoppe, inden det originale bliver en klovnerolle.
At sætte tydeligt skel mellem selvværd og selvfedme.
At give plads til at føre sig frem – uden at forfalde til krukkeri.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
