MIDTVESTLIV // KLUMME – Danskere kan godt have en tendens til at rynke på næsen over de amerikanske og i vores øjne meget kommercielle mærkedage, der sniger sig mere og mere ind over Atlanten. Men hvad er der egentlig så slemt ved Mors Dag? Julie Bendtsen har lært at nyde den hyggelige majsøndag for dét, den repræsenterer.
CHICAGO – I søndags var det Mors Dag. Det er ikke noget, vi nogensinde har gjort det store ud af i min familie, hverken den jeg er vokset op i, eller den jeg selv har skabt sidenhen.
Det kan der jo være mange forskellige årsager til, men en af dem er med stor sandsynlighed, at mors dag ikke traditionelt er en stor dansk begivenhed, og det har således heller aldrig været en dag med stor ståhej hos os. Alligevel fik både mor og svigermor hjemme i Danmark en blomst og flere tanker – måske, fordi vi nu er så langt fra hinanden, måske fordi vi herovre er blevet amerikaniserede.
Det er ikke i de nationale fridage, at vi bliver påduttet nogens tro
“Det er en tåbelig konstruktion opfundet i USA af kommercielle grunde” så jeg nogen ytre sig på facebook i kølvandet af alle blomsterhandleres yndlingssøndag. Citatet er ordret, men der var masser af andre, der lignede, og pointen var den samme: Mors Dag er noget amerikaniseret, kommercielt bavl.
Og selv om man kan erklære sig nok så enig i, at flere amerikanske mærkedage begynder at sætte sig ret så meget i danske kalendere, så er jeg langt fra enig i præmissen. Jeg tror nemlig ikke, at Mors Dag er skabt og dyrket udelukkende ud fra kommerciel kynisme og blomsterhandleres generelle grådighed.
Knap så hellige dage
Amerikanerne har ikke mange helligdage at samles om, og hvor vi i Danmark tilsyneladende ser enhver kristen helligdag som en anledning til at samles, spise, drikke og tage tre-fire dage fri fra arbejde, er der meget få helligdage i USA, der hænger sammen med religion. Det har jeg altid fundet lidt underholdende og paradoksalt, fordi amerikanerne helt grundlæggende er så meget mere religiøse end danskerne, men når man ser lidt på, hvad den amerikanske befolkning er sat sammen af – og hvor rummeligt landet er i forhold til forskellige trosretninger – giver det sådan set fin mening.
Kristendom og katolicisme er stadig de uden sammenligning største trosretninger i USA, men landet er stadig så religionsmæssigt farverigt, at det ville virke alt for overvældende at observere alle større trosretningers mærkedage. Så selv om amerikanerne har en allestedsnærværende tendens til at blande Gud og Jesus ind i samtaler, ræsonnementer og forklaringer på alt mellem himmel og jord, så er det sikkert og vist, at det er ikke i de nationale fridage, vi bliver påduttet nogens tro.
Selvfølgelig markeres de inviduelle helligdage i den enkelte familie og deres trosfæller – en af vores datters nærmeste veninder, som lige nu er i gang med forberedelserne til sin Bat Mitzvah, fejrer således både jul fra sin guatemalesiske fars side af familien og hannukah fra sin jødiske mors.
Men generelt er religiøse helligdage, med ganske få undtagelser som Langfredag og juledag, ikke noget, der giver anledning til hverken fridage eller de store, landsdækkende fejringer. Mange virksomheder og arbejdspladser går sågar langt uden om at nævne noget som helst om religion, og jeg bliver således ønsket “happy holidays” i stedet for “merry Christmas”, når jeg går ud af supermarkedet. Man skulle jo nødig træde nogen over tæerne.
Buketter til overpris
De store helligdage, og dem, der giver anledning til mest hurlumhej, er dem, der bunder i noget ærkeamerikansk, i landets relativt unge historie. Uafhængighedsdagen 4. juli, Memoral Day i slutningen af maj, Thanksgiving den fjerde torsdag i november. At få arbejdsgiverbetalte fridage på andre tidspunkter end de ganske få nationale helligdage er utopi i et land, hvor mange ansatte har noget, der ligner to ugers betalt ferie – som for nogens vedkommende endda forventes at inkludere eventuelle sygedage.
Men amerikanere er som så mange andre et socialt folkefærd, og de nyder at have anledninger at samles om og over. Mors dag er en af dem. En anden er Halloween, som er så kæmpestor herovre, at mine børn nok ser det som den vigtigste helligdag på hele året – måske lige efter deres fødselsdage – og så altoverskyggende vigtig, at jeg endnu ikke har turdet fortælle dem, at vi ikke kommer til at være hjemme til Halloween i år, fordi vi sidder i et fly fra Danmark. Jeg er oprigtigt bekymret for, at de pakker deres habengut og går hjemmefra, når jeg overbringer dem den dystre nyhed.
Kort sagt bruger amerikanske mødre virkelig meget tid på at være mor
Nå, men tilbage til Mors Dag. Er den kommercialiseret? Jep. Priserne på alle blomsterbuketter i alle supermarkeder får lige et ordentligt nøk opad – i en grad, så jeg, da jeg skulle købe blomster til min datter i anledning af premieren på hendes første skolemusical, blev så arrigt nærig, at hun måtte nøjes med en samling nelliker i stedet for en af de overpris-buketter, der fyldte butikken.
Og bilens faste countryradiostation flyder over med reklamer for den lokale juvelers perfekte mors dags-armbånd, den lokale restaurants perfekte mors dags-brunch og det lokale rejsebureaus perfekte mors dags-krydstogt.
Mor hele tiden
Men at handlende og forretningsdrivende har fundet ud af at kapitalisere på en dag, der i bund og grund handler om at sætte pris på sin mor, kan man ikke klandre dagen for. Der er en langt større tradition for at være hjemmegående som mor i USA, end der er i Danmark, og rigtig mange amerikanske mødres hverdag består af netop dét – og ikke særlig meget andet.
Moderskabet. Husholdningen. Hjemmeskolingen (som altid har været mere udbredt herovre end derhjemme, men som har nået eksplosive højder under pandemien). Kort sagt bruger amerikanske mødre virkelig meget tid på at være mor, og i den generation, der er alderssvarende med min egen mor, er tallet formentlig endnu mere overbevisende.
Jeg husker tydeligt en søndag, ganske få måneder efter at vi var flyttet til Raleigh. Vi havde overstået weekendens forskellige gøremål og ville nyde en spontan middag i det milde majvejr på en lokal restaurant.
Vi havde bare overhovedet ikke taget højde for, at det netop den majsøndag var Mors Dag, og at alle restauranter af samme grund var fuldt bookede – og i øvrigt havde været det i ugevis. Vi blev mødt af overbærende smil og slet skjult overraskelse i samtlige restaurationer, vi prøvede at få et bord på. Og vi endte med the drive of shame genem McDonalds drive thru.
Snaps, som Jesus lavede den
Vi vidste ikke bedre, men det gør vi i dag, og vi har taget traditionen til os. Det er svært at opretholde sin kyniske afstand, når begge børn kommer hjem fra skole med verdens sødeste hjemmelavede mors dags-gaver, som de har arbejdet på i ugevis, og når alle, man møder på sin vej den dag, møder en med et stort smil og et “happy mother’s day”!
Vi har også lært at bestille bord i god tid. Mors Dag er ikke opstået ud af et behov for at skovle penge ind til griske blomsterhandlere. Den er opstået som en sød ide og med gode intentioner, som de fleste heldigvis stadig holder fast i.
Jeg er stor fan af både påske-, jule- og nytårsfrokoster, og jeg ser frem St. Bededag, Kristi Himmelfartsdag og en dansende pinsesol. Men let’s face it – alt det førnævnte handler jo for langt de fleste danskere om fridage, øl, hveder og familiehygge og ikke den religiøse baggrund, de enkelte helligdage bunder i.
Ikke et ondt ord om det. Men at skælde ud på Mors Dag, Halloween og Valentinsdag for at være amerikanske monstrøsiteter, der kun er opstået af kommercielle interesser, er måske lige at stramme den, når vi nu selv har det med belejligt at overse, at Jesus lavede vin – og ikke snaps.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her