VINDERE & VÆRDIER // KOMMENTAR – Michael Laudrup vandt for nylig prisen som største danske sportsstjerne og overraskede os med en – for vor tid – sjældent set ydmyghed. Efter årtier med skinger vinderdyrkelse og blærerøve overalt kalder tiden nu på gentlemen med en mere moden indstilling til livet, hvori personlig formåen ikke udelukker beskedenhed og hensyntagen, skriver Dennis Larsen, som håber at se flere “gode vindere”.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvor budskabet før lød: “Salige er de sagtmodige, for de skal arve himlen”, så lyder det i dag noget lig “Lykkelige er de hensynsløse, for de skal arve jorden”.
Det er et udtryk for, at vi har gjort oprør i forhold til værdier, dog blot ved at gå i modsatte grøft. Inden for kort tid er mange mennesker derfor endt som højtråbende og afstumpede vulgær-mennesker: Uden hæmninger og lastfulde i større eller mindre grad.
Samstemmigt, så hylder vi nu de, der har klatret sig til tops, nærmest uanset hvordan det er gået til. Fællesnævneren bliver, at jo højere du råber, des mere opmærksomhed får du, og alt-i-alt tyder det på, at vi er ved at ende som et ubeskedent folkefærd.
Gentlemen-værdier
Måske var det derfor, at det føltes som et frisk pust for mange, da Michael Laudrup for nylig vandt prisen som største danske sportsstjerne?
I takketalen overraskede han jo os med en – for vor tid – sjældent set ydmyghed. Han anklagede rettere sagt showets konkurrenceformat for at være malplaceret, idet det satte andre sportsstjerner i et dårligt lys.
Hvis man tager anerkendelsen modent ind – tilbageholdent – så udstråler det derimod, at man er solidt funderet i sit værd
Så vidt jeg kan se, så stikker kritikken dybere end som så: Det peger i retning af andre værdier. Efter årtier med skinger vinderdyrkelse og blærerøve overalt, så kalder tiden nu på gentlemen: En mere moden indstilling til livet, hvori personlig formåen ikke udelukker beskedenhed, mådehold og hensyntagen.
Forædlingen
At være gentleman (hvilket selvsagt ikke udelukker kvinder) er ret beset en forædlende bedrift, og det er ulig – jævnfør det kristne budskab ovenfor – fortidens underskudsagtige etik, der havde det med at forherlige selvopofrelsen i en sådan grad, at man hang i bremsen og udviklede ulyst ved livet.
Etisk forædling – i hvert fald i den antikke forstand – er noget andet. Her klarer man sig godt og investerer sit overskud i at blive et bedre menneske fremfor kun at opbygge mere af samme, idet man så at sige er i stand til at registrere sin mæthed.
Den slags stråler igennem og siver ned. Som hele et udtryk for, at man har kickstartet en slags trappestige-effekt i sig selv: Man begynder at gøre tingene anderledes, som så igen fungerer som feedback på ens karakter og så videre i det uendelige.
Den værdige ydmyghed
I den optik vil ydmyghed f.eks. sige, at man af overskud har udviklet evnen til at give plads til andre, også selvom man måtte klare sig godt. Derfor gør man sig heller ikke i alt for store armbevægelser, velvidende at det tangerer ubeskedenhed. Nok snarere har man travlt med at hædre andre.
Vil det til gengæld sige, at der er tale om en elitær blærerøvsetik?
I den forstand handler ydmyghed om, hvordan man tager anerkendelsen til sig. Det siger alverden om en person, hvis man bærer sig umodent ad, for det afslører, at man ikke er vant i sit værd (og måske har skjulte lave tanker om sig selv). Derfor har man det i øvrigt også med at ende som opblæst og selvglad.
Hvis man tager anerkendelsen modent ind – tilbageholdent – så udstråler det derimod, at man er solidt funderet i sit værd. Man hviler i sig selv og har ikke behov for at blive sat op på en piedestal, og da slet ikke at rage andre ned for at løfte sig selv op.
De gode vindere
I det hele taget vidner hensynsfuldhed – modsat hensynsløshed – om, at man er nået et niveau, hvor man løfter sig over usselhed og orker andre end sig selv.
Derfor tager man ikke sig selv alt for seriøst, og enhver jagt på forhastet anerkendelse fremstår som tom og barnlig.
Vil det til gengæld sige, at der er tale om en elitær blærerøvsetik?
Netop ikke. Blærerøven er kendetegnet ved ikke at være i stand til at holde igen, og derfor er der også brug for, at de “gode vindere” kommer ind i kampen og viser, hvordan det skal gøres.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
