REJSEBREV // SKOTLAND – Magisk og mystisk, levende og leende… sådan er det at besøge Skotland. Frederikke Lett tabte henover sommeren sit hjerte til et betagende højland, til skotternes humor og ikke mindst deres hjælpsomhed overfor tåbelige turister.
Scrolle, scrolle henover folks liv og drømme, spejlinger af tidens tendenser og længsler. Åh de længsler efter noget andet – noget mere – bare noget. Scrolle, scrolle. Skotland. Nu ikke mere storbyferier og den faste rute mellem New York-Paris-London. Ikke mere shoppe, shoppe og ”har I lige besøgt?” eller ”jeg føler mig bare så hjemme i vintage-deluxe-galleri-dillerdaller i New York og bla bla bla.”
Jeg lavede jubelspark i sengen over, at følelsen af eventyr kan indtræffe de særeste steder og i de særeste stunder
Næ. Nu er det natur og stilhed, der er sagen. Autentiske scenarier. Ægte mennesker. Flere og flere vælger at rejse til grønne, svalende steder. Naturen kalder. Gerne med lidt vandring, gerne uden for alfarvej, og samtidig skal vi jo lige kunne følge med. Det kan man i Skotland.
Så der sad jeg i august på en helt almindelig mandag med fanebladet Momondo flagrende henover skærmen og så, at der var et fly med Ryanair til Edinburgh samme aften kl. 22.
Ja, jeg ved, jeg burde have flyskam og flyskræk og flyraseri i al almindelighed, og over Ryanair i særdeleshed. Men fristelsen var for stor, og samme aften steg jeg derfor ombord på skampletten med min Chevignon-rygsæk fra 2. g på ryggen og landede knap to timer senere i Edinburgh lufthavn.
Inden jeg havde set mig om, lå jeg på et Youth Hostel på en smal sidevej til High Street til 175 kr. per nat blandt snorkende ungdom. Også en ældre kvinde (altså meget ældre end mine 45 år) med forseglede læderkufferter havde fundet vej og lignede en mild bedstemor med hvidt hår og lagenet strammet under hagen.
Lyden af liv
Jeg lavede jubelspark i sengen over, at følelsen af eventyr kan indtræffe de særeste steder og i de særeste stunder. Øjeblikket af at opleve noget glemt – igen og på ny som ungdommens forlængst forladte Youth Hostel. Næste morgen steg jeg ud i et forbløffende levende Edinburgh.
I hele august måned løber Teaterfestivalen Fringe igennem byen som et bombardement af originale ideer og rent gadegøgl.
Ikke at jeg anede noget om den festival, der er verdens største art festival, og som så sin begyndelse i efterkrigstiden, i 1947 for at være helt præcis. Steder har det med først at vækkes til live ved besøg.
Lyden af liv på den sitrende festival gjorde det også sværere at forlade byen, men jeg havde ét mål med turen, og det var at komme ud til et sted, der lød så forjættende, at man ville være tæt på dum at lægge sig i graven uden at have boret sig derind: Isle of Skye hedder stedet, som er en ø, og bliver beskrevet med ordene: ”Skye is not an island – it is an intoxication”.
Mega-hjælpsomme skotter på turistbureauet på High Street forklarede mig om den ca. otte timer lange tur derop.
Efter en fuldstændig uplanlagt start og et kort frygtsomt øjeblik af ”hvad laver du nu, lille du”, kom jeg ombord på toget til Inverness og stod i silende regn seks timer senere og ventede på bussen, der skulle føre mig forbi Loch Ness, forskellige slotte og over broen til magiens hovedsæde: En ø bestående af mange øer, der tilsammen og hver især, ligner små fluffy skyer på himlen.
Skye is not an island – it is an intoxication
Og så skete det. Bedst som jeg sad der i den næsten tomme bus og kørte op mod hovedbyen Portree på Isle of Skye, tjekkede jeg vanemæssigt ind på Booking.com for at finde det billigste værelse for natten.
Den slags har jeg gjort så mange gange før (og i sidste sekund), for der er altid et last minute tilbud til ingen penge. Bare ikke denne gang. Booking.com var renset for tilbud.
I en artikel, jeg fandt på nettet, læste jeg, hvordan turister, der ikke havde et sted at bo, blev vist bort fra øen, da de ringede på om natten hos folk, og at øen slet ikke kunne klare den masseturisme, der indenfor de seneste par år havde oversvømmet stedet i jagten på fred.
Sekunder efter jeg havde skrevet et opslag, svarede op mod 30 mennesker på Isle of Skye, at de ville hjælpe. De ville komme fra nord/syd/øst/vest og ‘pampe’ den nødstedte turist
Lidt beklemt spurgte jeg chaufføren om hjælp. Han forklarede, at det her var den sidste bus, og så blev jeg ellers efterladt der på en lille holdeplads i et aftenlukket Portree. Jeg udså mig hurtigt en skoles cykelhalvtag, hvis alt skulle gå helt galt. Og så gik jeg ud i verden.
Overalt i den lille by var der skilte med ordene: ”No, we do not have a room not even a small bed, not even a couch, no not the floor either”.
Jeg sneg mig ind på et Youth Hostel og placerede mig med hjemmevant mine i en sofa, opladede min telefon og så ud som jeg hørte hjemme. Men nej, spottet blev jeg, og ud røg jeg. Vildfaren og genert droppede jeg ind på pubber, der var ved at lukke om ørene på mig: Heller ikke her kunne senge eller en hård træbænk opdrives.
Til sidst endte jeg med ungdommen på et meget intermistisk hostel. ”Havde jeg mon et telt med, for så kunne jeg slå det op ved søen?” Nej. Nå.
Den unge afslappede type i receptionen gav mig til sidst lov til at sove på en sofa: Når hele huset havde lagt sig, ville han lade terrassedøren stå åben, så jeg kunne snige mig ind.
En anden trak mig til side og viste mig en Facebook-gruppe, hvor fuldstændig desperate turister leder efter steder at sove, og private menneske hjælper.
Og det må man sige, de private øboere gjorde. Sekunder efter jeg havde skrevet et opslag, svarede op mod 30 mennesker på Isle of Skye, at de ville hjælpe. De ville komme fra nord/syd/øst/vest og pampe den nødstedte turist.
Masseturismen har gjort sit indtog
Og således blev jeg hentet kl. 23 om aftenen af en nydelig lille dame, som jeg endte med at bo hos et par nætter.
Sammen med hendes mand og deres lille datter, åbnede de deres hjem og hjerte, alt i mens de fortalte sagn og eventyr om stedet, forklarede ruter og stillede mig det lille søde spørgsmål på syngende skotsk: ”Do you fancy a nice cup of tea,” hver gang jeg viste mit ansigt.
Pludselig lettede al tåge og en uforklarlig følelse af gribende storhed greb om sig, da stedet i løbet af sekunder lå badet i sol og hænder fandt hinanden igen i lyset midt i den storladne natur
Ilse of Sky er en intoxication. Ikke i den negative forstand af det ord, men den form for besættelse, man mærker, når sindet blive lysvågent, når man føler sig fri og lever.
Første dag drog jeg med på en arrangeret tur med et af de befriende levende mennesker, der havde forladt kontorstolen for at underholde turister. Han fik de seks deltagere til at knække af grin med sin tørre humor, alt i mens han ironiserede over BREXIT og fortalte, hvordan Isle of Skye var ved at bygge kæmpekomplekser og parkeringspladser for at kunne rumme slangen af turister.
Og man ser snildt for sig, hvordan den ø nok skal blive ødelagt i løbet af nul komma fem.
Et grotesk syn at se de smalle veje med bilpropper og bilkøer og en omgang desperate mennesker, der alle styrter ud for at se de samme pletter på kortet: Mealt Waterfall som er et imponerende brusende vandfald, der falder 55 meter ned fra en klippe, Fairy Pools som alene blev en turistattraktion fordi en eller anden populær instagrammer lagde det ud… og wrrrroum stod folket der ved de små rislende vandfald, der falder på stribe oveni i hinanden, så man næsten kan høre feernes latter.
Folk og feer er der også hos Fairy Glen, og det er næsten umuligt at få et billede af stedet uden 500 fremmede mennesker der vader ind og ud af formationerne.
Feernes lillebitte dal har spøjse naturskabte høje, kringlede træer og et klippetårn, der nærmest ligner en borg. Turistbureauerne har opdigtet myter til stedet, men prøv bare at besøge det uden fluks at tro, at også du skal bygge små klippetårne for at behage feerne.
Ved Neist Point var der endelig luft. Turister kan også være dovne hunde, og det krævede alligevel lidt at kravle hele vejen ud til fyrtårnet, der stod ensomt og forladt på det yderste vestlige punkt og kaldte på alle verdens lifligste drømme og uhyggeligste fantasier.
Storslået var udsigten, og kønt var det ikke, da jeg lokkede Nynne ned forbi et vandfald på tilbageturen. Til gengæld var grinet så højlydt
Sidst men ikke mindst nåede vi frem til Old Man Storr, hvor jeg løb ad andre veje, væk fra alle turister og op mod en klippeformation skjult af skyer, som jeg nærmest løb ovenpå, mens stemmer desperat kaldte på hinanden, da det var umuligt at se en hånd foran sig.
Og så pludselig lettede al tåge og en uforklarlig følelse af gribende storhed greb om sig, da stedet i løbet af sekunder lå badet i sol og hænder fandt hinanden igen i lyset midt i den storladne natur.
Tilbage til Skotland
Min veninde Nynne sad samtidig hjemme og fulgte med på sidelinjen.
Også hun overså sin flyskam, gav mig en fødselsdagsgave til Edinburgh i november, og i sidste uge drog vi så afsted igen.
Hun ér et storbymenneske, naturen gør hende direkte utryg, og selvom hun lovede mig, at vi nok skulle vandre, skulle den vandring åbenbart, når det kom til stykket, holdes indenfor Edinburghs mure og i silende regn gennem den bedårende og bevaringsværdige Dean Village, langs Water of Leith.
En enkelt morgen trippede hun så nervøst med op til den udslukte vulkan Arthur’s Seat, som Robert Louis Stevenson beskriver med ordene: “a hill for magnitude, a mountain in virtue of its bold design”.
Storslået var udsigten, og kønt var det ikke, da jeg lokkede Nynne ned forbi et vandfald på tilbageturen. Til gengæld var grinet så højlydt, og situationen på mange niveauer så ægte patetisk, at det i sig selv er nok til at gøre det til den slags rejseminder, der blinker i baghovedet.
Svært var det heller ikke at dagdrømme om to små huse, hvor vi skulle sidde og skrive, mens vores børn skulle gå i uskyldige skotskternede kilte og gå i skole, når de bliver ældre – langt, langt, langt fra alt depraverende ungdomskultur.
Vi løb maraton i museumsbesøg, specielt da vi fandt ud af at en meget stor del af dem er gratis – nærmest hele flokken
Alt ved Edinburgh er charmerende.
Det er lige før, at selv turistbutikkerne med deres millioner af kilte er kære. Jeg tror ikke, det lykkedes at støde på en eneste high fashion street. Til gengæld er deres mest trendy gade besat af små genbrugsbutikker, der alle samler ind til hæderværdige formål.
Vi løb maraton i museumsbesøg, specielt da vi fandt ud af at en meget stor del af dem er gratis – nærmest hele flokken.
Og hold nu op nogle museer. Et lille yndigt Writer’s Museum dedikeret til Robert Burns, Robert Louis Stevenson og Robert Burns med knirkende trægulve og røde vægge, dybe læderstole og montre med originale tekster af forfatterne.
National Portrait Gallery er en rolig og oplysende omgang af skotsk historie fortalt gennem portrætter af den fascinerende, stærke Maria Stuart, buster af Adam Smith og et pudret portræt af Annie Lennox.
National Museum introducerede sin massive udstilling om at vise Skotland til verden og verden til Skotland. Så der var både alt om sindrige lighthouses som universets planeter, som udstoppede dyr, modens historie og alverdens mekanik.
Lyder det forvirrende, nej egentlig ikke – bare dybt berigende og med en elegance, som vores eget Nationalmuseets forandringsdrevne direktør med de storslåede planer og kække påhit snildt kunne skæve til. Her var decideret indbydende og på ingen måde kitschet.
Ugens højdepunkt var uden tvivl Nynnes fortjeneste.
Sidste aften drog vi til a Ceidilih – ægte skotsk folkedans. Her var harmonika og violiner. Ikke én sækkepibe men til gengæld skotter i kilt, der gav den fuld gas på et dansegulv. Og det samme gjorde vi, eller i det mindste forsøgte vi. Den ene lidt mindre ihærdigt end den anden. Men begge grinende opløftede og et øjebliks carefree overgivelse.
Alle fotos fra Skotland: Frederikke Lett.
Vil du udover rejsebreve også gerne følge med i debatterne og journalistikken i POV, så sørg for, at du får vores digitale weekendavis hver fredag morgen – POV Weekend kommer ind ad din digitale dør – altså indbakken i din e-mail – hvis du bestiller den her. Og det koster ikke noget. Hvis du gerne vil læse mere fra Frederikke Lett, kan du findes hendes artikler her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
