Moldovas præsidentvalg - maia sandu

Moldovas præsidentvalg: det oversete valg

i Politik & Samfund/Internationalt af
POLITIK OG SAMFUND // BAGGRUND – Første runde af Moldovas præsidentvalg 1. november har kun vakt begrænset opmærksomhed uden for Moldova. Med det nys overståede præsidentvalg i USA og alle dets komplikationer in mente ville det nok også være for meget at forlange, at et præsidentvalg i Europas fattigste land med 3,5 mio. indbyggere ville skabe de store overskrifter i den globale nyhedsstrøm, men i dag gælder det 2. og afgørende runde. Allan Have Larsen orienterer.

Ved første runde af Moldovas præsidentvalg kunne befolkningen i Moldova vælge mellem i alt 8 kandidater, og ganske usædvanligt for mange postsovjetiske lande, vandt den siddende præsident, Igor Dodon, ikke 1. valgrunde. Det gjorde derimod den provestlige udfordrer Maia Sandu. Hun fik 36,1 procent af stemmerne mod den siddende præsident Dodons 32,66 procent.

I og med at ingen af kandidaterne fik mindst 50 procent af stemmerne, skal der være en anden valgrunde i dag, 15. november. Stemmeprocenten i første runde var langt fra overvældende. Den var nemlig på blot 42,7 procent.

Moldova mellem Rusland og EU

Som i så mange andre postsovjetiske lande spiller forholdet til Rusland også en væsentlig rolle i Moldova. Den nuværende præsident Igor Dodon hævder selv, at han står for en balanceret kurs mellem Rusland og Vesten, men hans hyppige rejser til Moskva indikerer en høj grad af prorussisk orientering, hævder hans kritikere. Dodon var tidligere leder af Moldovas socialistparti, men forlod posten som partileder, da han i 2016 blev valgt til præsident for Moldova.

Maia Sandu vendte tilbage til Moldova i 2012 og var undervisningsminister der frem til 2015, og i en kort periode fra juni til november 2019 var hun premierminister

På grund af landets dybe fattigdom arbejder mange moldovere i udlandet. Omkring en million indbyggere fra Moldova arbejder i udlandet, hvilket altovervejende vil sige Rusland eller EU.

Da Maia Sandu officielt stillede op til Moldovas præsidentvalg, skete det med behørig afstand og med mundbind, fordi corona har ramt det østeuropæiske land hårdt. Foto Gikü (talk) – Own work, CC0, wikimedia.

I den sammenhæng er det interessant, at Sandu fik 70 % af stemmerne fra moldovere bosat i udlandet. Sandus tilhængere frygter da også, at coronarelaterede restriktioner i stort set alle lande vil gøre det vanskeligt for moldovere i udlandet at komme til at stemme.

Ingen politisk novice

Sandu er langt fra en novice i moldovisk politik. Efter hun havde arbejdet for Verdensbanken i Washington D.C. 2010-2012 vendte hun tilbage til Moldova i 2012 og var undervisningsminister der frem til 2015, og i en kort periode fra juni til november 2019 var hun premierminister.

Ved præsidentvalget i 2016 stillede hun også op mod Dodon og kom også denne gang ud i en anden valgrunde, da der heller ikke i 2016 var nogen af kandidaterne, der vandt mere end 50 % af stemmerne. I anden valgrunde vandt Dodon over Sandu med 52,11 procent af stemmerne.

Moldovas historie rummer en række paralleller til Baltikums historie de sidste par århundreder. I begyndelsen af 1800-tallet blev Bessarabien, der cirka svarer til det, der i dag er Moldova, en del af Det russiske Imperium. Efter 1. verdenskrig blev det ganske vist ikke en selvstændig stat som de 3 baltiske lande blev det, men blev en del af Rumænien.

Siden uafhængigheden har landet, ganske som Ukraine, svinget mellem at nærme sig Vesten og andre gange Rusland

I forbindelse med Molotov-Ribbentrop aftalen fra 1939, blev området i 1940 indlemmet i Sovjetunionen. Sovjetunionen sendte et ultimatum til Rumænien om at afstå Bessarabien og Nordbukovina til Sovjet i juni 1940. Rumænien efterkom dette ultimatum, men året efter fulgte de rumænske tropper efter Tyskland ind i Sovjetunionen, og Bessarabien blev for en kort stund igen en del af Rumænien.

Kliken fra Moldova

Efter Anden Verdenskrig mistede Rumænien endegyldigt Bessarabien til Sovjetunionen og Bessarabiens to sydlige provinser, med adgang til Sortehavet, blev underlagt Ukraine.

Som et kuriosum kan nævnes, at Leonid Bresjnev var leder af Moldovas kommunistparti i perioden 1950 – 1952, og at mange af Bresjnevs nære medarbejdere fra den tid senere fulgte ham videre i hans karriere. Det gjaldt blandt andet Konstantin Tjernenko, der var den sidste sovjetiske leder, inden Gorbatjov kom til magten i marts 1985.

I forbindelse med Sovjetunionens opløsning blev Moldova selvstændigt i 1991. Efter selvstændigheden har landet mildt sagt haft problemer med sin sammenhængskraft. Som så mange andre steder i det tidligere Sovjetunionen er en central problemstilling her forholdet til Rusland.

Siden uafhængigheden har landet, ganske som Ukraine, svinget mellem at nærme sig Vesten og andre gange Rusland. I 2014 indgik landet en associeringsaftale med EU.

Sprogstrid i udbryderrepublikkerne

Da Sovjetunionen begyndte at knage i fugerne i slutningen af 1980’erne, oplevede Moldova i høj grad det samme som en række andre sovjetrepublikker. Nemlig, at når en sovjetrepublik ønskede mere uafhængighed eller endda selvstændighed fra Moskva, ja så var der nationale mindretal inden for denne republik, der ønskede uafhængighed fra den selvstændighedsønskende sovjetrepublik.

Moldovas etniske mindretal reagerede naturligvis på denne moldovisering af republikken

I Moldova som så mange andre steder blev spørgsmålet om sproget en vigtig faktor. Ligesom i Baltikum blev der i Moldova dannet en folkefront, der var en paraplyorganisation for forskellige protestbevægelser. Et af folkefrontens krav var, at moldovisk, der er det samme sprog som rumænsk, skulle være statssprog og at moldovisk igen skulle skrives med latinske bogstaver og ikke kyrilliske.

I marts 1989 udkom den første avis, der igen brugte det latinske alfabet. Denne avis kunne i øvrigt ikke trykkes i Moldova, men blev trykt i Letland, og i august 1989 vedtog det lokale parlament, at moldovisk nu var det eneste officielle sprog i republikken.

Moldovas etniske mindretal reagerede naturligvis på denne moldovisering af republikken, og 19. august 1990 udråbte gagauserne i den sydlige del af Moldova en egen sovjetrepublik. Gagauserne er et tyrkisktalende kristent folk, der i starten af 1800-tallet indvandrede til det, der i dag er det sydlige Moldova.

Gagausiens konflikt med Moldova blev dog løst i 1994, da Gagausien accepterede en grad af autonomi mod at forblive i Moldova.

Krig i Transdnjestrien

Mere dramatisk gik det for sig i Transdnjestrien, hvor der 2. september 1990 blev udråbt en ny sovjetrepublik. Befolkningen i Transdnjestrien var, og er, hovedsagelig russere og ukrainere. Det kom til sammenstød og også dødsfald umiddelbart efter at sovjetrepublikken Transdnjestrien var blevet udråbt.

Corona spiller naturligvis også en rolle ved valget i Moldova

Kulminationen kom dog først efter Sovjetunionens sammenbrud, hvor der var regulære krigshandlinger fra marts til juli 1992 med mindst 1000 dræbte til følge.

Til dato er Transdnjestrien ikke anerkendt af nogen lande som en selvstændig stat – heller ikke af Rusland. Kun de 2 russiskstøttede udbryderrepublikker i Georgien, Abkhasien og Sydossetien, samt det armenskbefolkede Nagorno Karabakh i Aserbajdsjan, anerkender Transdnjestrien som en selvstændig stat.

Om Aserbajdsjans delvise generobring af Nagorno Karabakh får nogen form for indflydelse på begivenhedernes gang i Transdnjestrien, har vi endnu til gode at se.

Corona og stemmer over grænsen til Moldovas præsidentvalg

Moldova anerkender selvsagt ikke Transdnjestriens uafhængighed. Derfor har indbyggerne der også mulighed for at stemme ved valg i Moldova, og eftersom der bor omkring 250.000 mennesker med moldovisk statsborgerskab i Transdnjestrien er det en ikke ubetydelig del af vælgerbefolkningen.

Det ændrer dog ikke på, at hvis Sandu vinder, så vil Moldova forsøge at orientere sig mere i retning af EU, hvilket uvilkårligt vil forværre forholdet til udbryderrepublikken Transdnjestrien

Corona spiller naturligvis også en rolle ved valget i Moldova. Myndighederne i Transdnjestrien havde ellers lukket grænsen til resten af Moldova frem til 1. december i år med den begrundelse, at det var for at forhindre corona i at sprede sig. Dog gav man tilladelse til, at befolkningen 1. november kunne rejse ind i resten af Moldova for at stemme der.

Igor Dodon, Moldovas siddende præsident, satsede på russisk opbakning op til Moldovas præsidentvalg. Foto Kremlin.ru, CC BY 4.0 creativecommons

Dodon mødtes 28. juli i år med lederen af Transdnjestrien, Vadim Krasnoselskij, hvilket af Dodons modstandere blev tolket som et forsøg fra Dodons side på at sikre sig stemmer hos Transdnjestriens befolkning ved det kommende præsidentvalg.

Et valg mellem øst og vest?

Der er naturligvis oplagte geopolitiske aspekter i det nuværende valg i Moldova. Imidlertid skal det heller ikke overfortolkes. Sandu har for eksempel nægtet, at hun fører en geopolitisk kampagne, og understreger i stedet, at det først og fremmest er korruptionsbekæmpelse og god og effektiv regeringsførelse hun ønsker.

Putin har da heller ikke støttet Dodon nær så meget, som man kunne forvente, og slet ikke så meget som Dodon har udtrykt ønske om. For eksempel har Dodon offentligt givet udtryk for, at han gerne ville have besøg af Putin og patriark Kiril i Moldova.

Dette ønske er ikke blevet opfyldt. Dog har Moldova fra Rusland modtaget 20.000 tons dieselbrændstof (selvom Dodon havde ønsket 40.000 tons). Desuden leverede Putin også 5 snerydningsmaskiner til hovedstaden Chișinău.

Det er dog i høj grad et spørgsmål, om ikke det først og fremmest er fattigdom og corona, der optager Moldovas hårdt trængte befolkning. Det ændrer dog ikke på, at hvis Sandu vinder, så vil Moldova forsøge at orientere sig mere i retning af EU, hvilket uvilkårligt vil forværre forholdet til udbryderrepublikken Transdnjestrien.

Moldova spiller ikke den samme rolle for Rusland som de østslaviske lande Hviderusland og Ukraine. Imidlertid vil der være tale om endnu et postsovjetisk land, der distancerer sig fra Moskva, hvis Sandu vinder valget 15. november.


Topfoto: Maia Sandu annoncerer sit præsidentkandidatur, Gikü (talk) – Own work, CC0, wikimedia

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Allan Have Larsen er cand. mag i russisk, religionsvidenskab og engelsk og har arbejdet og rejst meget i både Østeuropa og Rusland.

1998-99 underviste han i dansk for Nordisk Ministerråd i den russiske by Pskov og fra 2004-7 arbejdede han som dansk lektor i Sankt Petersborg.

Når Coronakrisen er ovre og rejselysten for alvor vender tilbage i Danmark, håber han at genoptage sit job som rejseleder hos Vitus-Rejser og Cultours – og meget gerne på ture til Polen og Rusland eller andre steder i Østeuropa. Fra tid til anden tolker han også i russisk for Rigspolitiet.

Seneste artikler om Politik & Samfund