REJSEBREV – De færreste danskere har været i Moldova og ganske få ved andet om landet end at de som regel deltager i Melodi Grand Prix. Danske medier beskæftiger sig ikke med Moldova, selv ikke da Moldova endelig fik en regering for et par måneder siden bestående af en uventet koalition af socialister og EU venlige partier efter ca. syv måneder uden regering. Tv-programmet Nul stjerner – Vinferie i Moldova, der fornylig blev vist på DR, forstærkede blot stereotyperne: Moldova er en tidslomme, et post-socialistisk bondeland, hvor hotellerne er dårlige, infrastrukturen ikke-eksisterende og hvor almindelige mennesker har munden fuld af gamle sovjetiske guldtænder, bor på landet og drikker hjemmelavet vin. Helle Willumsen har tilbragt de seneste to år i Gagauzien, en semi-autonom region i det sydlige Moldova, og fik her en autentisk oplevelse udover det sædvanlige.
Efter knap to år som teamleder for et EU-finansieret projekt i den semi-autonome region Gagauzien i det sydlige Moldova er jeg tilbage i Danmark. Der er gået næsten to år, siden jeg første gang satte mine ben i Comrat – hovedstaden med 25.000 indbyggere i Gagauzien – som på det tidspunkt føltes som en post-sovjetisk udgave af Nørre Snede. Det var en grå efterårsdag i begyndelsen af november, og jeg var på vej til første møde med nummer to i ledelsen af regionen, Vadim Ceban, med titel af Vice-President for Gagauzien.
Anledningen var, at jeg netop havde påbegyndt et nyt job som leder af et EU-finansieret projekt i Gagauzien om regionaludvikling. Vadim Ceban havde på regionens vegne underskrevet en samarbejdsaftale med EU, og nu skulle jeg så sparke døren ind som repræsentant for det nye samarbejdsprojekt og vise ham, hvad jeg duede til.
Planen var, at jeg skulle bruge de næste to år på at gøre begrebet ”regionaludvikling” mere håndgribeligt for lokale og regionale aktører – og gøre det muligt for regionen at få større udbytte af de mange donorpenge, der bliver givet ”på betingelse af…”. At håndtere donorpenge er en kunst – og den kunst skulle mit projekt lære gagauzerne.
Hvad har jeg så oplevet og lært de sidste næsten to år? Hvad er det for en viden, jeg har fået om den lille sydlige tarm af Moldova, Gagauzien, den fattigste region i det fattigste land i Europa?
Og den mission er lykkedes, kan jeg konstatere nu, hvor der er gået ca. 20 måneder, og jeg for 14 dage siden har sagt farvel til hovedstaden Comrat, mit kontor i Comrat Kommune med alle vandskaderne i loftet, mine ”venner for livet”, som gagauzerne bliver, hvis de kan lide en – og min gagauziske lejlighed i Comrat, en lejlighed der havde alle de skavanker, en lejlighed i ”sen-post-Sovjetunionen” har.
Hvad har jeg så oplevet og lært de sidste næsten to år? Hvad er det for en viden, jeg har fået om den lille sydlige tarm af Moldova, Gagauzien, den fattigste region i det fattigste land i Europa?
“Den gagauziske selvfølelse”
Gagauzien har siden Moldovas uafhængighed i 1991 været – og er stadig – på mange måder et ”lukket land”, selv for mange moldovanere. Langt størstedelen af de 156.000 indbyggere i regionen taler russisk, nogle taler bulgarsk og ukrainsk, en del taler gagauzisk (en slags ”tyrkisk”) og meget få taler ”statssproget”, som rumænsk – eller moldovansk – hedder i korrekt ”tale”.
Regionen har sit eget budget, delvist finansieret af staten, men de får samtidig lov at beholde moms og indtægter fra udlejning af kommunale ejendomme.”Executive Committee” (en slags regering/Indenrigsministerium/linjeministerier i ét) og ”Peoples Assembly” (en folkevalgt forsamling) er de to organer, der sammen styrer regionens budget. Regionen har egne love, og først for nylig har man påbegyndt det store arbejde med at samkøre lovgivning i Gagauzien med Moldovas lovkompleks på en række sektorområder.
Det er første gang, jeg har set andet af Moldova end Gagauzien – jeg er 35 år gammel – og først nu forstår jeg, hvad det vil sige at være turist”
Indbyggerne i Gagauzien definerer sig først og fremmest som gagauzere, sekundært som moldovanere – og de føler sig hjemme i Gagauz Yeri, som Gagauzien hedder på gagauzisk. ”Den gagauziske selvfølelse” er ganske stærk, og traditioner, sprog, musik, nationaldragter, ”vores vin” – Novak, KaraGani, Comrat Vin etc. – kaurma (barbecue på gagauzisk), gozleme (tyrkiske ”pandekager”) og alle de andre gagauziske kendetegn står meget stærkt i alle gagauzeres bevidsthed. Dette er med til at gøre migrationen ud af Gagauzien mindre sammenlignet med andre regioner i Moldova.
Apropos mad og drikke, så har en af mine favoritoplevelser været at se små og nye vinhuse blomstre i Gagauzien og smage på den gode vin, der ikke er særlig gammel: Gorbatjov beordrede i midten af 80’erne alle sovjetrepublikker til at klippe deres vinranker ned, fordi ”sovjetmennesket” var blevet for fordrukkent. Ingen gjorde som han sagde – undtagen i Moldova. Derfor er den vin, der drikkes nu, først udviklet professionelt til vestlige ganer fra omkring uafhængigheden, hvor man igen begyndte at plante vin.
De senere år er der kommet gang i vinproduktionen, efter flere donorer har støttet op omkring at få landets vinproduktion (og følge-sektorer som vinsalg/-smagning, gastronomi, landboturisme, eksport til EU lande etc.) udviklet til et niveau, hvor Moldova kan konkurrere med andre vinproducerende lande.
Bagsiden af medaljen
Der var mange point at vinde ved at bo i hovedstaden Comrat. Langt de fleste udlændinge, der arbejder i Moldova, er baseret i Chisinau, som er en meget større og nemmere by at bo i for en udlænding. De største point jeg har scoret, fik jeg fornylig, da jeg i en samtale – i Moldova men udenfor Gagauzien – kom til – i et forum af gagauzere – at sige at ”hjemme hos os i Gagauzien…”. Der var ikke et øje tørt over, at udlændingen følte sig så meget som en gagauzer, at Gagauzien var blevet ”hjemme” også for mig. Jeg er også til møder i regionen blevet præsenteret som ”Helle, hun leder det og det projekt – og når vi indfører vores eget statsborgerskab, bliver hun den første ansøger til permanent statsborgerskab”.
Bagsiden af den stærke gagauziske selvfølelse er, at meget få gagauzere – udover forretningsmænd, politikere og unge mennesker der taler rumænsk/engelsk – har været uden for Gagauzien. I projektet har vi bl.a. arbejdet med en strategi for udvikling af landboturisme for at fremme økonomisk udvikling i regionen og en af aktiviteterne har været studieture for at studere landboturisme i to andre regioner i Moldova.
En af deltagerne på studieturen udtalte: ”Det er første gang, jeg har set andet af Moldova end Gagauzien – jeg er 35 år gammel – og først nu forstår jeg, hvad det vil sige at være turist.” Manden var i gang med at udvikle en pensionat for turister, sandelig ikke en nem opgave, hvis man ikke har nogen idé om, hvad det indebærer at være turist.
Turisme er fortsat på begynderniveau, men har man lyst til at udforske dette hjørne af Europa, så er der flere muligheder
Sprogforbistringer har selvfølgelig været en del af hverdagen. Flertallet af gagauzerne taler en interessant blanding af russisk og gagauzisk (og mange forstår gagauzisk, men taler det ikke). Som en kollega sagde, da jeg opgav at være en del af onsdag-aften-quizzen (hver onsdag mødes et større antal gagauziske kolleger til quiz-aften på den lokale pub i Comrat – det foregår på russisk, og jeg syntes, det var lige udfordrende nok med det russiske, jeg taler):
”Det er da ligemeget, at du ikke taler perfekt russisk. Det gør vi andre jo heller ikke”.
Og det er rigtigt: Mange gagauzere har kun talt gagauzisk hjemme til de kommer i skole som 6-7-årige og skal så til at lære russisk, der er det primære undervisningssprog.
Der er ganske få muligheder for et lære statssproget/moldovansk, så fællessproget i regionen er fortsat russisk. I øjeblikket pågår en lidenskabelig diskussion af, hvilke ekstra sprog børn i skolen skal lære: statssproget/moldovansk eller gagauzisk – eller måske engelsk – og hvorfor er russisk egentlig fællessprog i en region, hvor man ville kunne begå sig langt bedre nationalt med moldovansk? Skal man holde fast i sit nationale særpræg – eller gøre det nemmere for børnene at begå sig i internationalt?
”Lost in translation” var jeg selv, indtil det gik op for mig, at gagauziske mænd ikke automatisk trykker en kvinde på næven, men venter på at kvinden rækker hånden frem, før de trykker den – mens mændene selv konstant går rundt og giver hinanden hånden, også selv om de lige har mødt hinanden for kort tid siden. Der gik en rum tid, før jeg fik afkodet denne lille finte.
Giv noget af dig selv
Man kan også score mange point ved at tage ud i regionen og blive klogere på, hvad der foregår uden for ”storbyen” Comrat. Ceadir Lunga (næststørste by i Gagauzien), Chismikoy, Congaz, Gaidar, Tomai og mange af de andre byer/kommuner er i færd med at udvikle sig – og er værd at besøge. Mange af dem har udviklet lokale strategier for udvikling af landboturisme og er i gang med at etablere gæstehuse, små caféer/restauranter, lokalmuseer, professionel vinproduktion og vinsalg/-smagning etc. Mit hjerte svulmede, da en af de 26 borgmestre i regionen til et møde pegede på mig og sagde noget i retning af, at ”Helle kender jo Gagauzien, for hun har som en af de eneste fra Comrat været på besøg i alle kommunerne for at høre, hvad vi har at sige”.
Helt løgn er det ikke – og efter en del besøg forskellige steder i regionen, er mine egne favoritområder blevet den sydligste del af Gagauzien: Vulkanestj, Chismikoy og Etulia, fine byer med skønne naturområder – bl.a. et unikt naturområde, som står på UNESCO’s liste over bevaringsværdig natur, men som er fyldt med byens skrald, fordi der ikke er etableret et affaldsdepot…
I den personlige relation med en gagauzer skal du give noget af dig selv – men gør du det, så er sandsynligheden stor for, at de tager dig til deres hjerter
Er man interesseret i sovjet-memorabilia, kan Gagauzien fint konkurrere med Transnistrien, en anden – mere kendt – autonom region i Moldova. Gagauzien har udover ”store-Lenin” i Comrat, en Lenin uden næse i Vulkanestj, en guld-Lenin i Ceadir-Lunga og en helt nyrenoveret Lenin i Cismikoy (renoveringen blev finansieret i 2018 af socialistpartiet). Og så har ”vi” en enkelt Marx uden for kommunekontoret i Etulia – og et utal af bastante monumenter, der tidligere har indikeret indgangen til et kollektivbrug. Nu står de i ensom majestæt i landskabet. Vi har også mange smukke sovjet-mosaikker, som man bliver glad af at se på, typisk placeret enten ved busstationer eller den centrale plads i byen.
Den mest unikke – autentiske – oplevelse er imidlertid knyttet til mødet med gagauzerne og deres traditioner, mad, sprog, musik, dans og gæstfrihed. I den personlige relation med en gagauzer skal du give noget af dig selv – men gør du det, så er sandsynligheden stor for, at de tager dig til deres hjerter. Når først man er blevet accepteret af en gagauzer, så er det med hud og hår. De er meget umiddelbare i deres ”hengivenhed”, når først man er accepteret, så man er ikke i tvivl om, at man nu er blevet en accepteret del af gagauzerne.
Turisme er fortsat på begynderniveau, men har man lyst til at udforske dette hjørne af Europa, så er der flere muligheder: Man kan kontakte det nyoprettede turistinformationskontor i Comrat – de har lidt udfordringer, for der er ikke nogen af de ansatte, der taler engelsk – eller man kan søge på Facebook, som er det helt store medie i Gagauzien. Al information og alle store begivenheder bliver publiceret på Facebook, ganske vist primært på rumænsk eller russisk. Der findes også en blog, som administreres af det lokale turistkontor og Executive Committee, og hvor indlæggene bliver publiceret på både engelsk og russisk.
Jeg står naturligvis også gerne til rådighed.
Artiklen vil blive bragt i efterårsnummeret af Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub
Fotos: Skribenten.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
