Bag det gamle jerntæppe: Putins fattige fætre i Udkantseuropa

af i Europa/Liv & Mennesker/Rejse

REJSEBREVE FRA UDKANTSEUROPA #17 – ”Velkommen til det sidste kommunistiske paradis på jorden”. Journalisterne Anne Haubek og Thomas Ubbesen rejser sammen med den lokale Jurij til Transdniester – den lille stribe land i det østlige Moldova ved grænsen til Ukraine. Det er som at træde tilbage i Breshnjev-tiden og så alligevel ikke. 

MOLDOVA/TRANSDNIESTER Jurij – vores nye ven og tolk – er tydeligt træt af at skulle til fucking Transdniester for 117. gang; stedet er en slags turistattraktion langt ude i hampen, og han har lidt for mange gange været guide for kaglende grupper af nysgerrige fra hele verden, som betaler godt for at blive busset rundt i et land, der ikke rigtig findes for at blive fotograferet foran Lenin-statuer og hammer-og-segl-heraldik, og for at studere de triste eksistenser, der må leve under det kommunistiske åg tre årtier efter murens fald. Men vi er i Chisinau lidt endnu, hovedstaden i et rigtigt land, et land med en præsident – og han har fået hængt store reklamer op med billede af sig selv overalt i byen og ved udfaldsveje i alle retninger. Der er en tekst på både rumænsk og russisk: VORES TID ER KOMMET og SAMMEN SKABER VI EN BEDRE FREMTID.

Den grå, jakkesætsklædte person på plakaterne ses placeret med foldede hænder bag et skrivebord, hvorfra han udtryksløst glor ud på trafikken og den ramponerede by. Ansigtet er kuglerundt og påfaldende blottet for karaktertræk, huden er gråhvid. Igor Dodon hedder han. Han må vel være … i slutningen af 60’erne?

”Han er 43”, oplyser Jurij. ”43, men fuldstændig ansigtsløs, som du kan se. Og farveløs. Han var i kommunistpartiet frem til 2011. Nu er han i socialistpartiet. Han besøger Putin flere gange om året og siger, at han arbejder for føderalisering af Moldova. Er I med? Han vil endegyldigt have delt det her elendige lille land op i to ligeværdige enheder – Moldova og Transdniester – og så kan Putin til evig tid bruge Transdniester til, hvad han vil.”

Det er jo et lille, glemt land uden nogen mulig fremtid. Tre en halv million ludfattige mennesker, Europas fattigste nation. Delt i to af en krig i 1992, en konflikt som det fjerne Rusland skruer op og ned for efter forgodtbefindende. Et land, der producerer god vin, bundløs fattigdom og titusinder af udvandrere til Vesteuropas lavtlønserhverv.

Et frilandsmuseum for Sovjetunionen

I nattens løb har der nådigt lagt sig et fint lag sne over det bølgende, ensartede landskab, som er dækket af en ensformig monokultur af vinmarker helt ud til horisonten. Vejen mod Dniester er hullet og kørt i smadder, kantet med skrald og ruiner af sværindustri fra Sovjettiden – døde fabrikkers rød- og hvidmalede skorstene strækker sig træt mod en blygrå himmel; der vil aldrig mere komme røg fra den kant.

På et tidspunkt, 60-70 kilometer udenfor Chisinau, passerer man en usynlig linje og er med ét, på en måde, back in the U.S.S.R, men den første installation i Transdniester er ikke en Lenin-statue, men en moderne, skinnende LUK Oil-tankstation tilhørende Ruslands største olieselskab.

Selvom det endnu er formiddag, er himlen mørkegrå og tunge regndråber begynder at dryppe, mens vi bumper afsted gennem et udslukt post-industrielt landskab af fabrikker med knuste ruder og væltede pigtrådshegn

”Det skal I ikke lade jer snyde af”, siger Jurij gådefuldt. ”Det er ikke dem, der kører denne her butik.”

Efter LUK-stationen følger en militærstilling med tunge panservogne, hvor russiske soldater overvåger situationen bag dynger af sandsække. De er efterkommere af den ”fredsbevarende styrke” som Rusland sendte til Transdniester i 1992 for at skabe … fred. Siden har styrken sikret, at området har kunnet holde sig adskilt fra selve det forsvarsløse moderland, Moldova, og leve videre som en sovjetrepubliklignende zombie-nation. Et delvist levende frilandsmuseum for Sovjetunionen, som den tog sig ud på højdepunktet af Den Kolde Krig.

”Hvis ikke LUK kører butikken, hvem gør så”, spørger jeg Jurij?

”Dem der”, siger han og peger på en endnu større, smartere og mere neon-lysende tankstation med tilknyttet indkøbscenter. ”Sheriff! De ejer, alt hvad der er værd at eje i denne her stump real estate. Firmaet ejes af et par typer fra efterretningstjenesten. Og det er også dem der ejer, hvad der er af ’politik’ her på stedet. Og et fodboldhold, som borgerne forventes at heppe på og købe merchandise fra: FC Sheriff Tiraspol.”

”Det sidste kommunistiske paradis på jord”

Selvom det endnu er formiddag, er himlen mørkegrå og tunge regndråber begynder at dryppe, mens vi bumper afsted gennem et udslukt post-industrielt landskab af fabrikker med knuste ruder og væltede pigtrådshegn og talløse, femetagers Khrushchyovka-blokke i endnu dårligere forfatning end dem i Dodons del af Moldova. Enkelte formummede skikkelser haster ad mudrede og hullede fortove for at komme i ly for vejret. Regndråber prikker sorte mønstre på en Lenin-statues skallede isse; den store bronzemand peger manende mod fremtiden midt i dette ikke-land, der – når man ser bort fra Sheriffs tankstation og luksus-supermarkeder – eksisterer i fortiden.

”Velkommen til Sovjetunionen – det sidste kommunistiske paradis på jord”, griner Jurij ganske uden overbevisning, mens han grimasserer overdrevent – det her har han sagt lidt for mange gange til lidt for mange turistgrupper, fornemmer man.

Han tager os på en rundtur gennem byens næsten mennesketomme centrum, ad brede boulevarder praktisk taget uden anden trafik end trolleybusser fra 1960’erne, en del tætpakkede, gamle Lada’er og en hel del splinternye Mercedes’er, Audi’er, BMW’er, Porsche’r og enorme, ny-importerede, amerikanske luksusbiler, de fleste med tonede ruder. Ved et stoppested står en snes veldisciplinerede unger med røde tørklæder og kinder under kommando af et par strenge, midaldrende damer – børnene er ungpionérer på vej hjem fra besøg i Den Øverste Sovjets knusende magtfulde palæ og fra buketnedlæggelse ved monumentet for Den Røde Hærs befrielse af Tiraspol.

Jurij sætter os af på den enorme centrale plads og kører alene ud for at ordne noget ”business”, som han kalder det – imens kan vi lige kigge på seværdighederne. Men I må under ingen omstændigheder indlade jer på politiske diskussioner med de lokale, advarer han indtrængende. Så er vi alene.

Jord fra den hellige by Stalingrad

Her er først og fremmest tomt. Pionererne er væk, og der er praktisk taget ingen andre mennesker at se. Over et monumentalt museum for Den Store Fædrelandskrig rykker den stride, iskolde blæst hårdt i det blodrøde hammer-og-segl banner. Midt på boulevarden står en galla-uniformeret færdselsbetjent stramt og er klar til at styre trafikken, hvis den skulle indfinde sig. For ikke at risikere en konfrontation med hans og dermed statens magt er vi nødt til at vandre et par hundrede meter til en fodgængerovergang og til at stå og vente 120 sekunder for at krydse den sekssporede 25. Oktober Boulevard, som i samme periode er blevet benyttet af to cyklister og et enkelt motorkøretøj.

Vi skulle se på seværdigheder, det er lige her, de er, sagde Jurij …. og her er så f.eks. krigsmonumentet: En nymalet, russisk T34 kampvogn fra 1944 på en granitopsats, som skulle være fyldt op med jord fra blandt andet den hellige by Stalingrad. Men det er alt for koldt til tanks, vi stamper og slår kuskeslag, hvad nu? Længere nede ligger parlamentet, en enorm blok med endnu en Lenin-statue foran. Over de grå betonsøjler ved indgangen er statsseglet monteret: Hammer-og-segl, naturligvis, med en strålende sol som baggrund, rød stjerne i toppen, indrammet med et overflødighedshorn af gyldne kornneg, solmodne majskolber og saftige vindruer. Men hvad skal vi nu? Jurij er intet steds at se – og vi har vist set alt, hvad der er at se i denne umådeligt triste by. Og vi fryser i de tomme gader.

”Her er ikke mere at komme efter”, fastslår Anne tænderklaprende. ”Vi må finde et sted at vente, så dukker han vel op?”

Gylden marmor på byens hotel

Der ligger ikke noget, der ligner Starbucks på hvert andet gadehjørne her i byen. Vi iler rundt på må og få, hen ad Strada Karl Marx, til højre ad Bulevardul Gagarin, et stykke ad Strada Rosa Luxembourg, før vi finder os selv på Strada Lenin igen. Der er en del Shariff-supermarkeder og en enkelt Mafia Cafe, men først da jeg får øje på det kommunist-modernistiske Hotel Rossiya på Strada Karl Liebknecht, bliver vi enige om, at det nok kan gå an. Så vi smutter op ad den røde løber og kommer ind i det varme, orange lys i en kæmpemæssig lobby klædt i skinnende, gylden marmor – byens hotel, simpelthen.

Jo, her er præcis, som der skal være, på denne slags halv-officielle steder, hvor pris ikke spiller nogen rolle: Der er uniformerede unge receptionister travlt beskæftigede med ingenting, intenst fokuseret på deres skærme. Og der er et kronraget muskelbundt i en stram og vistnok meget dyr habit snusende søgende omkring, og der sidder tre-fire magre piger med farverige drinks i et sofahjørne i alt for lidt og alt for afslørende tøj med ansigter og kroppe fulde af indsprøjtede kunststoffer, adspredt kiggende på mobilskærme og ind imellem hvinende i kor, mens et par nogenlunde anonyme, midaldrende herrer i billige jakkesæt bare hænger – kæderygende, kaffesippende, telefontjekkende.

Det er en kulisse, en Potemkin-kulisse, om I vil. Det her land har intet som helst med kommunisme at gøre, absolut intet. Grunden til at de opretholder alle de der latterlige symboler er alene, at de vil markere og fastholde en påstået forbindelse til Rusland.”

Det er, hvis jeg ikke tager meget fejl, eftermiddagsholdet fra den lokale efterretningstjeneste og/eller den organiserede kriminalitet. Desuden er der tre tjenere i kjole og hvidt, der har travlt med at se den anden vej, når man ønsker deres opmærksomhed, og så et par ældre japanske damer – og os. Vi tager plads i en sofagruppe overfor en yngre, dyrt klædt gentleman, der ligesom alle andre energisk tapper løs på sin telefon uden at værdige os et blik.

”Det her er præcis, som den slags steder skal være”, mumler jeg muggent. ”De der dvaske efterretningsfolk – tro mig, de lader som ingenting, men de holder øje med os. Det er præcis som alle de dyre hoteller i Mellemøsten og på Balkan. Og i Tyrkiet. Og i Afrika. De får deres hyre for at sidde og ryge og glo på folk. Sikke en tilværelse.”

”Og det er det samme i Rusland og Hviderusland og Ukraine”, tilføjer Anne, mens hun sender sms-besked til Jurij om, hvor vi er. ”Man er aldrig i tvivl om, at man er i et halv- eller hel-diktatur, når man går ind i lobbyen på deres store hoteller. Sådan var det også i Sovjettiden, i ekstrem grad. ”

”En røver-kapitalisk mafiastat”

Vi får en kop kaffe og venter. Den yngre mand har lyttet til vores snak og for et øjeblik taber han interessen for sin skærm.

”Dutch? German? Scandinavian?”, spørger han, og vi oplyser et par småting om os selv og vores hjemland.

Jeg nævner, at vi har været lidt rundt i den slående tomme by og kigget på Lenin-statuer, hamre-og-segl, røde stjerner og ungpionérer foran en russisk T34 tank på hellig jord fra Stalingrad. Anne nævner, uden direkte at problematisere noget, at det jo er lidt underligt at lande midt i alt sådan noget her næsten 30 år efter Sovjetunionens undergang. Vi konkluderer godmodigt-naivistisk, at det jo må være folks egen sag, hvis de ønsker at leve sådan i det 21. århundrede – som de sidste dages hellige i den marxistiske tro.

Sheriff sidder på alt, hvad der giver penge her, det kan han bekræfte. Mobilnettet. Supermarkederne. Byggeriet. Internet. TV. Brændstof. Salg af luksusbiler. Fodboldholdet. Alt!

”Marxisme? Kommunisme? Ha, der er ikke en skid kommunisme her – tror I virkelig på det”, udbryder manden og skærer en opgivende grimasse.

”Jamen … Lenin og alle de røde stjerner? Og det røde nationalflag og Den Øverste Sovjet og alt det. For os er det her som en tidsrejse direkte tilbage til Breshnjev-tiden. Stagnationstiden også kaldet.”

”Alt det der er det rene vås, kære skandinaviske venner. Det er en kulisse, en Potemkin-kulisse, om I vil. Det her land har intet som helst med kommunisme at gøre, absolut intet. Grunden til at de opretholder alle de der latterlige symboler er alene, at de vil markere og fastholde en påstået forbindelse til Rusland, og fordi at det skal se ud, som om denne her strimmel flodbred har en helt særlig identitet, vidt forskellig fra den rumænske. Det her er en røver-kapitalistisk mafiastat, rå og brutal og hjerteløs. Det, der foregår her, er det diametralt modsatte af alt, hvad kommunismen burde stå for, og lederne af denne her pseudostat gør sig ingen bekymringer over borgernes ve og vel. De har taget alle de her mennesker til fange, gjort dem til gidsler i deres eget hjemmelavede legeland, og de har tænkt sig at malke området for alt af værdi, så længe Godfather giver dem lov.”

”Godfather? Putin?”

”Putin selvfølgelig. ”

”Så hvem er de egentlig – dem der kører denne her butik?”

”Det er Sheriff, det må I da kunne se! Sheriff-konsortiet er konge af Transdniester – det har sgu aldrig været Lenin eller Den Øverste Sovjet eller noget af det der vrøvl.”

Vores nye ven – eller hvad han er – er efter eget udsagn ”businessman”, hvilket kan betyde hvad som helst; en ung løve med ambitioner om at skabe sig en niche og en hurtig formue på IT-markedet, og det er vist præcis det, der udløser hans snakkesalige kynisme og desillusion i denne stærkt overvågede lobby. For han har ikke lod og del i Sheriff og dermed intet adgangskort til de seriøse penges verden, og så er det op ad bakke for en nok så ivrig og kompetent igangsætter i denne afkrog af det tidligere Sovjetunionen.

Sheriff sidder på alt, hvad der giver penge her, det kan han bekræfte. Mobilnettet. Supermarkederne. Byggeriet. Internet. TV. Brændstof. Salg af luksusbiler. Fodboldholdet. Alt! Sheriff støtter og er med i ledelsen af parlamentets største parti, ”Fornyelsespartiet”, og er på den måde et forretningsforetagende med noget så sjældent som en politisk holdning – nemlig at Transdniester skal være en selvstændig stat uafhængig af Moldova, helt i overensstemmelse med den politiske holdning til den sag i Kreml.

Europas fattigste land

Det er nattemørkt, da vi nogle timer senere når de fredsbevarende russiske soldater, som stopper os, lyser ind i bilen og uinteresseret vinker os videre.

”Goodbye socialist paradise, welcome to capitalist hell”, mumler Jurij med ekstra-ironi og sætter kurs tilbage mod Chisinau.

Der er ingen forskel. Det er Europas fattigste land. Det næst-fattigste – Albanien – har dobbelt så mange penge pr. indbygger. Boligblokkene derude i regnen ser lige så kolde, mørke og trøstesløse ud på begge sider af den kunstige grænselinje, vi lige har passeret, og vejen – hovedvejen – er lige så elendig her som der. Og dérfra hvor vi lige har været – Transdniester – læner Sheriffs ledere, og alle der vil have del i magten og rovet, sig tungt op ad Putin og Rusland, mens hérfra – fra det ”frie, uafhængige” Moldova – rejser præsidenten, den grå eminence, Igor Dodon, i pendulfart til Moskva for som Putins fattige fætter fra Udkantseuropa at varme sig ved magtens centrum.

”Han har lige været i Rusland igen”, fortæller Jurij, da han ikke kan tie længere. ”For at forsikre Putin om, at Moldova fastholder sin loyalitet mod Rusland, og at han ikke har tænkt sig at gå i seng med EU. For se bare hvad der skete, da ukrainerne prøvede det, ikke?”

”Hvad får han til gengæld”, spørger jeg?

”Han får lov at fortsætte som præsident. Og Putin har lovet, at Rusland også vil overveje at reparere denne her vej – vejen mellem Tiraspol og Chisinau. Og måske igen at tillade import af moldovisk vin til det russiske marked.”

”Hvorfor skulle man reparere vejen – her er jo næsten ingen trafik?”

”Næh.”


Alle fotos af skribenterne

Thomas Ubbesen, født 1956. Globalist.
Opvokset i Hong Kong. Har fra en ung alder rejst over det meste af kloden. Journalist siden 1982. Fra 1994 udlandsmedarbejder på DR. Har dækket krige, konflikter og naturkatastrofer i bl.a. Balkan i 90erne, Irak, Libanon, Syrien, Libyen, Mali, Myanmar, Haiti, Pakistan og Afghanistan for bl.a. Radioavisen, TV-avisen, Horisont og Orientering. Modtog i 2011 Krüger-prisen for sin indsats for public service.
Har skrevet bøgerne ”Udsendt – historierne bag 22 reportager”(Tiderne Skifter 2014), ”Good luck, Habibi – rejser i flygtningestrømmen” (Gyldendal 2016) og ”Gensyn med hippieruten – i egne fodspor 40 år efter” (Gyldendal 2018). Thomas Ubbesen er en efterspurgt foredragsholder.
Kontakt: mail@thomasubbesen.dk, tlf. 5154 1309.


Anne Haubek, født 1962, journalist, tidligere mangeårig redaktør af DR P1 programmet ’Europa lige nu’ og studievært på Orientering i P1, nu freelance journalist (bl.a. for DR) og foredragsholder.
Har rejst og rapporteret fra de fleste europæiske lande og har modtaget flere priser for sin Europadækning – bl.a. DOF-prisen og den danske del af Europaparlamentets journalistpris. Har desuden rapporteret utallige gange fra EU/Bruxelles – ikke mindst i forbindelse med topmøder.
Var i en årrække med i ledelsen af et undersøgende journalistisk netværk i Østeuropa. Fungerer desuden som censor ved journalistuddannelserne og som moderator ved konferencer – især om europæisk og international politik.
Kontakt: anne@haubek.dk – tlf.: 27634383.

Seneste artikler om Europa