KULTUR // FORFATTERINTERVIEW – Mohamed Mbougar Sarr har modtaget Le prix Goncourt for romanen Menneskets dybeste erindring – en labyrintisk dannelsesroman om Frankrigs forhold til Afrika, kolonialisme, verdenskrige, litteratur og de bias, vi læser litteratur med. Bo Heimann interviewer den senegalesiske forfatter i København i forbindelse med den danske udgivelse.
Han hilser høfligt og sætter sig ned. Jeg ønsker ham tillykke med hans seneste bogs enorme succes. Han ryster let på hovedet for at signalere, at han selv er overrasket.
“Det har været en fantastisk rejse med den her bog. Det havde jeg ikke forestillet mig, da den blev udgivet. Og slet ikke, da jeg skrev på den”’ siger han smilende, imens han kommer sukker i sin te.
– Du fik Goncourt-prisen med bl.a. disse ord: ’Den er skrevet i en flamboyant stil. Det er en hymne til litteratur’. Satte du dig ned, for at skrive en hymne til litteraturen?’
Mohamed Mbrougar Sarr griner af spørgsmålet. Det var ikke ligefrem en hymne, han ville skrive, men måske alligevel.
“Det er en bog om litteratur. Måske mere præcist, hvad kærlighed til litteratur gør ved os. Så i den forstand måske en hymne. Jeg elsker litteratur. Og livet med litteratur er både fantastisk, mystisk og problematisk,” siger han.
Det var så ironisk at få prisen, fordi jeg jo joker med det i bogen – joker med den afrikanske forfatters drøm om at blive hyldet i og af Frankrig. Nu er jeg blevet fanget af min egen ironi
Den 32-årige senegaleser er høflig og venligheden selv. En mand, der tager ord alvorligt og tager sig tid til at formulere sig. Vi sidder på Gads Forlag og taler sammen i anledning af, at hans roman, Menneskets dybeste Erindring, netop er udkommet på dansk. Den fik i 2021 Frankrigs største litteraturpris, Le prix Goncourt. Sarr var den første afrikanske forfatter, født syd for Sahara, der fik prisen i dens 118 år lange historie.
Sandheden er vel, at Menneskets dybeste erindring ikke kun er en hymne, men også en skælmsk kriminalroman om eftersøgningen af en forsvunden roman, som Sarr bruger til at fortælle om Frankrigs forhold til Afrika, kolonialisme, verdenskrige, litteratur og de bias og fordomme, vi læser litteratur med. Det er en stor, forgrenet og vittig dannelsesroman, der er lidt som en mystisk labyrint, man skal nyde at gå rundt i, velvidende at det er med vilje, at man med mellemrum føler sig lokket på afveje, hvilket nogle givet vil gøre.
Hovedpersonen Diégane er en ung forfatter, der bor i Paris. Han hører om en mystisk bog fra 1930’erne af en senegalesisk forfatter, T. C. Elimane, der dog ikke er til at finde. Faktisk er Elimanes skæbne også mystisk. Det er noget med en skandale, anklager om plagiater og en sporløs forsvinden. Diégane sætter sig for at finde ud af, hvad der skete. Det bliver en rejse ind i en labyrint, der tager ham fra Paris over Amsterdam til Buenos Aires og Dakar og igennem sporene fra kolonialisme og to verdenskrige.
– Kærlighed til litteratur kommer sjældent ud af det blå. Hvor stammer din kærlighed fra?
“Jeg har stor gæld til min mor og mormor. Min første kontakt med litteratur var deres stemmer, der fortalte mig historier, myter, legender og eventyr. Jeg er helt sikker på, at hvis jeg ikke var omgivet af historier som barn, så havde min relation til litteratur været helt anderledes. Min tro på historier og fantasiens rum kommer derfra. Jeg er meget taknemmelig for min barndom. Siden måtte jeg opdage litteraturen, men var altså godt forberedt hjemmefra.”
– Hvilke forfattere var de første, du læste?
“Jeg læste både afrikanske og europæiske forfattere som teenager. Ken Bogul og Mongo Beti. Victor Hugo og Jules Verne. Dengang tænkte jeg ikke, at noget var europæisk og andet afrikansk. Det var simpelthen bøger, og jeg var optaget af at finde deres hemmelige dialoger med hinanden. De vigtigste forfattere for mig var måske Malik Fall og Honoré de Balzac.”
Kritiseret for ikke at takke nej
– Netop forholdet mellem Europa og Afrika er et centralt emne i Menneskets dybeste erindring. Nu har du så fået det hvide Frankrigs største litterære pris. En drøm eller noget at frygte for en forfatter fra Senegal?
“Jeg frygtede det ikke. Jeg regnede slet ikke med det. Det vigtige for mig, da jeg skrev, var, at bogen ville blive læst i Frankrig. Og at den ville kunne fortælle om den modtagelse, litteratur fra Afrika får i Frankrig og Europa. Det var så ironisk at få prisen, fordi jeg jo joker med det i bogen – joker med den afrikanske forfatters drøm om at blive hyldet i og af Frankrig. Nu er jeg blevet fanget af min egen ironi. Men det er jo samtidigt vidunderligt at få netop dén pris.”
Apropos priser, så er Menneskets dybeste Erindring dedikeret til Yambo Ouologuem, der var en malinesisk forfatter, der vandt Le Prix Renaudot i 1968. Han blev, ligesom Elimane i romanen, efterfølgende anklaget for plagiater, hvilket fik ham til at trække sig tilbage fra offentligheden.
Fiktion og virkelighed smyger sig altså selvrefererende om hinanden i romanen, der dybest set stiller dette kradse spørgsmål: Kan en sort forfatter skrive prisværdigt godt uden at have stjålet fra andre forfattere? Underforstået: Hvide forfattere lader sig blot inspirere og anklages ikke for tyveri.
– Hvordan blev det modtaget i Senegal, at du fik prisen?
“Mange var glade selvfølgelig. Men det var ikke enkelt. Prisen er, som jeg jo forsøger at beskrive i bogen, et eksempel på, at det er europæiske institutioner, der tildeler afrikanske forfattere hæder. Derfor gav prisen anledning til endnu en postkolonial debat i Senegal. Nogle mener, at det er et problem, at man skal anerkendes af den tidligere koloniherre. De oplever min accept som, at jeg forråder mit hjemland.”
– Hvad kom der ud af den debat?
“Debatten er fortsat i gang, og hver gang jeg er hjemme, så har jeg mange og lange diskussioner med mange forskellige om den afrikanske litteratur og dens plads på den globale scene. De politiske forhold i alt det. Det er kun godt. Afrikansk litteratur skal jo ikke defineres af europæiske institutioner eller kun læses op imod den europæiske kanon. Og jeg er glad for selv at deltage i den debat nu.”
De mange lag er et budskab til læseren om at være nysgerrig og tage på afstikkere uden at tabe bogens centrale tema af syne
– Oplever afrikansk litteratur en renæssance lige nu? Nobelprisen i litteratur blev tildelt Abdulrazak Gurnah fra Tanzania. Den sydafrikanske forfatter Damon Galgut modtog Booker-prisen. Den fransk-senegalesiske forfatter David Diop vandt den internationale Booker-pris …
“Jeg tror, at det er tilfældigt. Og jeg er i øvrigt ikke sikker på, at der er tale om et ‘afrikansk moment’. Kender vi andre bøger af de forfattere? Kender vi andre afrikanske forfattere? Kender vi det afrikanske litterære miljø? Kender vi den afrikanske forlagsverden?”
– Svaret er: Nej!
“Præcis. Og af den grund tror jeg ikke, at vi kan tale om en egentlig afrikansk renæssance. Det er dog fantastisk. Og det er en meget brugbar tilfældighed – for vi kan herfra tage debatten om afrikansk litteratur, forfattere og oversættelser videre. Forhåbentlig kan nye og flere afrikanske forfattere blive kendte navne. Både nulevende men også tidligere.”
Stimulerer læserens nysgerrighed
– Egentlig har du talt om ambitionen om at skrive en ’universel’ bog?
“Ja. En universel bog er dog også samtidigt lokal. Det universelle kommer af mødet mellem forfatter, der skriver med et særligt udgangspunkt, og en læser. Når en læser fra et helt andet sted genkender noget, så har bogen et universelt element. Det universelle er ikke noget abstrakt.”
“Dét er jo i øvrigt et andet diskuteret emne – hvad er det ’universelle’? Jeg har venner, der stiller spørgsmålet: Hvem er det, der definerer, hvad der er universelt eller ej? Jeg mener dog, at vi uanset kultur eller hudfarve deler de helt grundlæggende menneskelige forhold, hvorfor det giver mening for mig at tale om det universelle og forsøge at skrive universelle bøger.”
– Du citerer Roberto Bolano i begyndelsen af din bog. Jeg har selv læst hans romaner, “De vilde detektiver” og “2633”, men jeg er ikke sikker på, at jeg kan fortælle dig, hvad de handler om. Især “2633” er jo vild og stritter i tusind retninger. Din bog har også flere lag?
“Ja, Bolano er vild.” Mohamed Mbougar Sarr griner. “Jeg er heller ikke sikker på, jeg vil kunne fortælle dig, hvad “2633” handler om.”
– Man kan måske også kalde det for metalitteratur, der opererer i flere lag med et mylder af referencer, der peger ud af bogen. Kan det ikke blive for meget, lidt for selvrefererende?
“Potentielt jo. Men litteratur med flere lag skaber mulighedsrum, så både forfatter og læser kan rejse i bogen. Dét er Bolanos styrke. Der er plads til at bevæge sig rundt i en slags labyrint. Der er mange retninger, og alle retninger er interessante og fører forskellige steder hen. Den gode bog kan læses, selvom læseren ikke fanger alt. Meta-lag er et plus til dem, der kender referencerne. De kan sidde og smile lidt. Hvis ikke, så kan bogen læses alligevel. De mange lag er et budskab til læseren om at være nysgerrig og tage på afstikkere uden at tabe bogens centrale tema af syne.”
“Hvad er i øvrigt en bogs hovedbudskab? Måske det slet ikke er i bogen, men i læseren? Bogen skal skabe dybde, rum, plads og referencer til læseren. Det vigtigste er, at der er energi, så historierne lever.”
– De mange lag gør det også muligt at skrive mange stemninger frem. Din bog er både sjov, sørgmodig, spændende og tankevækkende. Nogle gange er jeg i tvivl om, hvorvidt du er ironisk eller rent faktisk mener det, du har skrevet?
“Haha. Det er jo læserens ansvar at fortolke. En ægte læser er ikke en passiv lytter, men tænker og tager beslutninger og er jo medskaber af bogen. Ironi er vel i øvrigt bedst, når læseren bliver i tvivl? Den unge forfatter i begyndelsen af bogen tænker jo meget passioneret og romantisk om litteratur. Han er noget prætentiøs, så det kalder på lidt ironi og flamboyante sætninger, ikke?
– En sand læser er medskaber, siger du. Det kræver jo noget af en læser? Det får mig til at tænke på, hvad du fortalte om din barndom, hvor du var omgivet af historier. I dag er de færreste børn det. Litteratur kan godt siges at være i en krise? De yngre generationer læser i hvert fald ikke så meget.
“Ja, de oplever, at de ikke har brug for det. Jeg vil ikke være pessimistisk, men noget er under forandring. Jeg kan se det på min egen lillebror. Han lever i en visuel verden og kan ikke se, at litteratur kan hjælpe ham til at forstå verden. Jeg har haft diskussionen. Han sagde, at han har streaming og alt på telefonen, så hvorfor skal han læse Dostojevskij?”
– Hvad svarede du?
“At Dostojevskij vil tvinge ham til at bruge tid på at forstå mennesket på niveauer, som streaming aldrig vil kunne. Litteratur kræver tid af os. Fordybelse. Vores relation til sprog og tid er en anden, end når vi ser på billeder. Litteratur er her for at sige, at vi har en særlig mulighed for at relatere til tid og os selv. Litteratur er ikke kun passiv underholdning. Den giver os adgang til at være fuldt til stede i sproget, i tiden og i os selv. Giver os mulighed for at reflektere og fortolke.”
Han tilføjer: “Og litteraturen giver os tid til det. En film farer jo videre, men litteraturen giver os mulighed for at stoppe op. Det forhold må vi mennesker ikke tabe. I så fald bliver vi fattigere. Det er ikke kun en litterær krise, men en kulturel krise verden over.”
Mohamed Mbougar Sarr smiler igen. Han har siden, at han fik Goncourt-prisen, brugt to år på at rejse rundt og tale om den. Og der kommer mennesker. Også unge mennesker, siger han. Litteratur bliver fortsat skrevet, udgivet og diskuteret.
“Litteratur forsvinder ikke. Men vi må skrive videre, så historierne ikke forstummer,” siger han på vej op ad stolen. Han og Menneskets dybeste erindring skal videre til Oslo. Forhåbentlig får han snart ro til selv at skrive videre.
Læs også Bo Heimanns interview med forfatteren Le Tellier, der vandt Goncourt-prisen året før Sarr, her: Mød den succesombruste forfatter bag syrede mærkværdigheder og stramme plots: Le Tellier
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
