Adressaten ubekendt: Når ”du og jeg” bliver til ”dem og os”

af i Kultur/Scenekunst

TEATER // ANMELDELSE – Adressaten ubekendt på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, er den evigt vigtige historie om venskab, nazisme, jødeforfølgelse og konsekvenserne af ikke at sige fra. Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen spiller overbevisende de to venner Max og Martin, der gennem deres brevkorrespondance forsvinder længere og længere væk fra hinanden i årene, hvor Hitler kommer til magten i Tyskland: Max er jøde, Martin bliver nazist.

It Don’t Mean a Thing, If It Ain’t Got That Swing af Duke Ellington og Irving Mills lyder i højtalerne, mens to de nære venner Martin Schulse (Lars Mikkelsen) og Maxel Eisenstein (Søren Sætter-Lassen), der driver et kunstgalleri i sammen, mimer en lykkelig afskedsscene på havnen, hvor færgen fra USA til Europa sejler fra.

Instruktøren Thomas Bendixen har valgt det kendte – og for tiden meget brugte – fortællegreb, hvor der skrues op for samhørighed og lykke i introen, så afgrunden og tragedien kan fremstå så meget mere ulykkelig og grusom i slutningen. I min optik er det slet ikke nødvendigt med happy jazz og komisk hattebyt mellem Max og Martin for at sætte scenen. Empati og forvarslet eftertænksomhed mellem de to venner ville have gjort begyndelsen af stykket smukkere.

Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen spiller overbevisende de to venner Max og Martin i den simple og virkningsfulde scenografi af Jonas Fly og videodesign af Jakob Thorbek. Foto: Miklos Szabo

For jeg skal hilse at sige, at efter de to venners farvel på havnekajen, så er der ikke meget menneskelig skønhed tilbage. Forlægget er Kathrine Kressmann Taylors korte roman på 47 sider fra 1938. I sin enkelthed består romanen – og teaterstykket – af en brev- og meningsudveksling mellem Max og Martin. Det første brev er dateret i november 1932, det sidste dateret marts 1934.

I begyndelsen er tonen nysgerrig, venskabelig og familiær. Max passer kunstgalleriet i San Fransisco, mens Martin stifter familie i München.

Venskab der bliver til fjendskab. Foto: Miklos Szabo

“Du vil ikke indse, at nogle få må lide, for at millioner kan frelses. Du vil være jøde først og græde for dit folk. Det forstår jeg. Det er den semitiske karakter. I klager jer, men I har aldrig mod til at slå igen. Det er derfor, der findes pogromer.” – Martin

På kort tid ændres tonen i brevene. Martin fascineres af Hitler og bliver hurtigt embedsmand og partimedlem af nazistpartiet, og den hjælp, Max ønsker af Martin, bliver ikke mødt. Venskabet vakler og tonen mellem de to gamle venner bliver mere og mere hadsk, ondskabsfuld og hævngerrig. Spoiler alert her, men stykket har et fantastisk vendepunkt, der gør teksten enestående:

“Du burde vågne op af dit forældede føleri. Skåner kirurgen kræftsvulsten, når han må skære for at fjerne den? Vi er grusomme. Selvfølgelig er vi grusomme. Som al fødsel er brutal, således også vor nye fødsel.”- Martin.

Med ekstrem følsomhed og forståelse for både de store og små detaljer er Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen det perfekte makkerpar til at spille Max og Martin. Men, ligesom jeg synes, begyndelsen bliver for komisk, så bliver Lars Mikkelsens gestik og tonefald en kende for Hitler look-a-like-agtig efter min smag.

Teksten er så stærk i sig selv, at vi godt forstår det krakelerende venskab mellem Max og Martin: Den store historie, nazismens fremmarch og mennesket som det nemme offer overfor magthaverne, der fortælles gennem den lille fortælling om venskab, der bliver til fjendskab. Om dig og mig, der bliver til dem og os. En helt igennem vedkommende og aktuel fortælling.

Og så alligevel lidt mere malurt. Hvorfor pokker vælger Det Kongelige Teater at spille en forestilling om Hitlers fremmarch i 2019, hvor det er 30-året for Murens Fald? Teater er timing, siger man, det gælder ikke kun på scenen men også i planlægningen.

Foto: Miklos Szabo

Adressaten ubekendt er et kort stykke, cirka en time og et kvarter. Men, puha, hvilke intense 70 minutter. Derfor bliver det i min optik aldeles overflødigt, at andet akt er en slags Folkeuniversitet med Bo Lidegaard (andre dage bliver det Christoffer Emil Bruun). Der er et eller andet, som fejler helt i min optik.

Bo Lidegaard er en god fortæller og (formentlig) en pålidelig historiker. Men alt det, kunsten kan, er præcist det modsatte af det videnskaben og populærjournalistikken (det moderne foredrag) kan. At temaet om Danmarks rolle i begyndelsen af 1930’erne så SLET ikke det, man har lyst til at høre om, efter at have set Adressaten ubekendt er en anden sag. Et mere interessant tema, hvis DKT havde turde, ville have været at give taletid til den fremmedfjendske tone, som vokser i Europa i disse år, og som er essensen i Adressaten ubekendt.

Faktisk synes jeg, Det kongelige Teater begår et kæmpe selvmål. Lige nu, hvor kunsten og kulturens folk råber på flere penge, og håber på, at den nye regering vil fjerne den årlige besparelse på to procent, så bruger vores Nationalscene, der er sat i verden for at skabe scenekunst af høj kvalitet, deres midler på at aflønne folk til foredrag.

Det er en ommer: vores penge til Det Kongelige Teater skal bruges til opera, ballet, musik og skuespil. Tak.

5 stjerner til I akt.
0 stjerner til II. akt.


Topfoto: Miklos Szabo.

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet.
Ole kom til DR i 1989, og var der i 25 år. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m.
Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000.
Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur.
Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk
Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Seneste artikler om Kultur