KLASSISK MUSIK// ANMELDELSE – Den klassiske musik mest intense og rørende øjeblikke kommer ofte i kammermusik – musik for mindre ensembler. Jakob Brønnum har hørt nogle af de seneste udgivelser, med musik af bl.a Brahms, Bartok og den nyopdagede russiske mester Weinberg.
Kammermusik kan for mange være et mere eller mindre uopdaget område indenfor klassisk musik, en slags lag af rig muld, som musikken, der høres i de store koncertsale vokser i. Det er musik for mindre ensembler på to-fem musikere, som komponister til alle tider prøver deres idéer og kunnen af på. Og tjener penge på.
I hvert fald i tidligere tid. I slutningen af 1700-tallet og op igennem 1800-tallet, hvor borgerskabet for alvor slog igennem som en faktor i kulturlivet, tjente komponisterne penge på noder som blev solgt til borgerskabets brug af musik derhjemme.
Blandt de mange dybest set betydningsløse anekdoter, den klassiske musiktradition bærer med sig er fortællingen om, dengang filosoffen Wittgenstein som barn mødte den aldrende komponist Johannes Brahms i hjemmet, hvor familien arrangerede kammermusik
For mig har de altid lydt som noget der aftegner konturerne af et mennesketomt storbylandskab, hvor tågen kommer rullende og dampen fra gaderistene blander sig med den
Blandt de seneste nyudgivelser er en uimodståelig god indspilning af Brahms kultagtige Horntrio. Den almindeligste triobesætning er klavertrioen med klaver, violin og bratsch, men Brahms komponerede forholdsvis tidligt i karrieren et værk hvor bratchen er skiftet ud med et horn.
Hornet havde inden da ikke sat noget videre aftryk på kammermusikken og Brahms komposition står som et unik værk, der ofte opføres, netop fordi det giver hornisten mulighed for at spille så at sige populær kammermusik af de en af største komponister
Tempoet er rubato, dvs. at musikerne følger sammenspillets bølger, mere end nødvendigvis nodernes tempoangivelser, og derved opstår subjektive, men i dette tilfælde meget mættede øjeblikke af ren musik og dyb indføling.
De enkelte genrer indenfor kammermusikken rummer hver sine bestemte udfordringer. En strygekvartet – vel nok den almindeligste kammermusikbesætning, som der er skrevet tusinder af værker for, rummer i sine bedste udgaver en slags spejl af en verden, der både dækker individets udfoldelsesmuligheder og kollektivets styrke. Det er den mindste gruppe af kammermusikensembler, hvor det individuelle kan forsvinde og samtidig træde fuldt frem.
Trioen, som vi netop mødte et eksempel på, har en anden form for udfordring med forholdet mellem balancen i ensemblet og den enkelte solist, når der er tre musikere i gruppen (det ved enhver der har været i et selskab med i alt tre personer). Violinsonaten, dvs. kompositionen for violin og klaver har atter andre, fordi de to instrumenter begge står så entydigt frem, overfor og mod hinanden.
Det skal vi senere møde et strålende bevis på.
Sådan kommer du til at elske strygekvartetter
Den amerikanske avis The New York Times lavede for en tid siden en enquete med titlen, ”Sådan kommer du til at elske strygekvartetter på 5 minutter.” Her giver en række af musikverdenens allerstørste navne deres bud på hvad de synes er smukkest eller bedst eller mest bemærkelsesværdigt (og selvfølgelig er den strygekvartet af Haydn, hvor den tyske nationalmelodi er taget fra med på listen). Der er musikeksempler.
Hvor Haydns, Mozart og Beethovens (men ikke Brahms) strygekvartetter er genredefinerende for den klassiske musik som sådan, står den ungarske komponist Bela Bartoks (1881-1945) seks strygekvartetter som seks store enigma’er i det 20. århundredes moderne klassiske musik.
Værkerne bliver formildet med en åndeløst spændende og stærk intonation i hele ensemblet, der efterlader lytteren på kanten af sædet det meste af tiden
For mig har de altid lydt som noget der aftegner konturerne af et mennesketomt storbylandskab, hvor tågen kommer rullende og dampen fra gaderistene blander sig med den. Langsomt træder de enkelte elementer frem i landskabet, elementer man før ikke så
En anmeldelse af en indspilning af Bartoks strygekvartetter i det førende magasin for klassisk musik Gramophone, kalder Bartók som ”digter, drømmer og humorist”
Det franske pladeselskab Harmonia Mundi har netop udsendt de tre sidste af en samlet indspilning af Bartoks seks strygekvartetter af Jerusalem Quartet.
Værkerne bliver formildet med en åndeløst spændende og stærk intonation i hele ensemblet, der efterlader lytteren på kanten af sædet det meste af tiden. Hver enkelt af Bartoks mærkeligt originale melodilinjer, formeres med den dybeste fokus ned i mindste detalje.
Med Bartok pendler man hele tiden mellem den ungarske folkemusik, som han var en fremtrædende folkeminde-samler af, og mulighederne i den klassiske og moderne kompositionsmusik. Jeg kan sige det som, det er: Selvom jeg har hørt dem mange gange, kan jeg ikke blive så bekendt med dem, at jeg går fra den grundlæggende opdagelsesfase til en mere genkendende lytten. Det skyldes den umådelige spændvidde i de musikalske motiver og den geniale måde, de føjes sammen til mangefacetterede kompositioner for strygekvartet.
To kæmpemæssige russiske kompomister
Der findes to kæmpemæssige, russiske moderne komponister fra midten af det 20. århundrede, som vi ikke rigtig har kendt, ved siden af de etablerede Shostakovich, Prokofiev og Rakhmaninov. Det er Mjaskovskij (1881-1950) og Weinberg (1919-96).
Den ene anses i Rusland for ligeså stor som de tre førstnævnte, men er aldrig rigtig blev del af repertoiret i Vesten, som de tre andre. Den anden var på grund af sit jødiske ophav marginaliseret i Sovjettiden, men kommer nu frem med stor kraft, også i de vestlige koncertsale, oprindeligt efter en koncertserie på Bregenz Festivalen i Østrig i 2010.
Der findes to kæmpemæssige, russiske moderne komponister fra midten af det 20. århundrede, som vi ikke rigtig har kendt: Det er Mjaskovskij og Weinberg
Hvor flere af Weinbergs symfonier er indspillet i bl.a. Polen på Chandos og andre i Sverige, er udgivelsen af symfonierne Nr. 2 og 21 på Deutsche Grammophon i 2019 med Mirga Gražinytė-Tyla og City Of Birmingham Symphony Orchestra måske den højest profilerede indspilning af Weinberg.
I januar udkom den første skive af en serie med Weinbergs 17 strygekvartetter med det rumænske ensemble Arcadia Quartet på Chandos. De er tidligere indspillet på CPO af Quattor Danel, og har stået meget højt på min personlige spilleliste i flere år. Weinbergs strygekvartetter er moderne og klassiske, overraskende og finurlige, originale, helt uden af være manierede eller vanskelige at nærme sig. De er bare gode. Og der er altid noget nyt at finde i et så stort værk som hele 17 strygekvartetter.
Arcadias indspilning af tre af kvartetterne, nr. 2, 5 og 8 kommer, hvis rækken af indspilninger holder denne kvalitet, til at blive mine foretrukne af de to indspilninger. De har samme stringens og nøgternhed som Quattor Danels, men de er lige det mere indtrængende. Quarttor Danel har måske nok en lidt større klang i ensemblet som helhed, men den er også køligere. Der er noget elementært følelsesmæssigt spændende i Arcadia Quartets fortolkninger, som holder lytteren fast på en særlig måde.
Kreutzersonaten og alle de andre
Den kendteste violinsonate i musiklitteraturen (som det hedder) er formentlig Beethovens såkaldte Kreutzer-sonate, den femte af hans 10 vidunderlige og lysfyldte kompositioner for violin og klaver.
Det skyldes ikke mindst, at den russiske forfatter Tolstoj har en novelle med samme navn, et jalousidrama, hvor den følelsesmæssige intensitet mellem en kvindelig violinist og en mandlig pianist, sætter historien i gang.
Det er netop det, violinsonaten kan: De to instrumenter med forskelligt udtryk, det ene et mere flydende strygeinstrument og det andet et mere kontant tangentinstrument, står overfor, mod hinanden og sammen – flyder ind og ud af lydbilledet i en stadig kommunikation med hinanden på en stærk, sanselig og inspirerende måde.
Sammenspillet er uhyre tæt, man vandrer som lytter fra den ene instrumentale stemme til den anden, når der pludselig foregår noget nyt i en af dem – for øjeblikket efter at blive ført sammen af de to instrumenters fornyede møde
Blandt de nye udgivelser er en usædvanlig udgivelse af to allerstørste engelske komponister, Elgar (1857-1934) og Vaughan Williams (1872-1958) sene forsøg i genren. Turister i en svunden tid vil i øvrigt haver bemærket at de er begravet lige ved siden af hinanden i Westminster Abbey.
Elgar bliver for mig stærkere og stærkere, han tilhører en senromantisk skole omkring begyndelsen af det 20. århundrede, hvor musikken kan virke mindre stringent end på så mange andre tider, men jeg opdager igen og igen, hvor meget der ligger inde under det store tunge, musikalske væv og venter på at blive opdaget af lytteren
De to værker er modne værker, alvorlige og med al den kraft, den rutinerede komponist kan lægge ind i et værk, og de er begge præget af den elegiske, dunkle og varme engelske folketone, som de to komponister rendyrker i kompositionsmusikken.
Jennifer Pike på violin spiller med stor autoritet og en stærk, insisterende tone. Der er noget råt over deres sammenspil, noget selvbevidst på den gode måde. Og sammenspillet er uhyre tæt, man vandrer som lytter fra den ene instrumentale stemme til den anden, når der pludselig foregår noget nyt i en af dem – for øjeblikket efter at blive ført sammen af de to instrumenters fornyede møde.
LÆS FLERE ARTIKLER AF JAKOB BRØNNUM HER
Brahms: Chamber Music
Alec Frank-Gemmill, Daniel Grimwood, Benjamin Marquise Gilmore (BIS, 2020)
Elgar og Vaughan Williams: Violin Sonatas + The Lark Ascending
Jennifer Pike Martin Roscoe (Chandos, 2021)
Bela Bartok: String Quartets Nos, 1, 3, 5
Jerusalem Quartet (Harmonia Mundi, 2020)
Weinberg: String Quartets, Vol. 1
Arcadia Quartet (Chandos, 2020)
Topfoto: PR.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
