LITTERATUR – Claus Ankersens “Soulmates” og Naja Marie Aidts “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage” er gribende læsning. Sine Gerstenberg græd, blev skiftevis rørt og forbistret og fik trukket minder frem om gamle kærester, hun ikke nødvendigvis gad at mindes, da hun midt i influenza og snot krydslæste Ankersens digte og Aidts seneste bog.
Der er noget rørende og oprørende ved at krydslæse bøger. Altså læse to eller flere bøger på samme tid. Særligt når de omhandler de største af alle emner: kærlighedens smerte, sorgens afmægtigt dirrende vrede, liderlighedens kompromisløse dumhed.
Uden at det egentlig var meningen, har de sidste afteners læsning sat mig på en følelsesmæssig rutsjetur, der heldigvis fandt sted efter børnenes sengetid, men som nok har skabt en forundret ægtefælle, der måtte tænke: ”Hvorfor går hun ikke bare i seng? Vi sover ikke om natten, på grund influenzaens hærgen i børneværelset – nu er chancen der”.
Men det er aldrig så ligetil, når jeg har fået lyrik mellem hænderne.
De djævelske misforståelser er flyttet ind i den febrilske flirt, de nonchalante magtkampe og forstilte orgasmer på siderne i Soulmates
Jeg opsøger oftest digte, når jeg savner pausen – ikke når jeg har brug for dagsrester, tragedier og opstemt lykke i kondenseret maggiterning format. Jeg vil bruge digtet til at puste ud med og hvile sjælen på.
Men jeg overraskes næsten altid over, hvor kraftfyldte digte er. Jeg kan ikke selv vælge, hvad de gør ved mig, hvilken stemning de skaber, hvilket minde de vækker, hvilket billede de udmaler i erindringens øje.
Knotten flot poesi
Det er netop dette kontroltab, der gjorde, at jeg faktisk blev irriteret i udgangspunktet, da jeg tog hul på Claus Ankersens hårdtpumpede digtsamling Soulmates.
Siderne hev i min erindring.
Jeg huskede vægelsindede ekskærester, jeg ikke vil ofre kostbar post-putte-tid på eller give plads i en loyal anmeldelse. Men djævlen bor ikke i detaljen i Ankersens effektfulde bog.
De djævelske misforståelser er flyttet ind i den febrilske flirt, de nonchalante magtkampe og forstilte orgasmer på siderne i Soulmates.
Det føles næsten dekadent at tage hul på den bunke eks-tanker. Og netop dét er vel en pointe, ja, måske netop Ankersens ærinde:
Når jeg ikke har sms’et dig
hele dagen
er det kun fordi jeg lige skal ryste hovedet
eller pelsen
og foregive
at jeg ikke er forelsket
Ganske simpelt
kun lige for at ryste mig løs af din lænke
lige slide mig fri
fra mit kredsløb
om din planet
Og se om cellerne husker
free moving free wheeling
free agent free willy
frit svævende
frit gennem himlens haller
frit så frit så
det er virkeligt ikke særlig heldigt
Forstår du
jeg har dårligt tid
og du er så ung
eller også
er du for gammel
Ham der kender jeg. Og det er knottent flot af poeten her at vække ham i mig.
Men bedst som jeg hygger mig med min forbistring, så bliver jeg jo også rørt, fordi digtsamlingen også vil mig det godt. For selvom jeg løftede forbavsede bryn over, at det var forbeholdt de unge at kneppe (se selv side 17), så smeltede jeg også lidt over kærligheden og beundringen af kvinder som køn, kategori, typer og levede minder, der vælter ud og skummer over siderne i Soulmates:
Selv når du er gået
Kan jeg se dig
i spejlet
hvor du ser tilbage
indefra
Under min hud
mærker jeg stadig
dine læbers sang
smager din hud og tygger drøv på mindet
og læbernes summen
Dine læber, alle seks
asymmetrisk perfekte
som din munds kærlige malle mod min
Dine blå blå øjesten i deres fine huler
og dine brysters tunge trutmundede trods
imod overvægt på din alfekrop
Heldigvis har mine minder maver
til enhver lejlighed
Parallelbogen af Naja Marie Aidt
Den bog, jeg dumdristigt kastede mig over som parallellæsning til Ankersens digte, havde jeg fået i gave af en kær, klog veninde. Ledsaget af en flaske champagne.
”Læs først, drik så. Ellers klarer du den ikke,” formanede hun.
Jeg skulle have lyttet. Men fordi syge børn og søvnforstyrrede nætter har været januars skarpe version af en sarkastisk detox til småbørnsforældre, har de lange læsestræk med indbyggede champagnepauser hørt en fjern fremtid til.
Og derfor har jeg læst Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage eller slet og ret Carls Bog helt ædru. Sobert. Nøgternt.
Var det en god ide? Måske ikke.
Trængte bogen sig på fra først til sidst? I overrumplende grad. Og den var smerteligt insisterende på at vække min opmærksomhed og empati, men også at minde mig om den harmfyldte vrede, der knytter sig som blind passager til livets værste tab:
JEG TROR IKKE PÅ NOGET, IKKE PÅ HIMLEN, HELVEDE, GUD, HEALING, TIDLIGERE LIV, JEG SPYTTER PÅ ALLE TÅBELIGE FORESTILLINGER, JEG TROR IKKE PÅ HADES, KARMALOV, EFTERLIV, SJÆLEVANDRING, JEG SPYTTER PÅ DET HELE MED DEN DYBESTE FORAGT, JEG TROR IKKE PÅ SKÆBNE, ASTROLOGI, KONTAKT MED DE DØDE, SPØGELSER, ENGLE, JEG BRÆKKER MIG OVER DET, JEG RASER FULD AF DEN DYBESTE FORAGT, JEG SIGER FUCK DET LORT, DER ER KUN LIVET OG DØDEN, LIVET OG DØDEN, JEG TROR KUN PÅ NÆNSOMHEDEN, NÅR VI TAGER OS AF DEN DØDE KROP, TVINGES TIL AT TAGE AFSKED; FÆLLESKSKABET.
Jeg har ikke voksne børn. Jeg har ikke fire drenge. Jeg har ikke mistet.
Jeg sørgede på moderens og familiens vegne, men ligeså meget på mine egne. Hvad kunne dette menneske have skabt og bedrevet? Hvem ville han have påvirket med sine film og foreløbige skrivbordsskriblerier? Hvorfor skal vi begrave vores unge talenter inden, de har foldet sig rigtigt ud?
Men med Aidt gennemlevede jeg en empatisk sorg, der ikke bare var over den traumatiske oplevelse at miste sin ene søn, netop som hans håbefulde, kreative og flegmatisk eksperimenterende ungdomsliv skulle til at finde sin voksne form, tone og vej.
Jeg sørgede på moderens og familiens vegne, men ligeså meget på mine egne. Hvad kunne dette menneske have skabt og bedrevet? Hvem ville han have påvirket med sine film og foreløbige skrivbordsskriblerier? Hvorfor skal vi begrave vores unge talenter inden, de har foldet sig rigtigt ud. Naja Marie Aidt skriver tappert:
Jeg kan sig om dig: Du læste meget; du var en lidenskabelig læser.
Jeg kan sige: Du havde en fin samling af bøger.
Jeg kan sige: det sidste år du levede, læste du primært religiøse skrifter. Du læste Koranen, du læste Bibelen, du læste Toraen, du læste den tibetanske bog om livet og døden.
Jeg kan sige: Du elskede din far.
Jeg kan sige; Du elskede os.
Vi mærker stadig din kærlighed.
Er det ikke en nådig forfatter; en varm mor?
Midt i sorg, traume, tårer og en indre verden, der er eroderet af smerte, passer hun på os. På sin læser. Giver os håb. Kærligheden rækker ud efter os og giver sig tilkende, selv når døden prøver at knægte den. Jeg håber, fra en mor til en anden, at hun har ret.
Topfotos: Naja Maria Aidt – Mikkel Tjellesen/Gyldendal. Claus Ankersen – Kim Wendt.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
