mm

Claus Ankersen

Som digter, yogi og intergalaktisk opdagelsesrejsende er Claus Ankersen på samme tid rig og meget fattig. Rig på oplevelser, nysgerrighed og formidlingsglæde. Fattig på kroner og øre. Kan du lide Ankersens POV’s og får du noget ud af at læse dem, kan du støtte forfatterens arbejde med et beløb på: MobilePay +4571844591.

Forfatteren, digteren og kunstneren Claus Ankersen er en af hovedkræfterne i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og har performet, udstillet og optrådt i 19 lande. Udvalgt materiale er oversat til 12 sprog. Han har udgivet ni bøger, hvoraf den seneste digtsamlingen Grab Your Heart And Follow Me udkom i Indien i foråret 2018. Ankersen er uddannet antropolog og har tidligere skrevet for Rendestenen, dato og Murmur.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Claus Ankersen
på Mobile Pay: 71844591

Et drømmemøde med Lewis Carroll – 185 i dag

Jeg drømte, jeg mødte Charles Lutwidge Dodgson. Altså, Lewis Carroll. Vi hoppede straks i kaninhullet. ”Det var ikke uden et vist vemod, at Maximillian Knollschpärk slap ringen og betragtede den synke ud af syne i dammens algegrønne vand”, mediterede Carroll mens vi befandt os i frit fald gennem ormehullet. ”Var det hans datters ring?”, spurgte jeg Carrolls solar plexus. Han var langt højere end jeg. ”Måske en datter, måske en dronning. Måske en kat, måske var det honning”, fablede han. Jeg så op. Hullets åbning var ikke til at se. Ikke engang som lysprik. Der var hverken op eller ned på det.

”Mom squeeble dylak. Dysm plio femling, markel dylak mismo, plio femling mom”, svarede jeg, uden at ane hverken hvad det betød, eller hvad jeg ville sige med det.

”Emmørd i vles. Erøg ta dem evah ta nadås ekki re relluhemrO. ahahahaH”. Carrols lange skikkelse antog en nøjagtig halvfems graders vinkel, som han bukkede sammen af grin.

”Har du lagt mærke til, at jeg slet ikke stammer?”, spurgte han. Det havde jeg ikke. ”Det er sjovt. Jeg stammer ellers altid, når jeg er sammen med voksne. Kun når jeg samtaler med børn, stammer jeg ikke”, forklarede han. I det samme stod vi foran en enorm ring. Højt oppe, så højt oppe at man nærmest måtte gætte sig til det, skimtedes en grøn sten indfattet i ringens guld. Smaragden måtte være gigantisk. Selve ringen var så tyk, at vi måtte klatre op af en ret lang stige, som belejligt stod lænet op af kanten. Vi vandrede over ringens inderside. ”Skal du ud, laks?”, spurgte jeg min høje rejsefælle. Det var det eneste palindrom, jeg kunne huske, og det skulle han da have. Stemningen var munter. Det er muligt, der var spredt pippen. Det er ikke til at sige. ”Nej”, replicerede Carroll lynsnart. ”Jeg skal hjem”.

Pludselig kunne jeg huske endnu et palindrom. Retur ruter. Foran mig spredte en gylden flade sig i alle retninger. Retur ruter. Det var ikke helt uvæsentligt.

Claus Ankersens drømmemøde med Lewis Carroll er et uddrag fra Ankersens kommende bog “Pendæmonium”.

Illustration: Michaël Dorbec: Mobile Pay 3131 8234.

Kategorier