MOBNING // PSYKOLOGI – Mobning i barndommen giver livslange ar på sjælen, skriver Louise Winther, der uforvarende fik retraumatiseret sig selv, da hun skrev en bog om sin opvækst i 1970’erne og 1980’erne. Siden har hun modtaget en strøm af henvendelser fra mennesker, som fortæller, hvordan den mobning, de var udsat for som børn, fortsat præger dem i dag – men at det ikke er noget, de taler højt om. Louise Winthers åbenhed om sine mobbeerfaringer har betydet, at både hun og andre ikke længere føler sig helt så alene med at bære rundt på fortidens tabubelagte oplevelser.
Da jeg for et par år siden gav mig i kast med at skrive en autofiktiv roman om min barndom og ungdom, skete der noget meget ubehageligt. Mens jeg skrev om mine år i folkeskolen, flyttede klassens to værste mobbere ind i mit hoved og gik i gang med at råbe op om alt det, der var galt med mig:
Mit navn (som jeg siden har ændret), min sarte lillesøster, min måde at spise på, at jeg brugte briller, at det næsten altid var min danske stil, læreren læste højt, at mine bukser var for korte, at mine fødder vender indad, at jeg har kalveknæ, at jeg ikke var god til gymnastik, at jeg altid stod tilbage, når der skulle vælges hold til rundbold.
Ingen talte med mig om min manglende trivsel, hverken i skolen eller hjemme, så jeg lærte, at ”kammeraternes” adfærd var noget, jeg måtte tåle og håndtere alene
Skrivearbejdet genaktiverede den indre stemme om, at jeg var grim og klam og ikke værd at samle på. Tiden havde på ingen måde fået følelsernes intensitet til at blegne – det, der skete for mere end 45 år siden, blev lige så nærværende som dengang – angsten som en knude i brystkassen, fødderne som sømmet til jorden, skammen som sved over hele kroppen og hjertet, som bankede ekstra højt.
Ingen talte med mig om min manglende trivsel, hverken i skolen eller hjemme, så jeg lærte, at ”kammeraternes” adfærd var noget, jeg måtte tåle og håndtere alene.
I dag er jeg glad for mit liv, og derfor kom det bag på mig, hvor ramt jeg blev. Jeg var ellers så sikker på, at jeg igennem årene og mange timers psykoterapi havde vredet mig ud af den gammel fortælling om, at jeg var værdiløs. Men historien stak altså dybere, og jeg måtte erkende, at jeg uforvarende havde fået retraumatiseret mig selv.
Reunion – nej tak
Mens jeg skrev på bogen, skete der noget andet. Et par stykker fra den gamle klasse besluttede sig for at stable en reunion på benene. Og en dag dukkede der en Facebook-venneanmodning fra klassens toneangivende mobber op. Jeg holdt vejret og stivnede. Fuldkommen som da jeg var ti år gammel.
Først nogle uger senere fik jeg taget mig sammen til at skrive tilbage: “Du har sendt mig en venneanmodning. Men jeg har ingen gode minder om os to fra skoletiden, snarere tværtimod, da du mobbede mig. Derfor er jeg noget usikker på, hvad du vil mig nu.”
Kort efter kom der svar, og nok engang stivnede jeg. Budskabet var ikke til at tage fejl af. Hvis jeg ikke var positiv og spillede med på “hvor-havde-vi-det-dog-hyggeligt-dengang-i-skolen”, skulle jeg holde mig langt væk fra den planlagte reunion.
Jeg har i mit voksenliv ofte oplevet, at jeg ikke turde være mig selv og har derfor spillet rollen som klovn
”Vi er blevet voksne siden!” tilføjede hun. Det undlod jeg at svare på. I dag ville en del af mig ønske, at jeg var dukket op til den reunion – jeg har haft et hav af forestillinger om, hvor overlegent jeg ville opføre mig for at vise, at jeg har fuldkommen tjek på mit liv. Men jeg havde ikke modet.
Som tiden gik, blev mine reaktioner oven på den genoplivede mobbehistorie så belastende, at jeg opsøgte den kropsterapeut, jeg tidligere har haft god gavn af at bruge. I hendes trygge rum turde jeg, mens tårerne strømmede ned ad kinderne, tillade mig at mærke, hvor ensom og forladt, jeg havde følt mig i folkeskoletiden. Og derefter kunne jeg vende tilbage til mit skrivearbejde.
Mobbeforskningen
Ordet mobning kommer af det engelske ord mob, som betyder folkemængde/pøbel. Mobning var dog ikke et ord, jeg kendte i 1970’erne. Dengang kaldte man det for “drilleri,” og det lyder jo nærmest uskyldigt, ja, næsten lidt hyggeligt.
I dag ved enhver skolepsykolog, at det er de voksnes ansvar at stoppe mobning, og at det skal ske hurtigst muligt. Man ved også, at der ikke er tale om en symmetrisk konflikt med fejl på begge sider, ligesom man ikke skal ”hjælpe” den, som bliver mobbet til at ”forstå” mobningen og mobberne. Den, der er udsat for mobning, skal derimod hjælpes til at få medfølelse med sig selv – ikke med mobberne.
Mobningen gjorde mig meget vagtsom, og det er jeg stadig – den mindste uventede lyd får mig til at fare sammen. Sådanne PTSD-lignende følgevirkninger er desværre ikke ualmindelige
Når følelserne ikke forsvinder, er det fordi, den, der blev mobbet, mistede noget, som kunne have været, skriver mobbeforsker Helle Rabøl Hansen. Oplevelsen af at høre til, venskaber, at være fælles om noget for eksempel at forberede aktiviteter efter skoletid. Der er med andre ord tale om en kompliceret sorg både over historien, som ikke kan ændres, og over de handlinger, som ikke kan gøres om. Sorgen er ikke aktiv konstant, men den bliver aktiveret, når man fortæller eller skriver om oplevelserne.
Mobningens efterdønninger
Da jeg nåede til 9. klasse, fandt jeg ud af, at jeg kunne få lov til at være i fred, hvis jeg lavede sjov. Desværre betød det også, at jeg blev tilbageholdende med at lukke folk ind. Jeg holder stadig ofte en lidt ironisk distance til andre mennesker. Jeg har i mit voksenliv ofte oplevet, at jeg ikke turde være mig selv og har derfor spillet rollen som klovn.
Før jeg som 29-årig begyndte i et langvarigt psykoterapeutisk forløb, levede jeg efter devisen: “Hvis jeg er den, der først vender blikket væk, slipper jeg for smerten ved at se, at de andre vender mig ryggen. Så kan jeg fortælle mig selv, at jeg heldigvis ikke har brug for dem.” Metoden fungerede, men det var et ret ensomt sted at være.
Vi er alle ensomme skibe på et mørkt hav. Vi ser lysene fra de andre skibe – vi kan ikke nå dem, men det, at de er der, og at de deler skæbne med os, er en stor trøst
I mange år gik jeg konstant rundt med en nagende fornemmelse af, at jeg ikke var god nok og ikke var værdig til at være sammen med andre. Det kan stadig ramme mig af og til.
Mobningen gjorde mig meget vagtsom, og det er jeg stadig – den mindste uventede lyd får mig til at fare sammen. Sådanne PTSD-lignende følgevirkninger er desværre ikke ualmindelige.
Vi er mange…
I januar udkom min bog, som fik titlen Men så døde mormor. Efterfølgende har jeg modtaget en strøm af mails fra mennesker, som beretter om mobbeoplevelser, der i uhyggelig grad minder om mine. Jeg har hørt fra voksne mænd og kvinder i alle aldre.
Citaterne nedenfor indfanger essensen af de mange fortællinger:
Jeg føler mig så skamfuld over at have været hende, der var “forkert”, at jeg aldrig har fundet modet til at fortælle offentligt om barndommen. Skammen er stadig stærk i dag og har stået i vejen for meget, selv om jeg er veluddannet, har haft prestigefyldte stillinger, har været igennem stor personlig udvikling og virkelig gjort en indsats for at komme videre. Det er jeg også kommet, i høj grad. Men som du selv ved, kommer man aldrig helt af med de grundlæggende selvværdsproblemer, som blev grundlagt dengang. (Kvinde, 62 år)
Ligesom dig blev jeg systematisk mobbet, og jeg oplevede i den grad de voksnes svigt – og ikke mindst følelsen af at blive ekskluderet. Det, der burde have været de voksnes hovedansvar, blev min tunge byrde. (Mand, 40 år)
Det værste var, set i bakspejlet, at ikke engang dem, der skulle forestille at være mine “venner”, gjorde noget for at hjælpe. Det har virkelig haft betydning bagefter: Tør man stole på folk? (Mand, 47 år)
Tabuer skal tales ihjel
“Du har vist fået fat i et tabu,” sagde vores 23-årige datter, da jeg fortalte hende om de mange reaktioner, jeg har fået. Jeg tror, at hun har ret. Og med tabuer er der som bekendt kun ét at gøre: At tale dem ihjel. Det er vi nu godt i gang med.
Bogen har ført noget andet med sig. Jeg føler mig ikke længere så alene med at have været i kløerne på mobbere. Og de talrige mails, jeg har fået, bekræfter, at andre også sætter pris på at have opdaget, at heller ikke de er alene.
Som den amerikanske psykiater og forfatter Irvin Yalom så smukt har udtrykt det: Vi er alle ensomme skibe på et mørkt hav. Vi ser lysene fra de andre skibe – vi kan ikke nå dem, men det, at de er der, og at de deler skæbne med os, er en stor trøst.
LÆS ALLE LOUISE WINTHERS ARTIKLER HER
Topfoto: Jeswin Thomas/Pexels
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
