
LONDON // BAGGRUND – Over 80.000 mobiltelefoner blev stjålet sidste år – nu patruljerer politiet på e-bikes, som er særligt manøvredygtige og hurtige elcykler, og advarer fodgængere med blå skilte på fortovet.
En ny bølge af mobiltyverier skyller ind over London. Kriminelle bander på ulovlige e-bikes, der kan køre over 50 km/t, snupper telefoner direkte ud af hænderne på intetanende fodgængere og forsvinder i fuld fart gennem byen. Tyverierne sker, mens folk står og taler i telefon, ringer op – eller blot har mobilen fremme. Ofrene når sjældent at reagere, før tyvene er væk.
Ifølge London Evening Standard blev der alene sidste år stjålet over 80.000 telefoner på gaden i London – næsten én hvert syvende minut. Politiet har iværksat en større kampagne, der nu også har fået regeringens bevågenhed.

Storbritanniens politiminister, Diana Johnson, erkender, at problemet er blevet negligeret for længe:
“I al for lang tid har vi ikke været tilstrækkeligt opmærksomme på dette problem. Som et led i regeringens ‘Plan for Change’ vil vi investere i nye synlige betjente, der skal hjælpe med at gøre vores gader sikre og trygge igen.”
Patruljer på e-bikes og markering af gerningssteder
Politiet i London har fået bevilget superhurtige Sur-ron elcykler, der skal hjælpe betjente med at indhente tyvene, som tidligere nemt undslap i trafikken. Tidligere kunne gerningsmanden nå hele vejen til Islington i Nordlondon og aflevere dagens “høst” til organiserede bagmænd – blot få minutter efter et røveri i centrum.
Indsatsen har allerede haft effekt: Ifølge politiets pressemeddelelse fra juni 2025 er over 500 ulovlige scootere og elcykler blevet beslaglagt.
For at skabe opmærksomhed blandt fodgængere har London City Police også spraymalet fortove med blå cirkulære skilte, inspireret af de berømte “blue plaques”, som normalt markerer historiske steder. På fortovene lyder det i stedet:
“A member of the public had their phone stolen here. Look up – look out” og
“A phone snatcher was arrested here.”

Tre steder i London kan borgere nu også få mærket deres telefon af politiet for at sikre hurtigere identifikation og tilbagelevering, hvis den bliver fundet.
“Kill switch” på mobilen
Ifølge Anthony France, kriminalredaktør ved London Evening Standard, overvejer teleselskaber at installere en såkaldt “kill switch”, der kan gøre stjålne telefoner ubrugelige med det samme. Det skal forhindre kriminelle i at udnytte personlige oplysninger og apps til svindel.
Indtil videre anslår politiet, at ofrene hver dag mister omkring 7000 pund fra deres konti, inden de når at få dem spærret.
Nedgang i antallet – men risikoen er stadig stor
Den intensiverede overvågning og patruljering har ifølge politiet ført til en nedgang i antallet af anmeldte tyverier på næsten 30 % sammenlignet med samme periode sidste år.
Men risikoen er langt fra forsvundet. Den mest udsatte gade er Oxford Street, hvor der i gennemsnit bliver stjålet 18 telefoner om dagen. Også Piccadilly, Charing Cross Road, Shaftesbury Avenue og Leicester Square er blandt de hårdest ramte områder.
Derfor lyder anbefalingen stadig: Hold godt fast i din telefon – og kig op, når du færdes i Londons gader.
“It is still a very prevalent crime type, but the fight back has started,” skriver Rob McTaggart, Media and Engagement Manager ved City London Police, i en mail.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()







og